Fra Indland og Udland.
Fra Dagbladene. I „Dagbladet” for d. 5, 7, 9 og 11. Juli har der været ført en meget interessant Forhandling om Forholdene paa Diakonissestiftelsen, ganske vist kun Indledningen til en udførlig Redegjørelse for denne „Kvindeinstitution”s Principer og indre Liv. Forhandlingen aabnedes med et Angreb af Direktør Gram, nærmest foranlediget ved en enkelt Erfaring. „Spørgsmaalet turde være”, siger han bl. a., om der ikke er begaaet en Uret mod Hospitalets Overlæge ved at der af den forrige Bestyrelse er tillagt bemeldte Dame [Forstanderinden] en for stor Myndighed ved Hospitalet”. - „Jeg tillader mig i Anstaltens og den gode Sags Interesse indstændig at opfordre Bestyrelsen til at foretage en Forandring i Hospitalet Overledelse”. Han omtaler ogsaa et af de almindelige Klagepunkter mod Diakonissestiftelsen; det nemlig, at Patienterne jævnlig under Søstrenes Andagt er overladt til sig selv; et andet væsentligt Klagepunkt, der er vel kjendt fra det meget omtalte Personskifte paa Anstalten, nemlig den mer eller mindre indskrænkede Sygepleje, Diakonisserne yder Mænd, optages af en Hr. A, der hævder, at „Sygeplejen i og udenfor Sygehuset er Diakonissernes svage Punkt”, og at Diakonissestiftelsen ved sine Indskrænkninger i den mandlige Sygepleje „trækker sig tilbage fra Konkurrencen med de Institutioner, der opdrage Sygeplejersker saaledes, som vor Tid fordrer det”. Det er muligt, mener han at man maa sige: „Andre Principer, andet System, andre Personer”. En Læge H. retter endvidere et Angreb paa Diakonissestiftelsens Plejehjem. -
Baade Stiftelsens Overlæge, Dr. med. Paulli og dens Præst, Hr. Dalhoff, har imødegaaet disse Angreb: Dr. Paulli holder sig dog kun til en Imødegaaelse af de af Direkteur Gram meddelte Fakta, hvorimod Hr. Dalhoff gaar ind paa Principspørgsmaalene. Vi henviser til selve Artiklen (Dgbl. d. 11. Juli), og indskrænker os til at fremhæve, at Hr. Dalhoff i Anledning af det vægtigste Klagepunkt siger: „Hvor vidt skulle Kvinder gaa i deres Pleje af Mænd?” - "Der maa dog være visse Grænser for, hvad der skal kræves og ydes. Man vil dog vist let kunne blive enig om, at det er uanstændigt, naar Kvinder skulle foretage enhversomhelst Plejeakt ved f. Ex. syfilitiske Mænd” - „En Grænse
maa der drages -”.
Ja, maa der? Det er Spørgsmaalet. Vi haaber at, de nærmere Oplysninger og Forhandlinger, der utvivlsomt maa fremkomme, skal bidrage til at klare det. Ønskeligt var det, om nogle Kvinder, Sygeplejersker, bl. a. vilde tage Ordet i denne Sag. De er dog de nærmeste til at afgjøre hvad der er passende eller „uanstændigt” for dem.
E. G.
Legater. Til de mange Vidnesbyrd om Fru Rovsings trofaste Kjærlighed til Kvindesagen er der atter føjet et nyt. Der er fornylig erhvervet kongelig Stadfæstelse paa et Legat for kvindelige Studerende, stort 6000 Kr., stiftet af Fru Rovsing, og paa et Legat for kvindelige medicinske Studerende, stiftet af Frk. Rovsing. Renterne af det første skulle uddeles i 2 lige store Portioner; en Del af Kapitalen henlægges som en Fremvæxtkapital, indtil den ved Tilføjelse af Renterne, er bleven saa stor, at af den en ny Portion kan uddeles. Portionerne skulle være paa 200 Kr. hver. - Renterne af Frk. Rovsings Legat uddeles helst til en kvindelig medicinsk Student.
