« Tilbage til søgeresultaterne

Sandheden sejrer.

Af: Aasta Hansteen

« Se emneord

Det var en stor, en betydningsfuld Efterretning som blev bragt i „Kvinden og Samfundet”s Novemberhæfte i Actons Artikel, „Kvinder i Forsamlingerne”; nemlig at „Den indre Missions Tidende” har optaget en Tale som er bleven holdt ved et stort Missionsmøde i England, i hvilken Taleren imødegaar den Opfattelse, at Bibelen forbyder eller dadler „at Kvinder, som dertil maatte vare udrustede, lære offentlig”.


Naar Redaktionen af Missionstidenden optager denne Tale uden Modbemærkning eller Forbehold, og den er stillet i Spidsen af Bladets Numer som Hovedartikel, og naar dertil Bladet udtrykker sig saaledes, at Taleren „fuldstændigt sprængte” ovennævnte Opfattelse, "som mange Kirker i Aarhundreder haardnakket have fastholdt”, saa maa man slutte at Redaktøren, Hr. Pastor Vilhelm Beck, føler sig overbevist og udtrykker sin Tiltræden til Talerens Anskuelse paa denne Maade.


Ganske vist maa frisindede kristne Kvinder være Pastor Beck taknemlige, fordi han har fremlagt denne Sag for den store Kreds, som slutter sig om ham. Det er et Vidnesbyrd om, at der endnu er Liv i den aandelige Friheds-Spire som af Biskop Grundtvig blev plantet paa dansk Jordbund. Det vidner om, at der findes Sandhedstrang og Sandhedsmod i den danske Folkekirke.


Lige siden 1870, da jeg begyndte at arbejde for Kvindesagen, har jeg i Særdeleshed beskjæftiget mig i Tanke, Tale *) og Skrift med Kvindernes Stilling i Kirken og til Kirken. Maa det derfor være mig tilladt at udtale min Glæde over, at et kirkeligt Organ har fremholdt en saa eftertrykkelig Erklæring om, at Bibelens Forbud mod Kvindernes Talefrihed er en Indbildning.


Det er bekendt, at man har brugt Apostelen Paulus som Autoritet til at støtte Troen paa dette Forbuds Tilværelse. Jeg har allerede udtalt mig om denne Sag. (Nylænde, 4de Hæfte 1888). Jeg er ganske enig med Taleren paa det engelske Missionsmøde i, at naar Apostelen fremstiller Mand og Kvinde Side om Side som to, hvem det i lige Grad er givet at bede og at profetere, idet han anordner, hvorledes hver af dem i dette Tilfælde skal forholde sig, saa ligger heri et uigjendriveligt Bevis for, at det ikke har været Apostelens Mening, at de kristne Kvinder, principmæssigt, skulde være stumme i Forsamlingen, at det ikke har været i hans Tanke at ville give en Grundlov, i Følge hvilken Talens Brug til evige Tider skulde være Kvinderne forment i Kirkens Tjeneste.


Der er dog et Punkt, hvori jeg ikke er ganske enig med Taleren. Det holder næppe Stik uden videre at sammenstille de jødiske Kvinder, Kvinderne i de første kristne Menigheder, med Nutidens orientalske Kvinder, sløvede i deres Trældom, naar de ørkesløse og ligegyldige komme ind i Bedehusene for at „snakke og sladre”. De jødiske Kvinder stod i et ganske andet Forhold til deres Folk og til deres Religion end Østerlandenes Kvinder i Nutiden staa i denne Henseende.


Lad os undersøge I. Corinth. XIV., 34, som især har været brugt, naar man har villet dømme Kvinderne til Tavshed. Pauline Worm har gjort opmærksom paa, at naar man ser dette Sted i Forbindelse med hvad som følger efter, da synes det at være skrevet med Hensyn til et særeget Tilfælde, i Anledning af noget tilfældigt. Jeg er heri fuldkommen enig med hende. Det hele fjortende Kapitel er en Formaning til Menigheden til at vise Sindighed, Omtanke og Hensyn til andre under Gudstjenesten. Naar Apostelen saaledes formaner enhver til ikke at tale med fremmede Tungemaal, uden saa er, at han det udlægger, saa at Menigheden faar Opbyggelse deraf” - og „hvorledes kan man da vide hvad der tales? I ville jo da tale hen i Vejret”; (8. 9) saa er dette tydeligt nok. (Dette kunde paa samme Vis været omgjort til et Forbud for alle Tider mod alt Sprogstudium). Naar vi nu komme til det saa meget udraabte Sted: „Tie Eders Kvinder i Forsamlingerne”, og vi se, at Apostelen tilføjer: „men vil de lære noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme”, da er det jo øjensynligt, at det, han her sigter til, maa være, at det en og anden Gang er sket, at Kvinder, Søstre i Menigheden, i deres Iver for at blive underviste, have afbrudt Bønnerne og Talerne med Spørgsmaal, og dette finder han „lader ilde”, thi „alt ske sømmeligen og med Orden”.


Jeg sammenstiller her den Hensynsløshed mod Menigheden, som Apostelen dadler hos Kvinderne, med den Hensynsløshed som Mændene viste, naar de, henrevne som de vare, talte i fremmede Tungemaal uden at tænke paa, at Menigheden ikke forstod dem. Vi faa gjennem det nye Testamente ikke det Indtryk, at Kvinderne i de første Menigheder gjennemgaaende udmærkede sig ved Ligegyldighed og Taabelighed.


Maa jeg tilsidst faa Lov til at udtale mit Haab og min Forvisning om, at Nedbrydningen af Troen paa et bibelsk Tavshedsbud mod Kvinderne vil bringe Velsignelse baade over dem og over Kirken.


*) Saaledes i et offentligt Foredrag i Kjøbenhavn, April 1878.


Boston, 7de December 1888.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner