Kvindens Stilling i Ægteskabet.

Af Dr. phil. C. N. Starcke.

Det maa siges, at Spørgsmaalet om Kvindens Stilling i Ægteskabet er aktuelt, baade fordi der i Øjeblikket i Folketinget foreligger et Lovforslag om en Omændring af hendes juridiske Stilling til Ægtemanden, og fordi der rundt om stræbes hen til, at gjøre hendes Stilling bedre i alle de Forhold, hun nu for Tiden kun gjennem Ægteskabet indtræder i. En rent abstrakt Undersøgelse om Kvindens Vilkaar i det hele maatte paa Forhaand lade det være et aabent Spørgsmaal, hvorvidt den heldigste Udvikling af Forholdet mellem Mand og Kvinde maatte kræve, at den ægteskabelige Institution veg for andre Samlivsformer. Ægteskabet er, rent objektivt set, kun den gjennem Aartusinder fastholdte Form for Grundfæstelsen og Betryggelsen af Familien og Familielivets Lykke. Det bliver saaledes dels muligt, at Ægteskabets Form, som gjennem disse lange Tidsrum har undergaaet mange Ændringer, ikke besidder en ubegrændset Udviklingsevne, saa det vedblivende kan afgive Grundvolden for hin Lykke under alle Livsforhold og paa alle Kulturtrin; og dels bliver det muligt, at Familielykken paa et givet Udviklingstrin af Menneskeslægtens Tilværelse træder tilbage som noget underordnet for at give Plads for højere, intensivere, ædlere og mere alment tilgjængelige Lykkeformer. Det vilde under begge Forudsætninger stille sig som Opgave at arbejde paa Ægteskabets Opløsning. Jeg vil i denne Sammenhæng aldeles ikke indlade mig paa nogen Drøftelse af disse Muligheder. Dels er det min personlige Overbevisning, at alle de Lykkeidealer, vi Mennesker for Tiden ere i Stand til at danne os, have Familien og dennes Grundvold Ægteskabet til Forudsætning; dels vil det i det mindste blive Øjeblikkets eneste virkelig praktiske Opgave at drøfte Vilkaarene for Kvindens Stilling inden for Ægteskabet, som den faktisk bestaaende Form for Samliv mellem Mand og Kvinde, Forældre og Børn.

For at danne sig en saa fyldig Forestilling som muligt om, af hvilke Omstændigheder Kvindens Stilling i Ægteskabet er afhængig, saa vel som af den Betydning for Ægteskabet selv, som Beskaffenheden af Ægtehustruens Stilling til enhver given Tid vil have, gives der ingen bedre Vej end at betragte den historiske Udvikling, Ægteskabet har gjennemløbet. Vi staa saa let Fare for at danne os vrange Forestillinger om, hvorledes enkelte Bestemmelser, der træffes i det Øjemed at afhjælpe en eller anden Ulempe, som i Øjeblikket særlig har formaaet at tildrage sig Opmærksomheden, i Længden ville virke. Man har saa ofte set, at Reformer, som i Øjeblikket virkelig vare tjenlige, efter nogen Tids Forløb viste sig at have skabt en Basis for en Opløsning, der var en langt alvorligere Ulempe end den, man vilde fjærne. De Grundvæld, af hvilke Livet strømmer, træde til daglig, for det almindelige Øje, ikke saa tydelig frem, som de mangehaande Smaabække, der give Livet Øjeblikkets individuelle Farve og Karakter; og man kan derfor saa let komme for Skade at tilstoppe et eller flere af hine Grundvæld, idet man søger at afspærre eller regulere en af Smaabækkene. Allerede med Hensyn til Bestemmelsen af Ægteskabets Forhold til Kønslivet forekommer det mig, at man har et saa skævt Syn paa Sagen, at man ved at iværksætte Reformer ud fra denne Grundbetragtning aldeles utvivlsomt vil afstedkomme de største Ulykker.

Det er en given Sag, at Ægteskabet, saaledes som det er hos os, tillige er det regulerede Kønsliv. Alene det ægteskabelige Samleje krænker ikke Kvindens Kønsære. Det er endvidere en Kjendsgjerning, at vore Ægteskabsforhold ere mere ordnede og faste end i Menneskehedens tidligere Udviklingsperioder. Men naar man deraf har villet slutte, at der har bestaaet en Tid, hvor Kønslivet var ganske ubundet, og at Ægteskabet begyndte at danne sig, som en Reguleren af dette vordende Kønsliv, saa, mangler denne Slutning enhver som helst gyldig Begrundelse. Da Menneskets første, mest elementære Drift gaar ud paa at bevare Livet, saa former hans Stræben sig til en Stræben efter at leve i Tryghed; og denne lykkes kun, hvor man faar Held til at lade ordnede, lovbundne Tilstande afløse uordnede og lovløse. At skabe en mere ordnet Tilstand vil jo ikke sige andet end at skabe en Tilstand, hvor man med større Tilforladelighed end tidligere kan danne sig en Forestilling om, hvad den nærmeste Fremtid vil bringe. At Kønslivet frembyder tilstrækkelig mangesidede Interesser for Mennesket til at drages ind under Udviklingens Lov, ligger særdeles nær; at ogsaa de ægteskabelige Forhold ere gjennemgaaede en fremadskridende Udvikling vækker næppe vor Forbavselse; men det er ikke nødvendigt, at de to Ting falde sammen. Enhver indrømmer, at Ægteskabet i vore Dage er et Forhold, der strækker sig ud over andre Sider af Menneskelivet end just over Kønslivet; men naar saa er, og man for øvrigt intet ved om Begyndelsen, saa er det lige saa vel muligt at antage, at det ægteskabelige Forhold lidt efter lidt fra kun at have berørt disse andre Sider, har strakt sig til ogsaa at omfatte Kønslivet, som det er muligt at antage, at det begyndte i Kønsforholdet og efterhaanden drog de andre Forhold ind under sin Sfære. Medens man gjennemgaaende ganske har overset den første af disse Muligheder, har man med dogmatisk Sikkerhed fastslaaet den sidste, og idet man ikke faldt paa at tvivle om dens Rigtighed, har man vendt og drejet det historiske Materiale saa længe, til det syntes at forme sig til et Bevis for Antagelsen. Jeg tør vel sige, at der i Videnskabens Historie kun findes faa Exempler paa en saa løs Bearbejdelse af et givet Materiale, paa at en saadan Række fantastiske og ganske grundløse Hypotheser have kunnet vinde Indpas, som den sidste Menneskealders Undersøgelser om Familiens Oprindelse og Grundlag frembyde. Jeg kan her ikke gaa ind paa en Skildring af Detaillerne i det historiske Materiale, da jeg meget udførlig har gjort dette Emne til Gjenstand for en Fremstilling, som siden ifjor Foraar foreligger i Trykken.*) Som Resultater af mine Undersøgelser fremhæver jeg blot følgende:

