I Anledning af A. Brosbølls Artikel om "Kvindernes Bog".

I.

Naar jeg beder om Plads for et Indlæg mod ovennævnte Artikel, saa er det langtfra for at udtale nogen Misbilligelse af den som Helhed betragtet; tværtimod, det kan kun gjøre en godt at læse saa varmt følt, saa ærligt og gjennemalvorligt et Indlæg i en Sag, der aldrig vil ophøre at ligge Mennesker paa Hjærte. Rigtignok fremkommer dette Indlæg for Kristendommen i Anledning af en Bog, der ikke synes at beskæftige sig mere med Kristendommen end med den Sne, der faldt ifjor; dog, man forstaar let, at Fru Marholm H.s stærke Lovprisning af Kjærlighedsforholdet mellem Mand og Kvinde som ene forløsende Magt i Livet, kan ægge til Modsigelse hvem der har erfaret, at der er andre Magter, der kan fylde Sindet helt.

Men der gaar igennem dette Indlæg for den efter A. B.s Mening saa uretfærdig tilsidesatte Kristendom, - hvilket som Selvbekendelse betragtet er saa sanddru og som Prædiken *) saa fortrinlig - en Understrøm, der ganske vist holdes behersket nede, men hvorigennem dog tydeligt en Klage lyder, et dæmpet Suk over, at saa mange er borte fra Livets store Magt, et ikke dulgt Ønske om, at dog ogsaa de andre, de Afkristnede, vilde vende om og unde sig selv at blive lykkelige.

Det er dette Punkt, som det er forekommet mig, kunde være værd at drage lidt frem til Undersøgelse:

Vilde det virkelig være saa ønskeligt, om de Afkristnede vendte om igjen til Kristendommen?

Det er, som vi alle véd, en stor Mængde Mennesker, der i den sidste halve Menneskealder ere blevne afkristnede. Blandt disse er der, som A. B. selv gjør opmærksom paa, en Hel Del, for hvem det, at de ere af kristnede, kun spiller en negativ Rolle. Dannelsens Magt, som man maaske under ét kunde kalde de positive Kræfter, der holde dem fangne, har i dem sine lykkelige Troende, for hvem Omvenden til Kristendommen vilde være ligesaa meningsløs som at stave ABCen om igjen. De har erholdt Lykken under en anden Form og har ingen fornuftig Grund til at begive sig paa Bodsvandring efter den. Det er tydeligt, at om disse Afkristnedes Omvendelse gjør A. B. sig heller ingen Illusioner. Derimod er der andre afkristnede Mennesker, for hvem Lykkens Guld har gemt sig, og hvem Tiden, der er forløbet, siden de vendte Kristendommen Ryggen, kun har hærget og skuffet. Det kunde synes naturligt for disse Mennesker, med Forkjærlighed at se tilbage til Barndommens Minder, der omstraales af Fortidens gyldne Glorie, det kunde synes det atraaværdigste for dem at glide tilbage til hin Tids Stemninger og forholdsviser Lykke. Det turde vel ogsaa være disse Afkristnede, hvem A. B.s lønlige Haab gælder; hos disse findes der, eller kan der forudsættes at findes, den Savnets Drift, som leder til Omvendelse.

Det, at et Menneske er bleven afkristnet, er i sig selv ikke til Hinder for, at det samme Menneske atter kan blive kristent. Hvem der har kunnet „afkristnes”, kan forsaavidt ogsaa „paakristnes”, saameget mere som religiøse Bevægelser, ligesom saa mange andre Bevægelser, ofte kunne foregaa rhythmisk; den religiøse Anskuelse, der engang dukkede under, kan derfor godt have Chance for at dukke op i Sindet, med Tiden. Det, der her imidlertid skal lægges Vægt paa, er dog ikke, om den Afkristnede kan paakristnes, men om det er ønskeligt, at den Afkristnede bliver Kristen paany, og atter, hvad der med dette Indlæg skal udsiges, er ingenlunde, at det under ingen Omstændigheder skulde være ønskeligt at vende tilbage til Kristendommen, men kun, at det under én bestemt Betingelse ikke kan være ønskeligt, den nemlig, at de Afkristnedes Bortvenden fra Kristendommen i sin Tid var en alvorlig overvejet Handling.

