I Anledning af A. Brosbølls Artikel.

I „Kvinden og Samfundet” for Septbr. findes en Artikel af A. Brosbøll (I Afledning af Fru Laura Marholm Hansons „Kvindernes Bog”), til hvilken jeg gerne vilde gøre et Par Bemærkninger. Jeg har ganske vist ikke endnu læst den omtalte Bog, men det gør intet til Sagen, da det, jeg vil sige, kun angaar nogle Punkter i den oven omtalte Artikel, som jeg ellers i meget kan slutte mig til.

Side 142 siges: „Men der er en Ting ved denne Bog, jeg gerne vilde standse ved. Det er den Betydning, den enestaaende Plads, Kærligheden har i den som i vor moderne Literatur, og det vil vel til Dels sige: i vort moderne Liv. Ikke sjældent siges det som her, at den er Livets eneste Indhold eller i alt Fald dets eneste Værdi.” Det synes altsaa, som om A. Brosbøll misbilliger den „enestaaende Plads”, Kærligheden indtager. ,

S. 145-46 siges: „En saadan Trang og Evne til fuldt Liv har Kvinden, som det synes, bevaret mest uskadt. En saadan Trang tilfredsstilles nærmest i Kærlighedslivet. Og paa Baggrund af hele dette Livssyn er det, at Kærligheden er vokset op til en saadan Stormagt i en Tid og i Lag, hvor hin første egentlige Stormagt: Gudstroen, Livet i Gud, misagtes.”

Side 147 siges om Kristenlivet: „Paa samme Maade umuliggøres al første Haands Forhold til noget som helst paa Jorden. Mellem den Kristne og alt og alle staar Herren; og kun middelbart gennem Herren kan han, om han ikke vil falde ud af sin Kristenstilling, forholde sig til noget.

Derigennem afsættes Kærligheden fra sin absolute Betydning. Muligheden er forbi for hin hedenske og indenfor sin Sfære skønne Form for absolut Hengivelse Menneske og Menneske imellem.”

