« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Dansk Kvindesamfunds Styrelse.

« Se emneord

„Dansk Kvindesamfund” henvender sig herved til alle Kvinder og Mænd i vort Land, som ere enige med os i de Hovedtanker, der have bestemt Retningen af vor Virksomhed. Vort Program er: „at virke for Kvindernes almenmenneskelige Udvikling, for deres Uddannelse til selvstændigt Erhverv og for at forbedre deres Stilling i Familien, Samfundet og Staten”. Som Sager, der i Øjeblikket ligge for og af den nuværende Styrelse særlig søges fremmede, kan nævnes: den gifte Kvindes Medbestemmelsesret; Kvindernes Deltagelse i det kommunale Liv; den unge Piges Uddannelse til nye, særlig praktiske, Erhverv; Forbedring af den arbejdende Kvindes Stilling; Reform af Kvindedragten m. m.


Løsningen af de Opgaver, som angives i ovennævnte Program, er af overordentlig Betydning for hele vort Lands Udvikling; derfor er det ønskeligt, at alle alvorlige Mennesker, Mænd og Kvinder, yde deres Bidrag dertil. Og selv om allerede enkelte Kredse omkring i Landet have taget Del i Arbejdet, saa have dog Forholdene hidtil været saaledes, at det i Hovedsagen har været Kjøbenhavnerne, der ere traadt i Skranken for alle Kvinder i hele Landet.


Dette bør ikke være saaledes. Hver eneste Mand og Kvinde, der har set alvorligt paa disse Spørgsmaal, bør være med i Arbejdet og med i Ansvaret for Arbejdet


Der sidder omkring i vort Land en Del mindre Kredse, som have sluttet sig sammen for at virke til Fremme for disse Ting, og der er en Mængde enkelte Mennesker, som sidde inde med Tanker, der burde komme os alle til gode. Til alle disse sige vi: Lad os for Fremtiden arbejde sammen paa de vigtigste Opgaver! Lad os række hinanden Haanden! Hvad den enkelte eller den mindre Kreds ikke kan udrette, det kan vi, naar vi staa sammen i Flok. Lad os fylke os om det ovennævnte Program, hvilke andre Anskuelser vi end kunne have om mange andre Ting, og hvilke andre Opgaver vi end hver i sin Kreds have mest Lyst til at virke for.


Vi foreslaa derfor, at alle Smaakredse omkring i Landet, som ere enige med os om vort Program, meddele os deres Tilværelse og ved at betale 25 Øre om Aaret for hvert af sine Medlemmer blive Led af det hele og faa Medbestemmelsesret over alt, hvad der i Fremtiden skal søges virkeliggjort, og Medejendomsret over Samfundets Midler. En Fællesstyrelse, valgt af alle Landets Kredse, bør være den ledende. Et Fællesmøde i en af Landets Byer, hvortil alle Medlemmer have Adgang, men kun Delegerede (en for hver 25) have Stemmeret, bør have øverste Myndighed.*).


Paa denne Maade kunne vi alle række hinanden Haanden i Arbejdet, og hvad godt der kommer frem i den ene Kreds, kan komme alle de andre til gode. Den kjøbenhavnske Kreds vil blive en Underafdeling som enhver anden. Hvorvidt den fremdeles vil komme til at staa som Forpost i Kampen, eller Tyngdepunktet vil blive flyttet til et andet Sted, det vil afhænge af, hvor Interessen for Sagen rører sig kraftigst. Hovedsagen er, at vi alle faa lige Rettigheder og lige Ansvar.


Anmærkning. Da ovennævnte Ordning ikke kan træde i Kraft, før et større Antal Kredse have meldt sig, anmode vi vore Venner om foreløbig blot at meddele os deres Ønske om at træde i Forbindelse med os. Pengebidraget vil da ikke blive forlangt, før saa mange have meldt sig. at den nye Ordning kan begynde.


*) Enkelte Medlemmer, som ikke kunne høre til nogen Kreds, ville ogsaa som hidtil kunne indmeldes umiddelbart under Fællesstyrelsen mod de sædvanlige 2 Kr. i Medlemsbidrag.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner