Fra Indland og Udland.
Foreningen „Den danske Pigeskole” afholdt den 15-16. Oktbr. sit 3die Aarsmøde her i København. Denne Forening er et af de mange Vidnesbyrd om, at Kvinderne nu endelig begynde at indse, at der maa Sammenslutning til, om de skal vinde frem. Foreningen stiftedes for 3-4 Aar siden væsentlig af Lærerinder ved den højere Pigeskole, men den optager som Medlemmer alle, der er knyttede til klassedelte Pigeskoler. Hidtil har den vundet mest Tilslutning i Provinserne, hvor saa godt som alle betydeligere Pigeskoler har sluttet sig til den. I Aar holdt den for første Gang sit Aarsmøde i Hovedstaden, der vel ogsaa en Gang maa komme med, skønt Associationstanken dér som bekendt er langt senere til at vinde Indgang end ude i Landet.
Mødet, der holdtes i Frøken Engelhardts ny smukke Lokale i Ryssenstensgade, bød paa et baade fyldigt og afvekslende Program. Den første Sag, der drøftedes, var Pensionssagen, som indlededes af Cand. Linderstrøm-Lang; Foreningen har i Fjor nedsat et Udvalg til at udarbejde en Plan for Pensionering af Pigeskolernes Lærerkræfter; da disse Udvalg alle er private, er Lærerinderne jo særlig slet stillede i pekuniær Henseende. Udvalget har faaet særdeles god og kyndig Bistand og har fremlagt et omhyggelig gennemarbejdet Forslag. Det gaar ud paa, at Lærerinderne skulde yde 2 pCt. af deres Gage, dertil skulde Skolen føje l à 2 pCt. og endelig skulde man se at faa Staten til at tilskyde lige saa meget - en aldeles forsvindende Sum, naar henses til, hvad den yder Drengeskolerne. En stor Del af Provinsskolerne har allerede tiltraadt den nyoprettede Pensionskasse, men ingen af de københavnske Skoler. I København findes en „Bestyrerforening” for Pigeskolerne, og dennes Formand, Hr. Professor Henrik Schmidt, mødte og udtalte paa de københavnske Bestyrerinders Vegne, at Forslaget var fortrinligt, saavel i Henseende til Grundsætningerne som til den vel gennemtænkte Udførelse, men at Bestyrerinderne dog ikke kunde slutte sig til det, da det krævede for store Ofre fra Bestyrerindernes Side og dog ikke vilde give Lærerinderne noget synderligt Udbytte. Der førtes nu om dette Spørgsmaal en længere Debat, hvori de københavnske Bestyrerinders Repræsentant stod paa den ene Side og alle andre Talere, deriblandt Hr. Folketingsmand, Direktør Bramsen, Cand. mag. Frk. Falbe-Hansen og Hr. Cand. mag. Foldberg, paa den anden. Den særdeles urbane Meningsveksel endte med, at Hr. Professor Schmidt erklærede sig rede til at anbefale Forslaget paa det bedste i Bestyrerindeforeningen.
Om Eftermiddagen holdt Hr. Professor Dr. Kroman et længere livfuldt Foredrag „Om Tænkningens Opdragelse i vore Skoler”. Han lagde Pigeskolerne energisk paa Sinde at benytte Mathematik og Naturvidenskaber i fuldere Maal end hidtil; Professoren mente især, at Historien dreves for stærkt paa Bekostning af de mere exakte Fag. Foredraget var ikke beregnet paa at efterfølges af Diskussion, men Mand og Mand imellem diskuteredes det dog meget ivrigt.
Den anden Mødedag begyndte med en Diskussion om Tegneundervisningen, indledet af den bekendte Tegnelærerinde Frk. Søkjær. Derefter førtes der udenfor Programmet en Diskussion om den saakaldte „Gonin-Methode” for Sprogundervisningen. Om Eftermiddagen holdt Frøken Falbe-Hansen et Foredrag om „den højere Læreruddannelse herhjemme og i Udlandet” - et Emne, der maa siges at være af største Interesse for Pigeskolen, eftersom der fra Autoriteternes Side aldeles intet er gjort for at skaffe Pigeskolen dygtige Lærerkræfter. Frk. Falbe-Hansen har gennem flere Aar gjort sig til Talsmand for denne Sag, og at den nu omsider synes at have fundet Øre paa højere Steder, derom vidner det, at Foredraget overværedes saavel af Departementschefen for Skolevæsenet og af Realskolernes Inspektør (Dhrr. Asmussen og Professor Müller) som af begge Københavns Skoledirektører.
Om Aftenen afholdtes en hyggelig Fællesspisning, hvor der herskede den bedste, kammeratlige Stemning, og dermed skiltes man og drog hver til sit.
