Dansk Kvindesamfunds Virksomhed.
Til Præsidiet for Kvindernes Udstilling.
Styrelsen for Dansk Kvindesamfunds Københavns-Kreds tillader sig at fremsende sin Lykønskning i Anledning af den heldige Tilendebringelse af Kvindernes Udstilling.
Det er vor Overbevisning, at denne Udstilling - trods de Ufuldkommenheder, der maatte findes ved et saadant første Forsøg - i høj Grad har bidraget til at vække Interesse for Kvinderne og deres Deltagelse i Arbejdslivet i ny Kredse, ligesom den for Kvinderne selv har givet Impulser og Tilskyndelser af mangfoldig Art.
Til denne vor Lykønskning beder vi om at maatte knytte en Tak til Udstillingens ledende Damer: dens Præsident, Vicepræsident og Forretningsudvalg, for det store, uegennyttige og energiske Arbejde, de har udfoldet.
København, November 1895.
Styrelsen for Dansk Kvindesamfunds Københavns-Kreds:
Kirstine Frederiksen. Anne Bruun. Kristiane Konstantin-Hansen. Svend Høgsbro. E. Meyer. Thyra Marstrand. Elisabeth Grundtvig.
Torsdag den 31. Oktbr. afholdt Dansk Kvindesamfund et stærkt besøgt offentligt Diskussionsmøde i Anledning af Fru Charlotte Norries Foredrag om „Sygepleje som Livsgerning for Kvinder”. Foredraget holdtes i Sommer under Kvindernes Udstilling; men mange maatte den Gang gaa bort af Mangel paa Plads. Da der tillige fremkom Ønske om at faa Sagen diskuteret, blev Foredraget først trykt i dette Blads September-Hefte og derefter diskuteret paa Mødet. Fru Norrie fastholdt, at Uddannelsen i Sygepleje paa vore Hospitaler er ensidig og mangelfuld, og fremsatte derfor Forslag til en treaarig Sygeplejeskole. Hun gik ud fra den Forudsætning, at unge Kvinder lige saa vel kan betale for deres Uddannelse til Sygeplejerske som til Lærerinde, naar blot Stillingen er god baade i social og økonomisk Henseende. Flere Sygeplejersker havde Ordet, men de fleste af dem var Damer, der, som hørende under det „Røde Kors”, i sin Tid har faaet en noget fyldigere Uddannelse end de Sygeplejersker, som Hospitalerne selv beholder. Reservelæge Eschen gjorde ogsaa ligefrem opmærksom paa, at Hospitalet var bedst tjent med, at Sygeplejerskerne kun fik en ensidig Uddannelse, ellers kunde de let „stikke af”, naar de var færdige. Endskønt det var tydeligt, at Hospitalernes faste Sygeplejersker ikke ret turde komme frem med deres Udtalelser, fremgik det dog klart af hele Diskussionen, at en Sygeplejeskole med en større baade theoretisk og praktisk Uddannelse ønskedes baade af Sygeplejersker og Patienter.
Kvindernes kommunale Valgret. Et Lovforslag herom blev i Folkethingets Møde den 2. ds. fremsat af Har. Halm. Det gaar ud paa, at Kvinder skal have kommunal Valgret, naar de svarer Skat og iøvrigt opfylder Betingelserne for kommunal Valgret. Dette havde Folkethinget tidligere vedtaget, medens Landsthinget havde standset Sagen ved en motiveret Dagsorden. Det var det samme, der var vedtaget paa Island, og Justitsministeren havde erklæret sig villig til at gaa ind paa det, hvis begge Thingene kunde enes derom. Han haabede, at Landsthinget nu vilde slutte sig til denne Retfærdighedshandling.
Kære Frøken Redaktør!
De tog saa venligt mod de smaa Breve, jeg sendte til Deres „Udstillingstidende”, saa jeg har faaet Mod til ogsaa at skrive et Par Ord til „Kvinden og Samfundet”.
Jeg blev meget fornøjet ved at se, at De stadig vilde fortælle os lidt fra Teatrene; især syntes jeg godt om, at De vilde holde Dem til det, der havde „speciel Interesse” for os - derved forstod jeg alt, hvad der havde noget med Kvinder og Kvindesag at gøre. De vilde fortælle os - saadan forstod jeg Dem - baade om de Stykker, som vare skrevne af Kvinder, og om dem, som var skrevne af Mænd, men viste os Kvinderne fra ny Sider, og saa vilde De fortælle os om, hvordan Kvinderne i Stykkerne blev spillede; her maatte en kvindelig Kritiker jo bedst kunne skelne mellem ægte og uægte. Der var engang i „Kvinden og Samfundet” nogle smaa Tilløb til saadan noget - jeg kan huske en Anmeldelse baade af Den Kærlighed og af Et Sølvbryllup - men det var kun i Ny og Næ; nu lovede de os det regelmæssig!
Men da jeg saa gav mig til at læse, blev jeg jo rigtignok lidt skuffet. Der var jo ikke noget i hele den Teaterhistorie, som ikke kunde have staaet i et hvilketsomhelst andet Blad - og meget af det, eller noget ganske lignende, havde staaet alle andre Steder: Indholdet af „Rørt Vande” kendte vi jo f. Ex. for længst. - Og hvad angik „Varulven”, saadan som der dér stod fortalt om den, mig og Kvindesagen?
De maa jo huske, kære Frøken Redaktør, at selv vi her ovre følger med og læser vore Aviser hver Dag - om Folk i København vil jeg nu slet ikke tale! - saa naar „Kvinden og Samfundet” kommer, ved vi for længe siden, hvad for Stykker der er spillet, og hvad de handlede om, og hvordan de var, og hvordan de blev spillet - efter de mandlige Kritikeres Mening. Det eneste, som vi ikke ved, og som vi venter paa „Kvinden og Samfundet” for at fortælle os, er, hvad de kloge Damer i Hovedstaden, hvis Dom vi sætter saa megen Pris paa, mener om det eller det Stykke, om det har noget særligt Bud til os som Kvinder og Kvindesagsvenner! Det vil vi gærne vide, og det vil De ogsaa nok en anden Gang fortælle Deres hengivne
