« Tilbage til søgeresultaterne

Theatrene.

« Se emneord

Under denne Overskrift haabe vi i Fremtiden at kunne bringe Anmeldelser fra Theatrene af Værker, som kunnet tænkes at være af speciel Interesse for vore Læsere i By og Land.


Det Kongelige Theater.


Rørt Vande.


Det vilde have været særligt tilfredsstillende og behageligt, at kunne indvie Anmeldelserne af de dramatiske Nyheder i denne Sæson med en rosende Kritik, saa meget mere som der til Nationaltheatrets Premiere var ansat et Lystspil i 3 Akter af Fru Emma Gad. Desværre maa det straks siges, at Arbejdet af forskellige Grunde ikke tilfredsstiller de voksende Krav, som man i Tidernes Løb med Rette kan gjøre gældende overfor Forfatterinden. Efter at den første Begejstring er afgæret, der i hende hyldede en flink og talentfuld Forfatterinde paa Lystspillets Omraade, maa hun kunne sige sig selv, at det er Synd, naar hun af sin Skrivelethed og Tilbøjelighed til at fiske endog den ferskeste Skalle i Vittighedernes og Brandernes „rørte Vande” lader sig forlede til at sænke Niveauet og spilde Tid og Kræfter paa et saa grelt, kaleidoskopisk Sammensurium af de senere Aars danske og norske Ægteskabsskandaler, som det her benyttede. I en mere sammentrængt Form vilde Motivet og Stoffet sikkert ypperligt have kunnet føre en Farce frelst i Havn, men antaget og spillet paa Holbergs og Heibergs Scene, skal og bør det jo til Ære for denne og Direktionen ses under en anden Synsvinkel, og der maa da som Motto for Bedømmelsen sættes: „Kun daarlig er den Spøg, som ej paa Alvor hviler”. Men her stikker Fejlen som oftest i Fru Gads Produktion. Den Alvor, der giver Spøgen Ret, er enten forfejlet som i „Hos Dameskrædderinden” eller for underordnet og betydningsløs til at kunne bære den, som Tilfældet er her.


I vor hurtigt skiftende Tidsalder er et aktuelt Emne som oftest et Guldfund, men det Røre, som Bohémelivet engang rejste, er allerede forlængst uddebatteret og udpint, og man véd, at det var og er en Fremtoning uden Indflydelse paa Kunstner-Samfundet i sin Helhed. Men over Undtagelserne skabes der som Regel ikke gode Skuespil. Naar Fru Gad til Oplysning paa Plakaten underretter Publikum om, at Handlingen foregaar i Kjøbenhavns Kunstnerkredse, men senere i Stykket udtaler, at de hertilhørende Individer føre Zigeunerliv og altsaa maa henføres til Bohémekredsene, hvorfor da vildlede istedetfor at vejlede? Thi det kan da umuligt være Forfatterindens Mening, at alle disse forskruede, forløjede, selviske og abnorme Individer skulle være Repræsentanter eller Medlemmer af vort hæderlige og agtværdige Kunstnersamfund? Altsaa, for at bruge det indførte Ord, der for Resten ligesom hele Typen ikke er særlig dansk, ere „bohemes” sygelige Udvækster, der kunne være morsomme i Farcer og Parodier, men ikke egne sig til Behandling i et Lystspil paa vort Nationaltheater, hvor man i det fremførte Stof og Typerne skal kunne finde Garantien for det almengyldige Tidsbillede, som kommende Slægter skulle belæres af og nyde.


Den unge Pige, Frøken Birgitte Stein, er mærkelig nok fra Provindserne ligesom Søsteren i „Hos Dameskræderinden”. Hvorfor? Ere disse unge Piger nutildags mere modtagelige for daarlig Paavirkning af al Slags end Københavnerne? Det omvendte er sikkert snarere Tilfældet! Sund Sans og Sky for Unatur træffes oftere baade paa Landet og i Byerne end i vor kære Hovedstad, hvor der tidt gaar Svamp i Intelligentsen, og Dømmekraften slappes i usunde Omgivelser. Hverken hun eller hendes Ven, Kjøbmand Hamann, der sætter den spinkle Handling i Bevægelse, afgive noget paalideligt Støttepunkt for Moralen, idet hun svinger frem og tilbage som et let Paavirkeligt Pendul, og han optræder saa theaterædel og traditionel som muligt.


