Told.

Mange Mennesker kjende Tolden kun af Omtale. De ved, der har dannet sig to Foreninger, af hvilke den ene ønsker Toldforhøjelser, medens den anden ønsker Toldnedsættelser. De modsatte Anskuelser fremsættes med Overbevisningens Varme og støttes under Henvisning til Samfundets Vel af saa antagelige Grunde, at ikke faa fredsæle Medborgeres Navne findes paa Medlemslisten i begge Foreninger.

Paa den Maade sparer man sig det paa selvstændig Tænkning grundede Valgs Vanskeligheder og blunder i Bevidstheden om ej at have forstyrret Husfreden rolig videre.

For en Menneskealder siden vilde de fleste Kvinder have bortvist Toldspørgsmaalet som et dem uvedkommende Anliggende. Selve den Kjendsgjerning, at man nu finder Artikler om Tolden i et Tidsskrift som nærværende, der nærmest er bestemt for kvindelige Læsere, betegner et Fremskridt. I Virkeligheden er Forstaaelsen af Toldspørgsmaalet heller ikke vanskeligere, end at ethvert med sund Sans begavet Menneske hurtigt kan sætte sig ind i Sagen. Indsenderen skal forsøge at vise Vejen.

Ethvert Samfund, der har en Regering, maa finde sig i at betale de af Regeringen lovlig afholdte Udgifter. Opkræves Betalingen i Form af direkte Tilskud til Statskassen, har man en direkte Beskatning. Lægges der en Skat paa Folkets Forbrugsartikler, har man en indirekte Beskatning. Medens den direkte Beskatning alle Vegne og til alle Tider er bleven følt og omtalt som en trykkende Byrde, klages der sjældnere over den indirekte Beskatning. En berømt Statsmand har under en. Diskussion om de forskjellige Beskatningssystemer klart og tydeligt betegnet Toldsystemets - den indirekte Beskatnings - væsentlige Fortrin, da han udtalte:

„Ved Toldens Hjælp kan man plukke Fjerene af Gæssene, uden at de mærke det.”

Denne Sandhed er gaaet i Arv til alle senere Statsmænd, og vor nugjældende 26 Aar gamle Toldtarif er et sejglivet Bevis paa, at ogsaa vore danske Lovgivere have lært den Kunst at plukke vore Fjer.

Vore Forbrugsartikler kan inddeles i 2 Klasser 1) indenlandske og 2) udenlandske. Skatten paa udenlandske Varer som f. Ex. Kaffe og The kaldes: Told. Produktionsafgiften af skattepligtige indenlandske Artikler som f. Ex.: Sukker og Brændevin benævnes: Accise. Kjøber en Husmoder 5 Pund Sukker à 35 Øre, lyder Regningen paa Kr. 1,75. Faa Husmødre have en Anelse om, at Regningen kun vilde andrage Kr. 1.00, hvis Sukker var toldfrit. Et Pund hvidt eller lysegult Sukker koster nemlig 13½ Øre pr. Pund i Told, og da Kjøbmanden selvfølgelig er nødt til at lægge en Fortjeneste paa sit kontante Toldudlæg, kommer Forbrugerne til at betale et Pristillæg af mindst 15 Øre for hvert Pund. Medens hvidt Topsukker her hjemme kostede 36 Øre, var Prisen i England 18 Øre: Englænderne lægge ingen Told og ingen Accise paa Sukker.

Kaffe, The, Ris, Sago, Petroleum, Lys, Svovlstikker og mangfoldige andre daglig i enhver Husholdning brugte Artikler fordyres gjennem Toldskatten paa lignende Maade som vort Sukker. Paa Udstillingen i Fjor saa man meget prisbillige udenlandske Tapeter til 9, 10 og 12 Øre Stykket. Hvorfor maa vi betale lignende Tapeter med 25 og 30 Øre Stykket her hjemme? En Kjøbmand af Indsenderens Bekjendtskab kjøbte for c. Kr. 100 af de fremmede Tapeter. Ved Modtagelsen maatte han betale en Toldregning paa Kr. 120, altsaa tilsammen Kr. 220.

Gjennem Tolden fordyres Glas-, Porcellæn-, Isenkram- og Manufakturvarer i mange Tilfælde til det dobbelte Beløb. Hvorledes kan man nu forklare sig den Kjendsgjerning, at de Mænd_r der med Toldtarifen i den ene Haand og vore Forbrugsartikler i den anden søge at sprede Oplysning om Toldens Betydning ud iblandt Befolkningen, sværtes som Agitatorer og Urostiftere og ofte høste Utak til Løn? Aarsagen er let forklarlig. Den kapitalstærkeste Del af vore Medborgere, Fabrikanterne og Aktionærerne i storindustrielle Foretagender er interesseret i, at Forbrugerne ikke oplyses om Toldens Højde. Saa længe en toldpligtig Vare indføres fra Udlandet, betales Tolden til Statens Embedsmænd og gaar ind i Statens Kasse. Samfundet betaler ad den Vej sine Bidrag til Landets Husholdning. Man gjør sin Pligt uden at kny, fordi man véd, at Staten alligevel paa en eller anden Maade maa skaffe sig Pengene. Men naar en af vore Medborgere, fristet af Toldens Højde, paabegynder en indenlandsk Tilvirkning af Varer, der hidtil blev indførte fra Udlandet, saa er det indlysende, at Toldkassens Indtægt af den betræffende Vare formindskes i lignende Forhold, som den indenlandske Tilvirkning forøges. En Del af Toldens Beløb overføres med andre Ord fra Statskassen til en Privatmands Kasse. Jo højere Tolden er, des mere Fortjeneste kan Privatmanden lægge paa sine Varer. Tolden „beskytter” hans Interesser paa Statskassens og Samfundets Bekostning.