Legaterne uddeles af Fru Rovsings Søn og Svigerdatter; efter deres Død af henholdsvis Konsistoriet og det medicinske Fakultet. Dog er, i Følge Frk. Rovsings udtrykkelige Bestemmelse, Uddelingen forbeholdt kvindelige Professorer eller Docenter ved Universitetet, naar saadanne maatte forefindes.
Pariserudstillingens Jury har uddelt anden Klasses Medailler til de danske Kunstnerinder, Frøken Vegman og Fru Ancker og de norske, Frøknerne Kielland og Backer.
Fællesundervisning for Drenge og Piger vil ved det nu indtrædende Skoleaars Begyndelse blive indført i Hobro private Realskole
Erhverv for Kvinder. I Højskolebladet for 5. Juli findes følgende Bekjendtgjørelse: En hæderlig Dame, der har Lyst at lære Bundtmagerfaget, kan strax eller senere faa Plads i en større jysk By, hvor hun vil blive betragtet som hørende med til Familien. Honorar for en etaarig Læretid ca. 300 Kr. Billet med Fotografi mærket K. B. 14 bedes indlagt paa Højskolebladets Kontor.
En Fællestur for Kvinder til Pariserudstillingen vil i Sommerens Løb komme i Stand ved det Ritterske Rejsebureau.
En svensk Damesextet har gjæstet Klampenborg i denne Tid og gjort megen Lykke. Sextetten skal om kort Tid optræde i Paris og London og derefter i New York, hvor Damerne skulle have 8000 Francs pr. Maaned for et 4 Maaneders Engagement.
I Norge har for nylig den første kvindelige Farmaceut (Frøken Dahl) taget Medhjælperexamen.
Sverige. Siden Kvinder fik Lov at tage Studenterexamen i Sverig er denne Ret bleven benyttet af i Alt 170 Kvinder.
England. I det engelske Tidsskrift „The Nineteenth Century” fremkomme 104 engelske Damer med et Opraab mod Kvindens politiske Stemmeret. De erklære, at de ønske den fuldkomnest mulige Udvikling af Kvindens Evner og Kræfter, men ved Lovgivningsarbejdet, Ledelsen af den engelske Handel, Industri og Finansvæsen er Kvinder ikke paa sin Plads. Derimod udtrykke de deres Tilfredshed over, at Kvinderne have erholdt kommunal Valgret. De underkjende ikke den store Værdi, Kvindens Deltagelse i Behandlingen af Samfundsspørgsmaal har, men de ville modsætte sig alle Forholdsregler, der kunne, være til Skade for denne Virksomhed. Efter Opraabet følger en Opfordring til alle engelske Kvinder om at aflægge deres naturlige Tilbageholdenhed og underskrive en vedlagt Protestblanket. Protesten vil kun kunne faa Betydning naar den vinder stor Tilslutning. Mange bekjendte Navne findes blandt Underskriverne. At en saadan Modagitation kan fremkomme, viser, hvor kraftig Bevægelsen for at skaffe Kvinden politisk Valgret har bredt sig i det engelske Folk.
I Junihæfterne af The Nineteenth Century og Fortnightly Review svares der paa dette Opraab. Mrs. Ashton Dilke, der tilligemed Mrs. Fawcett tager Ordet i Nineteenth Century gjør bl. a. opmærksom paa, at hun og hendes Meningsfæller kun har støttet Bestræbelserne for at skaffe ugifte Kvinder og Enker Valgret, hvorved Familielivet ikke vilde lide noget, - de 104 Damer hævdede nemlig at Familielivet vilde lide ubodelig Skade, hvis Kvinderne fik Stemmeret til Parlamentet. Mrs. Dilke tilføjer dog: „Hvis en kommende Lov om Valgrettens Udvidelse ikke medtager de gifte Koner, vil mange af Englands bedste og dygtigste Kvinder blive udelukket”. - Fortnightly Review bringer en Erklæring, undertegnet af 2000 Kvinder. Underskriverne udtaler deres fulde Tilslutning til den foreslaaede Ændring i Valgloven, hvorved Kvinderne vil faa Stemmeret.
