Fra Indland og Udland.

Om kvindelige Udvandrere har Frk. Alexandra Gripenberg (der som bekjendt deltog i den internationale Kvindekongres i Washington 1888) skrevet en overordentlig læseværdig Artikel i det finske „Hufvudstadsbladet”. Idet hun gjør opmærksom paa, at man vel ofte nok hører om, hvilket Held den eller den har haft i Amerika, hvor godt det er gaaet denne, eller hvor mange Penge hin har kunnet sende hjem, men saa godt som aldrig om de utrolige Lidelser, mange Udvandrere maa gjennemgaa, hvorledes de ligge og dø ukjendte paa Hospitaler, i Sindssygeanstalter eller i Fængsler, erklærer hun, at de enlige Kvinder, der udvandre, ere udsatte for endnu langt flere Vanskeligheder end Mændene. „Allerede paa den lange Sørejse, hvor Mænd, Kvinder Og Børn ligge sammenstuvede paa Mellemdækket, er en anstændig ung Pige ofte udsat for store Ubehageligheder. Mangen en faar sig paa Rejsen en saakaldet „god Ven”, der siden viser sig at have været hendes værste Uven, idet han ved Ankomsten forlader hende og ofte tager hendes Penge med sig. Ved et Besøg paa en Fødselsstiftelse i Chicago”, siger Frk. Gripenberg, „fandt jeg, at det store Flertal udgjordes af danske, norske og svenske Piger, der for mindre end et Aar siden vare komne til Amerika, og af hvilke de fleste kunde slet intet eller kun meget daarligt Engelsk”.

Ukjendskab til Sproget er i det hele en næsten uoverstigelig Hindring for den arbejdssøgende Udvandrer. Det kan være svært nok at bjærge sig i sit eget Land; hvordan skal det gaa i et vildfremmed Land, hvis Forhold man ikke kjender, hvor man ikke har en eneste Ven og ikke kan gjøre sig forstaaelig for et eneste Menneske? Det er utroligt, hvor lidt Udvandrerne betænke det. Frk. Gr. fortæller, at en Forening i Boston, der tager sig af Udvandrere, modtog i én Maaned over en Snes skandinaviske Kvinder, af hvilke ikke én ved Ankomsten havde saa mange Penge, at hun kunde sende et Brev hjem. De fleste havde ikke andre Klæder end dem, de gik og stod i, og de vare endda daarlige nok. De kunde ikke Engelsk og havde ingen Venner til at tage sig af dem. „Som en forskræmt Flok Faar sad de indestængte Dagen igjennem, forgrædte og ulykkelige, ventende længselsfuldt paa at faa noget Arbejde”.

Nu er der imidlertid blevet oprettet en Forening i Boston, som vil være til stor Hjælp, for kvindelige Udvandrere. Den hedder „Kristelig Forening for Unge Kvinder”, og optager gratis unge Piger i sin Husholdningsskole, hvor de lære Madlavning og alle andre Sysler i en amerikansk Familie; desuden faa de Undervisning i at tale, læse og skrive Engelsk. De faa Undervisning, Kost og Bolig frit, men maa holde sig selv med Klæder. Der fordres kun af dem, at de skulle følge Husreglerne (der hverken ere mange eller vanskelige), og at de skulle forpligte sig til at følge Undervisningen i 3 Maaneder, efter hvilken Tid de faa gode Pladser. Da Skolen allerede er meget anset, ere dens Elever meget efterspurgte; de kunne i Reglen straks faa Pladser med en Løn af 15-20 Kr. om Maaneden. Frk. Gripenberg har opholdt sig mere enden Maaned i Anstalten og anbefaler den på det bedste, ikke mindst for mere dannede Kvinder, der ere beskjæftigede ved Handelen eller som Lærerinder; de kunne her faa et billigt og hyggeligt Hjem.

De amerikanske Husmødre ville imidlertid ikke nøjes med udygtige Tjenestepiger. Naar de paatage sig den ikke ringe Ulejlighed, at hjælpe Pigen til rette i de for hende fuldstændig fremmede Forhold, fordre de til Gjengjæld, at hun skal kunne udføre den Gjerning ordentlig, som hun har taget sig paa.