Det er sikkert - for nu definitivt at udskille de Afkristnede, hvem dette Indlæg ikke gælder - at en stor Del Afkristnede kun uegentlig kan siges at have vendt sig bort fra Kristendommen. De have kun vendt sig mod deres Omgivelser, og uden ret at undersøge Kristendommen, have de følt sig dragne af den Intelligens eller de Intelligenser, som forekom dem at være Tidens mest overlegne, have ladet sig lede til at se i den Retning, i hvilken Sandheden viste sig for disse, have overhovedet ladet sig give religiøse Anskuelser af det eller de fremragende Mennesker, der fortrinsvis forekom dem tillidvækkende, og som forstod at komme med de Beviser, for hvilke de var mest tilgængelige. Disse Mennesker, som paa denne Vis ere blevne afkristnede, som have vist sig udtrykkelig at foretrække et af andre sammenfattet Udtog af de store religiøse Spørgsmaal fremfor selv at udgranske dem **), og som engang have kunnet begejstres for Antikristendom, de besidder ogsaa Talent, Evnen til at begejstres paany for Kristendommen, ifald en af dens Talsmænd maatte kunne finde den Formular, der kunde slaa ned i dem som Lyn af Sandheden og gælde dem som Overbevisning. Ikke er der heller i vor civiliserede Del af Verden nedlagt noget Forbud mod det kristne Ords Forkyndelse, imod at rokke den Overbevisning, der, indtil videre, holder disse Mennesker indenfor de Afkristnedes Rækker, - kun, at maaske Evnen til Argumenteren og Trangen til at belæres gennem Anskuelsesbilleder mere end igennem Talemaader, er bleven noget større siden „sidst”.

Endnu engang, alle disse Mennesker, hvem kun Milieuets Magt og tilfældig Omgang i sin Tid bragte til at afkristnes, for hvem maaske det mest velsignelsesrige og naturlige Skridt vilde være det, der bragte dem tilbage til kristent Samfund og til Kristendommen, fordi, naar alt kommer til alt, den Lære, der i det skønne Æventyrs Form kan gøre dem delagtige i de dybeste Sandheder, er den, der bedst forenes med deres aandelige Sundhed, yder dem, hvad de i dette Forhold trænge til, rige Stemninger og ikke Hjærnearbejde, alle disse Mennesker, - hvis Tal maaske er meget større end man aner -, gælder dette Indlæg ikke.

De afkristnede Mennesker derimod, hvis Bortfjærnelse i sin Tid fra Kristendommen var en af al Magt overvejet Handling, hvem Spørgsmaalet om Kristendommens Sandhed fulgte fra Dag ind i Nat og under alle Forhold, fordi deres Væsens Art var en saadan, at deres Tænkeevne maatte ske Fyldest, hvis de selv skulde trives, der ikke fandt Kristendommens Formel tilfredsstillende til at løse Gaaderne, der endelig ikke var istand til at finde Æventyr sande paa Grund af deres Skønhed, disse Mennesker kunne ikke mere uden Selvopgivelse træde ind i de Kristnes Samfund.

A. B. ser ikke Sagen paa denne Maade. „Naar Livets Ubegribelighed . . . trænger sig ind paa Sindet, - saaledes omtrent udtrykker hun sig - og naar Mennesket bliver klar over, at „man ikke kan udholde at være Menneske uskadt, uden at man er til for Gud,” saa maa dette, bør dette være ét med at kaste alt overbord, hvad der hæmmer Adgangen til Gud.

Siges der hermed, at en ny og højere Sandhed gaar op for Mennesket, hvorfor den „forhenværende” Sandhed maa dø hen som en udbrændt Flamme? Nej, slet ikke; der siges kun, at Mennesket maa søge til Gud, fordi det ikke kan udholde Kvalerne, der ere forbundne med ikke at gøre det. Det er at fremføre en Slags Bevis, som kun i længst forsvundne Tider toges for gyldigt, nemlig Pinebænkens Bevis, i hvilket vel ingen i vor Tid ser noget Vidnesbyrd om Tilstaaelsens Sandhed, men kun om Menneskets Svaghed overfor Smærter, om Trangen til at befries fra Kvalerne, - Trangen til Lykke.

Erkjender da A. B., at Trangen til Lykke er Menneskets inderste Drivfjeder, og at Gudsforholdet fremkommer i Sammenligning hermed? Ingenlunde. Hendes Uenighed med Fru Marholm H. vedrører netop dette Punkt. Hun dadler, at „Troen paa Lykkens absolute Nødvendighed hos de moderne Mennesker synes at stige til Overtro,” paa samme Tid som hun selv forudsætter denne Tro for at begrunde Kristendommens Nødvendighed. Endnu mere end de lykkeovertroiske Mennesker dadler hun dog de resignerende, fordi de opgiver Troen paa Lykkens Nødvendighed.

Der er her, tydeligt nok, et uklart Punkt, som det vel ikke har ligget A. B. paa Hjærte at gøre sig - eller andre - ret Rede for. Jeg skulde heller ikke dvæle saa længe herved, naar det ikke var, fordi Klarhed forekommer mig at maatte tjene enhver god Sag bedst, og fordi Uklarheden her staar i nøje Forbindelse med den ukorrekte Maade, paa hvilken de Resignerendes store Gruppe skaffes til Side, en Maade, der stærkt trænger til Indsigelse.

Disse Resignerende, det er jo i visse Maader de samme, hvem hele dette Indlæg gælder. Det er ikke, som A. B. siger, Resignation at slippe sin Søgen; i Almindelighed forstaar man vel ved at resignere det at opgive sin Fordring paa Lykke, derimod ingenlunde sin Søgen overhovedet. Ikke heller er det rigtigt, at den Resignerende „køber en vis Ro og Uafhængighed af Livet med Opgivelse af sine dybeste Sjælekrav”. Det er kun sandt, hvis Lykken anerkendes som Sjælens dybeste Krav. Men dette anerkender A. B. ikke engang, end sige at hun beviser det. Forudsat endelig, at de Resignerende overbevistes om Lykkens absolute Nødvendighed, vilde de ophøre at være Resignerende, thi deres Resignation vilde intet andet være end Forsøget paa at bevare det væsentlige, hvor noget maatte opgives. Selv om det sjældent fører til meget at strides om Ords Betydning, saa forekommer det mig dog her indlysende, at det er for vildledende, at bruge Ordet Resignation i Lighed med Fortvivlelse, og saaledes paa en nem Maade gøre det af med den ene af de to store Klasser Mennesker: de, der fortrinsvis søge Sandheden, og de, der fortrinsvis søge Lykken.

At dette siges er kun for at betone, at Spørgsmaalet ikke er, om de, der søger til Kristendommen eller bort fra den, resignerer eller ikke resignerer, da dette Udtryk er for tvetydigt og støtter sig paa Postulater, der fordunkler Forstaaelsen, men om de Afkristnede have handlet overensstemmende med deres dybeste Sjælekrav, da de vendte sig bort fra Kristendommen. Og det, mener jeg, er bevist for deres Vedkommende, hvem Sagen var Alvor og ikke en Stemningssag, ved selve deres Udgangspunkt, som ovenfor er omtalt. Thi at tilfredsstille sit ejendommelige Væsens Trang, det maa vel kaldes at handle „overensstemmende med sin Sjæls dybeste Krav”, og om dette leder til Antagelse eller Ikke-Antagelse af en Lære, er ikke Hovedsagen her. Selvhævdelsen kan føre den ene til Bekræftelse og den anden til Tvivl, alt efter som den ene trænger mere til Svarets Fylde og den anden til Spørgsmaalets Vidde, men ingens Selvhævdelse fremmes ved blot at strege Spørgsmaalstegnet over.