Et Lovforslag om at tillade Ægteskab mellem en Mand og hans afdøde Hustrus Søster nægtedes i Overhuset Overgang til 2den Behandling med en Stemmeflerhed af 27. Forslaget vedtoges i Fjor i Underhuset. En Adresse for Forslaget underskrevet af 45,000 Kvinder var indsendt til Parlamentet. Lovens Forkastelse er saa meget mærkeligere, som den presbyterianske Kirke og Koloniernes Lovgivning tilstede saadanne Ægteskaber.
I det engelske Underhus blev der for ikke længe siden forelagt et Lovforslag, som gik ud paa, at den Mand, der paa Gaden eller andre offentlige Steder vedbliver at tiltale eller følge en Kvinde mod hendes Vilje, skal behandles som Vagabond og straffes med Fængsel eller Tvangsarbejde. Lovforslaget vil dog næppe blive vedtaget, siges der, da Personer, som rammes deraf, have mange Venner i Parlamentet og i det hele taget i indflydelsesrige Kredse. Saa meget desto værre for det engelske Parlament. Dersom Kvinder havde med Lovgivningen at bestille, vilde dette være anderledes.
Holland. Der er bleven vedtaget en Lov, som forbyder at benytte Børn under 12 Aar i Fabriker. Fabrikspigernes Arbejdsdag er fastsat til 11 Timer. Nattearbejde for Kvinder er forbudt. Desuden skal der indrømmes dem en Hviletid under Arbejdet.
Ved de franske Kvindeforeningers Kongres vedtoges følgende Resolutioner:
1. Lovgivningen angaaende Kvinderne skal fuldstændig forandres.
2. Kvinder skulle kunne beklæde Sagførerstillingen.
3. Artikel 340 i Civillovbogen angaaende Paternitetsspørgsmaalet skal ophæves.
4. Kvindefængslet Sainte Lazare i Paris skal nedrives.
5. Alene Politibetjente (og ikke Sædelighedspolitiets Agenter) skulle have Ret til at fængsle Kvinder.
6. I alle Paris Arrondissementer skal der oprettes Tilflugtssteder for Kvinder.
7. I hvert Mairie skal der oprettes et Velgjørenhedsbureau, som udelukkende ledes af Kvinder.
8. Tilsyn med Ammer skal føres af Kvinder under Ledelse af kvindelige Læger.
9. Kvinder skulle uddannes til de forskjellige Beskæftigelser i Skoler og ikke i Værksteder.
10. Der skal oprettes Arbejdssale for arbejdsløse Kvinder.
11. Lærere og Lærerinder skulle lønnes lige højt.
12. Kvinder skulle have Adgang til alle frie Beskjæftigelser og associere sig fast med hverandre.
Internationalt Kvindebibliothek. Under Dronningen af Rumæniens Beskyttelse er der i Paris stiftet en Forening, hvis Hovedformaal er at samle kvindelige Forfatteres Værker fra alle Lande samt at give de forskjellige Landes Forfatterinder Lejlighed til personlig at mødes. Den norske Forfatterinde, Clara Tschudi er Foreningens Repræsentant i Skandinavien. Ved Henvendelse til hende kunne nærmere Oplysninger erholdes. (Adresse: Vallø, Norge).
Dødsfald i Udlandet. Miss Maria Mitchell, Professor i Astronomi i de forenede Stater, døde for faa Dage siden i New York i en Alder af 71 Aar. Hun er født i Nantucket og hjalp som ganske ung Faderen, der var Astronom og Mathematiker; da hun var atten Aar, blev hun Bibliothekar ved Nantucket Athenæum. I 1847 opdagede hun en Komet og modtog ifølge „Times” i den Anledning blandt andre Udmærkelser en Guldmedaille fra Kongen af Danmark. Paa en videnskabelig Rejse til Europa var hun bl. a. Sir John Herschels Gjæst og besøgte Humboldt i Berlin og Leverrier i Paris. Den Afdøde var Medlem af flere videnskabelige Selskaber og nærede en varm Interesse for Kvindesagen.
Ved det orientalistiske Institut i Paris har i disse Dage en ung fransk Dame Frk. Talbotier, taget Lærerindeexamen i det tyrkiske og persiske Sprog. Det er første Gang, en Dame har indstillet sig til en saadan Examen.