Et Brev.
Frøken Redaktør.
Jeg er og har altid været en varm Ven af Kvindesagen, men nu synes jeg rigtignok! - Ja, nu skal jeg gøre Rede for mit Standpunkt.- Ser De, min Kærlighed begyndte, da jeg som Barn læste om Asger Ryg, der, da han drager i Leding, jo siger disse Ord til sin Hustru: „Føder Du mig en Søn saa bold, Du gør mig Tankerne glade, - føder Du mig en Datterlil, jeg vil hende ikke hade.” Tænk, hvilken elskværdig Fader! og hvilket stort Løfte, at han vilde holde Maade med sin Uvilje overfor det eventuelle, fuldstændig ansvarsfri Pigebarn! jeg glæder mig endnu den Dag i Dag over, at den lille Stakkel blev forskaanet for at leve i denne negative Faderkærligheds kolde Luftlag. Det var første Gang, jeg fik Øje for den Kendsgerning, at den negative Nr. .2-Tilværelse hele Livet igennem er anvist Kvinden; senere har jeg hørt den tit nok, thi naar et Pigebarn bliver født til Verden, lyder jo endnu en Efterdønning af Asger Rygs store Godmodighed, for hver Gang en Fader værdsætter sin Glæde i de Ord: „Det er kun en Pige”, lige som det ligger skjult i den Højmodighed, hvormed Mændene, hver Gang de offentlig optager en Inventarieliste over Kvindens Aandsevner, tildele hende 1/3 af de mandlige dito, nemlig Følelsen; men beholde selv Forstanden og Viljen som absolute mandlige Prærogativer; mon det er i den Sammenhæng, at, ved Lærerindeembeders Opslag, hendes Kakkelovn - der antagelig supponeres ogsaa at høre til Femininum - afknappes 1/3 Brændsel ?
Negativiteten toner igennem Ordene: „Kvinden tie i Forsamlingen”, og ganske vist, naar man paa Smaabyers kommunale og politiske Arenaer hører mandlige Talere og meget ofte forgæves spejder efter en Smule Traad at klamre sig til for gennem de i Luften svævende Forsætninger uden Eftersætning at finde Rede i den formodede logiske Tankebygnings Labyrint, medens man idelig gøres usikker i sin Søgen ved den overflødige Mængde og'er, øh'er, hm'er, der er Bygningens sammenføjende Kalk, saa nødes man tit til at tilstaa, at baade i Form og Indhold er den mandlige Veltalenhed ofte kun et maadeligt Surrogat for Mælk og Honning, og man faar Respekt for den fremskuende Aand, der ved sit „Kvinden tie i Forsamlingen” har søgt at afskære Konkurrencen.
Kampen for at holde Kvinden paa det traditionelle negative Stade var jeg Vidne til i en lille By, da Loven om Tilsyn med Plejebørn bragte Debatten i det kommunale Raad til at dreje sig om, hvorvidt man turde lægge denne „offentlige” Bestilling i Kvindens Hænder, thi da rejste sig nemlig en Bedsteborger, og i varme Ord beviste han det uheldige heri: „thi,” sagde han, „en Kvinde vil ved et saadant Tilsyn finde en Mængde Smaating, som en Mand intet Hensyn tager til,” og med denne Motivering blev det kendt for Ret at være, at ogsaa Goldammebestillingen blev underlagt Sværdsiden i den lille Kommune.
Mandens Iver for at holde Kvinden paa Nr. 2 - Standpunktet fremtraadte ved Behandlingen i Landsthinget af det første Lovforslag om Kvindens Valgret; det var da overmaade oplysende at høre, hvorledes en Digter, der har skrevet en Mængde rørende Vers til Kvindens Forherligelse, værnede om hendes Kvindelighed, og ved Beviser, hentede fra Moral og Religion, fik Forslaget forkastet.