At Fru Gads Arbejder ere i Besiddelse af et kvikt og let Replikskifte, er tidt sagt og anerkendt; dog findes der i „Rørt Vande” adskillige udslidte Tirader og smagløse Ytringer, som kunde have været undgaaede.


Naar man i Kvinders Arbejde og Talenter ser og anerkjender saa megen Kilde til Glæde og Gavn for dem selv og andre, gjør det dobbelt ondt at maatte sige om et Arbejde, der fordrer megen Tid og Flid, at det har saa store Fejl og Mangler, men ofte kan jo Kritiken hjælpe til, at Kræfter og Evner vokse, der sætte nye Skud og smukke Resultater i en følgende Frembringelse. Dette ville vi oprigtigt ønske og haabe.


Handlingen i „Rørt Vande” er i al Korthed følgende: Frøken Birgitte Stein forlader en kær Tante i en Provindsby , for at tage til Kjøbenhavn, hvor hun vil lære at male. I sin Lærerindes, Fru Melitta Blomquists Hjem gjør hun en hel Del Individers Bekjendtskab, der alle have lidt Skibbrud i Ægteskabets Havn og enten ere fraskilte, separerede eller have baade Mand og Elsker. I denne Kreds leves der højt af andres Penge og egen Indbildskhed. De optræde dels som Forfattere, Malere, Musikere og Skuespillere, repræsenterende alle Genrer ligefra Symbolisme til Idiotisme. Hun forelsker sig i en Broder til Fru Blomqvist, der har været gift, og hvis Hustru strejfer om i Verden som Varietésangerinde, uden at hendes Opholdssted kjendes. At han er gift, forties indtil videre for Birgitte. Han, Anthon Munthe, er, foruden at være Symbolist, stærk Erotiker og forelsket i en gift Kone, Fru Ellinor Plum, der i den Anledning vakler imellem Manden, Billedhugger Plum, og Elskeren, Anthon Munthe. Denne sidste erfarer imidlertid ved Søsterens Hjælp at Birgitte Stein er formuende, og nu giver han sig til at erklære sin Kærlighed for Kende, den hun modtager med den Motivering, at den naar til hende gennem skiftende Kvinders Kjærlighed. En ung Kjøbmand, der har kjendt Birgitte fra hendes Tantes Hjem, og er forelsket i hende, træffer hende en Aften hos à Porta, hvor hun venter hele det anløbne Selskab efter en Theaterpremiere. Her nærmer han sig til hende, og minder hende om de venskabelige Følelser, de have næret for hinanden tidligere, men som hun nu ikke mere kan gengælde paa Grund af sin Forelskelse, ja, eksalterede Kjærlighed til Munthe. Hamann følger hende stadig, og gjør alt for at aabne hendes Øjne, noget, der imidlertid aldeles mislykkes. Kun ved Fru Munthes pludselige Tilbagekomst, faar Birgitte Stein at vide, at han er gift, og skjønt Konen rejser sin Vej igen, slaar hun dog pludselig om, viser Munthe og hele Slænget Vintervejen, og anbefaler sig til Hamanns fremtidige Bevaagenhed og Beskyttelse, to Egenskaber, han i Kraft af sin meget store Kærlighed er særlig redebon til at sætte i Bevægelse.


Fru Mantzius spiller Birgitte Steins Rolle, men den ligger ikke ret for hendes Naturel. Her skal mere Eksaltation og Lidenskab, maaske blot større Ungdom til, for at gjøre Forblindelsen trolig. Fru Emma Nielsen gav en god Karakteristik af den erotisk forkludrede Ellinor Plum, der slaar Plader, og i Samraad med Mand og Elsker ikke véd, hvem hun skal vælge, men maaske helst valgte dem begge. Fru Bloch, Skuespillerinden Milly Kruse, havde anlagt sin Rolle aldeles ypperligt, men formaaede ikke fuldtud at gjennemføre den, og man forstod ikke ganske hendes Opfattelse af Deklamationen: „Et Kys” af Ploug. Derimod var Fru Oda Nielsen fuldtud fortrinlig. Hun havde set rigtigt paa Stykkets Art og hævede sin Kunst ved at styrte sig ud i det kaadeste Farcespil. All right! Saaledes skulde det hele have været spillet, men ikke paa vor Nationalscene.


