Kvindesagen paa Rigsdagen 1895-96.
Kvindesagen har selvfølgelig delt Skæbne med saa mange andre gode Sager i den sidste Rigsdagssamling, den Samling, som ogsaa Kvinderne fra først af saa hen til i Haab om, at de lovede „Forhandlinger” skulde føre til eet eller andet Resultat. Af Sager, som havde speciel Interesse for Kvinderne, nævner vi først Lovforslaget om kommunal Valgret for Kvinder, indbragt den 26. Oktober 1895 af Harald Holm og Højmark. Lovforslaget, hvis Ordlyd er:
„Valgret til Rigets kommunale Repræsentationer tilkommer de Enker og andre ugifte Kvinder, som hidtil deres Køn alene har udelukket fra den omhandlede Rettighed, men som iøvrigt fyldestgøre alle lovbestemte Betingelser for Udøvelsen af samme,” behandledes i Folkethinget 25. November, 30. November og 4. December og vedtoges med en mindre Ændring med 56 Stemmer mod 2 (Scharling og Bramsen) *). Men ved sin Ankomst til Landsthinget blev det som bekendt øjeblikkelig - uden Forhandling - nedsablet af den drabelige Hr. P. G. C. Jensen, hvis motiverede Dagsorden, at det „hverken er i Samfundets eller Kvindernes Interesse” at faa denne Sag gennemført, vedtoges med 31 Stemmer mod 19. Mon Hr. P. G. C. Jensen virkelig aldrig har læst Historie? Har han aldrig læst om Kampen for Negerslaveriets Afskaffelse? Har han aldrig læst, at ganske de samme Udtryk den Gang benyttedes som Argument imod at frigive Negrene. Sydstaterne forsikrede - og gik i Kamp for - at det hverken var i Samfundets eller Negrenes Interesse at frigive dem. Sydstaterne tabte, Negrene frigaves, og det har vist sig, at dette netop var baade til Samfundets og Negrenes Gavn - rent bortset fra, at det var en Retfærdighedshandling, som ingen kunde benægte. Og her i Evropa, hvor blev her ikke i den første halve Del af Aarhundredet raabt paa, at det hverken vilde være i Samfundets eller Borgernes Interesse, at disse fik politisk Frihed. Saa kom Friheden - til Trods for Reaktionen - fordi Tiden var der, og nu eksisterer det Spørgsmaal slet ikke, hvor vidt det har haft Betydning for Samfundet og Borgerne, thi nu bestaar Samfundet af disse politisk fri Borgere, som selv har overtaget Ansvaret for, i hvilken Retning Samfundsudviklingen skal gaa. Nu i Slutningen af Aarhundredet kommer Kvinderne og gør opmærksomme paa, at de er Borgere, lige saa vel som Mændene, at de hører med til Samfundet, at Samfundet trænger til dem, trænger til det særlig kvindelige - om man vil: „det moderlige”, som hver Kvinde jo dog i Virkeligheden repræsenterer. Men Hr. P. G. C. Jensen forsikrer paa Samfundets Vegne, at dette befinder sig saare vel og trænger aldeles ikke til noget moderligt Tilsyn, det vilde slet ikke være i „Samfundets Interesse”, hverken i de fattiges, de syges, de forældreløses, eller Skolebørnenes Interesse, om den kvindelige Indflydelse kom til at gøre sig gældende. Det er et stort Ansvar, han herved paatager sig, tusinde Gange større, end om han blot berøvede et enkelt af de mange smaa Hjem dets Moder.
At han saa sikkert ogsaa ved, at det ikke vilde være i „Kvindernes Interesse”, er jo kun til at smile ad. Mon dog ikke Kvinderne bedst selv ved, hvilke Interesser, der er deres?
Men, som sagt, Kvinderne har læst Historie, og de har forstaaet at uddrage den Lov deraf, at alt, som i sig selv er retfærdigt og gavnligt, og som derfor er til Fremhjælp for Samfundet, det kommer, naar Tidens Fylde er der - til Trods for alle de P. G. C. Jensen'er, som alle Dage med Hænder og Fødder har værget sig imod alt nyt, i den Tro, at Verden vilde gaa ud af sine Fuger, hvis det ny fik Lov at komme.
Og hvad er der ved dette ny, som D'Hrr P. G. C. Jensen'er er saa bange for? Ja vi ved det nok. Det er Hjemmenes Opløsning, de som et Skræmmebillede holder op for de tvivlende Sjæle. Men hvor kan det være, at man aldrig tænker paa at raabe: Vagt i Gevær! overfor den „Hjemmets Opløsning”, som foraarsages af ørkesløs Tidsfordriv, pjankede Visiter og den tomme - tomme Selskabelighed. Mon virkelig den Husmoder, der lader Amme og Barnepige, Stuepige og Kokkepige om at bygge Hjemmets Dagligliv op og lede Børnenes første vanskelige Skridt, for selv at kunne hengive sig til sine Toiletter og sin Selskabelighed, mon hun er mere værd, end den Husmoder, hvis bedste Interesser samler sig om alt, hvad der hører Hjemmet til - og som derfor - og det er netop Sagen - som derfor ogsaa har Hjerte for og Forstaaelse af, hvad det større Samfund og alle dets Stedbørn trænger til. Det er ikke Pjankerne, der have Interesse af de fattige, de syge og Børnene, men det er de alvorlige Kvinder, det er dem, hvoraf der bliver de bedste Mødre. Saa naar Hr. P. G. C. Jensen taler om, hvad der er „i Samfundets og Kvindernes Interesse”, saa maa man tro, at han blandt Kvinderne kun kender Pjankerne - og ikke de alvorlige Kvinder.
Og hvis man er bange for, at Kvinderne, naar de faar samme Borgerret som Mændene, skal unddrage sig Ægteskabet, saa viser atter dette Mangelen paa virkeligt Kendskab til Kvindernes inderste Væsen. I de allerfleste Kvinder er der noget af en Moder, og derfor ogsaa en Længsel efter at have nogen at være Moder for, saa den Fare er sikkert en tom Indbildning.
Dernæst har Skolelovforslaget, fremsat af Kultusministeren, forhandlet og behandlet, ændret og omændret i Folkething og Landsthing, i Udvalg og Underudvalg, i Fællesudvalg og Fællesunderudvalg, og alt dette uden Resultat, haft stor Interesse for Kvinderne, specielt Lærerinderne. For os Kvinder overhovedet frembød Lovforslaget det sørgelige Faktum, at Skolebørnene af vort Køn næsten ikke eksisterede deri.
Gymnastik for Piger var lige antydet, men ingenlunde som tvunget Fag, ligeledes - hvad dog er værre endnu - Haandgerning. At Skolepigerne paa Landet faktisk ikke lærer at sy og strikke, lyder jo i Virkeligheden næsten utroligt for vore Købstadøren. Men dog forholder det sig saaledes. Vi har ingen Lov i Danmark, som tvinger Kommunerne til at lade Pigebørnene undervise i kvindelig Haandgerning. Hvor det desuagtet sker, er det fordi Kommunerne har givet efter for den offentlige Mening. Men paa Landet er denne offentlige Mening kun enkelte Steder saa udviklet, at den har kunnet tvinge de kommunale Myndigheder til at ofre Penge paa den Sag. Og under Forhandlingerne i Folkethinget viste det sig ogsaa, at mange af Repræsentanterne ligefrem satte sig imod dette Fags Indførelse i Skolen, mens de fleste forholdt sig ligegyldige til denne Sag. Hvis dette Forslag var blevet til Lov, vilde vi saaledes for de to Fags Vedkommende, hvor der endelig var skænket Pigebørnene en flygtig Tanke, ikke være kommet et Skridt videre, da det vilde være overladt til Sognemyndighederne, om de vilde have Bekostningen derved eller ej. Og da Loven - paa andre Punkter - vilde have paabudt temmelig betydelige Udgifter for Kommunerne, kan vi sikkert gaa ud fra, at hverken Haandarbejde eller Gymnastik vilde være bleven fremmet.
Her ligger virkelig et Arbejde og venter paa de danske Kvinder. Det er altsaa Tid endnu, inden et nyt Skolelovforslag kommer frem. Benyt denne Sommer til en alvorlig Agitation for Kravet om, at alle vort Lands Døtre skal have lært at bruge Naal og Garn. I dette Spørgsmaal kan der sikkert regnes paa Tilslutning hos alle Landets Kvinder, naar blot vi kunde faa dem fortalt, hvorledes det virkelige Forhold er.
For Lærerindestanden har dernæst selvfølgelig Lønningsbestemmelserne i Lovforslaget haft stor Interesse. I disse Lønningsforslag var der en stor Mærkelighed: Overalt, hvor der ellers forhandles om Forholdet mellem Mands-Løn og Kvinde-Løn for det samme Arbejde, plejer der kun at staa to Principper overfor hinanden: Det ene hævder, at det samme Arbejde maa kræve den samme Løn, ligegyldigt, hvem der har i udført Arbejdet. Det andet hævder, at Manden maa have højere Løn, fordi han er Forsørger - eller i hvert Fald bør stilles saaledes, at han kan blive Forsørger, hvis han selv vil. Dette Princip følges ogsaa i København, idet de tre yngste Lønningstrin er ganske ens for Lærere og Lærerinder, og først ved det fjerde Trin begynder Lærerens Løn at stige stærkere end Lærerindens for at ende med noget over 1 ½ X ældste Lærerindeløn. Efter Lovforslaget skulde Lærerinderne paa Landet stilles lige med Andenlærerne, ogsaa dette kan jo saaledes forsvares med Forsørger-Princippet. Men nu kommer det mærkelige: I Købstæderne skulde Begyndelseslønnen for Lærere være 200 Kr. højere end for Lærerinder. Hvor er her Forsørger-Princippet? Thi det er jo ikke Meningen, at en Lærer med 900 Kr. aarlig skulde være Familieforsørger. Af hvilken Grund skal da den ganske unge Lærer have 200 Kr. mere end den ganske unge Lærerinde for det samme Arbejde?
