« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindens Valgbarhed i Sverige.

Af: Fredrik Bajer

« Se emneord

En stor Sejr vandt Kvindesagen i Marts Maaned d. A., da begge Rigsdagens Kamre vedtog Regeringens Forslag om Kvindens Valgbarhed til visse kommunale Ombud.


Valgret har den svenske Kvinde allerede længe haft, og det baade kirkelig, kommunal og politisk, om end kun middelbart i sidste Tilfælde.


Og er Valgretten vunden, er det naturligt, at Valgbarheden før eller senere følger efter. Naturligst var det vel, om de fulgtes ad.


Den skaanske Rigsdagsmand, Hr. F. T. Borg, Redaktør af „Øresundsposten” i Helsingborg, havde allerede 1884 foreslaaet en Udvidelse af Kvindens politiske Valgret. Senere foreslog han hendes Valgbarhed til Skoleraad og Fattigforstanderskab.


Den 18de Juni 1887 lykkedes det at faa et Flertal i begge Rigsdagens Kamre for et saadant Forslag. Det vedtoges i 2det Kammer med 101 Stemmer imod 77, i 1ste med ikkun 41 imod 40. Men det var kun et „Skrivelseforslag”, en Opfordring til Regeringen om for en følgende Rigsdag at fremsætte Lovforslag.


Denne Opfordring efterkom Regeringen ved at stille Forslag til den midt i Januar d. A. sammentraadte Rigsdag. Forinden havde Regeringen hørt en Mængde verdslige og gejstlige Myndigheder, hos hvilke Meningerne havde været meget delte (jvf. „Kvinden og Samfundet” 1888 S. 69).


Lovudvalget - 8 Medlemmer fra hvert af de to Kamre -, med A. Bergstrøm (tidligere Indenrigsminister) som Formand, afgav den 28de Februar 1889 sin Betænkning. Udvalget indstillede Regeringens Forslag til - Forkastelse.


Ikke des mindre blev Sagen sejrrig ført igennem, efter lange, varme og oplysende Forhandlinger. Hovedtaleren til Fordel for Kvinders Valgbarhed var i begge Kamrene Regeringens Repræsentant, „Ekklesiatik”- (læs: Kultus-) Ministeren, Statsraad Gunnar Wennerberg (Digteren af „Gluntarnes” baade Ord og Toner). I 1ste Kammer udmærkede sig desuden Forslagets oprindelige Fader, F. T. Borg, ved et sagrigt Foredrag. Samme Steds optraadte dets dygtigste Modstander, A. Bergstrøm. Imellem ham og Ministeren førtes en parlamentarisk Turnering, som ogsaa af Hensyn til Formen fortjener at studeres i selve den svenske Rigsdagstidende.


Udfaldet blev, at 2det Kammer den 6te Marts forkastede Lovudvalgets Indstilling med 80 Ja imod 99 Nej, og 1ste Kammer den 9de Marts med 57 imod 59. Og saaledes var Regeringens Forslag vedtagne.


Naturligvis hørte man fra Modstandernes Side Indvendinger, som vi kjende saa godt fra vort eget Landsting: at reformere vilde skade baade Kvinden selv og hele Samfundet (som det omtrent hedder i den bekjendte Plougske Dagsorden af 10de Februar 1888). Det var en underlig Modsigelse, sagde Wennerberg, at Lovudvalget roste Kvinders Kyndighed og Virksomhed i Fattig- og Skolesager, og dog vilde formene hende Indflydelse i selve Styrelsen for disse Sager. Hvad Grund var der til at tro, at denne Indflydelse skulde blive til Skade for Samfundet og hende selv, fordi den øvedes der?


Den Indvending, at der ikke havde vist sig „nogen praktisk Trang fra det Almenes Side”, gendrev Wennerberg ved at pege paa den Almenhed, som i denne Henseende var den rette. „Vilde man spørge de Fattige og Børnene i Skolen: „Tror I, at det vilde være til nogen Gavn og Glæde, om den eller den Kvinde deltog i Omsorgen for Eders almindelige Anliggender?” - Sandelig, skulde man ikke faa at høre et Svar tilstrækkelig stærkt til at forstaas?”