Det kan paa ethvert Punkt eftervises, at Ægteskabet fra Begyndelsen af stiftes uden alt Hensyn til det kønslige. At der mellem Mand og Hustru bestaar et Kønsforhold, er en Følge af, at to kønsforskjellige Personer leve hinanden nær; det stiftes som en Følge af Ægteskabet, men er intet Formaal, som dette sidste fortrinsvis søger at realisere. Manden erhverver sig en Kone for at have en Slavinde, der kan koge hans Mad og bære hans Ejendele. Grundlaget for Ægteskabet er det gjensidige Forsørgelsesforhold, den gjensidige Hjælp for at stille Sulten, og paa ingen Maade den gjensidige Tilfredsstillelse af Kønsdriften. Overalt hvor Forholdene udvikle sig saaledes, at Ægteskabet ikke længere kan realisere et Forsørgerforhold, men reduceres til at bestaa i Kønsforholdet, forsvinder det og giver Plads for de løseste Kønsforhold. Omvendt kan alle de forskjellige Former, som Hustruens kønslige Stilling i Ægteskabet antager, Polygamie, Polyandri, Monogami, Udlaan af Koner o. s. v. kun forklares, som baarne af de særlige Vilkaar, Forsørgelsen til forskjellige Tider stilles under.

Som et Grundlag for Ægteskabet, der først senere faar Betydning, men saa ogsaa efterhaanden vinder stor Styrke, maa vi ogsaa nævne Hensynet til Børnene. Børn styrke Faderens Anseelse, og lette ham Kampen for Tilværelsen. Men kun den ejer et Barn, som ejer dets Moder. Det er oprindelig en ganske ligegyldig Ting, hvem der har avlet et Barn; det kommer blot an paa, hvem der ejer Moderen.

Det, Manden oprindelig søger i sin Ægtefælle, er en Husholderske og en Barneføderske, men aldeles ikke en elsket Hustru. Viser det sig nu end, at der i disse to Bestemmelser rummes nogle Spirer, som kunne bevirke en Forbedring af Kvindens Stilling over for hendes Husbonde, saa hun bliver noget mere end hans Slavinde, saa viser det sig tillige, at disse Spirer kun ere særdeles svage, eller at de hæmmes i deres Væxt, saa længe de Interesser, der i det daglige Liv opfylde Manden, høre hjemme i Egne, hvor Hustruen ikke faar Lov at følge ham. Paa ham hviler Arbejdet for Familiens Underhold; paa hende hviler Tilberedelsen af Maaltiderne, en ringe Deltagelse i at skaffe Maden, samle Urter og fange Fisk, og Omsorgen for de spæde Børn. Begge kunne fuldføre deres Gjerning uden nogen Sinde at mødes i nogen alvorlig Samtale; Hustruen vedbliver at være et ligegyldigt Væsen for Manden, og behandles vedblivende som den, der er forpligtet til blind Lydighed. Det viser sig overalt, at hun kun faar bedre Vilkaar over for sin Mand, ved at hun støttes af sin Slægt, at denne Indblanding i og for sig altid rummer en Fare for Ægteskabets Fasthed, og at Midlet til at beskytte hende, fraset den Frygt for ligefrem Overlast, hendes Slægt kan indgyde Manden, overalt er at sikre hende økonomisk, d. v. s. svække Betydningen af Mandens Forsørgerpligt ved at tildele hende Særformue. Beviset for denne Grundlov mener jeg at have givet i den nævnte Bog; til hvad der er fremført skal jeg her føje følgende.

Ordningen af Hustruens Formuesforhold frembyder to Hovedformer, som vi kunne betegne efter deres typiske Repræsentanter som den romerske og den germanske.

I Overensstemmelse med den stærke Betoning af Familjefaderens Myndighed, som er ejendommelig for det romerske Samfund, finde vi, at Hustruen i det oprindelige romerske Ægteskab (confarreatio og coemptio) var fuldkommen umyndig. Al Formue, som hun, ligegyldig paa hvilken Maade, bragte ind i Ægteskabet, gik ind i Mandens Formue; om Formuefællesskab var der aldeles ikke Tale. I Tidens Løb svækkedes paa flere Punkter Familiefaderens Magt, og ogsaa som Ægtemand maatte han bøje sig for den Indflydelse, som Samfundet, han levede i, krævede at udøve. Hustruens Slægt fik det tidligere Ægteskab afløst af et Kontraktforhold, og saa fuldstændig besejredes hint, at det ganske forsvandt. Ved det nyere, løsere Ægteskab gik Hustruen ikke længere over i Mandens manus,**) og han havde ikke mere nogen Ret til at raade for hendes Formue. Saa ængstelig var man for at sikre Hustruen i Besiddelsen af hendes Formue, at selv Gaver mellem saadanne Ægtefæller en Tid lang betragtedes som ugyldige. Kun det, som Hustruen medbragte som Medgift (dos), stod, saa længe Ægteskabet varede, i Mandens Værge, men ved Ægteskabets Opløsning gjennem Skilsmisse tog Hustruen det med sig; og døde hun, arvedes det af hendes Slægtninge. Vi se saaledes, at den Maade, paa hvilken Hustruen blev beskyttet over for Manden og unddroges hans Myndighed, var, at hun blev gjort økonomisk selvstændig. Følgerne af denne Ordning undlode ikke at indfinde sig; de blev en langsom Sprængning af Ægteskabet selv. De hyppige Skilsmisser og den tiltagende Usædelighed, som udmærker det senere Roms Familjeliv, kunne ikke forklares som en enkelt Følge af det almindelige moralske Forfald, saaledes at denne Opløsning vilde have fundet Sted, selv om Ægteskabet havde haft en anden juridisk Karakter. At vi stemple Tilstanden som usædelig, ligger jo deri, at Forbindelsen mellem Mand og Hustru blev en blot og bar Kønsforbindelse, der fortsattes saa længe, indtil Drifterne vendte sig mod en anden

