Et Tidens Tegn.

Vor Tids Vise fortæller os, hvordan Sol og Maane og Stjærner, som nu former sig for vore Øjne til faste Punkter, skarpt adskilte fra hverandre, i sin Tid var Dele af en sammenhængende Taagemasse og først lidt efter lidt udskiltes som selvstændige Legemer.

Paa samme Maade har Ideerne udviklet sig - fra det ensartede til det uensartede, fra den ene flydende Masse til de mange forskjellige faste Punkter. Er en Idé i sin Vorden, saa kan vi være sikre paa, at den forekommer os helt simpel og usammensat, skjønt det, vi kalder én Idé, maaske er mange forskelligartede Ideer, - og paa den anden Side: er vi i Stand til at se og tælle de enkelte Lyspunkter i det Stjærnebillede, vi benævner en Idé, saa er det et sikkert Tegn paa, at den er naaet forholdsvis vidt i Udvikling.

I de sidste Aaringer har Ideen om Kvindens Frigjørelse mere og mere skilt sig ud fra Taagemassen og vundet Fasthed og Klarhed. Den har været taaget og flydende nok til at begynde med: da den dukkede op i Amerika, og man begyndte at forkynde den, talte man i al Almindelighed om Menneskerettighederne, som de er fastslaaede i De forenede Staters Konstitution, talte om Kvindernes Ret til Liv, til Frihed og til Stræben efter Lykke, - og da herhjemme Clara Raphael skal udvikle, hvad hun mener med „Kvindernes Frigjørelse” („Damernes Emancipation”), hvordan hun vil bære sig ad at „leve og stride” for den, da henviser hun til et Vers af Tegnér; hun vil

„- kämpa för menniskors väl med pen, med röst.”

Og den har været - og er tildels endnu - sammenblandet med Ideer, som har eget Liv og Selvstændighed, Afholdstanken og Fredstanken for Exempel; men i Forhold til, hvad den var for fyrretyve Aar siden, er den fast og klart udformet: det er muligt nøje at angive dens enkelte Punkter og at holde den skilt fra beslægtede Ideer.

Dette er nu muligt, ikke blot for de faa, hvem denne Idé ligger særlig nær, men ogsaa for de mange, for hvem den kun er en Idé som enhver anden. Derom har de sidste Dage givet Vidnesbyrd, idet en Del af Folkets Repræsentanter *) i sit Reformprogram har kunnet opstille følgende Punkter: Kvindens lige Adgang med Manden til Erhvervsvirksomhed anerkjendes. Der indrømmes Kvinden kommunal Valgret.

Der er al mulig Grund til at glæde sig over det Tidernes Tegn, som dette Program er. I og for sig er det glædeligt, at Ideen har naaet en saadan Udvikling, saa den er moden til at blive til Virkelighed, - at den er trængt saadan ind i Bevidstheden, saa Repræsentanterne for et Parti finder det nødvendigt at gjennemføre den; - vi kan kun haabe, at dens Gjennemførelse ikke maa blive en Partisag, men noget, som de forskjellige Partier i Folket kan enes om. - Men ikke mindre glædeligt er det, at Programmet netop tager Sigte paa de væsentligste Punkter, paa det, der først og fremmest og snarest muligt bør gjennemføres, og som vil drage al anden Frigjørelse efter sig, forsaavidt det ikke indeslutter den i sig.

For adskillige af os, der arbejder for Kvindesagen, har der været noget særlig velgjørende ved fra en helt anden Kreds end vor egen at møde dette: Kvindens lige Adgang med Manden til Erhvervsvirksomhed anerkjendes. Thi vi har netop i den sidste Tid haft Lejlighed til at styrkes yderligere i den Overbevisning, at er der noget Punkt, hvor Trangen til Frigjørelse er skrigende stor, saa er det her. Vi - det vil sige Dansk Kvindesamfund - har nemlig begyndt en systematisk Undersøgelse af alle arbejdende Kvinders Forhold. Først i Vinter er denne Undersøgelse begyndt for Alvor; men allerede i Foraaret blev der gjort en foreløbig Prøve, og de da indkomne Beretninger giver allerede nok at tænke over.

Flest Oplysninger foreligger der endnu fra Syersker. Det er sørgeligt - men ikke overraskende - at se, at daarligst lønnet af alt Arbejde er det kvindelige Haandarbejde.

Her skal kun fremføres enkelte Træk hentede fra Virkeligheden.

En Pige, 49 Aar gammel, fortæller: Med alt det, hun stræber, Nat som Dag, dels ude, dels hjemme, kan hun fortjene 4, højst 6 Kr. ugentlig, hvoraf hun foruden sig selv skal ernære en Tante paa 66 Aar, som er bleven nervesvag ved Syning. Sammen bebor de et Værelse, for hvilket de giver 10 Kr. i Husleje. De har da højst 14 Kr. om Maaneden til det øvrige Underhold, har ingen Spareskilling, ingen Alderdomsforsørgelse, er ikke i nogen Sygekasse. Saa vidt har et helt Livs troligt Slid bragt disse to!

En Enke i Aalborg, 52 Aar gammel, der fra ung af har gaaet ud at sy og i sit Liv har evnet at ofre 3 Maaneder paa sin faglige Uddannelse, kan for 12 Timers dagligt Arbejde tjene Kosten til sig selv og desuden 4 Kr. ugentlig. Hermed har hun maattet forsørge en gammel, svag Moder og sine to Sønner. I 21 Aar har hun været ene: Manden har efterladt hende et Hus, hvoraf hun maa svare 20 Kr. i aarlig Rente. Imidlertid har hun dog faaet den ene Søn frem til Snedkersvend, den anden til Handelskommis. Til Fritid eller Adspredelse kjender hun ikke, naar undtages sparsom Kirkegang. Aalborg Stiftstidende er hendes eneste Læsning.