I nogle Tilfælde tvinger Lovgivningsmagten den indenlandske Producent til at betale en Afgift - Accise - som svarer til Tolden paa lignende udenlandske Varer. Dette gjorde den danske Regering, den Gang vi begyndte at tilvirke indenlandsk Roesukker. Statens Indtægt af Sukkerskatten beløb sig til c. 8 Millioner. Hvis Tilførslen af udenlandsk Sukker ophørte, fordi alt her i Landet forbrugt Sukker blev tilvirket af vore egne Roer, vilde Statskassen miste en aarlig Indtægt af 6 Millioner i det Tilfælde, at den indenlandske Sukkertilvirkning ikke blev beskattet. Staten vilde ikke finde sig i at miste Indtægten, og man vedtog en Lov, i Følge hvilken der blev paalagt de indenlandske Sukkerproducenter en Skat, som i Højde nærmer sig Tolden paa fremmed Sukker. Det langt overvejende Antal af indenlandske Producenter betaler derimod ingen Accise. Selv en i andre Lande meget højt beskattet Artikel som bajersk Øl svarer hos os ingen Produktionsafgift. Man møder i vore Beskatningsforhold megen Vilkaarlighed og savner forsvarlige Principer.

En fra Tyskland indført, sygelig Tilbøjelighed til kritikløst at nationalisere ethvert inden for Toldgrændsen fremstillet Produkt har smittet vort Samfund. Naar en Mand fra Udlandet indfører 2 Kasser, den ene med Paraplystel og den anden med Paraplybetræk, og sætter Betrækkene paa Stellene, slaar vi ham til Ridder og raaber: „Leve den danske Industri”.

Man kan inddele vore Toldsatser i 2 Klasser:

l) finansielle og 2) industrielle.

Til den første Klasse hører Tolden paa Kaffe, The, Ris, Sago, Petroleum o. s. v., hvilke Artikler stedse indføres fra Udlandet, saaledes at hele Toldskatten tilflyder Finanskassen. Til den anden Klasse henregnes Tolden paa Industriprodukter, der dels indføres fra Udlandet og dels tilvirkes hjemme.

Indsenderen skal nu i korte Træk med saa faa Ord som muligt søge at blotte nogle enkelte af de Fejltagelser, der hindre Gjennemførelsen af en fornuftig Toldreform.

En meget ofte hørt Paastand lyder saaledes:

„Som det er nu, kan vi næppe konkurrere med Udlandet. Hvis Tolden bliver nedsat, ødelægges Haandværk og Industri, og en Mængde Arbejdere vil blive gjort brødløse!”

Det er ved første Øjekast indlysende, at denne Paastand kun kan sigte til Forandringer i de industrielle Toldsatser. En Nedsættelse eller Ophævelse af Tolden paa Raamaterialier, Kaffe, Sukker, Ris, Sago, Kul, Petroleum og mangfoldige andre, lignende Artikler kan ikke ødelægge, men kun gavne Haandværk og Industri.

Tilbage blive de industrielle Toldsatser, om hvis Betydning der altid har været meget delte Meninger. For at komme til Klarhed om de modstridende Anskuelsers Berettigelse, bør man først og fremmest forelægge sig det simple Spørgsmaal: „Hvem gavne de industrielle Toldsatser, og hvem skade de? For hvem ere de en Indtægt, og for hvem ere de en Udgift?” Man kommer da hurtig til følgende Slutning: For Agerbruget, der beskæftiger ca. 3/5 af vort Folk, ere disse Toldsatser kun en Beskatning, en Byrde til foruden alle de andre Byrder, som denne vort Lands vigtigste Erhvervsgren har at bære. For Handel, Søfart og Fiskeri ere de samme Toldsatser kun en Beskatning. De koste Arbejde, Tid og Penge og hindre Trafiken. Det ses saaledes, at Danmarks Toldlov behandler Agerbrug, Handel, Søfart og Fiskeri som Stedbørn.

Næst kommer: Præster, Lærere, Læger, Jurister, Pressens Medarbejdere, Embeds- og Bestillingsmænd, hele Hærens og hele Flaadens Mandskab samt alle Folk med faste Indtægter og Størstedelen (for saa vidt de nemlig ikke ere beskæftigede ved en „beskyttet” Industri) af den talrige Klasse Medborgere, der betegnes som Daglejere og Arbejdsmænd. Alle disse store Grupper af Samfundet kjende Tolden kun som en følelig Skat, en tyngende Byrde. Men saa staar vel i det mindste Resten af vort Samfund, Haandværk og Industri, i et sluttet Korps som Vindende lige over for det store Flertal af Folket, der tabe ved Tolden?

