Har Sløjden Betydning for den kvindelige Ungdoms Opdragelse?
I Anledning af Redaktionens Anmærkning i Bladets Januar-Nummer vedrørende fattige Pigebørns Undervisning i Sløjd, vil jeg gerne udbede mig Plads for nogle Linier.
Det fremgaar heraf, at disse Pigebørn dels ikke skulde have Tid til, dels heller ikke i nogen særlig Grad behøve denne Undervisning, i hvert Fald ikke tilnærmelsesvis i den Grad, som Døtre af mere velstillede Forældre.
Det samme, som gælder for mange fattige Pigebørn, at de har „et Sted at gaa”, gælder til en vis Grad om Drengene, der ofte maa „gaa i Byen”, og dog har Erfaringen vist, at der er mere end rigelig Tilstrømning til Sløjd- og Husflidsskolerne. Men selv om Piger er noget uheldigere stillede end Drenge i denne Retning, kan man dog ikke godt tænke sig andet, end at i hvert Fald de fleste Børn vilde kunne faa ca. 4 Timer tilovers om Ugen til en Undervisning, hvis Nytte var Forældrene indlysende, eller kunde gøres dem indlysende, ved Siden af, at den var en Adspredelse for Børnene, thi det maa stadig ikke glemmes, at Sløjd er en Fornøjelse for Børnene og ikke et nyt og kedsommeligt Pligtarbejde, som man tilfører dem, og at den særlig er en Fornøjelse for de fattige Børn, som kun har Adgang til faa Adspredelser, og - det er som bekendt Lysten, der driver Værket.
Om end det at gaa tilhaande et Sted i den opvoksende Alder kan have sin Betydning for den vordende Tjenestepiges praktiske Udvikling, saa tror jeg dog at kunne fastholde, at det langt fra kan erstatte den Udvikling, som den pædagogisk tilrettelagte Haandgerning giver, der danner og udvikler paa en langt mere alsidig Maade. Man behøver f. Eks. blot at regne med den Haandfærdighed, som Sløjden udvikler. Hvor ofte hører man ikke Husmødre beklage sig over, at Hænderne sidder forkert paa Tjenestepigerne, at den og den tager kejtet paa alt. Men dette er ikke noget, hvorpaa der ikke kan raades Bod. Erfaringen viser, at selv de Elever, som er mest kejtede til at begynde med, i de aller fleste Tilfælde kan blive meget flinke til at bruge deres Hænder, naar de kun lærer det gennem det metodisk ordnede Arbejde.
Men sandsynligvis vil ikke alle Pigebørn af Arbejderklassen fremdeles blive Tjenestepiger, som nu er Skik. Mange vil antagelig blive Haandværkere og lignende, som den heldigere stillede Klasses Døtre allerede nu bliver Lærerinder, Læger, Sygeplejersker, Farmacevter og saa fremdeles.
Her frembyder Sløjden igen den Fordel, at den oplyser Barnet om, at det besidder saa og saa gode Evner i praktisk Retning og kan antyde for Forældrene, hvilke Muligheder det Barn netop besidder.
Taget under et kan jeg ikke se andet, end at Sløjden netop for de fattige Pigebørn maa have den største Værd. Netop for disse Børn, som skal indtage praktiske Stillinger, udføre legemligt Arbejde, maa det være af største Betydning at faa de legemlige Kræfter og Evner opøvede. For deres heldigere stillede Søstre, der ikke som Regel just skal ernære sig ved legemligt Arbejde, er Sløjden dog kun et Middel, om end et meget vigtigt Middel, til at fremme en harmonisk Udvikling; men for disse andre Børn bliver den ligesom en Slags praktisk Forskole til Livet. Den bibringer ikke en faglig Uddannelse, men den lægger en god og alsidig Grund for det praktiske Liv, og den faar for den Voksne, som skal indtage en praktisk Livsstilling, en lignende Betydning, som gode og grundige Skolekundskaber i theoretiske Fag har for den, der vil gaa den studerende Vej.
Imidlertid er der ingen Udsigt til, at Arbejderstandens Pigebørn i overskuelige Tider vil faa Del i Sløjdundervisning i selve Skolen. Men der burde oprettes en Sløjd- og Husflidsskole for fattige Piger her, i Byen i Lighed med den, der nu findes for Drenge. Den maatte naturligvis oprettes ved privat Initiativ, og det vilde næppe i og for sig være noget hverken særlig dyrt eller vanskeligt Foretagende at føre igennem. De nødvendige Lærerkræfter vilde rimeligvis kunne faas frit i de første Aar, idet der sikkert vilde være mange, som gerne vilde støtte en saadan Sag ved at undervise nogle Timer gratis om Ugen. Materialet vilde kunne betales, naar hvert Barn erlagde 10 Øre om Ugen, som et Slags Vederlag for dette og Undervisningen. Kun Leje af Lokale maatte dækkes ved private Bidrag, indtil Foretagendet stod paa saa fast Fod, at der kunde søges Tilskud dertil hos det offentlige.
