Fru Gehejmeraadinde Casse 15. Novbr. 1805-15. Novbr. 1895.
Den Slægt, der nu er ung, er tit saa gammel,
at Haar og Sind er graat, og Viljen Siv,
og naar man ser den, føler man sig vammel
ved al den Brist paa Viljekraft og Liv.
Saa gør det godt at se den gamle Frue
med Ryggen rank og end med Foden let
med Hjertet ungt og med Begejstrings Lue
i Øjet, naar det gælder Kvinders Ret.
En Tak vi bringe vil paa Højtidsdagen,
for hvad hun virket har i Kvinders Lejr,
for frejdigt Syn og Tro paa Kvindesagen,
den Tro, som fører Sagen frem til Sejr.
Severine Andrea Casse, født Engelbreth, født den 15. November 1805 i Lyderslev Præstegaard, Datter af Provst Wolff Frederik Engelbreth, blev gift den 17. September 1830 med Dr. juris A. L. Casse, med hvem hun har 7 Børn, alle levende.
Saaledes lyder i faa Linier den 90-aariges Levned. Men hvilket rigt aandeligt og hjerteligt Liv rummes ikke indenfor Rammen af disse faa Mærkedage, indtil denne d. 15. November 1895.
Vi, som glæder os over hendes varme Iver for Kvindesagen, skal af dette rige Liv kun fremdrage nogle faa Træk.
Hendes stærke Retfærdighedsfølelse var uden Tvivl, hvad der mest drev hende frem til Kamp for denne hendes Hjertesag. Retfærdighedsfølelsen var vist ogsaa Hoveddrivkraften hos hendes højtbegavede Ægtefælle, den tidligere Justitsminister, og dog saa han denne Sag fra et helt andet Synspunkt end hun. Han var snarere imod end for Kvindesagen i moderne Forstand. Med fin kvindelig Takt forstod hun alligevel - uden at saare ham - at virke for den Sag, som ikke tillige var hans. Ham saa man ikke, da Sagens københavnske Venner den 11. Februar 1872 samledes i hendes Hjem. Man vidste, at han sad inde i sin egen Stue. Man lige som følte hans Nærværelse. Man følte den gennem hende; ti man følte - uden at se -, at Ægtefællerne ydede hinanden fuld Retfærdighed selv da, naar de ikke stemte overens.
Hensynet til ham var det dog, som havde hindret hende i at modtage det Valg til Dansk Kvindesamfunds Formand, som var faldet paa hende i Begyndelsen af Aaret 1872.
At hun var „hindret i at modtage Valget” viste sig heldigvis ikke enstydigt med at være hindret i at virke for Kvindesagen. At hun gav det i Begyndelsen næsten husvilde, fattige Kvindesamfund Husly i sit eget Hjem den 11. Febr. 1872, er allerede nævnt. Da Møderne senere holdtes i den af Frk. Testmann ved Samfundets Hjælp oprettede „Handelsskole for Kvinder”, kunde man være sikker paa at træffe Fru Casse som en af de mest trofaste Deltagere. Ej heller skyede hun nogen Møje, naar det gjaldt at agitere for Sagen eller de af Kvindesamfundet opstillede Formaal. Dette var saaledes Tilfældet, da man gennem en Adressebevægelse vilde vise, at Kvinderne selv ønskede en Lov som den, der endelig udkom den 7. Maj 1880, - den Lov, som i al sin Ubetydelighed indeholder et bestemt Fremskridt i Principet, fordi den - ved at give gift Kvinde Eneraade over, hvad hun har erhværvet ved selvstændig Virksomhed - bryder Mandens formueretlige Enevælde i Ægteskabet. Her var det Fru Casses stærke Retfærdighedsfølelse, som især styrkede hende i Kampen trods de smaa „Husnisser”, hvorom hun, paa sin sædvanlige taktfulde Maade, undertiden kunde antyde lidt i sine private Breve.
Det er saa sjældent, at Hjærtet holder sig ungt, naar Aarenes Vægt tynger mer og mer. En saadan Sjældenhed ser man hos Fru Gasse, som maaske aldrig nogensinde før. „Kvinden og Samfundet”, hvis ældste Abonnent hun er, tillader sig derfor paa hendes 90-aars Fødselsdag at takke hende for alt, hvad hun i et fjerdedel Hundredaar af sit rige Hjertes Fylde har ofret Kvindernes Sag og Kvindernes Sager.