Eller, man kan stille Spørgsmaalet paa en anden Maade. Hvis det nu skete, hvad saa mange Kristne inderlig ønske, at de Afkristnede paany bekendte Kristendommen, vilde det saa i Virkeligheden bevise noget med Hensyn til deres Gudsbegreb? Vilde det bevise, at Gud for dem, fra at have været død, var bleven levende, at de, fra at have været borte fra ham, nu gave sig til at leve i ham? Det vilde og kunde det ikke bevise, med mindre der ved Navnet Gud underforstodes et vilkaarlig afgrænset Individ, en i dette Tilfælde ganske utilladelig Forbytning af Almenbegreb og Specialbegreb. I ren Almindelighed maa vel Gudsbegrebet siges at være den Tankebevægelse, ved hvilken Mennesket bøjer sig hen imod det ukjendte og stræber at fatte det hinsides Erfaringen liggende i en Sum, i og for sig vel et hypothetisk Begreb - thi det foregribes, at det ukjendte er en Sum - men et saadant, som Tænkningen ikke kan vægre sig ved at forme. Vel er det sandt, at dette Begreb hos de fleste Mennesker maaske har Tilbøjelighed til at uddifferentieres, ***) og dets Genstand til at glide fra Hypothesens Taage over til det Objektiveredes Klarhed, men dette er sammenhængende med særlige Forhold og er ikke nødvendige Betingelser for Begrebets Tilstedeværelse, ligesaa lidt som Solens Tilstedeværelse er betinget af, at den ses fra den 53de Breddegrad. Tværtimod, det tør tænkes, at Gudsbegrebet, som paa det nøjeste hængende sammen med Menneskets aandelige Konstruktion, ikke til nogen Tid er borte fra Menneskets Verden, at det, netop ligesom Solen, hænger saa nøje sammen med det menneskelige Liv, at dets Forsvinden strængt taget ikke kan tænkes. Den Talemaade kan bruges, at Solen gaar ned eller staar op over Horizonten, og, at den er borte eller er paa Himlen, men i Virkeligheden er dog Ingen mere i dette Forhold uvidende om, at Dag og Nat, Lys og Mørke kun vil sige lidt mer eller lidt mindre Solskin, eftersom dog ikke et Menneske har erfaret, hvad det er at være udenfor Solens Rækkevidde. Det forhindrer ikke, at der kan være Tider, hvor der tales mindre om Gudsdyrkelse end i andre Tider, og der kan være rent atheistiske Tider, hvor Gudsbegrebet synes at fornægtes. Eller rettere, der er Tider, der kaldes gudsfornægtende, men hvor er Beviset for, at de ere det?

De Troende siger det. Men deres Klage er Genklangen af deres egen Tro og beviser kun denne. De véd ét: at de tror, og formoder de andres Vantro. For at kunne bevise mere end sin egen Tro, maatte et Menneske kunne tænke og føle med andre, han maatte kunne krybe ind i deres inderste Sind, hvad han ikke kan. Ja, selv om (vi forudsætte, at) han kunde gjøre dette Mesterstykke, saa tør det endda antages, at Vantroen ikke lod sig finde. Eller rettere, det lader sig tænke, at hvad der vilde findes, vilde være, ikke et mørkt Dyb uden Lysets Blink, men et Sind ligt den Troendes eget, kun med den Forskel, at Straalerne ikke som i dennes vilde hobe sig sammen til Troens Skin, men gribe vexlende ind i hverandre og frembringe Vantroens mørke Stribe, i hvis Mørke dog forhaabentlig ingen aandelig Optiker vil se andet end Lysets Strid med Lys.