At Øjnene bliver svage og nervøse Lidelser indfinder sig hos disse Kvinder, er let forstaaeligt.

Her i Byen kan en Dameskræderinde, der gaar ud til Familier og syr, for 12 Timers Arbejde, faa Kost og 1 Kr. daglig. Er hun særlig godt uddannet, maaske 1,25 à 35; men denne Uddannelse er det netop, som Flertallet af Syersker synes at mangle. Ofte er der slet intet ud over de 6 à 7 Aars Skolegang; stort er det at have haft 3 eller højst 6 Maaneders Læretid senere hen. Som Regel har man valgt til Levevej, hvad der kostede Forældrene mindst, og dette faar man saa bøde for Resten af sin Levetid.

Saaledes fortæller ogsaa en ung Pige, at hun efter at have afsluttet sin Skoletid, 14 Aar gammel, strax maatte sidde fængslet ved Sytøjet fra 6 Morgen til 12 Aften og nu, 19 Aar gammel, kan tjene 8 à 10 Kr. ugentlig paa egen Kost. De 4 Kr. giver hun i Husleje, da hun sætter Pris paa at bo hyggeligt. Fritid kjender hun kun om Søndagen; da gaar hun i Kirke, men er ellers saa træt, at hun ikke bryder sig om anden Adspredelse, men helst hviler ud hjemme for at tage fat igjen Mandag Morgen. En nittenaarig Pige! Paa Spørgsmaalet om, hvorfor hun nu havde valgt dette Arbejde, svarede hun, at Forældrene manglede Midler til at lade hende lære andet, Brødrene skulde frem, hun havde Lyst til Lærerindegjerningen, men kunde ikke faa nogen Uddannelse.

Paa en Systue her i Byen, fortæller en anden Syerske, kan hun tjene 1 Kr. daglig uden Kost for 12 Timers dagligt Arbejde.

En Dameskræderinde, 44 Aar gammel, skilt fra sin Mand, svarer paa Spørgsmaalet om, hvilken Fordannelse, hun har haft, at hun har „tjent”, ikke en Gang haft nogen ordentlig Skoleundervisning. Nu har denne Kvinde, som i Almindelighed arbejder fra 6 Morgen til 11-12 Aften og har en lille Dreng hjemme, dog ordnet sig saaledes, at hun tager Del i Studentersamfundets Aftenundervisning. Hendes Løn er 40 Kr. maanedlig til hele hendes og hendes Søns Ophold!

Linnedsyerskernes Stilling er ikke bedre, oftest ringere end Dameskræderindernes. At lægge op til Alderdommen, erklæres af alle som én for umuligt; enkelte har undtagelsesvis set sig i Stand til at blive Medlemmer af en Sygekasse.

Og saaledes lever mange Tusender af Kvinder, rundt omkring i Gader og Stræder i usle, tarvelige, mer eller mindre tomme og skumle Værelser, og hele deres Stræben fører ikke videre end til netop at holde Livet oppe.

Og disse Kvinder har samme berettigede Krav og Længsler som alle andre Mennesker. De trænger til - ikke blot at have noget at leve af, men noget at leve for, noget der kan give deres Liv Indhold, noget, der kan adsprede og glæde dem, noget, de kan se hen til som Lønnen for deres Stræben, - de trænger til Solskin, frisk Luft, Bøger, Interesser, andre Menneskers Selskab. Havde de endda Fritid, kunde de maaske skaffe sig lidt af alt dette. Men Fritid er netop det, de ikke kjender. En enlig Mand, der arbejder strængt, kan dog skaffe sig nogen Fritid og derved opnaa nogen Glæde, det kan disse Kvinder ikke; - for dem er Livet kun én Ting: Slid.

Og hvorfor er det saadan? Fordi de ikke har haft samme Adgang til Erhverv som Manden, og - først og sidst - fordi de ikke har faaet nogen Uddannelse til et Erhverv. Dette er Hovedulykken.

Enes nu Folkerepræsentation og Regering om det opstillede Reformprogram i al Almindelighed; vil de helt ud anerkjende Kvindernes lige Adgang med Manden til Erhvervsvirksomhed, saa maa det første, man gjør, blive at aabne Kvinderne Adgang til alle Slags Skoler, som tidligere har været forbeholdt Mændene, samt muliggjøre og lette Kvindernes Uddannelse til Haandværk.

Det er fuldkommen sundt og rigtigt, at i dette Program Kvinders Adgang til Erhverv stilles i første Række og den kommunale Valgret i anden; den - saavelsom alle andre Rettigheder - vil komme som en naturlig og uundgaaelig Følge af Kvindernes selvstændige og nogenlunde sikre og gode økonomiske Stilling.

Men det vil altsammen komme langsomt, lidt efter lidt, og Vejen er lang og trang; mulig man ogsaa i sin Tid bryder af fra den og slaar ind paa den Gjenvej, der sikkert fører til Maalet: Anerkjendelse af Kvindernes politiske Rettigheder - derom lader sig intet sikkert sige, og det er vel tvivlsomt, hvilken Vej, der er bedst.

Men ét er sikkert: vor Sag er ude over Taagetilstanden og har formet sig til et Stjærnebillede, som er synligt for alle. Og det er intet ringe Resultat at begynde Aaret 1890 med.

*) nemlig Overbestyrelsen af Venstres Organisation.