Der havde meldt sig Deltagere fra Landets fjerneste Egne - fra Frederikshavn og fra Bornholm. Mødet vidnede saaledes om, at der rundt om i Danmark er Sans for Betydningen af Sammenhold og Samarbejde, og det virkede utvivlsomt ikke lidt til at styrke Samfølelsen mellem Skolens Venner og Arbejdere.
Foreningens Formand er Frk. L. Winteler, Odense, dens Næstformand Frk. Lang, Silkeborg.
De tyske Universiteter, som vel er den sidste Borg, den eksklusive mandlige Lærdom sidder inde med, begynder at aabne sine Døre ogsaa for Kvinder. Men endnu kun paa Klem. Vel har nu en engelsk Dame, Miss Chisholm, taget en Doktorgrad i Filosofi i Göttingen, og i Vinteren 1894 studerede ikke mindre end 14 andre engelske og amerikanske Kvinder foruden en tysk under det derværende filosofiske Fakultet. Men endnu er man saa mistillidsfuld overfor kvindelig Alvor og Intelligents, at man kun optager saadanne Studenter som først ved udenlandske Universiteter har godtgjort deres Dygtighed, og desuden fordres i hvert enkelt Tilfælde Regeringens Samtykke. Forhaabentlig vil Kvinderne forstaa at benytte de givne Fordele saa godt, at ogsaa disse Indskrænkninger vil falde bort.
Den londonske Journalistforening har nu 60 kvindelige Medlemmer. Den har et kvindeligt Æresmedlem, Forfatterinden Frances Power Gobbe, og har nylig til Viceformand valgt en andea literær Dame, Miss Drew.
I Wien er en Lærerinde Frøken Marie Schwartz bleven udnævnt til Direktør ved en „Borger-Pigeskole,”. Frøken Schwartz er den første kvindelige Skoledirektør i Wien.
Danske Lærerinder i Udlandet. I et lille Tidsskrift, som udgives paa Kvindeseminariet i Cambridge omtales med stor Glæde Besøg paa Skolen af Frkn. Winteler (Odense) og Falbe-Hansen (København), og der gives fortræffelige Referater af disse Damers Foredrag for Skolens Elever.
Den Sorte Tavle. Om de af Fru Holten og Frk. Konstantin-Hansen for Skolen tegnede Dyr siger Professor Barnes i Kalifornien, at de i en sjælden Grad forener Simpelhed i Linien med den karakteristiske Form, og at de smaa kaliforniske Børn er henrykte over dem. I Kristiania er Billederne officielt anbefalede til Benyttelse ved Kommuneskolerne.
En kvindelig Opponent ved en Disputats. Ved en Disputats, som forleden afholdtes i Upsala, hvor Adjunkt H. W. Philip forsvarede en Afhandling med Titlen (paa Fransk) „Det franske Konjunktiv og de franske Grammatikere i det 16. Aarhundrede”, fungerede Docent G. Rydberg som Fakultetsopponent, og som anden Opponent optraadte Cand. phil. Frøken Anna Ahlstrøm. Tredie Opponent var Student Hultenberg. Disputationen førtes paa Fransk og var særdeles interessant og lærerig. Det var første Gang, at en kvindelig Opponent i Sverig har faaet Opfordring til offentlig at kritisere en Doktordisputats.
Fra 1864. Forfatter Karl Larsen agter at udgive en Samling Breve fra danske Krigsmænd i 1864 og anmoder os derfor om at være ham behjælpelig med at samle Materiale dertil. Ministeriet har udtalt sin Anerkendelse af Tanken, og tilføjer: „man vil derfor finde det meget ønskeligt, at det paatænkte Arbejde støttes af alle Vedkommende ved Imødekommenhed med Hensyn til Meddelelse af Oplysninger og Indsendelse af Aktstykker, der kunne være af Betydning i det omtalte Øjemed.” Hvis derfor nogen af vore Læsere sidder inde med Breve eller Dagbogsoptegnelser fra Personer, som enten har taget Del i Krigen eller under denne har levet i de Dele af Landet, som blev besatte af Fjenden, da bedes de tilsendte oven nævnte Forfatter under Adresse: Gyldendalske Boghandel, København, K. Det bemærkes, at ingen Navne vil blive nævnet offentlig, men til Vejledning for Samleren bedes Dokumenterne paategnede med hvilke Oplysninger, man sidder inde med (Alder, Stilling, gifte eller ugifte Stand, omtrentlige Dannelses- og Formuesvilkaar paa Krigens Tid).
,,Dansk Kvindeforening til Dyrenes Beskyttelse” virker som et selvstændigt Samfund af Kvinder, der har til Formaal at modarbejde Grusomhed af Dyr samt at fremme en god og samvittighedsfuld Behandling af dem.