Til Slut giver Frk. Gr. disse Raad: 1) Betænk Dig vel, inden Du beslutter Dig til at forlade Dit Land, om Du end er aldrig saa fattig og ensom; husk: Øst-Vest, hjemme bedst! 2) Rejs aldrig før Du har samlet Penge nok, ikke blot til Rejsen, men lidt mere; og sørg for, at Du har ordentlige Klæder, om de end ere tarvelige. 3) Skaf Dig en danskengelsk „Tolk” (læs: Ordsamling) og lær Dig selv at se, hvordan de vigtigste Ord se ud, og hvad de betyde, om Du end ikke kan udtale dem. 4) Se at komme til at følges med en skikkelig Familje. 5) Laan aldrig Penge til nogen paa Vejen og vær forsigtig med at stifte Bekjendtskaber. 6) Saa snart Du har besluttet Dig til at rejse, skriv da til den omtalte Forenings Forstanderinde og spørg, om Du kan blive modtagen. Hendes Adresse er: Miss Drinkwater, Corner Appleton et Berkeley street, Boston, Amerika. Du faar Svar paa Svensk. Saa snart Du ved, hvilket Skib Du kommer til at rejse med (helst et, der gaar direkte til Boston; hvis ikke, da spørg i det første Brev, hvorledes Du skal forholde Dig ved Ankomsten til New York) saa lad hende det vide. En Dame med det blaa Baand som Foreningsmærke vil da modtage Dig ved Ankomsten,

„Nylænde” er paa Grund af Typografstriken i Kristiania ikke udkommen i længere Tid. Redaktøren, Frk. G. Krog, benytter sin ufrivillige Ferie til en Foredragsrejse; hun har talt om Kvindesagen i forskjellige Byer, og navnlig i Trondhjem synes hendes Foredrag at have gjort stor Lykke. Hidtil har i Norge baade Provinsbyerne og Landet forholdt sig temmelig kølig over for Sagen, men den større Agitation, som nu er sat i Gang, vil forhaabentlig bære Frugt.

Finsk Kvindeforening har udsendt sin Aarsberetning for 1888. Den giver først en Oversigt over de Fremskridt for Sagen i Almindelighed, der er sket i Aarets Løb, navnlig Forhandlinger, Oprettelse af ny Fællesskoler og Statsunderstøttelse til de alt bestaaende o. s. v., hvorom „Kvinden og Samfundet” allerede har bragt Meddelelse. Studenterexamen er bestaaet af 6 Kvinder; Dr. Avellan har stiftet et Stipendium for kvindelige Studenter til Minde om sin Hustru; en Kvinde er første Gang bleven ansat som Klokker, nemlig i Viborg. Dernæst meldes om den egentlige Foreningsvirksomhed. Denne har hovedsagelig fundet Sted gjennem „Arbejderbureauet”, der arbejder i samme Retning som Dansk Kvindesamfunds forskjellige Kontorer, og som fra December 1888 er bleven udvidet til ogsaa at omfatte Salg af kvindelige Haandarbejder og Sløjdartikler. -Dragtreformen arbejdes der fremdeles livligt for. Den stockholmske Dragtforenings Modeller til en sund og hensigtsmæssig Skoledragt for Pigebørn ere blevne udstillede og Foredrag derom holdt i forskjellige Byer. Foreningen var ved Kvindekongressen i Washington repræsenteret af Frk. A. Gripenberg, som har medbragt fyldige Oplysninger om mange Forhold, som sikkert i høj Grad vil komme Foreningens Virksomhed til Gode, især da Frk. Gr. nu er valgt til dens Formand. Endelig har Foreningen givet Kvinder Anvisning og Hjælp til Udøvelse af deres kommunale Stemmeret, ladet afholde forskjellige Foredrag og udgivet forskjellige, alt her i Bladet omtalte Smaaskrifter, samt stiftet en kvindelig Sangforening.

