Kvindelige Handelsgartnere.

De ledende Kvinder i England interesserer sig stærkt for Havebrug. Det er lykkedes dem at faa oprettet en Højskole for kvindelige Gartnere; og den bekendte Mrs. Fawcett udtalte nylig ved en Eksamen paa denne Skole, at saasnart man havde tilendebragt Kampen for kvindelig Stemmeret, - en Sag der for Tiden ganske optager hende, - vilde hun selv gaa ind som Elev paa Skolen for som Havedyrker at kunne se en lykkelig Alderdom i Møde.

Ogsaa uden forudgaaende Fagdannelse tager mange engelske Kvinder fat paa Havebruget og skaffer sig derved et sundt og tilfredsstillende Erhverv. Udgiverne af „English womens Reviev” har samlet en Del Udtalelser fra saadanne Kvinder til Dels for at kaste Lys over det vigtige Spørgsmaal, hvorledes en Forsendelse af Haveprodukter indrettes mest økonomisk. Navnlig for den sydlige Del af Irland synes dette Spørgsmaal at have Betydning.

Et af de Breve, der er sendt til „E. R.” gengives her i Oversættelse. Det er sendt fra to unge Piger, som havde kastet sig over Havedyrkning, da deres tidligere velstillede Familie var bleven forarmet gennem Boycotting-Systemet. Deres væsentligste Handelsartikel synes at være Blomster.

Vi giver dem selv Ordet:

„Vor Have er omtrent et Par Skp. Land stor; Drivhus har vi ikke ligesaalidt som Mistbænke. Kun, sjeldent opelsker vi noget af Frø; afskaarne Blomster sælger vi ikke. Vi holder ingen Gartner og heller ingen oplært Medhjælper, men lejlighedsvis har vi et Par Mænd til at grave og rile Jorden for os.

Det øvrige Arbejde udføres af Husmændenes Koner og Døtre, som er glade ved at faa en Ekstrafortjeneste. Befolkningen her kan i Reglen hverken læse eller skrive, men har kun deres Hænders Arbejde at stole paa.

Fra Februar til Juni og fra September til Januar er enten min Søster eller jeg altid i Haven.. Vi graver, sorterer, pakker og afsender selv enhver Pakke. I den Henseende stoler vi ikke paa nogen anden. Vi gaar med korte uldne Kjoler og hensigtsmæssige Støvler og Handsker. Vi har et ypperligt gammeldags Havehus, hvor vi kan have alle vore Ting omkring os og kan arbejde, enten det er godt eller daarligt Vejr. I Regnvejrstider har vi næsten altid dobbelt op af Bestillinger.

Arbejde har vi nok af hele Aaret rundt. En Specialitet har vi i Violrødder, som der stadig spørges efter.

Vi lever i en meget afsidesliggende Egn paa Grænsen af Kilkenay og Tippervay, 14 engelske Mil fra Jernbanen, og har aldrig bragt nogen Pakke til Stationen. Vi pakker simpelthen hver Slags af vore Planter i fugtigt Mos og derefter i oljet Papir, som laves ved paa stærkt Papir at stryge en Blanding af Parafin og Voks; det holder paa Fugtigheden. Udenom pakker vi saa meget fast Hudsons brune Papir, som leveres os frit i Kilkenay for 15 Sh. pr. 1000 store Ark. Saa forsynes Pakken med Adresse og Frimærke, og vi sender den afsted med Posten. Først afleverede vi vore Pakker hos Portneren ved Indkørselen, og Landpostbudet kom da og tog dem der, men da Forsendelserne blev saa mange, at han ikke kunde bære dem, gjorde Postvæsenet et andet Arrangement, lod ham faa en lille Hest og en Karre (eller jeg tror forøgede hans Løn, saa han selv holder Køretøj), og nu kører han lige op til Huset hver Dag og henter Pakkerne, som vi lægger i store Kartoffelsække.

Hele vort Held skylder vi Pakkeposten. Vi vilde ellers være hjælpeløse saa langt fra Jernbanen, og Posten er billigere.

Vi har vore fleste Forbindelser i England, og sender Planter til alle Slags Mennesker i de forskelligste Stillinger, især store Masser til Londons Omegn. For nogen Tid siden sendte jeg en Pakke over Liverpool til Amerika, en anden over Hull til Norge.

Jeg anvender 40 Kr. om Ugen til Avertissementer i „Bazaren”.

Det, der gør, at vi kan slaa os igennem, er følgende: Haven var, da vi overtog den, vel forsynet med Planter af alle Arter og godt holdt. Vi holder ingen Gartner, og simpelt Arbejde er billigt. Vi betaler ingen Leje, og vi lever saa stille i vor Afkrog, at vi kan ofre al vor Tid paa det Arbejde, vi har paataget os. Min Søster og jeg tager aldrig ud sammen.

Jeg tror, man kan gøre sig en god Indtægt af en privat Have, naar Arbejdet indrettes metodisk og udføres til Gavns. Havedyrkning kan ogsaa give en Landbefolkning, som den her i Irland, Lejlighed til i Stedet for, som det hedder „at forstaa lidt af al Slags” at lægge sig efter én Ting for Alvor. Rigtignok er det tit en vanskelig Sag at lære de unge Piger op, og man kommer ofte til at huske paa det spanske Ord, at man ikke maa vente at finde en Lydvæg paa hver Side af Haven.

Den mindre lyse Side er det strænge Arbejde. Ingen, der ikke har prøvet det, ved, hvorledes en Forretning som vor paatvinger En overvældende Arbejde. Jo bedre den gaar, desto mere bliver der at gøre, og vi kan aldrig lade Arbejdet ophobe sig fra to Dage uden at blive haabløst sat tilbage.

Korrespondencen bliver ogsaa stedse større. Men alligevel - naar jeg kommer til London og hører Tale om det kedelige Arbejde, Koner og unge Piger udfører for en ussel Betaling, saa skønner jeg paa, at vi kan leve hjemme og være vore egne Herrer, kan komme og gaa efter Behag. Jeg har forsøgt at overtale andre unge Piger til at gøre som vi, men i Reglen mangler de fysiske Kræfter, heller ikke vil de undvære deres Fornøjelser, og Havedyrkning tager al Ens Tid.

Prægtigt er det ganske vist at komme til London et Par Maaneder. En storartet Forandring er det; det er som at være kommen ind i et nyt Liv, at kunne faa alle de Bøger, vi har savnet.”