Clara Bergsøe: Johanne Louise Heiberg.

Et Billede fra Romantikens Tid.

Fru Heibergs bindstærke Selvbiografi udkom for nogle Aar tilbage, vakte den et Røre, som endog langt overgik de spændte Forventninger, hvormed den var imødeset. Det blev kort sagt en af de i Ny og Næ indtrædende literære Begivenheder, hvor det til Afveksling fornemmes med et vist hyggeligt Velbehag og et Stænk af Feststemning, at „Danmark er et lidet fattigt Land”. Alle, der overhovedet giver sig af med at læse, skal have det omtvistede Aandsprodukt sat til Livs hurtigst muligt for at have sin Mening færdig, og inden man ret faar besindet sig paa hvorfor eller hvordan, er hele Landet sat i Fyr og Flamme. Der er ikke den tofags Dagligstue, ikke den Ravnekrogs Avis til, hvorhen Kampens Gny ikke rækker. Thi alle er vi i mer eller mindre Grad med paa Noderne og interesserede paa egne eller Bekendtes Vegne.

Bogen kunde heller ikke andet end interessere og ægge til Meningskamp. Den interesserer ved Skildringen af en Tid, der, skønt vor saa nær, dog synes den fjern, fordi en Strømkæntring ligger imellem dem. Men derved faar den til Gengæld Historiens Straaleglans over sig, Historien om et inden for sin Begrænsning rigt og herligt Aandsliv. Og Skildringen skyldes tilmed en Kvinde, som i fuldeste Maal var med i Tidens aandelige Rørelser, og som til den Grad var Barn af denne Tid, at den næsten kan siges at være levendegjort i hendes Person.

Snæverheden i hendes Livssyn, hendes haarde, af personlig Uvilje stærkt prægede Domme og om et mindre fint Sind vidnende Skildringer af Kunstfæller og Interiører, kunde til Gengæld ikke andet end vække Harme og Indsigelser, især sammenlignede med den Frejdighed, hvormed hun tog til den hvide Malerpottes Indhold, naar det gjaldt om at stille sig selv til Beskuelse for Læseren.

Alligevel, med hvilket Sind vi end læste disse Hundreder af Sider, hvad enten vi i god Tro tog alt for Sandhedens gyldne Mønt, eller om vi til Tider - ikke saa sjeldent endda! - kunde trættes, harmes eller rent ud sagt føle Lede ved den, saa kan vi dog ikke andet, nu da vi komme den mere paa Afstand, end vide den berømte Kunstnerinde Tak for dette Arbejde.

Johanne Louise Heiberg indtager en saa fremskudt Plads i vort Aarhundredes Aandslivs Historie, at det er nødvendigt, at der før eller senere af en kyndig og nænsom Haand gives os en tilforladelig Skildring af hende som det rigt udstyrede men dog jordbaarne Menneskebarn, hun var, som gør os klog paa, hvilke hendes Dyder var, og hvordan deres Modsider ytrede sig. Foruden det alt givne, maa der være rigt Stof for Haanden til et saadant Arbejde, i Form af personlig Iagttagelse og utrykte Breve. Blot det ene Brev fra hende til Hall, som hans Søn offentliggjorde i et af vore Dagblade, da Striden efter Udgivelsen af hendes Biografi stod paa, kastede Strejflys over hendes Væsen, som var gode at faa Forstand af.

Især vi, der læste hendes Bog i Vantro, men som saa gerne vilde vise hende Retfærdighed, trænger til en Midler mellem det Billede, hun giver af sig selv, som hverken hører hjemme i Himlen eller paa Jorden, og det, der ideligt drillende paatrænger sig os mellem Linjerne.

En saadan giver Frøken Clara Bergsøes Bog os ikke, hvor læseværdig den end er, og til Trods for de mange gode Bemærkninger, den indeholder. Dertil er den for meget af det, Forf. selv i Indledningen kalder en „Attest” - d. v. s. en Attest for Berettigelsen af Fru Heibergs Selvros.

Der gøres vel af og til Tilløb til nogen Kritik, Forf. tager visse Forbehold. Men noget bestemt Udtryk faar de ikke, og naar hun sluttelig ikke tager i Betænkning i sin Omtale af Fru Heibergs Spil i „Viola” at tage i sin Pen Ord som disse: ”Her fik Fru Heiberg Brug for sin fornemme Ydmyghed, sin under Skælmeri og fin Spot fuldstændige Gaaen op i den ene Følelse, Hengivenhed for den elskede”, saa har man kun at lade Haabet fare om at blive stort klogere, end man var i Forvejen.

Enkelte Bemærkninger stemmer til Modsigelse. Efter at have fortalt os, at Ydmyghed og Beskedenhed ere Dyder, som var Fru Heiberg medfødt, indrømmer Forf., at denne i „Erindringerne” - ved stadig at fremhæve sig som Menneske - paa dette Alter ofrer sine Dyder.

Det er uheldigt, at dette Offer just bringes i en Stund, da der var saa haardt Brug for dem. Sandheden er dog sikkert den, at vore medfødte Dyder og Fejl har for dybt flod i vor Natur og til den Grad danner Kærnen i vort Væsen, at vi ikke kan skille os af med dem, som vi kan pille en Fjer af vor Hat eller tvætte en Plet af vor Kjole. Det lader sig kun gøre med dem, som vi finder det klædeligt at paatage os i belejlig Stund.

Den Pariafølelse hos Fru Heiberg, som Forf. fremdrager, har man vanskeligt ved at tro paa. Dertil er den altfor ubegrundet. Er den ikke snarere et Dække over en ømtaalig Forfængelighedsfølelse hos en, som skatter Verdens Dom overvættes højt? At Fru Heiberg gjorde det, lyser frem af hvert Pennestrøg, hvormed hun har tegnet os sit eget Billede. Hun gaar jo endog saa vidt, at det ikke er hende ligegyldigt, med hvilke Øjne Eftertiden ser paa de Portrætter, som findes af hende, men giver os en omstændelig Opskrift paa, hvordan vi har at opfatte hvert enkelt af dem.

Det synes ogsaa noget haartrukkent at fremhæve Fru Heiberg som Autodidakten. Sikkert var hendes Barndoms Undervisning tarvelig. Men den Lod delte hun med saa mange af Tidens endog bedre stillede Familiers Børn. Hvor tarvelig var ikke Undervisningen i vore Pigeskoler Landet over for blot 30-40 Aar siden! At hun dog havde en Lærerinde i Fransk, ved vi fra „Erindringerne”.

Ganske ung, netop i de Aar, da Sind og Evner er mest opladte for Indtryk og Belæring, kommer hun under direkte Paavirkning af en Thomasine Gyllenbourg og en Johan Ludvig Heiberg. Atten Aar gammel bliver hun hans Hustru, og nu følger der tredve Aars Samliv med denne højtbegavede, alsidig dannede Aand. Tilmed er deres Interesser, deres aandelige og materielle Tilværelse saa særegent sammenflettede, at det ikke, som i andre Ægteskaber imellem en fremragende Mand og hans opvakte Hustru er tilfældige Smuler fra hans Kundskabs Fylde, der tilflyder hende. Nej, det er ham tværtimod i højeste Grad for deres fælles Hæders og Velfærds Skyld magtpaaliggende at danne og udvikle hende, saavidt hendes Modtagelighed rækker. Naar dertil føjes Omgangen med Blomsten af Samtidens Intelligens, saa svinder Autodidakten for de Spørgsmaal, som med Kraft paatrænger sig. Hvor findes vel den Kvinde i dette Aarhundrede i vort Land, som har haft saa rig Lejlighed til Udvikling og Belæring, som Johanne Louise Heiberg? og; hvis hun var bleven gift med enhver anden af de Herrer, hvis Navns Forbogstav svarede til Ringens Indskrift, hvilket var hendes Stilling i dansk Aandsliv da bleven?

Sikkert en mindre fremskudt end nu, til Trods for Kunstens Naadegave og hendes rige Evner.

Frøken Bergsøes Fremstilling rummer Modsigelser, som virker forvirrende. Hun siger f. Eks., at Fru Heiberg var baade en „Slyngplantenatur” og en „Undtagelsesnatur”. Hvorledes kan dette forenes hos en og den samme Person? Thi ligesaa uvilkaarligt, som Tanken omfatter Slyngplanten og dens

Holdepunkt under et ligesaa stærkt paatrænger Undtagelsen sig den som noget, der i Følge sit Væsen maa staa isoleret.

Naar man Side 23 har læst disse Ord, som man føler har Sandhedens fulde Vægt: „Skuespilkunsten var hendes Lidenskab, muligt hendes eneste Kærlighed”, og lidt efter støder paa en Ytring som denne: „Lidenskabens Ild frelser hende ud af megen Skønhedsdyrken og en Smule Maniererthed”, saa studser man ved en Vending som denne: „Hendes Væsens fine og kølige Skønhed”, og de ikke utydelige Vink som hist og her giver Læseren at forstaa, at Forf. ikke har været helt blind for, at Fru Heiberg i sin Kunst kunde forfalde til Maniererthed og som Skribentinde stillede Skønhedskravet over Sandhedskravet.

I Udtalelserne om Fru Heibergs Kunst er der vistnok meget, som rammer rigtigt. Selv den, der kun har set hende som den stærkt dalende Stjerne, gemmer tilstrækkelig rige Minder om den til at kunne forestille sig, hvor glimrende og bedaarende den maa have været, da alt i hendes Person forenede sig om at støtte den. De Vink, der gives os til Forstaaelsen af hendes Forhold til Michael Wiehe, Skildringen af deres Sammenspil, men især Antydningerne af Væsensforskellen i deres Kunst, forhøjer det Værd, Bogen allerede vilde have derved, at den hviler paa et Selvsyn og helt igennem bærer Vidne om sin Forfatters solide Dannelse.

Dens Mangel er den, at man ikke faar et blot noget andet Syn paa Fru Heiberg end det i „Erindringerne” givne. Særlig under Læsningen af dens sidste Halvdel kan man stundom ikke frigøre sig for en vis uhyggelig Fornemmelse af, at den er skrevet med paaholden Pen, og at det er selve Fru Heiberg, der - forfaren, som hun var i „Mellemvæsenernes” tit betimelige Indskriden ved jordiske Begivenheder - er steget ned fra sit Elysium og har haft en Finger med i Forfatterskabet.

Ikke skal det undre Frøken Bergsøe, om hun en sildig Aftenstund, naar hun har slukket Lampen i sin Dagligstue og i Mørke lister ind til Kammeret, hvor Lejet er hende beredt, hører en Stemme byde hende et hjerteligt „Godnat”. I Fald det ikke efterfølges af et „Og Tak”, kan hun nu slet ikke være i Tvivl om, hvem det kommer fra.