Fanny Lewald.

Født i Kønigsberg 1811, død i Berlin 1889.

(Efter hendes Selvskildring).

(Fortsættelse).

I vore Dage, da Alverden skriver, synes det næsten utroligt, at Fanny Lewald aldrig havde forsøgt sligt. Det havde hun imidlertid ikke, undtagen en Gang, hun for at glæde en syg Søster skrev et Eventyr. Dog havde hendes Fantasi arbejdet meget, uden at hun tænkte videre derover, f. Ex. i Anledning af det Ægteskab, hendes Forældre saa meget ønskede, hun skulde indgaa. Hun havde i den Tid grublet over, hvorledes det vilde gaaet, hvis Heinrich, efter at hun var bunden til en anden, havde røbet varmere Følelser for hende. Hun havde udmalet sig disse Kampe og deres Udfald paa de forskjelligste Maader; hun kunde ikke lade være dermed, skjønt det pinte hende. Nu sagde hun til sig selv: Men, det var jo en Roman! Af disse Fantasier fremstod hendes første Novelle, Klementine, hvori Helten selvfølgelig har megen Lighed med Heinrich Simon.

Hendes næste Fortælling, Jenny, handler om Jødehadet og de Lidelser, denne Fordom kan forvolde. Derpaa fulgte nogle mindre Arbejder, saasom: Breve om Tjenestepigers Stilling, en Sag, der hele hendes Liv igjennem vakte hendes Interesse og Deltagelse. Herom vidner en Ytring i en af hendes sidste Bøger Im Abendroth fra 1883. Hun ser sig om i en Kreds af Damer, spørger sig selv, hvem af dem hun vilde tjene, hvis hun var nødt dertil, og bedømmer dem derefter.

Hun vedblev at føle en lidenskabelig Glæde ved Arbejdet og var lykkelig som ved et Trylleslag, naar hun satte sig til Skrivebordet. Hendes Moder var ligesaa forundret og forvirret som en Høne, hvis Ælling begynder at svømme; videre end til denne Forundring kom hun ikke i de faa Aar, hun endnu levede. Faderen derimod, som først kun taalte, at hun skrev, endte med at glæde sig derover. Han respekterede hende som en selvstændig Personlighed, og dette gjorde Forholdet imellem dem bestandig inderligere.

Den Uafhængighed, hun opnaaede, ogsaa i økonomisk Henseende, glædede hende. Dog havde hun Kampe at gjennemgaa, inden hun kunde løsrive sig fra de Fordomme, hun var opvoxet i. Saaledes følte hun sig ubehagelig berørt første Gang, hun modtog Penge for en Fortælling; hun havde „forladt sin Kaste”, var bleven en af den arbejdende Flok. ,,Lad os tænke mindre paa at være Damer, mere paa at blive dygtige Arbejdersker”, formaner hun i denne Anledning sig selv og andre.

Anonymiteten kunde ikke bevares i Længden, og det morede hende at se, hvordan Folk tog den Opdagelse, at hun var Forfatterinde. „Men, befatter De Dem endnu med sligt?” udbrød en Dame, der saa hende med et Strikketøj i Haanden. „Syning og den Slags Ting nedlader De Dem naturligvis ikke længer til”, sagde en anden, der traf hende ledig. Ved et Badested hørte hun denne Ytring: „Nu har jeg set Fru Vs. Abe, Baron Ks. Morian og Kronprinsen af Baiern, nu gad jeg ogsaa nok se denne Frøken Lewald”. Sligt ærgrede hende lidt, men „den, som har en Gjerning at leve for, bliver hurtig færdig med Folks Dom”.

Paa en af sine Rejser besøgte hun Tante Minna i Breslau, og her mødtes hun og Heinrich efter 11 Aars Forløb. De viste begge Ro og Fatning, skjønt Gjensynet greb dem dybt. Heinrich havde, som man kan tænke, udviklet sig til en betydelig Personlighed. Han var nu en højt anset Retslærd og en fremragende frisindet Politiker. I Hjemmet var han den samme kjærlige Søn som før. Fanny følte ved Siden af Glæden over, at hendes Hjærte var frit og let, en vis Stolthed, fordi denne Mand havde været hendes Ungdomskjærlighed. De havde lange Samtaler og skiltes ad som Venner for hele Livet. Efter dette Møde var hun frejdig og glad; det var en Lykke at gaa, hvorhen hun vilde, se Verden, og lære Mennesker at kjende. Og det var en Lykke at vende tilbage til Faderen, til det kjære, gamle Hjem, og atter være Barn der en Stund.

Paa sin første Rejse til Italien gjorde hun Bekjendtskab med Forfatteren Adolf Stahr, hvis Hustru hun nogle Aar senere blev. De levede i et meget lykkeligt Ægteskab, og deres Hjem var et Samlingssted for litterære Berømtheder. Efter sin Mands Død 1876 tilbragte Fanny Lewald Stahr sin Tid mest paa Rejser. I Slutningen af Tresserne besøgte hun Danmark og gav i sin Bog Vom Sund zum Posilip, en livlig og sympatetisk Skildring af Kjøbenhavn og Omegn. Af hendes mange andre Rejsebeskrivelser kan nævnes: Italienisches Bilderbuck, Reisetagebuch durch England und Schottland o. s. v.

Hendes Romaner, nogle og tredive Bind, udmærke sig ved energisk Karakterskildring og logisk Klarhed. Nogle Kritikere have kaldt hende tør og skarp, ikke helt uden Grund, da hun har en saa stor Skræk for det sentimentale og unaturlige, at den kan drive hende for vidt i modsat Retning. Der er ogsaa Exempler paa, at meget fintfølende og ømtaalige Naturer have følt sig tibagestødte af hende. Hendes mest tiltalende Bog er sikkert Meine Lebensgeschichte; den rammes heller ikke af den ovenfor nævnte Anke. Denne levende, sanddru Skildring af hendes Ungdoms Glæder og Sorger, af den lange Lidelse og den endelige Sejr, kan ikke andet end gribe Læseren stærkt. Hun fordyber sig ikke ensidig i sine egne Kampe og Prøvelser, men har stadig Tanke for Kvindernes Stilling i Almindelighed og hvad der kan gjøres for at hidføre bedre Tilstande. Ogsaa i hendes Romaner spores den samme Stræben. Stærkest og klarest Udtryk faar den i de Bøger, der direkte omhandle Kvindesagen, som Osterbriefe og Für und wider die Frauen; hvad hun her kjæmper for, er det, hun kalder „Kvindens Frigjørelse til Arbejdet”. Hendes bestandige Formaninger: „bliv arbejdsdygtig”. Derfor beder hun tidlig og silde om Realskoler for Kvinder. „Det har ingen Hast med et Kvindeuniversitet”, siger hun, „men giv os Realskoler, at vi dog kunne faa den grundige Fordannelse, vi saa ganske mangle. Ligesom Cato gjentog sit præterea censeo, vil jeg atter og atter tale om Realskoler”. Dette hendes Syn paa Tingene har sin store Del i, at Kvindesagen i Tyskland er kommen ind i et saa praktisk Spor.

Fanny Lewald har ingen Taalmodighed med „uforstaaede Væsner”, heller ikke med de nervøse eller de forkjælede Kvinder. Salondamerne er hun alvorlig vred paa, som i det hele taget paa „disse overdrevent kostbart klædte Kvinder, der gjøre sig skyldige i den Forbrydelse, som man kalder at ophidse Stænderne mod hverandre, og som er strafbar efter Loven”. Som saa mange, der arbejde i Kvindesagens Tjeneste, har hun følt, at Kvinderne selv ofte ere deres værste Fjender, og skyr ikke at sige dem det. Men de strænge Ord komme fra et varmt Hjærte, fra den levende Trang, hun havde, til at forbedre og hjælpe sine Medsøstre. Hendes Stræben i saa Henseende har ikke været forgjæves; gjennem sit lange Liv har hun kunnet spore megen Fremgang til det bedre. Hendes Bøger have vundet stor Udbredelse baade i Tyskland og i andre Lande, hendes personlige Indflydelse var meget betydelig, og hendes Minde vil bevares i taknemmelig Erindring.