Der skete først Henvendelse til Danmarks Lærerforening om at tage sig af denne Sag; men denne Forening, som jo dog har en Mængde kvindelige Medlemmer, men ganske vist ingen Kvinde i Bestyrelsen, nævnede end ikke Lærerindernes Sag i det Andragende, som dens Bestyrelse, i Anledning af andre Punkter i Skolelovforslaget indsendte til Regering og Rigsdag.
En Lærerinde sendte derefter dette Blad en offentlig Indsigelse imod dette nye System (se „Kv. og Samf.” Novbr. 1895, S. 182), flere Indsigelser fulgte efter, men Redaktionen raadede Lærerinderne til hellere at indgive et Andragende til Regering og Rigsdag om Sagen. Dette skete: Købstadlærerinderne indgav et Andragende, forsynet med 220 Underskrifter, til Regering og Rigsdag, hvori androges om, at Begyndelseslønnen for Lærere, og Lærerinder maatte stilles ens. To Købstadlærerinder havde i den Anledning Avdiens hos Kultusministeren, men Hs. Excellence svarede dem, at med Kvindernes bekendte Nøjsomhed maatte Lærerinderne nok kunne klare sig med 700 Kr. (Moral: Vær ødsel eller stil Fordringer, saa belønnes du! Vær nøjsom, saa straffes du!)**)
Det Hensyn, der blev taget til Kjøbstadlærerindernes Andragende, indskrænkede sig til, at Udvalgene, som i øvrigt reducerede en Del af de foreslaaede Lønninger, dog lod de stakkels 700 Kr. staa med Fred, ligesom ogsaa Forskolelærerindernes 350 Kr. om Aaret forblev ubeskaarede - tænk engang -!
„En Svale gør ingen Sommer”, men den bebuder dog, at Sommeren ikke er langt borte. Folketingsudvalgets Flertal satte en ny Paragraf ind i Lovforslaget, hvori det hedder:
„Valgberettiget (til Skolekommissionen) er enhver uberygtet Mand og Kvinde, som har fyldt 25 Aar, har egen Husstand eller driver selvstændigt Erhverv, har fast Ophold i Kommunen og i det sidst forløbne Kalenderaar under hvilken som helst Form og Benævnelse har ydet sit Bidrag til Kommunen.”
„Valgbar er enhver uberygtet Mand og Kvinde, som har fyldt 25 Aar, har egen Husstand eller driver selvstændigt Erhverv og har fast Ophold i Kommunen. Lærere (Lærerinder) ved Kommunens Skolevæsen samt ved de af det offentlige støttede private Skoler kunne dog ikke vælges.”
Et Mindretal foreslog:
„Kommunalbestyrelsen vælger den ene Halvdel (af Skolekommissionen), hvoraf mindst een ud af sin egen Midte; den anden Halvdel vælges af de undervisningspligtige Børns Fædre, Plejefædre og, hvor Fædrene ere døde, af Børnenes Mødre.” (Plejemødrene?)
Selvfølgelig gik dette Forslag øjeblikkelig i Landsthingets Papirkurv; vi var jo i Forvejen af D'Hrr. P. G. C. Jensen'er oplyste om, at sligt hverken vilde være i Samfundets eller i Kvindernes Interesse.
Men - som ovenfor berørt - endnu har vi ingen ny Skolelov, saa ogsaa her vil vi raade Lærerinderne til ikke at lægge Hænderne i Skødet og være alt for „nøjsomme”. Benyt denne Sommer til Arbejde for Sagen baade gennem Pressen og ad andre Veje. Husk paa det gamle Ord om de artige Børn, der staar i Krogene og tier stille - og faar ingenting!
*) Om denne Behandling se: Kv. og Sf. 1895, S. 194.
**) Det er ganske pudsigt at lægge Mærke til, at naar der er Tale om, hvad der bruges i et Hjem, saa raabes der næsten altid højt om Kvindernes store Ødselhed, men naar der er Tale om Løn til Kvinder, saa faa vi altid at høre, hvor nøjsomme de er.