To ny nordiske Kvindeblade er tilsendt os fra Finland, dette Land, som trods sin afsides Beliggenhed synes at gaa i Spidsen for Kvindesagen hvad Energi og Sluttethed angaar, og som, skjønt under den russiske Selvherskers Scepter, i flere Henseender er forud for vort eget Land med den fri Forfatning. Det ene, „Hemmet och samhället” (Hjemmet og Samfundet) redigeres af Frk. Alli Trygg, der oftere har været nævnt i vort Blad (f. Ex. 1887, S. 138); dets Indgangsnummer er særdeles friskt og livligt, tager fat paa en stor Mængde af de Æmner, Kvinder interessere sig for (lige til Vask af Uldtøj) men glemmer derfor ikke selve „Kvindesagen”. Det andet redigeres af Frøken Alexandra Gripenberg, sikkerlig en af de mest udmærkede Repræsentanter for Kvindesagen i de 4 nordiske Riger; - indeværende Nr. af vort Blad giver Uddrag af en af hendes Artikler, der i lige Grad vidner om hendes Interesse for Kvindesagen og om hendes praktiske Greb paa den. Der er ikke Tvivl om, at hendes Blad vil være en stor Vinding for de finske Kvinder. Men des værre se vi os ikke i Stand til at give andre Oplysninger om Bladets Indhold, end at det blandt sine Medarbejdere tæller de bedste kvindelige Forfattere (som Fruerne Minna Canth, Furuhjelm, Løfgrén og Stenius, Frkne. Ehrnroth, L. Hagmann, Vera Hjelt) og flere bekjendte mandlige; selve Artiklerne have vi ikke Sprogkundskab nok til at kunne førstaa blot saa meget som Overskrifterne af. Bladet, hvis Navn er „Koti jaYhteiskunta” (læs: Hjem og Samfund) er nemlig paa finsk; den første Artikel efter Indledningsordene er af Frk. Lucina Hagmann og hedder: „Käsityotaidon edistämisestä maamme naisissa”.

„Dansk Kunst- og Husflidsbasar” kaldes en Forretning, som aabnes i Vimmelskaftet 35, 1ste Sal, af en Forening af Damer. De mangfoldige hjemmearbejdende Kunst- og Husflidsdyrkere, hvoriblandt saa mange ere Kvinder, ville her faa en egen Forretning med et smukt Udstillingslokale og Udsigt til Salg af deres Arbejder uden stor Provisionsafkortning. Sager, der ønskes udstillede ved Basarens Aabning, indsendes inden 15de Maj.

Kvindesagen i Dagbladene. Den ny Forening „Hjælpefonden” faar i Politiken for den 7de April under Overskriften „Praktisk Kvindeemancipation” en meget anerkjendende Omtale. Naar det imidlertid fremhæves som noget ganske nyt, at Foreningen vil søge at udvide Kvindernes Erhvervsmuligheder ved at formaa Guldsmede-, Bagere- og Urmagermestre til at antage unge Piger som Lærlinge, da er Anmelderen mere velvillig end vel underrettet: Dansk Kvindesamfund har i lang Tid udfoldet lignende Bestræbelser.

I Politiken for den 9de April anke „Flere Kunstnerinder” over Hr. Kleins Forvaltning af det Statstilskud, der paa Finansloven er tilstaaet Tegneskolen for Kvinder. Det er i Aar efter Andragende forhøjet fra 7000 til 10,000 Kr.

Dagbladet for den 28de April indeholder en længere Artikel, undertegnet N., hvori Magistratens Indstilling til Borgerrepræsentationen angaaende Kommunelærerindernes Løn skarpt kritiseres.

Kommunelærerindernes Lønning. Denne Sag var til Forhandling i Borgerrepræsentationen den 29de April. Magistraten havde foreslaaet, at man ikke skulde tage Lærerindernes to Andragender til Følge. Af disse gik som bekjendt det ene ud paa at faa Gagen forhøjet, det andet paa at faa Timetallet nedsat for de ældre Lærerinder. Brix, Lange og Thomsen udtalte sig mod Magistratens Indstilling. Lange ønskede navnlig Timetallet indskrænket. 36 Timers ugentlig Undervisning maatte blive meget anstrængende. Overanstrængelsen viste sig ofte ved Nervøsitet og Pirrelighed, der selvfølgelig skadede Undervisningen i høj Grad. I andre Lande var Undervisningstiden betydelig kortere. Hummel, Sommerfeldt og Ipsen vare derimod enige med Magistraten. Lærerinderne vare udmærket stillede. Brix foreslog at nedsætte et Udvalg paa 5 Medlemmer, hvilket Forslag forkastedes med 22 Stemmer mod 10. Lange foreslog at lade Sagen gaa til 2den Behandling. Dette Forslag forkastedes med 18 Stemmer mod 9. Sluttelig vedtoges Magistratens Forslag om hverken at forhøje Lønningerne eller at nedsætte Timetallet.