Gjenstand. Men i samme Øjeblik, man havde skilt Mandens og Hustruens Formuesinteresser, havde man jo netop stemplet Ægteskabet som en blot Kontrakt om at indtræde i Kønsforbindelse uden at lide Skaar i sin Kønsære. At Udviklingen af det romerske Samfund i det hele gjorde det vanskeligt paa Basis af Kønsdriften alene at bygge et ædlere Forhold mellem Ægtefællerne, er en Ting for sig. At den juridiske Ordning af Ægteskabet havde ladet Kønsforholdet staa som den eneste Basis for et ædlere Forhold, og endda gjort denne i sig selv saa skrøbelige Grundvold endnu skrøbeligere ved at gjøre Hustruen økonomisk selvstændig og saaledes mane alle de Tvedragtens Aander frem, som skjule sig i Besiddelsesspørgsmaal_, det blev en af de stærkeste Aarsager til det almindelige Forfald og ikke en Virkning af dette. I Rom bekræftede sig, blot under helt forskjellige Forhold, den Erfaring, som vil findes bekræftet hos alle Jordens Stammer, at hvor Ægteskabet reduceres til en blot Form for Kønsforbindelsen, der deler det Skæbne med alt hvad der bygges paa Kønsdriften, den mest opbrusende og mest voldsomme af Menneskets Drifter, men tillige den mindst varige, saa vel hvad Styrke angaar, som hvad angaar Gjenstanden, hvor imod den rettes.

Germanen og Nordboen fulgte en anden Vej end Romerne for at betrygge Hustruens Stilling. Hustruen besad her som Særformue alt hvad hun medbragte hjemmefra og ved Arv kom i Besiddelse af; men alt, hvad hun besad, stod under Ægtemandens Værgemaal. I Følge Gulathings Lov kunde Frigivens Kone kun raade for Kjøb, der ikke oversteg l örtug (= ? Øre), Bondes Kone for Kjøb indtil l Øre (= ? Mark), Adelsbondes Kone for 2 Øres Kjøb, en Lensmans Kone for ½ Mark (c. 20 Alen Vadmel). Ved Siden af Særejet udvikledes dog ogsaa et Fælleseje, men det fortrængte aldrig ganske hint. For Mandens Forvaltning gjaldt den Regel, at han skulde forvalte til hendes Tarv; tilføjede han hende Tab, skulde dette dækkes, først af Fællesgodset og dernæst af Mandens Særeje. Som et Karaktermærke for denne Ordning i Modsætning til den romerske maa vi fremhæve, at Germanen giver Hustruen Besiddelsesret uden at give hende Dispositionsret. Dette er en Inkonsekvens i Tankegangen, som Romerne med deres skarpt udprægede logiske Sans vilde have følt Uvilje imod; men denne Inkonsekvens er heldig for Ægteskabets Bevarelse. At sikre Hustruen mod Mandens Vilkaarlighed er et Vidnesbyrd om Mistillid til Ægtemanden; at sikre hende ved at give hende Særformue, men samtidig stille denne under Mandens Værgemaal vidner om, at denne Mistillid ikke har kunnet trænge igjennem. Hustruens Slægt formaar ikke paa afgjørende Maade at stille sig mellem Ægtefællerne, men maa overlade det for største Delen til dem selv at arrangere sig indbyrdes.

At Fortællingerne om vore Forfædres ægteskabelige Forhold frembyde et langt fornøjeligere Billede end Fortællingerne om de romerske, kan ikke benægtes. Vi se den germaniske Ægtemand paa mange Maader føres til at forhandle og raadslaa med sin Kone. Det er paa ingen Maade hans større Evne til at elske, der betinger dette; det er Konens Formuesstilling, som bærer Forholdet. Hun kunde, naar hun blot iagttog visse Ceremonier, naar som helst fremtvinge Skilsmisse, og Manden maatte i saa Fald udbetale hendes Særeje. At dette jævnlig kunde komme ham meget ubelejligt, er forstaaeligt, og det blev en mægtig Bevæggrund til at bestræbe sig for at undgaa alle den Slags Smaastridigheder i det daglige Liv, som langt mere end enkelte voldsommere, men sjældne Sammenstød forhindre Ægtefællerne i at nærme sig til hinanden. Det er jo en Grundlov for den menneskelige Natur, at Følelsernes Væxt i os kun i ringe Grad afhænger af vor Vilje; de drives i Vejret af den Luft, hvori vi leve. Fællesskab i materielle Interesser afføder ved en Naturlov en inderligere Følelsestilnærmelse, saa det bliver lettere at mødes i hvad man kalder de ideelle Interesser. Ved den Stadighed, hvormed disse materielle Tilskyndelser virke, ved den Uforanderlighed, hvormed de søge at bestemme Retningen af vore smaa som af vore store Sindsbevægelser, afgive de et langt paalideligere Grundlag for Ægteskabet end det erotiske Sværmeri.

Udviklingen af det i det germanske Samfund givne Grundlag blev senere hæmmet. Kristendommen gjennnemførte den fra Romerne arvede kønslige Opfattelse af Ægteskabet, og dens Bestræbelse gik derfor ud paa at helliggjøre denne Forbindelse ved at gjøre den til et Sakrament. Skilsmisse blev nu umulig, og selv om der i Ægteskabet virkede søndrende Kræfter, saa skjultes dog den stedfundne indre Spaltning af den opretholdte ydre Enhed. Konens Besiddelsesret blev derved saa godt som betydningsløs, idet hendes manglende Dispositionsret gjorde hende magtesløs. Ved Skilsmisse havde hun tidligere kunnet tvinge Manden til at udlevere hendes formue, da Skilsmisseretten bortfaldt, tabte hun Midlet til at gjøre sin Formuesret til mere end et formelt Krav. Alle Tidsrum, hvor Skilsmisse har været forbudt, blive derved betydningsløse for den historiske Undersøgelse af, hvilke Kræfter der bære Forholdet mellem Mand og Hustru. Trangen til Beskyttelse for Hustruen viste sig under det uopløselige Ægteskab i en Praxis, at fratage Manden Bestyrelsen af Formuen og overdrage den til Konen; men denne Praxis forsvandt igjen, saa snart Separation og Skilsmisse atter bleve mulige. Adskillelse blev da den naturlige Løsning af det ulykkelige Forhold.

Kvindens Stilling i Ægteskabet er i dette Øjeblik hos os i formueretlig Henseende omtrent den samme som i den fjærne Old. Hun er i Stand til at besidde Formue, men er umyndig i Disposition. Ved Ægtepagter kan Omfanget af hvad der bliver Særeje forøges; ved kgl. Konfirmation kan hun dels selv faa myndig Raadighed over sit Gods dels stilles under en anden Værge end Manden; men Betydningen af denne fuldstændig romerske Bestemmelse kan ikke blive Omtale værd, fordi den ikke er kommet til nogen almindelig Anvendelse.