Reformen var altfor ubetydelig, hed det ogsaa. Det oplystes ogsaa, at der ved Aarskiftet 1885-86 fandtes af valgberettigede svenske Kvinder paa Landet 29,772 og i Købstæderne 15,914. Skulde næsten ingen af disse 45,686 egne sig til at vælges? Reformens Ubetydelighed, som Lovudvalget havde fremhævet, bevirkede, at et Par konservative Højremænd fandt den mindre betænkelig, og at den indflydelsesrige Bonde Karl Ifvarsson i 2det Kammer vist nok fik mange til at stemme for den, idet han i det sidste Øjeblik udtalte, at den næppe vilde faa videre Betydning paa Landet.


En ellers konservativ Landshøvding i 1ste Kammer, Sjøcrona, en Modstander af Kvindesagen, udtalte, at man modarbejder bedst „denne usunde Agitation ved at give Kvinden Ret, hvor hun har Ret”. Og - mente han - hele Kommunallovgivningen hviler paa den Grundtanke, at alle, som bidrage til Kommunens Udgifter, ogsaa bør have Del i dens Styrelse, - altsaa ogsaa Kvinderne, „da de anses værdige til i alle Henseender at betale Afgifter lige med Manden”.


Til Fordel for Forslaget om at gjøre Kvinden valgbar til Skoleraadene udtalte en Ven af Sagen (Wieselgren), at dette uden Tvivl vilde have til Følge, at Undervisningen ikke længer saa meget som hidtil vilde brede sig paa Opdragelsens Bekostning. - „Sikkert er det” - havde Borg kort forinden sagt, niere i Almindelighed -, „at vi Mænd vilde blive en Smule større, thi nu ere vi alt for smaa, naar vi blandt andet nægte Kvinden at hjælpe os og at kappes med os i det mest paatrængende paa Jorden: mer end hidtil at sørge for Børnene og de fattige”.


En stor Rolle spillede det under Forhandlingerne, at Kvindens Frivillighed skulde agtes. Hun skulde ikke tvinges til at modtage slige kommunale Ombud. En - muligvis dog noget misforstaaet - Ytring af Bergstrøm i 1887 havde bevæget Statsraad Wennerberg til at indsætte den Bestemmelse, at den valgte Kvinde naar som helst kan frasige sig Hvervet. En saadan Bestemmelse, mente Bergstrøm, stred imod sunde Lovgivningsprinciper, og vilde blive misbrugt. Sjøcrona forsvarede denne Kvindens Forret med, at den kunde anses som et billigt Vederlag imod, at hun endnu ikke blev valgbar i andre Tilfælde, hvor Manden er det. Og Wieselgren troede ikke, at Bestemmelsen vilde blive meget misbrugt, med mindre man forudsatte, at Mændene, som vedblev at have Hovedindflydelsen paa Valgene, især vilde vælge vægelsindede Kvinder, der straks frasagde sig et Hverv, naar det begyndte at falde dem vanskeligt („att bli bråkigt”).


Meget interessant var det at iagttage, hvilken Vægt der fra alle Sider lagdes paa de gifte Kvinders Erfaring i Skole- og Fattigvæsen. Havde de været med, syntes baade Lovudvalget og flere konservative Talere uden for dette at have villet stille sig gunstig til den foreslaaede Reform. Ogsaa Venner af Sagen ønskede, at ogsaa den gifte Kvinde maatte kunne vælges. „Hendes Interesse for Skolen, hvor hun har sine egne Børn, vilde aldeles sikkert være varm og levende”, sagde Nilsson (Lidkøping). En anden Ven af Sagen, Stråle, ønskede ogsaa Valgbarheden udstrakt til de gifte Kvinder, men uden Ansvar for Pengeforvaltning paa Grand af deres lavere formueretlige Stilling i Ægteskabet. Det paavistes imidlertid, at en saadan Undtagelsesstilling vilde være uigjennemførlig. I Sverige gjælder det samme som i Danmark, at Lovgivningen vil udelukke den gifte Kvinde fra Valgret og Valgbarhed, saa længe hun „staar under Mandens Værgemaal”, saa længe hun ikke er hans ligestillede Ægtefælle i formueretlig Henseende.


Løsningen af Spørgsmaalet om Ægtefællers formueretlige Ligestillelse maa gaa Haand i Haand med - helst forud for - Kvindens Valgret og Valgbarhed, med mindre man vil være uretfærdig mod den gifte Kvinde.


Men ogsaa det har man tidligere end her indset i Sverige, hvor der alt 1873 stiftedes en endnu virksom „Forening for gift kvinnas eganderatt”, der i de senere Aar tillige har virket for andre Sider af Kvindesagen.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner