Kvindekongressen i Paris.

(Fra vor Korrespondent).

II.

Hvad man saa vil sige om Kvindekongressen, saa maa man indrømme, at vi fik mange værdifulde Oplysninger om Børnenes og om de kvindelige Arbejderskers Kaar. Hvem vil ikke af ganske Hjærte stemme for, at Forældre, der for en Tid ser sig nødt til at skille sig ved deres Børn, skal have Ret til at faa dem igen? Det har de ikke nu, og det er ofte forbundet med store Vanskeligheder at finde dem, naar der er gaaet mange Aar. De Børn, Staten sørger for, bliver hos deres Moder til de er fire Aar gamle, ogsaa hvis hun er i Fængsel. Det var rørende at se den Række smaa Jernsenge, der stod midt paa Gulvet i de gifte Kvinders Sovesal i Fængslet St. Lazare, hvor der for Tiden er 150 Børn. Mødre og Børn sad paa Græsset under Træerne i den Gaard, der er forbeholdt dem. Nogle vaskede, andre syede, og atter andre gav deres smaa Bryst. En treaars Dreng bredte det vaade Linned ud til Tørring paa Græsset. Nogle spiste Mellemmad; de, der har Penge, kan nemlig faa lidt Ekstraforplejning. Med det fyldte fjerde Aar sættes Barnet i Kost hos Bønder, deler deres Kaar og gør, hvad Nytte de kan. Det sker ikke sjældent, at Barnet vokser saa fast i sine første Plejeforældres Hjem, at det bliver der. 12 Aar gamle sættes de i Lære, til de, 20 Aar gamle, er myndige. Tidligere fik de ingen Løn, men nu byder Loven, at Mesteren skal beregne dem nogen Løn, der lægges hen til dem, og som udbetales dem, naar de skal begynde Livet paa egen Haand.

Man udtalte et Ønske om, at Kvinder og Mænd skulde danne en Komité, som skulde have Tilsyn med Plejebørn, og at denne Komités Virksomhed skulde udvides til alle Børn og begynde ved Vuggen. Efter en Del Indvendinger, der gik ud paa at hævde Hjemmets Ukrænkelighed, gik Forslaget igennem. Pressen skoggerlo. Man gik temmelig let hen over de praktiske Vanskeligheder; her var jo kun Tale om Ønsker, ikke om Lov. Mm. Vincent oplyste dog, at Forældre kan faa deres Børn igen, naar de bevise, at de kan ernære dem, og naar de betaler det af Fattigvæsenet gjorte Udlæg tilbage. Der blev sagt, at denne Bestemmelse var vedtagen i Barnets Interesse; Forældre ønskede dem ofte kun tilbage for at have Nytte af dem og misbruge dem. Frankrig giver Forældre stor Myndighed over Børnene; til de er 20 Aar kan ulydige Børn blive sat i Varetægtsfængsel, naar Forældrene ønsker det. De, der maatte ønske at kende dette Forhold nærmere, vil jeg henvise til G. Ronjeans Bog ” Enfants revoltes et parents coupables” (Oprørske Børn og forbryderiske Forældre), udkommen 1895 her i Paris. Det blev ogsaa stærkt betonet, at Forældrene ofte havde stor Skyld i Børnenes Udskejelser.

Modsætningen mellem de socialistiske og de atheistiske Medlemmer af Kongressen kom stærkt frem, da der blev Tale om Fællesopdragelse. Denne den første Betingelse for et sundt og naturligt Samliv mellem Mand og Kvinde vandt ikke enstemmig Tilslutning, hvilket den sikkert havde gjort, hvis man ikke havde sat et bestemt Forsøg i den Retning i Vaisenhuset i Cempuis op som Mønster. M. Robin, den tidligere Bestyrer, havde talt for fri Kærlighed, frit Ægteskab, og præsenteret sig selv som Neomalthusianer. En stor Del af Forsamlingen ønskede derfor ikke at sætte „Cempuis” paa sin Fane, de forlangte Ønsket fremsat uden Antydning af Maaden, men blev overstemte.