Ikke heller er det afgjørende, om de Vantro selv bekender deres Vantro. De udsiger derved kun deres Forhold overfor de Troende, en Fornægtelse af disses Definitioner paa Gudsbegrebet, men selve dette Begrebs Existens berøres ikke af Bekendelse eller Ikke-Bekendelse. „Jeg tror”, eller: „jeg tror ikke”, er ikke et adækvat Udtryk for Jegets Indhold, men derimod den endelige Kendsgerning, hvortil ens Tilværelse krystalliserer sig. Et vist Gudsbegreb maa være til enhver Tid, og Religioner kan skifte, og man kan skifte Religion, uden at i første Tilfælde Gudsbegrebet bliver borte eller i sidste erhvervet. Den, der nægter at lade Bekendelsen komme over sine Læber, kan ledes af sit Gudsbegreb ligesaa vel som den, for hvem Bekjendelsen falder naturligst. Bekendelser ere Tanker indtraadte i Ordenes brydende Medium; den Troende begejstres maaske af den skønne Facettering, af Ordenes delvise Sandhed, den Vantro frastødes maaske af deres delvise Løgn.

Gud lader sig da forhaabentlig tjene paa mange Maader, og det tør tænkes, at den, der lytter til sin Sjæls dybeste Krav, ikke kan kaldes Guds Fjende. Med andre Ord, de Afkristnede bør overveje, om de ikke mulig tjener Gud bedre ved at bevare deres engang vundne Overbevisning med Hensyn til den Religion, de forefandt som gældende i deres Tid, end ved at opgive den.

Er det da i sig selv saa uforsvarligt at skifte Overbevisning? Nej. Man kan komme til bedre Indsigt, blive „klogere” med Tiden, og det vilde være Halsstarrighed at holde fast ved en undergravet Overbevisning. Det er desuden moderne at forandre Anskuelser. Ikke for at ironisere maa det her betones, at vor Tid i særlig Grad er en Omskiftelsernes Tid, men for at gjøre opmærksom paa Forklarligheden af den Hastighed, hvormed Overbevisninger kunne ombyttes. I en Tid, hvor Menneskets Evne til at forandre sit Sted i Rummet i saa enorm Grad er voxet, hvor han, som en primitivere Tid maaske vilde kalde det, kan være baade her og der, der vil denne fremherskende Evne til Andetstedsnærværelse ogsaa kunne ventes at faa sit Sidestykke i det aandelige Liv. Der maa blive en tilsvarende Indøvelse .i at fare fra Overbevisning til Overbevisning, en hidtil ukendt, forbløffende Evne til at bevise sit aandelige Alibi.

Men selv om nu dette nok saa meget er en Kendsgerning, saa er og bliver der dog Grunde nok for et Menneske til ikke alene at vidne om Forandringens Lov. Ifølge sin Selvopholdelsesdrift maa Personligheden i Omskiftelsen se sin egen fødte Fjende, den maa i enhver Vexel ane den truende Fare - den, der engang vil opsluge den selv - og - forsaavidt som Mennesket ikke lader sin Personlighed i Stikken - stræbe at lægge en Dæmper paa Forandringernes frie Spil. Selv om Mennesket da de tusinde Gange fristes af Forandring, saa kan Personligheden dog formane ham til at bevare Sammenhængen i sit Liv, til ikke at underkende sin egen Udvikling, ikke at prisgive de stakkels smaa Resultater, der var begyndt at forme sig under hans varsomme Prøvelse. Med andre Ord, Personligheden maa være Planken, der værner mod Omskiftelsernes rivende Strøm, og, for at komme videre - deri bestaar jo Livet - om med eller mod Strømmen, gælder det, atter her, at lytte til sit eget Sinds dybeste Krav.