Vi komme nu til Hovedformaalet for vore Betragtninger: Hvorledes kunne vi ad Lovgivningens Vej bedst føre Udviklingen ind paa saadanne Veje, at Kvindens Stilling vil stige i ideel Værdi og Ægteskabet samtidig befæstes, saa det bliver en varig og lykkebringende Forbindelse?

Alle ere enige i at tænke sig det ideale Ægteskab som et saadant, hvor Mand og Hustru staa over for hinanden som to selvstændige Individer, der forenes i gjensidig Kjærlighed og Fordragelighed; de have Interesse for alt, hvad der bevæger sig i den andens Sjæl, og de finde fuld Forstaaelse hos den anden for alt, hvad der opfylder dem selv. Vi Mennesker have imidlertid mangehaande Interesser, nogle større, andre mindre, og hvad der mægtigst bevæger den ene, lader oftest den anden saa temmelig kold. Komme to Mennesker med væsentlig forskjellige Interesser i Ægteskab med hinanden, saa vil det aabenbart falde dem vanskeligere at finde et fælles Foreningspunkt end for andre, som paa Forhaand mødes. Det gjælder da her koldt og resolut at gjøre sig klart, hvorledes Mennesker i Almindelighed ere stillede med Hensyn til deres Interesser.

Vor Drøm om Lykke udmaler sig i Reglen kun det, der ligesom skal lægge den sidste Forgyldning over Livet, sætte Kransen paa Bygningen. Den, der blot drømmer om Rigdom eller en sikret økonomisk Eksistens, beskylde vi for at have et grovt Naturel, og ligeledes se vi i den en plump Natur, som i Besiddelse af Formue ikke finder andet end Midlet til at spise og drikke godt, sove i bløde Senge o. dsl. kort sagt blot drømmer om en rigelig og forfinet Tilfredsstillelse af Livets første Fornødenheder. Derimod betegne vi den som en ideelt anlagt Natur, der længes efter et Liv, som sætter ham i Stand til at nyde eller selv dyrke Kunst og Videnskab, som tillader ham at støtte sine Medmennesker, lindre deres Lidelser og forhøje deres Velvære. Det er ved disse ideelle Sider af vort Liv, vi dvæle, naar vi udmale os vor Fremtids Lykke. Men fordi vi særlig dvæle ved dem, maa vi ikke tro, at det materielle har mistet sin Betydning; den der ikke formaar at tilfredsstille sin egen Hunger, evner kun vanskeligt at tænke paa at tilfredsstille andres. Det er muligt for den enkelte i givent Tilfælde at vise Forsagelse; men Menneskeslægtens Udvikling beror ikke paa den enkeltes Evne til at forsage, tvært imod bygger den paa hans Evne til at sikre sig Tilfredsstillelsen af Livets første Fornødenheder. Samfundets Opgave er ikke at lære den enkelte Forsagelse, men at sikre ham Besiddelsen af hvad han erhverver og at lette ham Erhvervelsen. Kun hvor mange føle sig sikre i Besiddelsen, udvikler sig Hjælpsomheden over for andre. En lurende Frygt for selv at komme til at mangle vil bestandig bidrage til at indsnævre Menneskenes Hjærter - man stemple nu dette som en Lavhed ved vor Natur eller ikke. Ædle Mennesker kunne længere og virksommere bekæmpe denne Frygts Indflydelse end andre; men ogsaa for deres Evne er der Grænse, og desuden er et ædelt Menneske netop kun ædelt, fordi han er en Undtagelse. Lovgiveren tør i alt Fald ikke forudsætte andet, end at Menneskene som Regel kun kunne leve ideelt, naar deres materielle Eksistens har et sikkert Grundlag, og paa at fjærne alt, hvad der truer denne, maa derfor hans fornemste Bestræbelse gaa ud.

Det gjælder os, som det gjalt vore halvdyriske Stamfædre, at de Virksomheder og Færdigheder, som sætte os i Stand til at sikre vort Liv, afvinde os Interesse. Dermed er ikke sagt, at vi altid helt udfyldes af denne Interesse. Mangt et Menneske nødes til at gjøre en Gjerning, som kræver al hans Tid, men afpresser ham et Suk, fordi den hindrer ham i at beskjæftige sine Tanker med andre Opgaver. Han naar i sin Kamp for Livet ikke nogen fuld Lykke eller Tilfredsstillelse; men han er hæderligere end den, der for at tilfredsstille hine andre ideellere Tilbøjeligheder bliver udygtig til at klare for sig selv og falder andre til Byrde. Og særlig, hvis han har bundet en andens Liv til sit eget, da bliver Kampen for Brødet den, som først skal strides. I Kampen for Livet og i Kampen for Overflod ligger fra Tidernes Begyndelse Mandens Gjerning; det er denne Kamps afvekslende Skæbner, det Haab og den Frygt, den vækker, hvori han fortrinsvis lever. Den, der her deler Interesser med ham, vil han føle en naturlig Trang til at tale med, og hans Sind vil glædes og forfriskes ved Fortroligheden. Omvendt vil Fællesskab i Interesser, som høre til Livets Luksus, ikke kunne udfylde to Menneskers daglige Samliv. Man kan mødes i disse Interesser for en Stund, men leve i dem alene kan man ikke. Det er derfor den første Betingelse for et idealt Ægteskab, at Hustruen har Interesse for Mandens Gjerning og har Evne til at forstaa denne, saa Fortroligheden bliver Manden let og naturlig.

