Dansk Kvindesamfunds aarlige Fællesmøde

afholdtes i Svendborg Mandag den 27. Juli. Søndag Eftermiddag samledes de delegerede fra Kredsene med Venner i Svendborg til en smuk Udflugt i Byens skønne Omegn. En Række Vogne førte Deltagerne i en Kreds op over Bakkerne, som omgive Byen. Det var et herligt Vejr, og Udsigten ned over Fjorden og Byen meget smuk. Efter Køreturen samledes Værter og Gæster omkring i Hjemmene og tilbragte der en hyggelig Aften. Næste Formiddag samledes Mødets Deltagere i Borgerforeningens mindre Sal, hvor Dansk Kvindesamfunds Formand, Fru Jutta Müller fra Sorø, bød Velkommen og foreslog til Ordstyrer Fru Bondegaard, Svendborg, der enstemmigt valgtes. Man afsang derefter Sangen: „Løft dit Hoved, du raske Gut!” hvorefter Fru Müller aflagde Beretning. Hun udtalte:

Ifjor sang vi: „Altid frejdig”, og jeg var modig og frejdig, da jeg paa Fællesmødet ifjor paatog mig at gøre, hvad jeg kunde, for at skaffe selvstændige danske Kvinder kommunal Valgret. Jeg var først til Stede paa et privat Møde sammen med en hel Del Rigsdagsmænd, og dem lagde jeg varmt paa Sinde at gøre efter Pastor Fengers Udtalelse ved Gudstjenesten ved Rigsdagens Aabning. Han sagde nemlig: „Ingen maa leve i uværdige Stillinger.” Jeg sagde dem, at saa længe vi selvstændige Kvinder kun fik Lov til at betale vor Skat, men ikke til at være medbestemmende over, hvortil disse vore Penge skal anvendes, saa længe lever vi Kvinder „i uværdige Stillinger”. De lovede mig ogsaa alle med Haand og Mund at virke for Sagen, og Harald Holm og Højmark indbragte derefter Lovforslaget derom. Jeg gik saa til Ministrene; først til Kultusministeren og derefter til Indenrigsministeren, som udtalte, at det, Kvinderne trængte til, var at faa lært at bestille noget. Jeg tillod mig at svare, at Mændene og deres Maskiner efterhaanden tog mange af vore Arbejder fra os - særlig paa det huslige Omraade. Ministeren udtalte da, at enkelte Kvinder maaske nok egnede sig til at faa noget at sige i Samfundet, men de fleste ikke, hvortil jeg bemærkede, at Mændene før 1849 vel heller ikke forstod sig særligt paa disse Sager. Ministerens endelige Svar blev, at hvis Rigsdagen vilde vedtage Lovforslaget, skulde han ikke sætte sig derimod. Som bekendt faldt Sagen igennem i Landsthinget, hvor vi dog fra først af havde 10 Højremænd, som vi mente vilde være med. Men da P. G. C. Jensen stillede sin bekendte Dagsorden, at det hverken var i Samfundets eller Kvindernes Interesse, at disse fik kommunal Valgret, saa svandt de 10 Højremænd ind til 5, som ikke stemte.

Efter næste Landsthingsvalg, hvorved muligvis Stillingen kan være forandret, kommer vi igen, for „om et Haab eller to er brudt, blinker et nyt i vort Øje.” Vi har Haab til Fremtiden, Strømningen i Evropa er med os, derfor taber vi ikke Modet, selv om vi ikke i Aar kan møde op med de store Resultater. Retten vinder dog Sejr til sidst.

„Det nationale Raad”, hvortil vi ifjor valgte Medlemmer, og som skulde tiltræde det store internationale Raad, har endnu ikke begyndt paa sin Virksomhed.

Derefter gav Ordstyreren Ordet til de enkelte Kredses Repræsentanter, som aflagde

Beretninger om Kredsene.

Aalborg:

Medlemmernes Antal var i 1895 53, deraf meldte 3 sig ud, men 7 nye meldte sig ind, altsaa er vi nu 57 Medlemmer.

Virksomheden. Da der ikke har foreligget nogen bestemt større Gerning, har vi indskrænket os til at holde et Medlemsmøde om Maaneden, ved hvilket der først er bleven oplæst en lille Afhandling, som vedkom Bevægelsen: Fru Stampe Feddersen: „Til de lykkelige Kvinder”, Frøken Sannom: „Hvorfor vi Kvinder vil have Valgret”. En Aften havde Fru Brodersen paataget sig at gendrive Fru Marholm Hansens „Kvindernes Bog”.

Af Foredrag har vi haft to. Fru Elisabeth Selmer holdt den 6. Februar Foredrag om Sædelighedssagen, hvortil vi havde lejet Arbejderforeningens store Sal, som var propfuld; vi havde givet fri Adgang, og omtrent 600 Mennesker hørte med Opmærksomhed dette udmærkede Foredrag. Den 26. Februar holdt Fru Kieler Foredrag for os om: „Naar vi Kvinder kan og maa skride ind for at værne den opvoksende Slægt”. Det blev holdt i Højskolehjemmet, med hvilken Forening vi delte Udgifterne, idet Højskolehjemmet gav Lokale, og vi havde den Glæde, at alle Pladser vare optagne, og at der herskede almindelig Tilfredshed med Foredraget.

Medlemmerne i Nørresundby indgave i Vinter Ansøgning til Byraadet om at faa Gymnastik indført i Kommuneskolens Pigeklasser; og dette vort Andragende har sikkert nok støttet det Parti, som ønskede Gymnastik. Denne bliver nu indført i Aalborg, saa snart der bliver opført et Gymnastikhus.

Aarhus.

Dansk Kvindesamfund i Aarhus har holdt det samme Medlemstal, som det har haft i mange Aar: mellem 80 og 90 Medlemmer. I det sidste Aar har der været et ualmindeligt Skifte; flere Medlemmer ere bortrejste fra Kredsen, og nye ere tilkomne, deriblandt en Del Lærerinder. Derved har Kredsen noget forandret Udseende, idet den nu tæller betydeligt flere Byboere end Landboere. Grunden til, at Landboerne ere komne i Mindretal, er ikke Udmeldelser af Foreningen, men Mangel paa Tilgang af nye Medlemmer fra Landet, rimeligvis fordi vi ikke har holdt Møder paa Landet, og Møderne her i Byen holdes om Aftenen, saa Landboerne ikke have let ved at deltage i dem. I Aarhus er i Aarets Løb holdt flere Møder og selskabelige Sammenkomster, dels med Foredrag og dels med Oplæsning.

Af Fæstekontorets Overskud have vi givet Bidrag til Kvinders Uddannelse i forskellig Retning og til fattige Børns Bespisning. Vi have ogsaa i Vinter gjort et lille Forsøg paa at samle Tjenestepiger til en ugentlig Sammenkomst, hvor de, der ønskede det, kunde faa Vejledning i Haandarbejde. Der blev saa læst noget for dem, og de fik en Kop Kaffe.

Bladet „Kvinden og Samfundet” er meget udbredt her i Kredsen; vi holde 65 Eksemplarer.

Bestyrelsen bestaar af Formanden Fru Anna Laursen, Fruerne Georgia Teilmann, Kirstine Kornerup, Christine Høeg-Christensen og Dorothea Thomsen, Frøknerne Flora Thilker og Meta Alling.

Horsens:

Kredsen har lige som de foregaaende Aar ladet afholde en Række Foredrag. I Begyndelsen af Marts talte Forfatterinden Fru Laura Kieler i Vinten, Hvirring, Aale, Aas og Søvind om Nationaliteten, og i Horsens By om „Nationalitetsforholdene i Nordevropa”. Sidste Sted var „Kvindelig Læseforening” og „Synderjydsk Forening” Medindbydere. Disse Foredrag vare godt besøgte og paahørtes med stor Interesse. I Juli har Fru Birgitte Berg Nielsen holdt Foredrag om Opdragelse i Uldum, Brund, Vestbirk og Elbæk. - Desuden har Højskoleforstander Grønvold Nielsen holdt Foredrag ved Kredsens aarlige Fællesmøde i Februar.

Kredsens Aftenundervisning for Tjeneste- og Fabrikspiger i Horsens By gaar fremdeles godt. - Der undervises i praktisk, nyttigt Haandarbejde 2 Aftener ugentligt fra Kl. 7½ til 10 de første 5 Vintermaaneder. Den ene Aften er der enten Oplæsning eller Foredrag i den sidste Time for Eleverne. Der har været holdt Foredrag over bibelhistoriske, verdenshistoriske eller litteraturhistoriske Emner. - Elevantallet har været mellem 40 og 50. Al Undervisning ydes gratis af Foreningens Medlemmer. - Byraadet i Horsens By giver frit Lokale med Lys og Varme, og Amtet yder aarlig et større Pengetilskud. - Efter Opfordring stillede Kredsens Lærerinder i forbindelse med andre Kollegaer i Horsens i Vinter sig i Spidsen for en Fællesoptræden af Købstadlærerinderne i Anledning af Skolelovforslaget. Man enedes om at indgaa til Regering og Rigsdag med et Andragende om, at Begyndelseslønnen i Købstæderne maatte være ens for Lærere og Lærerinder.

Kredsens Medlemsantal var ifjor 125, det er i Aar gaaet op til 150. Tilgangen er særlig fra Horsens By og Egnen omkring Elbæk.