Nej, ingenlunde! Atter inden for denne sidste Afdeling er der store Korporationer, der kun have Tab og ingen som helst Fordel af de industrielle Toldsatser. Murere, Tømrere, Slagtere, Bagere, Malere, Glarmestere, Bogtrykkere, Guldsmede, Typografer, alle Arbejdere, der ere beskæftigede ved Teglværkerne, ved Mølleindustrien, ved Kalkbrænderierne, ved Bygningen af Jernskibe og Skibsmaskiner, ved Gasværk, Vandværk, Telegraf- og Telefonanlæg, disse og mange flere kjende Tolden kun som en Udgift.

Gaa vi dernæst til en Undersøgelse af de „beskyttede” Fag, finde vi blandt disse ikke faa, som staa fuldstændig uafhængige af Tarifen, idet de sælge langt mere til Udlandet, end der indføres fra Udlandet til Danmark. Dette gjælder bl. a. om Handsker, Vogne og finere Snedkerarbejder.

Men gjøre vi saa Skridtet fuldt ud og gaa til en Undersøgelse af de Fag, der stedse nævnes som staaende ved Afgrundens Rand med Udlandets knusende Overproduktion stirrende dem i Øjnene, hvor ringe Grund bliver der saa for den Spøgelsefrygt, der lamslaar og fordrejer Hovedet paa saa beklagelig mange af vore Haandværkere.

Fordelt pr. Hoved af Befolkningen indførtes følgende Beløb i 1887 (her er regnet den hele Overskudsindførsel):

Skomagere, samlet Indførsel af Fodtøj 0,51 Ør. pr. Hvd.

Skrædere, samlet Indførsel af Klæder 0,39 Ør. pr. Hvd.

Hattemagere, samlet Indførsel at Hatte og Huer 0,37 Ør. pr. Hvd.

Gjørtlere og Blikkenslagere tilsammen 0,25 Ør. pr. Hvd.

Sadelmagere (alle andre Læderarbejder) 0,57 Ør. pr. Hvd.

Rebslagere (Tov etc) 0,13 Ør. pr. Hvd.

Børstenbindere (Børstenbinderarbejde) 0,7 Ør. pr. Hvd.

Instrumentmagere (Fortepiano & Orgler) 0,3 Ør. pr. Hvd.

Cigarmagere (fabrikeret Tobak og Cigarer) 0,25 Ør. pr. Hvd.

Lægges hele Indførselsbeløbet for de her nævnte og en Del flere Fag, som Smede o. a., sammen, saa naar man i alt et Beløb af Kr. 4 pr. Hoved af Befolkningen. Det er altsaa alt, som man ved for disse Haandværks Vedkommende at udelukke al fremmed Tilførsel, vilde opnaa. Men for det første maa det erindres, at mange af de indførte Ting slet ikke tilvirkes her i Landet, og for det andet fremstilles Varerne ikke af Luften. Der hører Raamateriale og Arbejde til. Regne vi en ren Fortjeneste af 25 pCt., saa vilde der altsaa ved et fuldstændigt Afspærringssystem i heldigste Tilfælde kunne komme 1 Kr. pr. Hoved af Befolkningen til Fordeling mellem alle de her nævnte Haandværkere.

Men alene vore aarlige Udgifter til bajersk Øl andrage Kr. 6 à 8 pr. Hoved af Befolkningen, regnet ligesom ovenstaaende for Mænd, Kvinder og Børn.

Maa man ikke forbavses over at saa mange Mennesker nære Spøgelsefrygten for en fornuftig Toldreform? Maa man ikke undres over, at de mene at se og vove at anbefale Toldforhøjelser som et Værn, en Redning for Haandværket, naar al den udenlandske Oversvømmelse med fremmede Varer for samtlige her nævnte Fags Vedkommende kun andrager en Brøkdel af det Beløb, vi aarlig ofre for den indenlandske stadig tiltagende Oversvømmelse med bajersk Øl?

Med det her fremførte for Øje vil det ikke være vanskeligt at danne sig en selvstændig Mening om Toldreformforeningens Program, der hovedsagelig omfatter følgende Punkter:

Toldskattens Overførelse fra Nødvendighedsartikler til bajersk Øl, Brændevin, Vin, Tobak etc.

Afskaffelse eller Nedsættelse af Tolden paa Raamaterialier, Redskaber og Produktionsmidler.

Moderation og Regulering af uheldige Toldsatser med tilbørligt Hensyn til bestaaende indenlandsk Industri og Haandværk.

Billig, hensigtsmæssig og hurtig Befordring af Agerbrugets og Fiskeriets Produkter til Salgsmarkedet.

Den protektionistiske Forening, der i Fjor er ble ven stiftet med det bestemte Formaal at modarbejde Toldreformforeningens Bestræbelser, har valgt Navnet:

„Det nationale Arbejde”.