Betingelserne for at skabe et saadant Forhold kunne kun bringes tilveje, hvor begge Ægtefæller, have en tilstrækkelig stærk Opfordring til at søge hinandens Fortrolighed. En abstrakt Forestilling om det heldige i en saadan Fortrolighed er maaske nok til i Hvedebrødsdagene at fremkalde en Række velmente Forsøg paa at skabe Fortrolighed. Men i Længden formaar man ikke at gennemføre den stadige Selvovervindelse, som Fortrolighed kræver, med mindre der er reellere Motiver tilstede. Vor Magelighed hindrer os i at omtale Ting, som den anden mangler flere Forudsætninger for at kunne forstaa uden videre; kun den reelle Nytte, vi vente af en Drøftelse, giver os ogsaa Taalmodighed til at sætte den anden ind i Sagen. I den store Almindelighed kunne vi sige, har Manden, der er den eneste myndige til at raade for Familiens Formuesanliggender, ingen haandgribelig Interesse i at drøfte sine Dispositioner med sin Kone, og Reglen bliver da ogsaa den, at han ikke snakker med hende om dem. For Hustruen har det en umiddelbar stor Interesse, om Manden har Held med sig eller ikke, og ofte lægger hun ogsaa levende denne Interesse for Dagen, saa hun ved sine Spørgsmaal aflokker Manden en Fortrolighed, denne ikke af sig selv vilde vise hende. Men en Forstaaelse af Mandens Gærning, en Indtrængen i de Detailler, hvoraf hans Held eller Uheld udspringe, falder hende jævnlig kedsommelig, dels paa Grund af, at hun fra sin Opdragelse er ganske ubekjendt med alt, hvorom det her drejer sig, dels fordi hun føler sin Indflydelse paa disse Sagers Gang som Nul. Og saaledes faa vi et Ægteskab, hvor Manden aflæsser sin Fortjeneste eller den Del deraf, han finder passende, i sit Hjem, hvor han rekreerer sig ved at spise, sove, læse en Avis eller en Roman, musicere lidt, for næste Dag at vende tilbage til Livets Alvor, som kun findes udenfor Hjemmet. Hjemmet er for Manden Hvilestedet for Dagens Gjærning, og opfylder det ikke denne Bestemmelse, er det et daarligt Hjem. Fejlen ved de bestaaende Forhold er ikke den, at Manden i sit Hjem søger Rekreation og Hvile, men den ligger deri, at den Maade, hvorpaa han søger den, ikke er saa fuldkommen, som den burde være. Den bedste Hvile, vi kunne finde, er ikke den, som Søvnen giver, eller den, som findes i en forfriskende Beskjæftigelse med andre Ting, Luksusinteresser. Den bedste Hvile giver den os, som hjælper os at løse Vanskeligheder, vi i vor Gjerning ere standsede ved. Som Forholdene nu ere, søger Manden Hvile i sit Hjem ved at kaste alle alvorlige Tanker tilside; han vilde ganske sikkert staa sig bedre ved i sit Hjem at faa alle sine Bekymringer og Tvivlsmaal løste, for saa vidt en Løsning overhovedet er mulig.

Men ikke alene Manden har en Gjerning, ogsaa Konen har en saadan. Ved Arbejdsdelingen i den primitive Familie tilfaldt Husvæsenet og Børneopdragelsen hende. De Opgaver, hun her fik at løse, anviste hende som sagt en Vej, hvor hun saa godt som ikke fandt noget Berøringspunkt med Manden. Blot han fik sin Mad og sin Hygge, saa var forøvrig hendes Gjerning ham ligegyldig. I vore Samfund er det endnu saa, kun faa Mænd forstaa at tilegne sig den Sandhed, at en dygtig Kone er langt billigere end en lønnet Husholderske At Konen saaledes gjennem sin Husbestyrelse arbejder til Familiens Formuefremgang, ligesaavel som Manden, har paa Grund af Mandens manglende Forstaaelse heraf ikke formaaet at adle hendes Gjerning i hendes egne Øjne. Det er tildels det, Nutidskvinden længes efter, at faa en Gjerning at udføre som Mandens, der kan give hende Anvendelse for sine Kræfter og Evner. Alene Mandens Gjerning synes hende at aabne Mulighed for at leve et menneskeligt Liv i Fuldførelsen af en Gjerning, der helt kan opfylde en og tage alle ens Interesser fangen. Ingen kan for Alvor nægte, at der hidindtil er blevet aabnet Kvinden en langt ringere Lejlighed til saadan Virksomhed, hvor Evnerne tages fuldt ud i Beslag, hvor ikke enhver anden kan erstatte en, men hvor netop den ejendommelige Blanding af forskjellige Evner, som bestemmer Individualiteten, afgjør, om man skal kunne fylde sin Plads eller ej. Men jeg tror, at det er urigtigt at antage, at kun den Gjerning, som nu er Mandens, aabner en tilfredsstillende Virkekreds for menneskelig Intelligens. Hvad Mandens Gjerning har forud for Kvindens er det, som al Virksomhed, der vender mod store Kredse har forud for den, der vender mod de mindre: Resultatet af Virksomheden kommer til at ligge mere umiddelbart for, ikke alene for ens egne Øjne. men ogsaa for andre Menneskers. Og dette er to store Betingelser for at føle Tilfredshed. Det er kun meget faa, som kunne glæde sig over en Gjerning, alene fordi den giver Rum for rig Anvendelse af de sjælelige Evner; de fleste ville ikke kunne opfatte den Nydelse, der ligger i selve Aandsarbejdet; haandgribelig Nytte af deres Anstrængelser og ydre Anerkjendelse af deres Duelighed ville være Bærerne af deres Tilfredshed med den Gjerning, de have at røgte. Man kunde skrive en lang Afhandling om dette; men jeg tror ikke nogen efter nøjere Eftertanke vil benægte, at selv om der gives enkelte, som kunne leve paa deres egen Bevidsthed, saa blive de fleste usikre, naar de skulle undvære Støtten derude fra; selv om det er kjedeligt, at ikke alle kunne leve paa denne indre Bevidsthed, saa er det ikke destomindre faktisk, at saaledes ere nu engang Menneskene, og saaledes ville de vedblive at være. Fremgang i Kultur bæres ikke af, at et stadig voxende Antal Mennesker bliver i Stand til at vurdere Tingene efter deres rette Værd i Kraft af deres egen indre Bevidsthed; den bæres deraf, at Verden udenfor dem mere og mere bringes til at vise dem Tingenes rette Værdi. Jeg er overbevist om, at havde Kvindens Gjerning hidtil indbragt hende den samme Sum af Ære og

Paaskjønnelse, som Manden har høstet i sin Gjerning, da vilde næppe nogen Klage være fremkommet. Men lyder dette noget haardt, da vil jeg tilføje, at ingen Vedtægt i Længden kan forskaffe en Gjerning Paaskjønnelse, uden den ogsaa i Virkeligheden gjør Nytte derefter. Det omvendte gjælder derimod ikke altid; en nyttig Gjerning kan tværtimod længe komme til at undvære den fortjente Paaskjønnelse, naar den i Følge sin Natur ikke kan give sig tilkjende i store, drabelige Slag. Det smaa, det mikroskopiske unddrager sig den direkte Iagttagelse, og dog har netop Nutiden lært at tilegne sig den Sandhed, at det er det mikroskopiske, som bygger og omformer Verden i Tidernes Løb.