Men nu kommer jeg til del, som forvirrer mig. Jeg bor nu her i Byen som Lærerinde-Emeritus og har som saadan en Stilling, der er mere rig paa Tid end egentlig paa Indtægter; jeg ser en Mængde Eksempler paa, hvorledes Kvindesagen har faaet Vind i Sejlene, hvorledes Kvinden er vokset, men ogsaa, hvorledes Emancipationen skyder en Mængde vilde Skud i Retning af Inkonsekvens og Efterabelse; som nu f.Eks. paa Kvindernes Udstilling i Sommer, hvad skulde vi der med det mandlige Opsyn? Kunde Kvinderne ikke have magtet den Opgave at staa ved Tælleapparatet, saa vi vare blevne fri for disse Hanblomster? Og nu Kvinden i det daglige Liv (jeg mener ikke Kvinden paa Cykle, jeg forstaar, at det at vinde Tid ogsaa for hende er Penge, og nu har hun lært at tumle Cyklen med Lethed og Ynde), jeg mener hendes Tragten efter at ligne Manden i Klædedragt; man ser hende i Manchetlinned, med Humbug, Mandstrøje-Jakke og Hue samt en Beklædning, der har en mistænkelig Stræben efter at ligne rent ud sagt - Bukser; og nu Tobakken! jeg mødte i Sommer i Dyrehaven en Kvinde med en tyk Cigar dinglende i den ene Mundvig, udsendende Røgskyer som et Lokomotiv; det samme Syn mødte mig i en Jernbanekupé og senest igaar i Frederiksberg Allé midt om Dagen. Lad nu være, at Klædedragten er et Modeprodukt, endskønt jeg ikke synes, at den efter Frihed og Fremskridt stræbende Kvinde behøver at være Slave paa det Punkt; men Cigaren, den kan da ikke være et Nydelsesmiddel, dertil har Forsøgaprocessen i Begyndelsen for mange Ubehageligheder, foruden at det er usundt at ryge; den er langt fra klædelig og aldeles ikke nogen billig Historie; altsaa er Tobakken forkastelig fra et hygiejnisk, æsthetisk og økonomisk Synspunkt.
Tidens Positivitet i Kvindeverdenen i Retning af at tage Opgaver op har frydet mig; man ser Kvindeflokken blive større i Skoler, paa Kontorer og i mange Haandværk, jeg tvivler ikke om, at hun vil kunne gøre Fyldest i endnu flere af disse, selv om den gamle Tradition, der mere eller mindre sidder os i Blodet, bringer en til at tvivle om, at hun vil tage sig ud som Skorstensfejer eller Skiferdækker; men denne daarlige Trang til at efterligne Mændene i det udvortes har været mig en virkelig Sorg. Nu har vi ældre i mange Aar kæmpet for Kvindens aandelige, sociale og økonomiske Ligestilling med Manden; det er lykkedes paa mange Felter baade i det stille og i det offentlige Liv at faa slaaet fast, at Kvindens Evner og Anlæg, hvor disse gennem Opdragelsen faa Lov til at udvikle sig, ikke ere ringere end Mandens, og at hun magter med Dygtighed og Alvor at tage en Livsgerning op sideordnet hans; skal nu dette vort Livsmaal gøres til Grin ved en taabelig Efterabelse af Mændenes Udskejelser og daarlige Vaner, da er Kvindesagen ikke længer i det rette Spor. Det er dette, jeg mener, at enhver alvorlig Kvinde maa arbejde paa at sætte en Stopper for; har jeg Uret, Frk. Redaktør, eller hvad mener nu De?
Deres ærbødige
Signe Larsen.
Hver Gang den ældre Slægt møder vor Tids Kvindebevægelse med alvorlig Forstaaelse af det centrale i den, gør det os godt og styrker os i Arbejdet. Derfor skal Frøken S. Larsen have Tak for sit Brev. Men det er ogsaa forstaaeligt, at den samme ældre Slægt - efter hele sin Opdragelse og de Synspunkter, som raadede den Gang - let kommer til at se for meget paa enkelte rent ydre, i og for sig aldeles ligegyldige Ting. Første Gang, Cigaren overhovedet blev set i Danmark (i en Mands Mund), skal den have vakt en ganske forskrækkelig moralsk Indignation. Og hvis vi vil være helt ærlige, saa er det vel heller ikke just et Skønhedsindtryk, man faar af en rygende Mand. - Men Slægten har vænnet sig dertil. De rygende (Mænd og Kvinder) paastaar, at der er en vis Hygge ved Tobakken. Naar man ser, hvor begejstrede mange Mænd er for den, er det da saa underligt, om sligt smitter? Alle slige rent ydre Ting pleje i Reglen saa dejligt at kontrollere sig selv, saa alle vi, der for Alvor vil arbejde paa at hjælpe Kvinderne frem til større Selvstændighed og mere Velsignelse for det Samfund, vi lever i, vi kan trøstig lade alt det ligegyldige fare og ligesom hidtil bruge vore Kræfter til de vigtigere Opgaver.
Hvis Udstillingen kun havde staaet aaben for Kvinder, antager vi, at der ogsaa vilde have været udelukkende kvindeligt Opsyn. Men med vort Køns bekendte Praktiskhed holdtes den aaben baade for Mænd og Kvinder, hvorfor det sikkert ogsaa var praktisk, at Opsynet bestod af begge Køn. Red.