I al Almindelighed kan man vel nok sige, at en engang vunden Overbevisning fortjener at bevares saa længe som muligt; det Tænkningens Foster, et Menneske engang har næret, hænger med fine Fibrer sammen med dets Væsen, og hæmmes ikke uden Tab for dette. Desuden, ethvert Forhold er en Mulighed, som kræver sine Troende, hvem det at bevise deres Tros Berettigelse ligger paa Hjærte. Selv om et Menneske har gjort, hvad man kalder et daarligt Parti, saa vil han dog ikke, hvis han da ikke tankeløst har indgaaet det, skyndsomst se at faa Forholdet hævet, saasnart et bedre viser sig i Horizonten, men han vil sætte sine Kræfter ind paa at bevise, at det ikke var et daarligt Parti, han havde gjort, men, at Forholdet var et saadant, der kun behøvede at komme ind under den menneskelige Aands Opdyrkning for at blive et stort og rigt Forhold, i Steden for hvilket det vilde være selvødelæggende for ham at vælge noget andet. Rent menneskelig set, er det ikke trofastere, redeligere, at holde ud i et Forhold end at opgive det, ligemeget om det er et glimrende eller et miserabelt Forhold, naar det blot ganske simpelt er det Forhold, overfor hvilket man er stillet? Der kan vindes fast Land under Fødder, ogsaa hvor Bjergene ikke knejse; selv hvor det flade Land trues af opslugende Bølger, bos og bygges der trygt. Fordi der maa tænkes paa Værn dg Dæmninger, kues derfor det menneskelige Snille? Forinden den paatagne Gerning opgives, maa usigelig meget Arbejde være gjort, og opgives den omsider, bevises endda ikke Gerningens Ugørlighed, men Arbejderens Svaghed.

Maaske ogsaa de Afkristnede, som Arbejdere betragtede i den store Verden, kunne have deres Gerning og deres Værd. Der er en Kreds af Tanker, de ikke kunne opgive, og deres Resultat maa gemmes, tror de, et Sted ude i det endnu Ublevne.

I ethvert Tilfælde, en Gernings Vanskelighed afgør ikke Spørgsmaalet, om den kan eller bør gøres, men derimod den Kendsgerning, om den er der eller ikke er der. Hvad den Aand, der har ledet saa mange til at afkristnes, vil aabenbare i Tiden, kan ikke vides, kun anes, men en Aand er den, imod hvilken Tidens Tanker bære, ikke stride, for hvilken Tidens Resultater samles, en Aand endelig, mod hvilken de Troende ikke synder - uden Synd mod deres Sjæls dybeste Krav.

*) Den Art Tale, hvorved et Følelseschoc udtrykkelig tilsigtes hos Tilhørerne eller Læserne.

**) Hvortil de kunne have mange Grunde, men hovedsagelig dog den, at bevare deres Væsens Harmoni uskadt. Livets mange rige Værdier vilde snart sygne hen, hvis ren Spekulation blev Tyngdepunktet for alle.

***) F. Ex. til at opfattes i Aandens Form, som Meninger i det Hele, eller som menneskelige Egenskabers Sum, eller som Summen af det for Menneskene ønskelige (den usynlige Gud, den retfærdige Gud, den gode Gud, Gud Fader o. s. v.).

H. Johansen.

II.

Der er en dyb Uoverensstemmelse mellem Anna Brosbølls og Elisabeth Hostrups Syn paa Begrebet „Kærlighed”. Det forekommer mig, at det, som Anna Brosbøll vil i sin Artikel, er at advare mod at sætte den erotiske Kærlighed, Forholdet mellem Mand og Kvinde, i Højsædet som enevældig Stormagt, saa at man over dette ene Menneske, der bjergtager Sind og Sands, glemmer sit Gudsforhold. Og det forekommer mig, at denne Indsigelse kommer i rette Tid i vort Aarhundrede, hvor hele vor Litteratur oversvømmes af erotisk-sanselige Skildringer af Forholdet mellem Mand og Kvinde, Skildringer saa jordbundne, for ikke at bruge noget stærkere Udtryk, at det føles som en hel Velgerning, naar der som her endelig igen engang peges opad mod højere, renere Sfærer. - Men medens Anna Brosbølls Artikel, som sagt, tager Sigte paa denne jordbundne Kærlighed, hvis Særkende det netop er, at den glemmer Skaberen over Skabningen, at den gør Genstanden for sin Kærlighed til sin Afgud, - saa hævder Elisabeth Hostrup i Modsætning hertil, at Kærligheden netop er det centrale i Menneskelivet. Hun siger, at „Kærligheden er Gud i Mennesket, hans eget Væsen i os, Afspejlingen af ham i os, Gudsbilledet nedlagt i Menneskesjælen.”