Havde Kvinden i Ægteskabet kun Husvæsenet at tage Vare, da vilde hendes Stilling være sørgelig, da vilde hun have en Gjerning, som vel har sin Nytte, men som ikke kunde stille hende lige med Manden; i saa Fald vilde Ægteskabet kun være til for Mandens Skyld, og enhver, der vilde lytte til Retfærdighedens Stemme, maatte skynde sig at gjøre sit til at faa dette Kvindens Slaveri afskaffet. Men saa-ledes er det ikke. Den Omsorg for Barnet i dets spæde Aar, som Naturen selv særlig har paalagt hende, bliver netop for hvert Kulturfremskridt, som Slægten gjør, en Gjærning af forøget Vigtighed, og tillige en Gjærning, som Manden er uskikket til at udføre. De Evner, som Manden under Erhvervs-kampen særlig har Brug for, ere netop saadanne Evner, som i deres Væxt kvæle de Anlæg, han maaske oprindelig kunde have for instinktmæssig at forstaa, vaage over og pleje et Barns første sjælelige Udvikling. Moderen har derimod alle Betingelser for at udvikle sine medfødte Anlæg i denne Retning, saalænge hun ikke faar Mandsgjerning at bære paa sine Skuldre. Paa Grund af sin slette Opdragelse har hun ganske vist hidtil været henvist til at handle efter umiddelbare instinktmæssige Tilskyndelser; og da Manden i Følge den Værdi, som Klarhed og Præcision have for ham paa alle Omraader, føler Afsmag for al instinktiv Handlen, saa følger han, trods sin Interesse for Børnene, jævnlig Moderens Gjerning med Ligegyldighed. Griber han en Gang imellem med sine haarde Hænder ind i Barnets Opdragelse, da sker dette, uden at han bekymrer sig om, hvorvidt han handler i Overensstemmelse med sin Hustru. Dette skader ikke alene Barnet, men bibringer ogsaa Moderen Fornemmelsen af, at hendes Rolle i Grunden kun er den at amme og vadske Barnet. En bedre Oplæring af den unge Pige vil gjøre hende det muligt at gribe sin Gjerning som Moder forstandigere fat; det vil gjøre denne Gjerning betydningsfuldere i hendes Øjne, og Manden vil vinde Interesse for den, saa Ægtefællerne her kunne mødes paa lige Fod.

Men naar Kvinden i vore Dage forlanger Adgang til Mandens Gjærning, saa er det ikke alene for at faa Lejlighed til at bruge sine Evner paa en rigere Maade, det sker ogsaa for at kunne sikre sin Existens uafhængig af Manden. Den ugifte Kvinde maa kunne forsørge sig selv, det er Uret at nægte hende Midlerne dertil, hvis disse kunne tilstaas hende, uden at større Ulemper opstaa deraf. Men hvor mange ugifte Kvinder der end er, saa ere de dog altid Undtagelser og maa bøje sig for Undtagelsens Lov. Desuden er den ugifte Kvinde i Reglen bedre stillet end Manden, idet denne kan antages at have en Familje at forsørge, hvad hun som Regel ikke har. Nogen Indskrænkning i Kvindens Erhvervsfrihed vilde ud herfra nok kunne forsvares. Helt anderledes stiller derimod Sagen sig, naar Talen er om gift Kvinde.

For det ideale Ægteskab vil den gifte Kvindes Erhvervsfrihed lægge uoverstigelige Hindringer i Vejen, fordi den drager hende bort fra den Gjærning i Hjemmet, som netop vinder i Betydning, jo mere man nærmer sig Idealet. Naar begge Ægtefæller bidrage til Hjemmets Nødtørft, saa bliver Kampen for Brødet ganske vist mindre haard for den ene Part, og Manden synes altsaa ved et saadant Arrangement at kunne vente at faa mere Fritid til at pleje ideelle Interesser, - Livets Luxus ganske vist, men ogsaa det, der giver Lykken dens fuldendte Skikkelse. Det lader sig ikke benægte, at en Mængde Hjem vinde betydelig i Velvære og Lykke ved den Indtægt, som Hustruen bringer til Huse. Men det lader sig heller ikke omtviste, at Hustruens Erhverv i saadanne Hjem bestandig begrænses af Hensynet til Husgjærningens Tarv, og at saaledes maa det være, hvis der ikke skal voxe Ulykke op deraf. Det Erhverv, Hustruen hos os kan drive uden for Ægteskabet, er et saadant, som svarer til Fiskefangst o. dsl. i det primitive Samfund, lettere Erhverv, som kan begrænses efter Ønske. Den alvorlige Gjærning, som, hvis den da skal give nogen Frugt, maa passes saaledes, som den kræver, og ikke saaledes, som man selv ønsker, den maa vedblive at være Mandens, hvis ikke Hjemmet skal falde fra hinanden. Hvor der ikke er Tale om at naa Idealet, men blot om at bjærge Livet, kan selvfølgelig den ideale Maalestok ikke anlægges, og vor Lovgivning gjør det da ogsaa muligt for Hustruen at drive Forretning i Undtagelsestilfælde. Dette forekommer mig at være et korrekt Standpunkt, og det vilde være meget at beklage, om dette Standpunkt blev opgivet.

Men ikke alene til Opgivelsen af dette Standpunkt, ogsaa til langt betydeligere Ulemper vilde det føre, om vor Lovgivning gik videre paa den Vej, som den desværre har betraadt med Loven af 7. Maj 1880. Den gifte Kvindes Umyndighed i Formuesanliggender have vi indrømmet er en Ulæmpe; men det kommer jo ikke blot an paa at hæve denne, det drejer sig endnu mere om, at man ikke skaber større Ulæmper end den, man hæver. Umyndighed, saa vi, er en Ulæmpe af to Grunde, for det første fordi den hindrer Hustruen i at blive Mandens Fortrolige, og for det andet fordi den berøver hende Værnet mod en slet Ægtemand. At sikre Hustruen Særformue har altid været Midlet til at beskytte hende mod Manden, og altsaa Udtryk for en Mistillid til Ægteskabet selv; det blev kun et Middel til at hæve hende overfor Manden, hvor det fremkaldte hans økonomiske Interesserethed i ikke at fortørne hende, men det sprængte bestandig Ægteskabet, hvor det adskilte Ægtefællernes økonomiske Interesser. Man maa anerkjende, ikke alene at Hr. Bajers nyeste Lovforslag om Ægtefællers formueretlige Stilling er i Konsekvens af Loven af 7. Maj 1880, hvortil han er Fader, men ogsaa at selve Forslaget næppe paa mere matematisk Vis kunde skille de to Parters økonomiske Interesser. Saa længe Ægtefællerne leve sammen, skulle de være ganske uafhængige af hinanden, idet hver skal besidde sin Formue og raade for sine Indtægter; der er intet, som skal kunne blive Fælleseje, undtagen hvad begge eje i Forening, eller hvad de selv bestemme skal være fælles; dør den ene af Ægtefællerne, gaar dennes Særformue ind i Fællesformuen, saa et saadant Dødsfald for Fremtiden vil blive en Kilde til forøget Velvære for den Efterlevende. Det er smukt af Hr. Bajer saaledes at have været betænkt paa at mildne Dødens Bitterhed.

