Er "Kvindesagen" i det rette Spor.

I Anledning af Loven af 30. Marts om Seminarier og Prøver for Lærere og Lærerinder gør Hr. Cand. Huus i en Artikel i Aargang 1894 af „Kvinden og Samfundet” for Kvindens Vedkommende opmærksom paa, at „højere end at kæmpe for Ligestillethed grundet paa Ensstillethed er det dog at naa til Ligestillethed grundet paa Særstillethed.” Da denne Sætning ikke alene gælder Examensfordringen, turde det maaske ikke være uhensigtsmæssigt at uddybe den ved nogle Bemærkninger om Spørgsmaalet i Almindelighed.

Verden er i mange Tider gaaet frem, uden at Kvinden har været med som officiel bevægende, hjælpende og styrende Kraft, og den vil forhaabenlig uden hende kunne vedblive dermed. Hvis vi Kvinder derfor i Fremtiden vil være med, bør det være, fordi vi har noget særligt godt at medbringe, nogle særegne Synsmaader, en særlig Velvillie, som vi ikke tør forholde Samfundet.

Kvinden har hidtil set det som sin Opgave at trænge ind paa forskellige Omraader, og det er jo meget godt, men bør hun ikke samtidig sætte sig et højere Maal? Bør hun ikke i alle Retninger anstrænge sig for at komme ud af Halvdannelsen, saaledes at hun paa ethvert Punkt, hvor hun offenlig vil gøre sig gældende, bestemt véd, hvad hun forstaar, og hvad hun ikke forstaar og retter sig derefter. Paa denne Maade bliver hun tro mod det bedste hos sig selv, og hun vil ad denne Vej naa at give mange Samfundsskikke det, de trænge til, et andet Barometer for Hæderlighed og Sandhed. Idet hun paa denne Maade kæmper for Ligestillethed, vil hun tillige kæmpe for en Særstillethed, der kan blive det aandelige Tilskud, som Samfundet trænger til, og som hun ifølge sit hele Naturel maaske bedst kan tilføre det. Kunde Kvinden paa denne Maade blive „den stille Magt”, der efter Evne ved et godt Exempel omformede de Anskuelser, der skabe Tilstandene, da vilde enhver god Mand anerkende den saakaldte „Kvindesag”, og da vilde den aandelig talt være i det rette Spor.