Ja, det er et smukt og fint Syn paa Kærligheden, og vi kunne godt være med til at sige: Ja, Gud ske Lov, Elisabeth Hostrup har Ret, der findes endnu her i Verden ægte, sand og ren Kærlighed, ikke blot den store, humane Kærlighed mod de mange, men ogsaa den, der kan binde to enkelte Mennesker sammen. Men maa vi dog ikke samtidig med et Suk indrømme, at selv i denne Kærlighed findes der mange Slakker, og at det bliver mere og mere sjældent at finde denne Art af Kærlighed mellem Mand og Kvinde, den Kærlighed, hvor Gud føles og mærkes som den, der knytter Baandet mellem de to? Maa vi ikke indrømme, at det sandelig ikke er denne Kærlighed, vor nyere Litteratur fra alle Lande bærer Bud om.

Men imod denne den nyere Litteraturs Forherligelse af den erotisk-sanselige Kærlighed mellem Mand og Kvinde var det jo, at Anna Brosbøll tog til Orde. Derfor forekommer det mig, som sagt, at Elisabeth Hostrups Indvending ikke rammer. De to Kvinder tale ligesom om noget helt forskelligt.

Iøvrigt mener jeg ogsaa, at der er et Fejlsyn hos Elisabeth Hostrup, naar hun i Modsætning til Anna Brosbøll hævder, at „Gud ikke er misundelig paa vor Kærlighed til hinanden indbyrdes, om den saa er aldrig saa stærk og dyb.” - „Misundelig”. er ikke noget heldigt Udtryk for Forholdet: Gud og Menneske imellem, men vi bør dog her mindes Jesu Spørgsmaal til Peter: „Simon Jonass Søn, elsker du mig mere end disse?” (Joh. 21, 15). - „Mere end disse?” spørger Jesus. Ligger der ikke netop i dette Spørgsmaal en Tilkendegivelse af det, som Anna Brosbøll peger paa, at over alle menneskelige Forhold, de være saa dybe og inderlige, som de vil, maa og skal dog vort Gudsforhold staa?

Vi maa være Anna Brosbøll taknemlige, fordi hun ligesom har højnet Niveauet for os Kvinder, fordi hun har peget paa. den Kærlighed, der ene er hævet over alle Jordelivets Slakker, nemlig Kærligheden til vor himmelske Fader. Og endnu een Ting vilde jeg gerne have Lov at sige Anna Brosbøll Tak for, og det er, at hun i vor forjagede, rastløse Tid har peget paa den stille Inderlighed. Midt i vor Martha-Tid, hvor der kun spørges om: „Hvad har du udrettet?” „Hvor vidt er du naaet?” hvor alt skal kunne lægges frem som synlige Resultater i Form af Eksamensbeviser eller lignende, der har Anna Brosbøll med sine dybe, tankevækkende Ord peget paa Marie-Pladsen ved Jesu Fødder. Der har hun vist, at det, det gælder om her i Verden, ikke blot er at udrette saa og saa meget,, men ogsaa - og først og fremmest - at erfare noget, at opleve noget indadtil. Med andre Ord, hun har mindet os om, at vi over al vor Virketrang og Virkelyst ikke maa glemme som Marie i stille Inderlighed at tage Plads ved Jesu Fødder for der at blive „den enkelte” for Gud. I det store Samfundsliv glemmes det saa tit helt, at man i Forholdet til sin Gud altid maa være: „den enkelte”.

Som et manende Alvorsord har Anna Brosbølls Ord lydt for manges Øren, ved jeg; og for dette Alvorsord bringe vi hende en hjertelig Tak.

Hellebæk, d. 31/10 95.

Marie Moldenhawer.

III.