Arbejdsloven for Børn og voksne blev diskuteret men ikke stemt over; man fandt, at det vilde være et Indgreb i Folkets Ret at fastslaa en bestemt Arbejdstid; man ønskede dog, at der skulde gives mere Fritid. I Reglen har de kun en Dag fri om Maaneden, finder de sig ikke deri, bliver de afskediget. De periodiske Arbejdsstandsninger tvinger dem til at arbejde til det yderste. Mme. Cheliga Loevy støttede dette Forslag som Talsmand for 15,000 Kvinder, der arbejder i de store Magasiner i Paris fra 7½ Morgen til 11 Aften uden Lejlighed til at sidde ned, undtagen ved Maaltiderne. Bon Marché, Louvre og nogle andre danner hæderlige Undtagelser; - Madame Vincent vil ikke alene have mere Fritid, hun er tilbøjelig til at ønske Kvinderne udelukket fra usundt Arbejde, f. Eks. Trykkerierne. Som Talsmand for „L'Egalité”, Gruppe l, fremhæver hun, at de forskellige Sygdomme, der følger med dette Arbejde, nedarves paa Børnene. De statistiske Oplysninger, hun giver, er skrækkelige. I 151 Tilfælde blandt Sættersker aborterede 82, 4 nedkom for tidlig, 5 fødte døde Børn, 30 mistede deres Børn i det første Aar, 8 i det andet, 7 i det tredje, l i det fjerde Aar. Kun 14 blev 4 Aar gamle. De andre døde af Hjærnelidelser og Krampetilfælde. Kvindens Arbejde her sætter Lønnen ned, man giver dem 30-40 ja indtil 50 pCt. mindre end Manden: disse se sig ofte nødte til at leve af deres Døtres og Hustruers Arbejde. Kvindens Arbejde paa Værkstederne leder til Familiens Opløsning, til Slægtens Demoralisation og Svækkelse. Hendes Ønske gaar ud paa:

1) en 6 Timers Arbejdsdag for Kvinder og Børn;

2) 2 Maaneders Hvile før og efter Nedkomsten;

3) lige Løn for Mand og Kvinde for samme Arbejde;

4) Kvinden skal vælges og vælge til Arbejds-Voldgiftsraadene „Les prudhommes” og „prudfemmes”, hvis Medlemmer skal have Tilsyn med Værkstederne og paase, at Lovene overholdes.

Hun ønsker, at disse Bestemmelser skal omfatte alle Kvinder og mindreaarige, der arbejder i Fabrikker, Værksteder og Boutikker i Statens som i den private Industris Tjeneste. Efter Mm. Pognons Ønske udsætter man at søge Kvindernes Arbejdstid begrænset, indtil Mændenes er nedsat til 8 Timer om Dagen. Paula Mink taler radikalt om samme Spørgsmaal, særlig Mødrenes Sag, hun løfter sine Arme pathetisk op over Hovedet, da hun erklærer, at hun har 4 Børn og har ammet dem selv. Stor Jubel og Bifald. Mme. Pognons Ønske om at kæmpe for at danne Asyler for større Børn i Lighed med Vuggestuerne, vedtages.

Det er anden Gang at der holdes offenligt Kvindemøde i Paris, og det er første Gang, dette er internationalt, og første Gang, at Folks Interesse er saa stor, at de glemmer, de kun maa høre til, ikke selv tale med, endsige stemme. Formanden maatte gentagne Gange minde om, at hun kun talte de Hænder, der løftede deres Medlemskort i Vejret. En Mand ved Siden af mig løftede sin Billet til Banketten op, saa ivrig var han for at stemme med.

I et af Møderne var der dog fuldstændig Ro som i en Kirke; det var den Dag, man raadslog om, hvorledes man skulde modarbejde lovbeskyttet Usædelighed. Sagen blev indledet af Mme. Ernesta Urban, en Kunstnerinde, der er Vicepræsident for den internationale Forening af Kvinder for Kunst og Videnskab. Hun talte indtrængende og alvorligt om andre Kvinders Pligt til at søge at rejse og redde de, der gerne vilde det gode, men ikke magtede det. Tit var de begyndt saa unge, at Skylden laa hos Forældrene. En Taler fortalte om de Piger, der sendes fra By til By, fra Departement til Departement, fra Land til Land, for stadig at have Nyhedens Interesse. Var det ham eller en anden, der bittert sagde: At andre Embedsmænd fik Pension, disse Piger ende for det meste deres Liv i et eller andet Hospital som Bytte for en frygtelig Sygdom; han ønsker, at tvunget Tilsyn med faldne Kvinder falder bort. En Dame foreslaar, at hvis det sidste ikke kan lade sig gøre, da i det mindste at lade alle være lige for Loven, saa at den forebyggende Sundhedsinspektion udvides til ogsaa at omfatte ukyske Mænd. En Mand, der var enig med hende, mente, at det forvirrede Begreberne hos de unge, at Regeringen tog sig af den Sag; de mente, at der ikke var noget ondt deri, og ansaa sig beskyttede mod den naturlige Følge af deres Synd ved Regeringens Omsorg. Han taler om Garnisonsbyerne, om de ganske unge, der fristes ved Tilbudet. Mm. de Grandpré, der i 13 Aar har arbejdet paa St. Lazare, læste en lille, kort, klar Skildring af, hvad Læger havde sagt hende om Syfilis, og hvad hun selv havde set der. Sygdommen har fire Stadier, den angriber først Huden, senere Nerverne og Musklerne; disse to Former kan tilsyneladende helbredes; dernæst gaar den over i Blodet, tilsidst angriber den Benene, og den syge lider længe de frygteligste Smerter, der ender med Døden. Hun fortalte om de forskellige Afdelinger paa St. Lazare, én for Koner, der er bleven smittede; her findes ogsaa Børn, der har taget Sygdommen i Arv. Dette var intet nyt, nej, men hendes simple Ord ramte, hun talte med den Vægt, som de mange Aars Arbejde og Medfølelse gav; tilsidst gav hun et Par moderlige Raad, der blev hørt i Taushed. „Stol ikke paa, at der ingen Fare er, husk, ingen véd, om Sygdommen er hævet, Beskyttelsen beskytter ikke. Er De gift, saa hold Dem til Deres Hustru, er De det ikke, saa gift Dem. Gaa ikke ind i de Huse, her før blev talt om; naar der ikke er Søgning, gaar de fallit, det er den bedste Maade at lukke dem paa.”

Freden blev brudt, da Hr. Robin, misfornøjet med hele Diskussionen, sprang op paa Tribunen: Der var ikke en eneste, der havde defineret selve Sagen, det drejede sig om. Prostitution var: „Legemlig Omgang uden Kærlighed”. Derpaa fulgte hans store Tale om fri Kærlighed, som jeg hverken vil eller kan gengive. Livets Maal var Lykke, men den Lykke, han forespejlede os, var fuldstændig lovløs, ja værre end dyrisk; han glemte helt at mange højere, ja lavere Dyr leve i Monogami. Fra dét Øjeblik af fik han ikke Lov at tale mere. Et kort bestemt „a la porte”, gentaget vedholdent og taktfast, afskar ham Ordet. Hr. Léger, en ganske ung Mand, fandt ogsaa, at man havde glemt det, der for ham var det vigtigste, den sjælelige Side af Sagen, den Kærlighed, der gør, at de unge, der søge hinanden, holde trofast sammen hele Livet, trods Sorg og Modgang. Familien burde slaa af paa sin Fordring til Luksus, de unge skulde have Lov til at gifte sig tidlig og selv vælge frit. Forældrenes Myndighed spiller for stor en Rolle i Frankrig; her sluttes alt for mange Fornuftgiftermaal (godt, godt, hør, hør!)

Mm. Bogelots Navn maa nævnes i Forbindelse med denne Sag; hun er Formand i en Forening, der har et Hjem for de faldne Kvinder, der kommer ud fra St. Lazare. De optages uden Hensyn til Alder og Nationalitet. Her skaffes de Arbejde og Pladser, og man letter dem Overgangen til et hæderligt Liv.

Resultatet af Forhandlingen blev, at man skulde søge at forøge Kvinders Adgang til at tjene sit Brød, at Forældre burde hjælpe dem til at naa dette Maal, og at Loven burde være ens for alle, hvis tvungent Lægetilsyn ikke blev afskaffet; man udtalte et Ønske om, at naar Lazare bliver revet ned, at der i dets Sted bygges forskellige mindre Fængsler for Kvinder. Naar en Mand bliver dømt, bliver han sendt til Mazas, la Rocquette eller Nanterre, og man ved omtrent, hvad han har gjort. Men alle Kvinder sendes til St. Lazare, selv om ogsaa de, der fængsles af Politiet eller som blot ere mistænkte, holdes fuldstændig borte fra de faldne Kvinder. Men til Ordet St. Lazare knyttes Tanken om Sædelighedsforbrydelse, og den forfølger undertiden en stakkels Kvinde, en uskyldig, der blot var mistænkt.

Fredsforhandlingen indlededes af Mm. Giess. Traut, den kendte hollandske Dame, der med Mund og Pen i mange Aar har kæmpet for Fredssagen. Hun udviklede den Tanke: at bevare Hæren som Opdragelsesmiddel, omdanne den til en industriel Hær, en Agerbrugsskole. Den Disciplin, som Arbejdet for andre, for Fædrelandet giver, skal bevares og give Folket Solidaritet. Det skal lære at skabe istedenfor at dræbe, udtørre Moradser, grave Kanaler, plante Skove, opdyrke Heder o. s. v. En saadan Omdannelse vilde bringe Skattebyrderne ned og saaledes direkte komme Folket tilgode.

Ønsket om Fred, Voldgift og Afvæbning vedtoges enstemmigt; der blev talt fredeligt om, at Menneskeliv var helligt; man var enig om, at Budet: „Du skal ikke slaa ihjel”, stod ved Magt endnu. Theoretisk var alt godt, men da Mm. Potonié Pierre foreslog et Ønske om, at Elsass Lothringen maatte blive neutraliseret, blev der stort Røre. „Alsace-Lorraine francais ou rien” lød det truende. Det var en Fejl at bringe det Spørgsmaal frem, der maatte jo ikke forhandles om Politik. Af samme Grund blev der heller ikke stemt over en ung, smuk armenisk Dames Bøn om, at Frankrig vilde støtte Armenierne ad diplomatisk Vej, skønt man hørte hende med stor Deltagelse.

Madame Hilda Sachs blev saa ærgerlig over at høre den megen Tale om Mødre, at hun sagde: „Jeg er selv Moder, det roser jeg mig ikke af (Bifaldsraab). Jeg tror, I snakke saa meget om Mødrene, fordi I altid har Madonna med Barnet for Øje, jeg finder nu Venus fra Milo langt mere værd at tilbede.”

Om Kvindens Stilling i Tyskland fortalte Kaethe Schumacher, at den er meget trykket. Der er en Million Kvinder mere end Mænd, saa der maa skaffes Arbejde til dem. Damerne i de højere Klasser er fjendtligt stemte mod Kvindesagen, og Mellemklassen er ligegyldig. En Afdeling af Kvindesagens Venner forlange med Helene Lange i Spidsen Adgang til Universitetet og ens Løn for Læreren, hvad enten denne er Mand eller Kvinde; et andet Parti, ledet af Minna Cauer, er slaaet ind i en politisk Retning, der ikke fremmer Sagen. De tyske Kvinder mangler ikke Evner. 5 kvindelige Studenter har nylig bestaaet en glimrende Afgangseksamen. Hun selv, der har studeret ved Sorbonnen, er et godt Bevis paa, at de ikke mangler Evner. Hun takkede Frankrig i et smukt og elegant Sprog for dets Gæstfrihed og sluttede med at indbyde os alle til et Kvindemøde i Berlin til Efteraaret.

Frøken Maikki Friberg fra Finland fortalte med en Del Skelmeri om sit Fødeland, om det gode Kammeratforhold dér mellem Mænd og Kvinder, fordi de har siddet paa Skolebænk sammen. At Smaadrenge lære at sy og strikke, og at man kan se en ung Dame holde mathematiske Foredrag for unge Mænd, morede Publikum meget. „Vore Kvinder er Embedsmænd, Læger, Telegrafister og Postmestre; vi har kommunal Stemmeret, men vi er alligevel ikke tilfredse, for vi vil ogsaa have politisk Stemmeret.” Hun høstede meget Bifald; hendes simple, klare Fremstilling tiltalte dobbelt i den, hvad Sproget angaar, noget naive frejdige Form.

Blandt de Mænd, der støtter Kvindesagen i Frankrig, maa Jules Richer, Ærespræsident, nævnes. En anden, Jules Bois, taler med blid Røst om den „Ny Kvinde”, der vil kunne dele hans Arbejde med ham og ogsaa, aandelig talt, være Moder for hans Børn.. Han er Damerne en trofast Støtte. Han er ikke bange for at give dem Del ogsaa i det aandelige og videnskabelige Arbejde.