Den 26. Septbr. 1895.


Dagmartheatret.


Varulven.


Skuespil i 2 Akter af Woldemar, er et karakteristisk Tidsbillede fra det syttende Aarhundrede, sat i Scene af Hr. Bjørn Bjørnson. Forfatteren har, som sit særlige Felt valgt Middelalderens Hekseprocesser og Overtro til Drivfjeder i sine Dramaer og viser i Studiet af Sproget og Datidens Sæder og Skikke indtrængende og nøjagtig Kendskab. Der er tillige Fylde, Farve og Stemning over Figurerne, og den Brede, som muligen vilde trætte i et Nutidsdrama virker her snarere med til at forhøje den historiske Kolorit, saa meget mere, som der i mange af Optrinene er Liv og Fart. Den ypperlige Instruktion støtter i paafaldende Grad Forfatterens Intentioner og bidrager uberegneligt til Stykkets Virkning; saaledes Drikkelaget i første og Kirkescenen i anden Akt.


Varulve var, som bekendt, ifølge Tidens Overtro, Væsner, der om Natten iførende sig Ulveskikkelse, strejfede om paa Kirkegaarde for at opgrave Lig. Den Forbandelse, til hvilken disse Individer fra Fødslen var hjemfaldne, kunde kun løses, naar det lykkedes dem at vinde en ung, pletfri Kvindes Kærlighed. Her er Varulven Soldat, født af en Kvinde udenfor Ægteskab. Efterat Elskeren har forladt hende, kryber hun af Angst og Fejghed for Fødselsveerne gennem en Horseham, der ifølge Overtroen kan befri for disse, men fører den Straf med sig, at Barnet rammes af Forbandelsen og bliver Varulv. Mange Aar efter kommer Barnets Fader, Skipper Laust, tilbage med Planer om at røve Statens Pengekasse. I et løsagtigt Kvindfolk, kaldet Bodel Kabys, genkender han sin fordums Elskerinde og aftvinger hende en Bekendelse om Barnets, Soldatens, Tilværelse og den over det hvilende Forbandelse. Faderen, der kan bruge Sønnen ved Udførelsen af sine Planer, frister ham, der mishandles, foragtes og skyes af Alle, selv af den Kvinde, han elsker, med Rigdom, Magt og Ære, og vinder ham ogsaa sluttelig for sig. Moderen, som af Skræk for Angivelse og Galge trues til Taushed af Skipperen, aabenbarer imidlertid Sagernes Stilling for Karen Ejlersdotter, Soldatens Elskede, der nu beslutter sig til Vovestykket, at sætte sin Kærlighed ind paa at frelse ham fra Undergang. Hun fortæller ham Alt samtidigt med, at hun skænker ham sin Tro, og medens Moderen gaar for at angive sig selv hos Fogden og lide Døden paa Baalet, anklager Soldaten, Henrik Flint, sin Fader for Folket, dræber en af Faderens Medskyldige, men saares selv dødeligt af denne, medens Faderen gribes og føres bort. I sin Elskedes Arme udaander Varulven, løst af Forbandelsen.


Som man vil se, et mørkt og brutalt, broget men virkningsfuldt Motiv, der giver Skuespillere og Skuespillerinder Lejlighed til at skabe karakteristiske Typer. Dette lykkedes særlig for nogle af Bipersonernes Vedkommende. Hr. Lindstrøm, havde af en skinhellig, drikfældig Skrædder, Anders Kluk, skabt en fortrinlig Type, der passede glimrende ind i det givne Tidsbillede. Frøken Collin var. en lidt vel grovkornet, men vistnok naturtro Gjengivelse af en Mette Frisk. Den unge Dame er i Besiddelse af betydelige dramatiske Evner og vil sikkert, naar hun faar yderligere Herredømme over Form og Bevægelser, blive en dygtig Kunstnerinde. Fru Riis Spil som Bodel Kabys betegnede et glædeligt Fremskridt.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder