Aage Vang.
„Agnete, Interieur fra et Pigehjærte.” 1885. - „I Brændingen.” 1886. - „Tre Sind.” 1888.
For en Snes Aar siden, naar en Kvinde vovede sig til at udgive en Bog, blev hun af Kritikerne gjærne modtaget med et galant Smil: „Elskværdigste Frøken! hvem vilde være stræng mod en Dame? Deres lille Bog er virkelig særdeles net, egner sig fortræffelig til Konfirmationsgave for 15-16 Aars Pigebørn, osv. - Med Literaturen selv har den intet at gjøre, men Literaturen er ogsaa en altfor alvorlig Beskæftigelse for saa skjønne Hænder osv. osv.” Og saa for Resten et Skuldertræk og et afsides Suk, en Blinken til ens Kolleger: „Saadan skal man tage dem, disse velsignede Damer med deres hjemmestrikkede Romaner og maskinsyede Skitser.”
Saaledes er det ikke mere. Gamle Grundtvigs Ord om, at Literaturen først vil blive hvad den skal være, naar Kvinderne komme med, er, længe før man skulde vente, gaaet ind i den almindelige Bevidsthed. Naar nu en Kvinde tager Ordet, kan hun være sikker paa, at ikke blot almindelige Læsere og Læserinder, men selv de strænge Herrer Recensenter ville lytte efter, hvad hun har at sige. Man føler, at det gaar ikke an længer at lade Mændene være ene om at skildre Kvinderne; hvad Kvinderne selv har at fortælle om dette Æmne, turde være adskilligt paalideligere. Lad os altsaa høre efter. - Da kan det jo rigtignok ske, at man faar noget at høre, som man ikke vil høre, og som man ikke heller vil, andre skal høre. Det maa der naturligvis sættes en Pind for, og det kan ikke være svært. Et Par velanbragte Skjældsord kan udrette en hel Del. Det er ikke enhver, der kan staa for den Art Salver; det er saa fristende for en Kvinde da at fire og holde sig til at skrive noget, som man ved, Mændene vil synes om, eller i al Fald ikke tage en ilde op. - Endnu vælge de kvindelige Forfattere ofte at skrive under et mandligt Navn; men den Forsigtighed hjælper dem sjælden stort; de kjendes hurtig som Kvinder - og det være sagt til deres Ære.
Ingen kvindelig Forfatter har i den senere Tid faaet en behageligere Modtagelse end Aage Vang, da hun i 1885 traadte frem med „Agnete”. Fra de mest forskjellige literære Sider blev hun hilst med almindelig Anerkjendelse af, at her var en Forf., der forstod at skrive, der ikke blot alt havde givet Læseverdenen en værdifuld lille Bog, men gav Haab om noget langt værdifuldere. „Det er næsten ydmygende for en Kritiker at skulle lade sig imponere i den Grad af en maaske ganske ung Pige,” skrev en af Anmelderne. „Agnete” var ogsaa i høj Grad indtagende. Den unge Piges ulykkelige Kjærlighed, der først fører hende til Randen af Selvmord og siden sender hende ud i Verden med en usikker Fornemmelse af, at Livet ikke er den Møje værd at trække Vejret, er skildret saa gribende, som om Forf. selv lige havde gjennemlevet det samme, og dog med en Understrøm af mild Humor, som om Forf. var en gammel Bedstemoder, der kjendte alle sine Børnebørns Sorger og vidste, hvor dybt de gik.
Men „Agnete” var dog endnu kun som et Barns yndefulde men farefri Leg ved Strandbredden, kun med lejlighedsvise Blik ud over det vide Hav, hvor Bølgerne gaa med anderledes Styrke og Storhed. Aage Vang havde ikke i Sinde altid at holde sig i smult Vande; hun satte strax Sejl til og styrede modig sin lille Baad udad - ud i Brændingen.
„I Brændingen” betegner et stort Fremskridt i Aage Vangs Forfattervirksomhed. Ikke saa meget, fordi Fortællemaaden er friere og dygtigere - Forf. behøver f. Ex. ikke længer at tage sin Tilflugt til Dagbogsuddrag for at gjøre os klog paa sin Heltindes indre Liv - men Indholdet er langt rigere. Medens „Agnete” kun havde én eneste velskildret Karakter, nemlig Agnete selv, rummer „I Brændingen” trods sit ringe Omfang (280 Sider) en Rigdom af ypperlige Skikkelser Prisen blandt dem alle tilkommer den lille forvoxne Emmy - det er her virkelig lykkedes Forf. at skildre et Menneske med en eneste Fejl saaledes, at man tror paa Skildringens Sandhed - men ogsaa Moderen, der venter en mildere Dom af Vorherre end af Menneskene, fordi han ved, hvad det vil sige at føre Hus for fem Munde med 700 Daler om Aaret, - Halvsøsteren, Rauka v. Plessen, med den geniale Orthografi, og adskillige andre er det nok værd at gjøre Bekjendtskab med. Hele Livet i og udenfor Hjemmet i den lille Provinsby er fortalt paa det fornøjeligste, - og hvilken Børneven kan vel modstaa de fortryllende Smaascener fra Skolen?
Højest naaer Fortællingen ved det unge Pars Spaseretur til Stevns Klint og den religiøse Krise i den unge Piges Sind. Der er Kraft og Sandhed i Fortællingen om Esthers Sjælevé, da det - netop som hun ret er bleven sig bevidst den Rigdom, hun ejer i sin Kjærlighedslykke - slaar ned i hende: du er den rige unge Mand, til hvem det Ord siges: „Sælg alt dit Gods og giv det til de fattige.” Hun bøjer sig for Buddet, opgiver hele sin Rigdom - den Mand, hvis Hjærte hun ejer - og hun vinder ikke den kostelige Perle. Hvad er Skyld deri? Ligger Fejlen til hende selv, eller er den Grundvold, hun har søgt Fodfæste paa, kun en Indbildning, et tomt Rum? Og hvor synker hun da hen? Dette har Forf. ikke kunnet sige os Besked om; at hun lader Esther dø af et Hjærteslag, er en Nødhjælp, man ikke skulde tro, hun behøvede at gribe til. Men naar man har taget sig i den Skuffelse, de sidste Par Sider volder en, begynder man uvilkaarlig at læse Bogen forfra for at glæde sig ved det meget ypperlige, den indeholder. „Agnete” viste os, at Aage Vang kunde fortælle; „I Brændingen” viser, at hun har noget at fortælle os, og der er langt flere, end Forf. ved af, der længes efter at høre mere fra hende.
Men fra den officielle Kritiks Side fik den en ganske anden Modtagelse end dens Forgænger. Alle Bogens gode Egenskaber var overfor den ikke nok til at bøde paa det utilgivelige, at Forf. havde ladet sin Heltinde gribes af en religiøs Bevægelse, og tage den alvorlig. I den Anledning faldt Recensenterne over hende som en Flok gamle Tanter, naar en ung Pige i fordums Dage oplod sin Mund om andet end Pynt og Veninder. „Hvad er det for nogen Nykker? Lad os bare være fri for den Slags! Du bliver saamænd aldrig vel set af Mandfolkene, hvis du lader dig forlyde med saadan noget, min Pige! Nej, gaa du i Køkkenet og tag dig noget nyttigt for, saa skal de forfløjne Idéer nok faa Ben at gaa paa” - saadan vilde det have lydt i gamle Dage, nu hed det: „Gjør dygtig Gymnastik og tag Styrtebade!”
Hvad nu? Kunde Aage Vang taale en saadan Dravat og endda styre videre, holdende den Kaae, hun havde valgt? Det skulde altsaa hendes næste Bog give Svaret paa.
Et Par Aar lod den vente paa sig, men nu i Vinter kom „Tre Sind”. Det er tre Mennesker, en Fader og hans to Børn, hvis „Sind” afmales for os Det kan ikke nægtes, at Forf. i en enkelt Retning er gaaet frem. I hendes forrige Bog var det ofte, som om hun havde sit Æmne for nær og derfor ikke altid kunde overse og beherske det. „Tre Sind” har ikke den Fejl; Forf. har sit Æmne tilstrækkeligt paa Afstand, men derfor gaar det os heller ikke til Hjærte. Tilsyneladende er Æmnet stort nok, det er intet mindre end Elskov mellem Broder og Søster; men i Grunden - er et Stof da af større Vigtighed for os, fordi det sjælden forekommer i Livet? Er ikke det, vi alle uden Undtagelse kjende, det største og vigtigste for os? Og gives der noget mere alment end den „Livets pinefuldt ældgamle Gaade, hvorover saa mange Hoveder have grublet, Hoveder med Hieroglyphhuer, Hoveder i Turbaner og Fløjlsbaretter, Parykhoveder og tusende andre stakkels sveddryppende Menneskehoveder: hvad er Meningen med Mennesket? Hvorfra kommer det, hvor gaar det hen? Hvem bor deroppe bag de gyldne Stjærner? - de samme Spørgsmaal, som Agnete for at forslaa sin Kjedsomhed og Esther i ærlig, inderlig Længsel har søgt om Svar paa. - Det hedder vel; „Bølgerne brumme deres evige Brum, Vinden blæser og Skyerne flygte for den, Stjærnerne blinke med deres ligegyldige, kolde Øjne, og en Nar er den, der venter paa Svar.” Men saadanne Narre ere de fleste af os; og naar vi har ventet noget af „Tre Sind” og intet finder, lægger vi den hen med et lille Suk.
Bogen er ret „spændende”, - det vil nogle regne for dens bedste Egenskab; den kunde lige saa godt være skreven af en Mand som af en Kvinde, - det regner jeg for dens værste Fejl.
Kvindehjærtet er endnu et ubefaret Hav paa de dybeste Steder. Vil Aage Vang aldrig mere vove sig ud over Brændingen?
Nykjøbing, i Juli 1889.