Cand. med. Frk. N. Nielsen har til Rejseunderstøttelse i videnskabeligt Øjemed af Kultusmmisteriet faaet bevilget 500 Kr. Qgsaa flere andre Kvinder have faaet Statsunderstøttelse.

Kvindelige Haandværkere. Foruden det Fond til Uddannelse af kvindelige Haandværkere, som blev grundlagt af Fru Rovsing ved hendes Død, havde hun testamenteret en Sum af 240 Kr. til to unge Kvinder, hvoraf den ene, Frk. Sofie Christensen allerede tidligere, støttet af hende og andre Venner af Sagen, havde begyndt sin Uddannelse til Snedker under Aksel Mikkelsens Ledelse, medens den anden, Frk. Kathrine Hosbøl, senere er traadt til. Begge arbejde med stor Lyst og synes at egne sig fortræffeligt til Arbejdet.

Kvindekongressen i Frankrig, der vil finde Sted i Paris fra Tirsdag den 26de til Lørdag den 29de Juni, har organiseret sig og valgt til Formand Frk. Maria Deraismes, til Æresformænd Fru Clemence Boyer og Hr. Leon Richer. Kongressen vil dele sig i Sektioner. Dens Program bliver følgende:

1) Historie: Kvindernes Indflydelse på de menneskelige Samfunds Udvikling.

2) Økonomi: Undersøgelse af Kvindernes Arbejde og Arbejdsløn i de forskjellige Lande. Deres Udelukkelse og deres Adgang.

3) Moral: Undersøgelse af Aarsagen til Sædernes Forfald og Midler til at bøde derpaa.

4) Retslære: Ophævelse af de Love, som holde Kvinden i Umyndighed.

England. Ved en i Fjor vedtagen Lov have Kvinderne faaet Stemmeret ved Valg til Grevskabsraadene. Derimod findes det ikke tydelig udtrykt, om de ogsaa ere valgbare. Imidlertid blev for nylig to Damer, Lady Sandhurst i Brixton og Miss Jane Cobden i Bow valgte ind i Londons Grevskabsraad. Den førstes Modkandidat, den konservative Sir Charles Beresford Hope, gjorde Indsigelse mod Valgets Gyldighed og forlangte Spørgsmaalet om, hvorvidt Kvinder vare valgbare, afgjort ved Domstolene. Disse have erklæret, at de for Damerne afgivne Stemmer skalle kasseres, og Beresford Hope betragtes som lovlig valgt. Sagen vil imidlertid blive appelleret, ligesom der ogsaa vil blive indbragt Forslag i Parlamentet om at indsætte en Bestemmelse i Lokalforvaltningsloven om Kvindens Valgbarhed. I Skoleraadene have som bekjendt allerede adskillige londonske Kvinder Sæde.

I London skal der nu ansættes kvindelige Politifunktionærer - Police Matrons - ligesom i Amerika, hvor det er lykkedes Kvindeforeningerne at gjennemføre denne Ordning i Staterne Massachusetts og New-York samt i 10 Byer i de andre Stater. Det har vist sig, at disse Politimatroner have en særlig gavnlig Indflydelse paa de fængslede Kvinder, som de skulle tage sig af. I Chicago, hvor 10 Matroner ere ansatte ved 5 Stationer, gaar Lønnen op til 500Dollars, læs: omtr. 1800 Kr.

Ved et nylig afholdt politisk Møde i Birmingham udtalte Lord Hartington, at Kvinderne have udøvet, udøve og ville vedblive at udøve en stor Indflydelse paa det politiske Liv og den offentlige Mening i England. Chamberlain erklærede, at ingen vilde nægte Kvinderne Plads blandt Landets bedste Borgere og formanede dem til at staa Unionisterne trofast bi i Kampen mod Parnell og Gladstone.

Kvinder i engelsk Statstjeneste. Bestyrelsen for Englands Skattevæsen har besluttet at udvide Kvinders Virksomhedsomraade i Statstjenesten og har udsendt en Rundskrivelse, hvori der forespørges, hvorvidt det Arbejde, der nu udføres af Skrivere, kan besørges af Kvinder.