Det foreliggende Lovforslag er den gjennemførte Mistillid til Ægteskabet. Det lader det erotiske, den abstrakte gjensidige Velvilje, staa som det eneste bærende i Ægteskabet, og skulde det hænde, at Forslaget blev Lov, tør vi have grundet Forventning om, at Fremtiden vil bekræfte Fortidens Erfaringer, saa der om et Par Slægtled ikke længere vil være Tale om egentlige Ægteskaber, men om mer eller mindre løsagtige romerske Tilstande. Jeg siger ikke, at Menneskene ville blive mindre lykkelige under saadanne Tilstande end under de nuværende. Lykke er en ganske subjektiv Følelsestilstand og et yderst relativt Begreb. Det er aldrig endnu lykkedes Filosofien at finde et objektivt Maal for Lykken; den er ikke noget, der kan maales, den kan kun vurderes. Hvert Menneske og hver Tidsalder har sit Ideal af Lykke, hvis Værdi ikke videre kan kritiseres; kun denne eller hin enkelte Lykkedrøm kan sigtes og vejes ved det Forhold, hvori den staar til hele den Grundbetragtning, ud fra hvilken man lever sit Liv. Vi vide ikke, hvad Fremtiden vil bringe, vi kunne kun gjøre os mer eller mindre sandsynlige Formodninger derom; og det Billede, som saaledes rulles op for vort Blik ere vi nødsagede til at vurdere efter det, som bevæger os dybest i vor egen Tid, selv om en saadan Vurdering, der jo egentlig sker paa en kommende Tids Regning, logisk set kan synes mindre berettiget. For os staar Ægteskabets Fasthed og hele det Samvittighedsliv, som knytter sig hertil, som den inderste Kærne i vore Drømme om Lykke; en Tidsalder, som ikke bekymrer sig om Ægteskabets Fasthed, vil heller ikke føle sig ulykkelig ved at savne dette. Men alligevel: hvem vilde vel driste sig til at arbejde paa at hidføre en Samfundsreform, som i lige Linie stilede mod at frembringe en Tilstand, der ligger saa dybt under det Lykkeideal, vi kende, d. v. s. en Tilstand, hvori vi ikke kunne tænke os pludselig hensat, uden at ræddes i vor inderste Samvittighed? Det vejer her aldeles intet, at Menneskene ved lidt efter lidt at leve sig ind i den nye Tilstand faktisk ikke ville føle sig saaledes oprørte, men sandsynligvis befinde sig meget vel i den nye Ordning.

Hr. Bajers ledende Tanke er, at Brudgom og Brud selv skulle have fuld Frihed til at bestemme deres indbyrdes Forhold. Dette er en af den Slags Tanker, som den moderne Humanisme har frembragt flere af, som virke betagende paa Sindet ved den Fylde af Ømhed og Inderlighed, som de i deres

Ubestemthed synes at varsle, men som i Virkeligheden kun have en eneste Værdi, nemlig den: alle tilsammen at undergrave Pligtfølelsen. Disse Fraser bibringe Menneskene den Tro, at Livets højeste Lov er Lykken; at al Ret grunder paa Følelsens Ret, medens dog Sandheden snarere ligger paa den modsatte Side, der frakjender Følelsen som saadan al Ret. Ret faar Følelsen kun, naar den ikke strider mod noget andet. Vi kunne alle være enige om, at Ægteskabet for enhver af os staar som Forjættelsen om personlig Lykke; men denne personlige Lykke stiller sig let i Modsætning til den første Betingelse, som vi rent abstrakt indrømme, ingen Lykke kan undvære, nemlig den gode Samvittigheds Lykke; og hvor sørgelig end en saadan Konflikt kan være, saa vil den dog til ingen Tid udeblive, og hvor den kommer, der skal Samvittigheden blive den afgjørende. Ægteskabet er ikke en Tilfredsstillelse af en Stemning; at gifte sig er at aflægge et højtideligt Løfte om for Fremtiden ikke at ville leve for sig selv, og det er Opfyldelsen af dette Løfte, som betinger den gode Samvittigheds Lykke i Ægteskabet. At give den, der slutter Ægteskabet, Frihed til at bestemme dets Karakter, er at gjøre det til en Tumleplads for Tilfredsstillelsen af hans Luner og stille det paa Linie med de velbekjendte Probenächte ***) Skal Ægteskabet stille sig for den enkelte som en hellig, høj Form for Samlivet med en anden, saa maa han modtage et ublandet Indtryk af, at det er noget, der binder hans egoistiske Vilje med faste ufravigelige Regler. Hr. Bajer har i et særligt Skrift om Ægtefællers formueretlige Stilling gjennemgaaet en Række Landes Lovgivnings-Bestemmelser desangaaende. Men overalt er det afgjørende Punkt ladt ude af Betragtning. I nogle af disse Lande er Skilsmisse enten forbudt eller først fornylig blevet tilladt, og de kunne derfor aldeles ikke tælle med; i andre Lande har Loven kun virket i kort Tid, og vi mangle ganske al Statistik til at afgjøre, hvorledes Følgen har været. Det almindelige Indtryk, man faar af Forholdene igjennem Beretninger i ny og næ, synes dog nærmest at tyde i uheldig Retning. Ere de ægteskabelige Forhold i Frankrig Idealer? Ere de amerikanske Ægteskaber ikke nærmere romerske end germanske? Jeg drister mig ikke til at udtale nogen bestemt Mening herom, men vil kun gjøre gjældende, at Hr. Bajers Præmisser ere altfor løse og ufuldstændige til, at man paa Grundlag af dem med god Samvittighed kan indlade sig paa et Experiment af saa vidtrækkende Betydning, som at give Ægtefæller fuld Frihed til at arrangere deres indbyrdes Stilling og skarpt fremhæve Hustruens formueretlige Selvstændighed som det normale, som det, der gjælder, hvor intet andet er bestemt. Hele vor Erfaring tyder paa, at det netop er disse to Kræfter, den retslige Ordnings Afhængighed af frivillig Kontrakt, og økonomisk Uafhængighed, som virke rent ødelæggende paa det ægteskabelige Baands Fasthed.