Ved at læse A. Brosbølls og Elisabeth Hostrups Artikler i „Kvinden og Samfundet” om Kærlighedens Værd og Betydning fik jeg Lyst til at pege paa den Forskel, der er paa sand Kærlighed og lidenskabelig Elskov, som tidt forveksles, og jeg antager, at denne Forveksling er Skyld i Uenigheden mellem de to nævnte Kvinder.

Der er efter min Mening den Forskel paa Kærlighed og lidenskabelig Elskov, at al sand Kærlighed udgaar fra Gud Fader selv, er hans eget Væsen, som Elisabeth Hostrup meget rigtig gør gældende, og i hvilke Forhold den end findes, beriger den Mennesket, og jo mere den faar Lov at raade, oplader og udvikler den Menneskehjærtet til at favne videre og videre, og dens Kendetegn er, at den affalder aldrig, den har som ingen anden Stormagt Evighedsværdien i sig, fordi den har sit Udspring fra den evige Livskilde, som aldrig ophører. Men den blotte sanselige, lidenskabelige Elskov, den har sit Udspring fra Egenkærligheden, den ligesom ruger over sin Genstand og indsnævrer Hjærtet, saa der ikke bliver Plads, ikke Lyst eller Evne til at leve for andet, og det er jo en Kendsgerning, at dens Varighed i de fleste Tilfælde ikke naar til Enden af dette Liv, og undertiden kan den endog forvandles til Had. Det er vistnok denne opblussende sanselige Elskovsrus, som har faaet „den enestaaende Plads i vor moderne Litteratur og i vort moderne Liv”, som A. Brosbøll vil til Livs, og som meget rigtigt fører bort fra Menneskets Gudsforhold, som fra alt sandt Kærlighedsliv og Kærlighedsvirksomhed. Man kan let iagttage, at der udfra et Hjem, hvor der leves et sandt menneskeligt og kristeligt Kærlighedsliv mellem Mand og Hustru, Forældre og Børn, favnes videre; i et saadant Hjem er godt at komme, godt at være, fordi Hjærterne vil være opladte for andres Glæde og Sorg, Nød og Lidelse, hvorimod i de Hjem, hvor Sanseligheden og Egenkærligheden findes, der vil Hjærterne være lukkede for andre Menneskers Ve og Vel af den Grund, at man der har nok i sig selv og sine.

Ringe, d. 31. Oktbr. 1895.

Maren Møller.

IV.

Kære Ven!

Kun et Spørgsmaal i Anledning af Din Artikel. Det kommer sent, fordi jeg har følt Trang til at svare paa et helt Afsnit af den, en Trang, som jeg af nærliggende Grunde har holdt nede.

Spørgsmaalet er dette: Hvad mener Du med, at de, der „kaster sig ud i et Arbejde for Slægten eller Ideerne, hvori de glemmer sig selv”, at de bringer „gribende, underlige, sjælløst bragte Ofre, der er som slængte i Havet baade for dem selv og andre?”

Hvis nogle af os „vantro” Mennesker - eller, som Du foretrækker at kalde os: „Sind, der er mærkede af Døden”, „halvdøde Sind” - ved et uegennyttigt, opofrende Arbejde for „Slægten eller Ideerne” faar Lykke til at skaffe sultne Mennesker Brød, syge Mennesker Pleje, forurettede Mennesker Ret, vankundige Mennesker Oplysning, er disse Ofre saa slængte i Havet, det vil sige spildte?

Hvorfor? Hvordan? Tror Du de, hvis Lidelser lindres, finder deres Hjælperes Arbejde spildt? Spørg dem.

Eller mener Du, at jordisk Lidelse ikke er værd at lindre? Den Mening havde ikke den, Du kalder Guds Søn.

Men ser Du det saadan, hvad mener Du da om den Kærlighed, som ligger bag Ofrene, og den Kærlighed, de virker? Er den slængt i Havet? Er det - set selv fra Evighedssynspunktet - ligegyldigt, om denne Kærlighed har været eller ikke været?

Din hengivne

Elisabeth Grundtvig,

5. November 1895.