Et engelsk Dagblad (Morning Post) siger herom: „Til det mekaniske Arbejde at afskrive er en Kvinde langt nyttigere end en Mand. En Kvinde kan med Lethed med en Skrivemaskine frembringe 1800 Ord i Timen, hvorimod en Kopist med en almindelig Pen sjælden driver det til mere end 1200. Forskjellen i Udgift er umaadelig. En Skrivers Løn udgjør fra 1260 til 2700 Kr. aarlig, medens Lønningssatserne i den Gren af Postvæsenet, hvor der kun er kvindelige Kontorister, gaar fra 720 til 1800 Kr. Og medens de mandlige Kopister sædvanligvis ere Mennesker, som have forsøgt sig i mange Stillinger, som ere misfornøjede og vanskelige at omgaas, idelig paa Færde for at faa Lønningsforhøjelse, anse Kvinder det for et særligt Held at opnaa selv den knap tilmaalte Lønning, Regeringen giver dem”.

Englishwomens Rev. bemærker hertil: Naar Kvinder ere trængte ind paa de Arbejdsomraader, der hidtil have været Mændenes, er det i Reglen sket ved, at hines Arbejde kan faas billigere, men dette kan ikke ubetinget anses for en Vinding. Fru Fawcett sagde i et Foredrag,, hun nylig holdt, at Kvindernes Arbejdsevne nedbrydes hurtigere end Mændenes, fordi de betales daarligere. Det første, Kvinder spare paa, er Kosten, og deres daarlige Helbred skyldes ofte Mangel paa Næring. For nogle Aar siden anstilledes der en Sammenligning mellem Mænd og Kvinder i Postvæsenet. Kvinderne arbejde ligesaa hurtig og nøjagtig som Mændene, men de blive hurtigere anstrængte, især ny ankomne. De fik den Gang 720 Kr. om Aaret, skulde gaa klædte som Damer, og mange af dem boede langt borte og maatte betale Jærnbanebillet. Naar de fik Alderstillæg, anvendte de det til Middagsmad. Først naar de var stegne 180 Kr. om Aaret, fik de Middag omtrent hver Dag. Deres Begyndelseslønning er siden da sat op til 1170 Kr., men dette er alligevel mindre, end Mændene i samme Afdeling have.

En ny Slags Kvindeforening. En energisk og menneskekjærlig Amerikanerinde, Miss van Etten, bekjendt for sine ivrige Bestræbelser for at samle Arbejderskerne i New York i Fagforeninger, har tillige anstillet Undersøgelser med Hensyn til den Arbejdsløn, der bydes Kvinder, og de Midler, der kunne anvendes for at forhøje den. Hun har foreslaaet Dannelsen af en Kvindeforening, hvis Medlemmer forpligte sig til kun at kjøbe Varer, der ere forsynede med Attest for, at der er betalt anstændig Arbejdsløn for dem. En saadan Attest maa selvfølgelig bære vedkommende Fagforenings Adresse, saa at Kjøberen, om hun ønsker det, kan undersøge Sagen nærmere. De Handlende ere ikke villige til at indlade sig paa dette.

„De kunne umulig”, sagde en Handlende, „vænne Damerne af med deres Yndlingsfornøjelse: at støve om efter de billigste Varer”.

„Vi betale alle dem godt, der arbejde for os”, sagde en anden, „men hvor meget vi betale, bliver vor Sag. Vi have hidtil ført vor Forretning uden at fremlægge vore Bøger til udenforstaaendes Eftersyn, og vi agte at blive ved dermed”.

„Men sæt, en Snes af Deres Kunder kom og forlangte Varer, der var forsynede med den omtalte Attest?”

„Naa, hvis sligt nogen Sinde skulde ske, vilde vi tænke nærmere derover”.

Der er imidlertid al Sandsynlighed for, at det vil ske. Miss van Etten tror, der findes mange Kvinder, der ønske, at deres arbejdende Søstre skulle betales ordentlig, ikke sultefødes, - saa mange, at Sagen maa kunne føres igjennem. Noget af det besværligste er at vinde de stakkels, slet lønnede Arbejderskers Tilslutning. De bedre stillede have mere Indsigt, mere Mod til at stifte Foreninger o. s.v. „De Kvinder, der ere allervanskeligst at faa i Tale, ere dem, der arbejde for ¼ Dollar, (næppe l Krone) om Dagen”, siger Miss van Etten. Men hun taber ikke Modet. Der tænkes paa at anlægge en Fabrik, som skal staa under de kvindelige Fagforeningers Tilsyn, og en Forening skal dannes, hvis Medlemmer forpligte sig til kun at kjøbe Varer med denne Fabriks Stempel: Man haaber snart at se gode Følger af disse Foranstaltninger.