Skønt det jo ganske vist al Tid er uheldigt at citere enkelte Sætninger uden deres Sammenhæng, saa synes det dog, som om Forfatterinden til det her anførte frygter for, at den saakaldte jordiske Kærlighed skal brede sig for meget paa Bekostning af Kærligheden til Gud, at den skal blive en „Stormagt”, der ligesom fordunkler „hin første egentlige Stormagt: Gudstroen, Livet i Gud”. I denne Anskuelse synes mig der er et Fejlsyn, som jeg føler mig tilskyndet til at paavise, saa meget mere, som Jeg ofte har sporet det ogsaa hos andre. Hvis Kærligheden - Menneske og Menneske imellem - er dyb og ægte, kan den aldrig komme til at tage fra Gud, thi den er Gud i Mennesket, hans eget Væsen i os, Afspejlingen af ham i os, Gudsbilledet nedlagt i Menneskesjælen. Guddomsgnisten i os er Evnen til Kærlighed - ét med hans Kærlighed, hvorfra den har sin Rod. Vor Kærlighed til hinanden kan ikke vokse sig for stor, og er endogsaa dér, hvor „Gudstroen misagtes”, et Tegn paa, at, Gud kan være stærk selv i Mennesker, som ikke kendes ved ham; thi det, at de kan elske og elsker, det er Vidnesbyrdet om, at det Guddommelige lever i dem, og havde vi ikke faaet denne Evne til Kærlighed og ikke lært at elske andre, saa kunde vi ikke faa nogen Gudstro - Kærlighed til Gud, og vi kunde ikke faa ringeste Anelse om hans Kærlighed til os, thi vi slutter - og maa slutte fra det vi kender, „Hvo som ikke elsker sin Broder, han har set, hvorledes skulde han kunne elske Gud, han ikke har set?” Nej det er netop ved denne jordiske Kærlighed, vi lærer at kende Gud og trænge til ham. Det bliver stadig betonet, at det kun er Syndsfølelsen, der bringer et Menneske til at kaste sig i Guds Arme for ved hans Naade at faa sin Synd udslettet; men først vil jeg erindre om, at al Synd staar i et vist Forhold til andre Mennesker - til vort Liv imellem dem - til vor Mangel paa Kærlighed, der om ikke andet saa gør os sløve og lunkne, ligesom jo mere kærlighedsløse vi er, desmere lunkne blive vi ogsaa overfor Gud. Og dernæst tør jeg sige, at hvor stærkt Syndenøden og Trangen til Renhed end kan drage Mennesker til Gud, drages de dog til ham mindst ligesaa stærkt af Kærlighedsnøden, dér, hvor man maa se den, som man elsker, i den dybeste Nød. Ved den Elskedes Lidelse hernede, enten den nu er af den ene eller den anden Art, ved Syge- eller Dødssengen, dér, hvor menneskelig Fryd og Lykke glipper, dér, hvor Sjælen knuges til Døden, hvor Mørket bliver saa tykt, saa intet jordisk Lys øjnes, dér søger Hjertet efter Lyset histoppe, dér drages det opad med Trangen til Evighedshaabet, med Begæret om at faa sin Kærlighed, som er ét med ens eget Liv, bevaret, endnu langt mere end ved Følelsen af egen Ufuldkommenhed. Ved Kærligheden til andre Mennesker lærer vi at elske vort eget Liv, at føle dets Værd til Trods for Fornedrelsen - at føle, at der dog er noget i det af en saa høj og evig Oprindelse, saa det er for godt til Tilintetgørelse. Intet andet kan saaledes faa os til at fastholde Evighedshaabet som Umuligheden i at slippe vor Kærlighed, fordi den er bunden med uløselige Baand til hver Fiber i vor Sjæl, saa den naar ud over Døden og fastholder Livet til Trods for den. Kærligheden er for Menneskelivet, hvad Solen er for Naturen, og kalder som den hver Livsspire frem. Derfor kan den ikke afsættes fra sin „absolute Betydning”, den er og bliver Livskilden i Mennesket. Ved trods al vor Svaghed at slutte fra den Kærlighed, vi kender hos os selv, til Guds Kærlighed, tager vi ikke fejl. Naar vi tager det bogstaveligt, at Gud er vor Fader, den, der har den fulde Faderlighed overfor os, fristes vi ikke til ud af haardhjertede Theorier at gøre ham til en ond og ubarmhjertig Gud, men vi lærer at forstaa, at han selv er den evige uvisnelige Kærlighed, fra hvem al Kærlighed har sit Udspring. Og alt dette kunde vi ikke lære, hvis vi ikke fra vore egne menneskelige Forhold kendte Kærligheden, og jo bedre vi kender den, jo dybere den bliver, desmere stiger vort Kendskab til Gud. Derfor kan vi nok ikke sætte den for højt; den er Menneskelivets egentlige Værd, og alt andet faar til syvende og sidst sit Værd i sit Forhold til den; Hvis man forringer Kærligheden, saa forringer man Livet. Gør man i sin Nidkærhed for at pege paa det evige Livsmaal Livet her paa Jorden ringe, da slapper man Leveevnen og Trangen til at bringe det mest mulige ud af Livet, og det skulde dog ikke være saa, at de Kristne bleve ringere Mennesker end de Ikke-Kristne. Men med Troen paa, at det hele Menneskeliv er ét baade paa denne Side Graven og hinsides, at alt her har sin Betydning, at intet spildes og falder til Jorden, ikke det mindste Gran af, hvad godt der er virket, og at al sand Kærlighed, hver en Tanke for den eller dem, man har givet sin Kærlighed, hvert et Udslag af den har sin Betydning baade for en selv og for det Menneske, man elsker, - faar Livet Mening. Vi kan altsaa ikke tillægge Kærligheden for stor Betydning, og mellem alt og alle staar ikke Herren uden som den, der giver os af sin Kærlighed, saa vi beriget af den kan give desto mere. Han er ikke misundelig paa vor Kærlighed til hinanden indbyrdes, om den saa er aldrig saa stærk og dyb, nej - „Alt, hvad I have gjort mod en af disse mine mindste Smaa, det samme har I ogsaa gjort mod mig”. Ja, han har den Kærlighed, hvori der intet Mit og Dit er, nej - hvad der er hans, er vort, og hvad der er vort, er hans, og hvad vi gør mod en af hans Smaa, en af dem, hans Hjerte elsker, det gør vi mod ham.