Boganmeldelser.

Nogle Kvinder i Dyrebeskyttelsens Tjeneste. Under denne Titel og med den beskedne Betegnelse „Pennetegninger” har Fru Julie Lembcke udgivet Levnedsskildringer af fjorten Kvinder, nogle af de mest fremragende i alle Lande, som virker for den nævnte gode Sag. Et godt udført Billede ledsager enhver af disse Levnedsskildringer. Er de fleste end „flygtig henkastede Skitser” - som Fru Lembcke siger i sit Forord -, saa er de i alt Fald henkastede med saa megen Smag og Sans for Sproget, at de læses med Nydelse, medens de paa samme Tid varmer Hjærtet og styrker Viljen. „Kvinden og Samfundet” anbefaler Bogen paa det bedste til sine Læserinder. „Skulde ikke Kvinder særlig føle Trang til en saadan Virksomhed?” - siger Forf. - „Hun formaar at humanisere den offenlige Mening paa dette eller hint Punkt, om hun vil. Hvilken Indflydelse har hun ikke paa sit Hjem, paa sine Tjenestefolk og frem for alt paa sine Børn! Hun er den, som fra deres tidligste Alder bør sige dem, at alt, hvad der flyver i Luften, færdes paa Jorden eller rører sig i Vandet, har Ret til at nyde sin Tilværelse, og derfor bør skaanes for Mishandling.”

En Anke, som træffer denne Bog ikke mindre end mange andre især danske, er den fuldstændige Mangel paa Indholdsfortegnelse. De omtalte Kvinder, hvis Portræter findes i Bogen, er: Prinsesse Eugenie (af Sverige og Norge), Josephine Varenius, Elna Tenow, f. Ros, Camilla Collett, f. Wergeland, Marie Esmark, Thea Ebbell, Frances Power Cobbe, Anna Kingsford, f. Bonus, „Elpis Melena” (læs: M. E. Schwartz, f. Brandt), Agnes Engel, Mary v. Schilling, f. Douglas, Gertrude Baldelli, f. Walker, Isabel Burton og C. S. White.

F. B.

V. Broberg: Den danske Retskrivnings Historie i de sidste 200 Aar. (Gjellerups Forlag).

Retskrivning er et Spørgsmaal, som alle Mennesker har en Mening om, og som enhver mener sig i Stand til at udtale en Dom over. Det er nu slet ikke saa let endda. For over 200 Aar siden førtes her i vort lille Fædreland den første Retskrivningsstrid - den sidste bliver maaske ikke udkæmpet i de næste 200 Aar. Men for enhver, der vil danne sig en begrundet Mening om den Sag, er det aabenbart af Vigtighed at vide, hvad man før har stridt om, og Cand. Bobergs lille nemme Bog er derfor utvivlsomt et saare nyttigt Bidrag til vor Litteratur netop nu for Tiden. Den første Del af Bogen er mindst selvstændig; Forfatteren har her væsentlig fulgt Nyerops Fremstilling fra 1805, og han har lagt altfor megen Vægt paa Værkerne om Retskrivning og for lidt fremstillet, hvorledes Folk i Almindelighed skrev. Den sidste Del er derimod baade mere selvstændig og i og for sig interessantere, idet den omhandler de Stridigheder, hvoraf vi endnu ikke er komne ud, Striden mellem Rask og Molbech, Stockholmermødet med dets Følger o. s. v. Det er en Bog, som ethvert dannet Menneske kan lære noget af.

X.

Dr. med. 0. Rosenbach: Korset og Blegsot. Med et Forord af Dr. med. Israel Rosenthal. (Gjellerups Forlag).

Atter faar vi her et af de indtrængende Angreb paa Korsettet, som Litteraturen vel har mange af, men som, desværre! endnu ikke kan kaldes overflødige. Den her optrædende Forfatter paaviser, at en af de værste Hjemsøgelser for den kvindelige Ungdom: Blegsoten, netop har sin Hovedaarsag i Benyttelsen af Korsettet. Vi anbefaler Bogen paa det bedste til Læserinderne, ligesom Fortaleren, den danske Læge Dr. Rosenthal; men samtidig vil vi, hvad han ikke har gjort, anbefale den til Lægernes Opmærksomhed. Er det dog ikke mærkværdigt, hvor Lægerne paa Tryk ivre mod Korsettet, og hvor overbærende de er imod det i Praksis! Anmelderen har iblandt flere hundrede unge Piger, hvoraf en meget stor Del led af en eller anden Svaghed, og Størsteparten havde mer eller mindre Blegsot, ikke truffet en eneste, der af sin Læge havde faaet det Raad at lægge Korsettet. Og paa den anden Side: blandt de mange Kvinder, der gaa uden Korset - og deres Tal er allerede ikke ubetydeligt - har vi aldrig fundet een, der har lagt sit Korset efter Opfordring af Lægen. Om Lægen en Gang vil holde op med blot at præke fra Kathedret men stige ned og sige et lille fornuftigt Ord til sine Patienter - det vilde ganske vist frugte bedre end mange Bøger.

X.

Hvad enhver Cyclist bør vide. Oversat af A. Lobedanz. (Gjellerups Forlag.)

Se, her har vi en Bog, der maaske kan virke nok saa kraftigt for Korsettets Afskaffelse som Lægernes Raad fra Kathedret. Er der noget, der har virket fremmende for en fornuftig Klædedragt, da er det Sporten og hvad den fører med sig. Netop Cyclesporten har jo i de senere Aar vundet en talløs Skare af kvindelige Dyrkere, men den skal, som al „Galskab”, drives „med Fornuft”. Vi er overbeviste om, at mange af vore Læserinder vil gribe efter denne lille Bog for at faa gode Raad om det, de føler, de bør vide. Desværre faar de ikke saa meget ud af Bogen, som de kunde vente, thi vel har den nogle galante Ord til de cyclende unge Damer, men af gode Raad kun nogle almindelige Bemærkninger om ikke at snøre sig. „Kvinden og Samfundet” har jo mange cyclende Læserinder; kunde ikke en af dem udgive en lille Bog „om Cycling for Kvinder” eller lign.? Se Frk. Luplaus Artikel i Bladet i Fjor!

X.

Omrids af danske Kvinders Virksomhed i Philantropiens Gerning, nedskrevet af Fru Generalinde Harbou.

Det er en Bog, der under sit i høj Grad beskedne Ydre rummer et Indhold af den allerrigeste Art. I et kortfattet, let og stilfærdigt Sprog gøres her Rede for de mangfoldige velgørende Institutioner, som dels er stiftede af Kvinder og dels ledes af Kvinder, der her har fundet en rig Mark for et Arbejde i Kærlighedens Tjeneste. Naar man gennemlæser disse smaa Kapitler, paatrænger sig uvilkaarlig det Spørgsmaal:

Men - naar Kvinder i Forvejen dog virkelig er med i saa meget af Velgørenhedens Arbejde, hvor var det da muligt, at Landsthinget for Alvor i sin Tid kunde nægte den uskyldige lille Lov om, at Kvinder kunde faa Sæde i Bestyrelsen for „de fattiges Kasse”? Viser ikke netop Kvindernes Deltagelse i dette frivillige Arbejde, at her er et Felt, hvor de i særlig Grad er hjemme, og hvorledes kan Samfundet have Raad til at vrage sine bedste Kræfter?

Flere af disse velsignede Institutioner skylder Fru Generalinde Harbou deres Tilværelse. Til deres Tal ønsker nu en Kreds af Kvinder at føje en ny, nemlig: „De gamles Spisestue”, til hvilken ogsaa Idéen er undfanget af denne virksomme og kærlige Kvinde. Paa „Kvindernes Udstilling” i Sommer stod der i den filantropiske Afdeling et lille firkantet Bord, hvorpaa denne Tanke var fremstillet ved Hjælp af Dukker. Mange Mennesker standsede og spurgte: Hvad er dette? I Midten stod et pænt dækket Bord, og rundt om sad gamle Mænd og Koner og nød med Glæde et hyggeligt Maaltid, serveret af nette unge Damer, mens andre ventede i Sofaer og paa Stole omkring i Værelset. Dette var Generalinde Harbous Udstilling af Planen. Den 7 Septbr. stiftedes saa Selskabet, blandt hvis Navne vi finder mange af Udstillingens ledende Damer. Hds. Majestæt Dronningen har allemaadigst lovet Selskabet sin allerhøjeste Protektion, og nu anmoder man gode Mennesker om Gaver dertil. Meningen er, at Maden ikke skal være helt gratis; men der skal betales 5 Øre for en Portion Formad og 10 Øre for en Portion Eftermad.

Skulde nogen af vore Læsere ønske at bidrage til det smukke Formaal, da findes der en Liste i Redaktionens Værge, og mulig indkomne Bidrag vil da blive indførte der og overgivet Kassereren.

Se Annoncen!