Franske Kvindesagsmøder.

Som vore Læsere ville vide, sammentræder der den 25de d. M. i Paris en Kvindekongres, blandt hvis Indbydere man særlig lægger Mærke til Leon Richer, som i en Aarrække med stor Dygtighed i sit Blad: Le Droit des Femmes (Kvindernes Rettigheder) har ført en Kamp, der i mange Maader møder større Vanskeligheder hos de romanske Folk end f. Ex. hos os, trods det, at selve Frigjørelsestanken netop i Frankrig har faaet sin klareste Udformning og derfra er spredt ud over mange andre Lande. Leon Richer har altid i Bladet taget Ordet før en gjennemført Lighed mellem Kjønnene baade paa det borgerlige, det politiske og det sædelige Omraade; følgerigtig agter man nu ogsaa paa den Kongres, der er sammenkaldt væsentligst under hans Navn, at drøfte alle disse forskjellige Sider af Kvindespørgsmaalet.

Desforuden vil nu imidlertid Kvindesagen blive taget op efter en mere begrændset Maalestok, men fra en Side, som giver den Kongres, der vil mødes den 12te Juli, en ganske særegen Betydning. Denne senere Kongres er knyttet til Udstillingen, og Indbydelsen udgaar fra Indenrigsministeriet, lige som i det hele Ministeren Yves Guyot synes at vise Sagen særlig Opmærksomhed (han agter saaledes at give et Selskab for Deltagerne). Planen til Kongressen - hvor det særlig bemærkes, at den politiske Stemmeret ikke vil blive taget frem til Forhandling - er lagt af Mme. Emélie Morsier, hvis Navn for øvrig ligesom Mme. Bogelots (i Fjor Frankrigs Repræsentant i Washington) findes paa Indbydelserne til begge Kongresser. Desuden er der blandt Indbyderne Mænd som Jules Simon (Forfatter til „Louvriére”, en grundig Undersøgelse af kvindelige Arbejderes Kaar) og Legouvé, kjendt bl. a. for sin ypperlige Bog: „LHistorie morale des Femmes”. Indbydelsen lyder i sin Helhed saaledes:

Da den franske Regering sammenkaldte Kongressen for Verdensudstillingen i 1889, besluttede den at give Kvindearbejdet og Kvindeinstitutioner en særlig Plads.

Dette er en Retfærdighedshandling og en Oprejsning.

Takket være de frisindede Tanker og de humane Grundsætninger, som ere blevne ledende i de moderne Samfund, har Kvinden i Løbet af det sidste Aarhundrede begyndt at spille en Rolle i Samfundslivet, og denne Rolle er efterhaanden bleven af stor Betydning. Hun har af egen Drift stillet sig i første Række i al velgjørende og human Virksomhed; i Undervisningsvæsenet har hun erobret sig en anset Stilling, der omtrent er jævnbyrdig med Mandens. En saadan Gjerning, undfanget af og udført af Kvinden og for Kvinden, lader ane, hvad man kan vente sig af Kvindens Aand og Hjærte.

Og dog hersker der endnu baade i Samfundsordningen og i den offentlige Mening skadelige Fordomme og uberettiget Mistillid.

Kongressen af 1889 bør have til Formaal at vise, at Kvinderne have bestaaet deres Prøve, og at de have Krav paa den Tillid og den Beskyttelse, som hidtil bar været dem nægtet.

I Barndommen staar den unge Pige kun altfor ofte alene, uden Hjælp og uden virksom Støtte; som gift har hun ikke Raadighed over Fællesboet og ikke Myndighed til at bestyre sin egen Formue; som Moder og Formynder for Børnene har hun ikke tilstrækkelig Indflydelse paa deres Opdragelse og Valget af deres Livsstilling, og endelig er hun stillet i sidste Række med Hensyn til Arv efter sin Mand. Trods den Elendighed, de Tab og de Ulykker, som Kvinden særlig er udsat for, synes hun, der snart er foragtet, snart glemt af Lovgiveren, at være berøvet baade sine Rettigheder og Samfundets Beskyttelse.

Det er derfor retfærdigt, at vor Kongres, samtidig med at give en Fremstilling af det allerede udførte Arbejde, ogsaa fremkommer med Ønsker om og Planer til Reformer, der kan skabe Kvinden en bedre Fremtid; men paa flette Omraade agte vi at gaa frem med Ro, Forstand og Besindighed.

Vi ville holde os inden for Grændserne af de praktiske og mulige Forbedringer. Naar vi indbyde Kvinder fra fremmede Lande til os og med Beundring anerkjende alt hvad de have gjort for Menneskehedens Fremskridt, saa ville vi dog ikke glemme, at Folkenes Omgivelser og Karakter frembyde store Forskjelligheder. Om ogsaa Frankrig ønsker at øse af enhver Kilde og fange tændende Gnister fra enhver Arne, saa bør det dog afpasse saavel sine Undersøgelser som Gjennemførelsen af de nødvendige Reformer efter den Form, som stemmer overens baade med dets Karakter og dets Nationalaand.

Behøve vi at tilføje, at vort Arbejde, helt igjennem et Fredens og Humaniseringens Arbejde, er gjennnemtrængt af Tolerancens og Frihedens Aand: at vor Talerstol staar aaben for alle; vi udelukke kun Sekt- og Dogmespørgsmaal samt Spørgsmaal der berøre den politiske Kamp og Klassekampe.

Det er vort Ønske at lade alle Kvinder, alt Arbejde, alle Foreninger vederfares Retfærdighed, hvad Mening de end have, og hvad Tro de end bekjende sig til, naar de blot ere gjennemtrængte af Retfærdighedens og Broderfølelsens Aand, arbejde for det almene Vel og derved vise, at den nødvendige Betingelse for alt virkeligt Fremskridt, det er, at enhver glemmer sig selv i opofrende Arbejde for den lidende Menneskehed.

Mødets Program er følgende:

Afdeling I.

Velgjørenhed og Moral.

Børnepleje. - Omsorg for gamle. - Fattigpleje. - Hospitaler. - Fængsler. - Beskyttelse. - Sygepleje i Felten. - Fredssagen. - Afholdssagen. - Sparsommelighed og Forsynlighed.

Afdeling II. .

Undervisningsvæsen.

Kvindens Virksomhed i Moderskolen, Forberedelsesskolen, den højere Skole og Fagskolerne.

Afdeling III.

Konst og Videnskab.

Afdeling IV.

Borgerlig Lovgivning.

Den mindreaarige Kvinde, Hustruen, Moderen, den næringsdrivende Kvinde.

Kongressen aabnes i Paris den 12te Juli. Deltagere melde sig i Kongressens Sekretariat, Passage Saulnier, 21 (Rue Lafayette). Prisen for Deltagelse er 10 francs.