Undertegnede Medlemmer af Bestyrelsen modtage Indmeldelser:
Fru Julie Lembcke, Forstanderinde, Skovlyst pr. Holte.
Fru Dorthea Leth, Vice-Forstanderinde, Kommunehospitalet.
Fru Benedicte Collin, Villa Pax, Lyngby.
Fru Louise Nimb, St. Kongensgade 25.
Fru Damaris Thomsen, Villa Damaris, Charlottenlund.
Fru Camilla Eegholm, St. Annæ Plads 22.
Frk. Helga Westergaard, Mathildevej 9.
Hr. Collerup-Jürgensen, Sekretær, Hestemøllestræde 4.
Kursus for Kvinder. Cand. mag. Frk. Nora Mortensen har paa St. Annæ Plads 18 oprettet nogle forskellige Kursus, dels som Forberedelse til Artium, Præliminæreksamen og Privatlærerindeeksamen og dels i enkelte Fag, særlig Kridttegning som Middel i Anskuelsesundervisningens Tjeneste. Der paatænkes tillige oprettet Undervisning for Viderekomne i Tegning med farvet Kridt, Modellering i Voks og Ler o. s. v., alt dette særlig med Anskuelsesundervisning for Øje. Da Frk. Cand. mag. Nora Mortensen er os bekendt som et dygtigt og paalideligt Menneske tvivler vi ikke om, at denne hendes Gerning vil lykkes godt for hende.
Billedskæring, Kunstsløjd og Gyldenlæderarbejde. Vi henleder Opmærksomheden paa omstaaende Avertissement fra Frøken A. Pfaff og Frøken A. Baumann, som til Nytaar agte at oprette et Kursus i Billedskæring og Gyldenlæderarbejde.
Som bekendt have begge Damerne fremvist Prøver paa deres Færdighed i Udskæring paa Kvindernes Udstilling. Disse Arbejder ere for Tiden udstillede i Hr. Rothmans Udstillingsvindue, Bredgade 45; især maa Frøken Pfaffs stilfulde Skab fra Renaissancetiden vække udelt Beundring paa Grund af dets harmoniske Komposition, smagfulde Ornamentik og sikre Udførelse.
Da Damerne forstaa at beherske deres Stof, og da de bestræbe sig for at bringe Former, saa vel fra ældre Tid, Renaissancen, som nyeste Tid i Anvendelse ved de af dem udkastede Arbejder, ere vi overbeviste om, at de Elever, der ønske Undervisning i nævnte Kursus, ville have megen Glæde og godt Udbytte af at anbetro sig til Frknr. Pfaffs og Baumanns kyndige Vejledning.
Dansk Textil-Lager i Skoubogade hører til de Forretninger paa Strøget, hvis Juleudstilling bør tages i Øjesyn af hvem, der interesserer sig for de nyeste Frembringelser paa Textilomraadet. Det er en Fornøjelse at se de mange smagfulde og nyttige Brugsgenstande, som her præsenteres under en saadan Form, at de passer til Julegaver for store og smaa, og Fornøjelsen bliver ikke mindre, naar man faar at vide, at næsten alt, hvad man ser, er af dansk Tilvirkning, ikke Fabrikarbejde, men hjemmegjorte, haandvævede Ting. Man ser Kjolestoffer i moderne Mønstre og Farver, pragtfulde Smyrnatæpper eller Portierer i kunstfærdige Mønstre efter Motiver fra gamle Kirkemalerier. Ude i Dragør beskæftiger Hr. Peter Fick for Tiden omtrent et halvt hundrede flittige Væversker, der udelukkende arbejder for Dansk Textil-Lager. Arbejdet er ikke ordnet fabrikmæssig, men hver Kone eller Pige arbejder i sit eget Hjem, og hver enkelt har sin Specialitet. En væver alene Forklæder, en anden Bomuldstøjer, en Skørtetøj, en Portierestof o. s. v.
Bomulds-Madratser. Fru Baronesse Dahlerup, Charlottenlund, havde paa „Kvindernes Udstilling” fremlagt Prøver paa de af hende opfundne Bomulds Madratser, hvorpaa hun har Patent. De anbefales som et blødt og dog fast Leje og benyttes dels ovenpaa en almindelig Madrats og dels paa et Staaltraads Underlag. De taaler at vaskes og desinficeres og har med godt Resultat været prøvet paa Sygehjemmet, de Kellerske Anstalter, St. Hans Hospital og Blindeinstitutet. De anbefales varmt fra de Institutioner, hvor de have været prøvede, samt af mange Læger, deriblandt Professorerne Studsgaard og Haslund.