Ægteskabets Ide er fuldstændigt Fællesskab og Overtagelsen af en Pligt til efter bedste Evne at gjennemføre dette Fællesskab. Lovgivningen bør ikke bestræbe sig for at gjøre Ægteskabet varigt ved at besværliggjøre Skilsmisse; længere end til at hindre Parterne fra at skilles i Overilelse bør man her ikke gaa; men Bestræbelsen bør være rettet paa at hidføre det materielle Grundlag, der gør Opfyldelsen af hint Løfte lettest, og uden hvilket det vil falde selv den ærligste Vilje vanskeligt at gjøre Alvor af Løftet. Dette Grundlag er: 1. Ufravigelig Ordning af Ægteskabets retslige Karakter. 2. Fuldstændigt Fælleseje. 3. Fælles Dispositionsret, saa alle Dispositioner, der ikke ere uomgængelig fornødne og ske til fælles Nytte, kræve begge Ægtefællers Samtykke. Efter hvad jeg kan se, opnaas der herved, at Manden nødes til at give sin Hustru Indblik i sine Forretninger, at Hustruen er tilstrækkelig beskyttet overfor en slet Ægtemand, fra hvem hun dog ikke vil skilles, og at den Beskyttelse, hendes Slægt kan unde hende, ikke bliver uheldbringende for Forholdet mellem Ægtefællerne.

Jeg tænker mig, at der herimod vil rejses følgende Indvendinger. Den forretningsdrivende Mand vil føle sig stillet overfor sin Kone, som overfor en Kompagnon, han gjærne vilde befri sig for uden at kunne det. Konen vil hæmme hans frie Virksomhed, og han vil enten føle sig skræmmet tilbage fra Ægteskab eller føle sig fristet til at give sin Hustru falske Fremstillinger af Forholdene. Skal Konen ikke i høj Grad være henvist til at stole paa sin Mands Fremstillinger og danne sin Dom efter hans, saa kræver det af hende en saadan Tid at sætte sig ind i Forretningens Detailler, at hendes Gjærning i Huset vil lide derunder. Det følger af sig selv, at ethvert Forhold i Livet kun tilnærmelsesvis kan ordnes. Den mindre kloge vil altid løbe Fare for at overlistes af den klogere, og hvor to Mennesker faa en fælles Virksomhed vil der altid være en, som i Kraft af sin Personlighed øver den stærkeste Indflydelse. Selvfølgelig vil det samme gjøre sig gjældende mellem Ægtefolk, og det vil kunne føre til Ulykke, naar den ene Part opdager, at den anden blot har udnyttet den. Men jeg tænker, at de Ulæmper, som den nævnte Ordning kan medføre, det Tryk, Manden kan føle sig under, kun vil komme frem, hvor de Veje, Manden vilde følge efter sit eget Godtykke, ikke ere ganske korrekte. Konens Indflydelse vil i Kraft af Mandens Stilling som den Forretningsførende væsentlig blive hindrende og kun ad Omveje fremskyndende; men denne negative Indflydelse vil ikke formaa at virke skadelig paa den egentlige Drift af en Forretning, som er i Gang, da dennes Krav ere altfor indlysende, til at Hustruen ikke her skulde forstaa at skjælne mellem rigtigt og urigtigt. Hendes Indflydelse vil særlig komme til at gjøre sig gjældende ved alt, hvad der hedder nye Engagements, og om hun end her vel kunde tænkes stundom at blive den, der af Vindesyge drev Manden til nye usolide Foretagender, saa vil det dog i den langt overvejende Grad være i modsat Retning, hun vil komme til at virke. Et virkelig sundt Foretagende kan det ikke tænkes, at hun skulde have nogensomhelst Grund til at modsætte sig, da jo Gevinsten kommer hende til gode; kun i samme Grad, som det mislykkes for Manden at fremstille sine Hensigter som fornuftige, kan han vente at finde Modstand hos sin Hustru. Enhver, der kjender lidt til Forretninger, ved, hvor forholdsvis ringe Tid det tager at danne sig en begrundet Mening om et Foretagendes Hensigtsmæssighed; og naar dertil kommer, at de alvorlige og besværlige Overvejelser jo kun ville være de sjældne Tilfælde, saa bliver den Tid, dette kræver, kun en Brøkdel af den Tid, Mand og Hustru kunne tilbringe sammen. Den, der antager, at Manden som Regel skulde føle sin Afhængighed af Konen som et Tryk, kan kun støtte dette paa, at Konen som Regel er ufornuftig. Men hvis dette er saa, og hvis det ikke staar til at afhjælpe, saa vilde det være det allerstørste Vanvid at give hende nogensomhelst. Myndighed. Der er ganske vist megen Ufornuft hos mange Kvinder, men mest findes den hos dem, som ikke vide, hvad det vil sige at tjene de Penge, der bruges. Ubekjendtskab hermed fører hende ikke alene til mangen Extravagance, men leder hende ogsaa jævnlig til at anlægge en helt forkert Maalestok for sin Bedømmelse af Forhold og Personer. Mere selvvunden Indsigt i de virkelige Forhold, som bestemme Personers og Handlingers Værdi ude i Verden, vil utvivlsomt gjøre Kvinden til et Væsen, deri Fornuft ikke staar tilbage for Manden. Og paa dette Punkt forekommer det mig, at de nye Krav, den senere Tid stiller til Ordningen af den ugifte Kvindes Forhold, falde sammen med de Fordringer, der maa stilles i Ægteskabets Interesse. Med Udsigt til at forblive ugift maa den unge Pige søge at erhverve sig en saadan Udvikling, at hun, om fornødent gjøres, senere hen kan klare sig selv. At den ugifte Kvindes Adgang til Erhverv skulde blive en Fristelse for hende til at lade være at gifte sig, tror jeg ikke paa. Af Besvarelsen af dette Spørgsmaal, vil det for en Del afhænge, om den Ramme, indenfor hvilken nærværende Afhandling har bevæget sig, er for snæver eller ikke. At Ægteskabet er den værdifuldeste Form for Samliv mellem Mand og Kvinde, Forældre og Børn, har her været vort Standpunkt, og hvis man mener, at dette er rigtigt, saa kan man kun med Glæde hilse enhver Opdragelse, der vil sætte den unge Pige i Stand til at udvikle de Egenskaber, i Kraft af hvilke hun som Ægtehustru paa den letteste og virksomste Maade kan blive sin Mands Livsfælle i dette Ords bedste Betydning.

*) Die primitive Familie in ihrer Entstehung und Entwicklung. Brockhaus. Leipzig, 1888. Internationale wissenschaftliche Bibliothek. LXVI.

**) D. v. s. Myndighedsomraade.

***) Herved forstaas en Skik, som tillader Manden en foreløbig Forbindelse med en Kvinde, saaledes at først et indtraadt Svangerskab stifter Forlovelsen.