Ved Siden af Møderne blev der givet Folk Lejlighed til at besøge forskellige Hjem, Anstalter og Fængsler. Saaledes St. Lazare Hospital og Kvindefængsel, hvor kun 12 maatte vises om ad Gangen paa et bestemt Klokkeslet, medens Fangerne tildels var ude i Luften - Tilladelsen gjaldt derfor i 10 Dage - Veunet, et Børnehjem, Døvstummeinstitutet, Mme. Bogelots Hjem for frigivne Kvinder, de midlertidige Tilflugtssteder for Kvinder og Børn. Stuerne for Kvinder, der giver Bryst, er tillige Ammestuer, thi de faar altid en lille at sørge for, foruden deres egen Glut. Hvilehjemmene for Kvinder, der vente et lille Barn; Miss Broens Arbejdsstue i Belleville, samme Kvindes Læsestue. Disse Besøg var Anskuelsesbilleder, der slog Indtrykket fra Kongressen fast.

Hvad praktisk Nytte vil dette Kvindemøde have? En Række Ønsker, udtalte, diskuterede, vedtagne. Udvalget, der skal bringe dem frem i Livet, vil arbejde med Mund og Pen, de andre, der har stemt for dem, vil støtte dem. Mange af de Ting, Kvinderne ønsker, har de amerikanske Kvinder længe haft, selv politisk Stemmeret i flere Stater, ogsaa det at kunne blive valgt til Borgmester. Mærkeligt nok har f. Eks. Frankrig ligesom Belgien en Bestemmelse om, at der skal gives en Hviledag fri om Ugen, en Modifikation af Loven af 1877, der ikke alene paabød, at Søndagen, men ogsaa alle Helligdagene, skulde være Hviledage. Loven er der altsaa, og Damernes Ønske er blot at føre den ud i Livet. „Les hommes font les lois, les femmes les moeurs” siger man her i Frankrig. - Mændene skaber Lovene, Kvinderne Sæderne. Her slaar det til.

Mange af disse Ønsker blev atter bragt frem ved Festmaaltidet, der afsluttede Kongressen, særlig i Skaaltalerne, der, som man véd, i Frankrig er Hovedpunktet ved en saadan Fest. Da man ikke glemte at drikke Aristophanes' Skaal som den, der havde bragt Kvindesagen frem, undrede det mig, at Damerne rent syntes at glemme deres amerikanske Søstre. Jeg gik derfor op til Præsidenten og fortalte hende om et Møde, hvor Julia Ward Howe havde fortalt os om den store Modstand, Ligegyldighed og Spot, de havde maattet døje, da de først talte om Kvindens Rettigheder.

Efter Maaltidet gik vi ned i en stor Sal, hvor Festen sluttede med Musik, Deklamation og Dans; der fik vi et lille Billede af, hvorledes Regeringen opdrager den ny Slægt. Hr. Robin sang en Vise ud af den approberede „Sangbog”. Omkvædet lød: „Ned med dem, ned med dem, dræb dem, dræb dem!” Han udførte den dramatisk som om han fældede Bajonet.

Den Vise maa vi Fredsvenner have strøget.

Ada M. Frederiksen.

P. S.

Da Damerne takkede Pressen ved Festmaaltidet, studsede de fleste af os, vi havde jo fundet deres Optræden temmelig mærkelig. Men nu erklærede alle de Herrer sig som gode Kvindesagsvenner. Enkelte tilstod, at de kom for at spotte, men blev for at lære noget. Da der var Stenografer tilstede, kommer disse Bekendelser nok med i den fuldstændige Beretning om Mødet.

Nogle af de større franske Blade forholdt sig meget overlegne og fornemme til Mødet, men de ofrede dog alle et Par Spalter paa Kongressen. Til næste Kvindemøde, Aar 1900, sende de nok Reportere til Mødet.

I første Artikel er der indløbet en lille Unøjagtighed i Skildringen af Miss de Broen. Hun saa nemlig ikke Ligene blive kastede ned; hun kom først Dagen efter og fandt da de efterlevende, skrigende og klagende ved Gravene, tre lange Grøfter, i hvilke de 500 Anarkister, der blev skudt under Kommunen, var blevne kastede ned.