Styrelsen bestaar for Tiden af: Højskoleforstander Grønvold Nielsen, Fru Ane Nielsen, Brund, Fru Karen Dahl Jensen, Bjerregaard, Frk. Marie Langegaard, Honnen, Fru Bodil Jepsen, Horsens, Fru Elisabeth Bertelsen, Elbæk, Frk. Kirsten Laursen, Lund, den sidste er Formand.

København.

Beretning for denne Kreds har været trykt i „Kv. og Smf.” for April d. A.

Odder:

I det forløbne Aar er der afholdt 2 Møder med Foredrag: Et af Frk. Bruun i Slutningen af Juli, og et af Fru Laura Kieler ved Efteraarsmødet paa Odder Højskole.

Ellers har Arbejdet hovedsagelig været knyttet til Aftenskolerne for Arbejdernes Hustruer og Tjenestepiger. - I Skolen for Tjenestepiger, hvori ca. 30 unge Pige deltog, undervistes 1 Aften om Ugen i nyttigt Haandarbejde; tillige blev der holdt Oplæsning eller Foredrag, samt indøvet en Del Sange. Skolen for Arbejderes Hustruer har været besøgt af 30-40 Koner. Der blev ligeledes arbejdet 1 Aften om Ugen.

Dette er ikke nogen let Opgave. Særlig fra Skolens Begyndelse indtil Jul har der været overvældende meget at gøre; men det har vist sig, at efter som Fordringerne steg, har Arbejdskraften meldt sig. Ikke saa faa Aftener har vi haft 10 Maskiner i Virksomhed, og 12-14 af Foreningens Medlemmer har arbejdet dels med Maskinerne, dels ved Tilskæring og Haandsyning.

I Julen holdtes to fornøjelige Julefester med Juletræ, den første for Aftenskolekonerne med deres Mænd og Børn, og den næste for de unge Piger.

I Lighed med de forrige Vintre har der tillige været Sammenkomster med Arbejderkonerne.

Arbejdet i Aftenskolen levner nemlig ikke Tid til den allermindste Smule af aandelig Syssel. Den Aften, de kommer der, tænker de blot paa at faa noget syet; men naar der en Aften bliver budt ind paa en Kop Kaffe i et eller andet Hjem, ere de glade og taknemlige for, hvad der bydes dem af Oplæsning, Sang og lignende.

To større Møder har været afholdte, et i Forsamlingshuset og et paa Højskolen, hvor alle Foreningens Medlemmer var indbudt. Programmet var da lidt fyldigere end ellers. Meningen hermed var, at give de af Foreningens Medlemmer, som ikke tager Del i Aftenskolearbejdet, Lejlighed til at se Sagen paa lidt nærmere Hold og om muligt øge deres Interesse.

Som sædvanligt er der i Aarets Løb afholdt Kredsmøder, hvor man ved Oplæsning og Samtale har søgt at udvikle sig selv og gensidig hjælpe hinanden til Forstaaelse af Sagens Alvor og Betydning.

Odense:

Dansk Kvindesamfunds Odense-Kreds har 35 Medlemmer.

Der afholdes Medlemsmøde med Oplæsning og Diskussion 1 Gang om Maaneden. Der har været afholdt 1 offentligt Foredrag, hvor Højskoleforstander H. Begtrup talte om „Lærde Kvinder i Danmark”, og Aftenskolen er fortsat i Lighed med de 4 foregaaende Aar.

Denne Skole begyndte den 17. Oktober 1895 med 44 Elever, og sluttede den 18. Marts 1896 med 40 Elever. Der er blevet undervist af 8 Lærerinder i Dansk - med Retskrivning, Skønskrivning, Sundhedslære og Haandarbejde 2 Timer ugentlig i hvert Fag. Af de indmeldte Elever var: 18 Tjenestepiger, 13 Fabrikarbejdersker, 6 Syersker, 3 Ekspeditricer, 6, hvis Bestilling ikke vides, 36 opholdt sig endnu i Hjemmet. Skolen er atter i Aar bleven støttet ved, at Byraadet har overladt den Lokaler i Kommuneskolen til gratis Afbenyttelse, ligesom ogsaa Byens Blade har givet Rabat paa Avertissementerne.

Undervisningen er gratis, men der betales Indskrivningspenge: 50 Øre for et Fag, 25 Øre for hvert efterfølgende.

Rønne:

Kredsen havde i 1895 32 Medlemmer. En paabegyndt Gymnastikundervisning for Kvinder maatte efter 3 Maaneders Forløb opgives paa Grund af for lidt Tilslutning. I Juli 1895 blev der afholdt et Foredrag af Frk. Bruun om „Kvindernes Udstilling”.

I Foraaret 1896 afholdtes Generalforsamling, hvor der valgtes 2 nye Medlemmer til Bestyrelsen i Stedet for afdøde Jernstøber P. Bidstrup og Fru Cecilie Bidstrup, som frabad sig Genvalg.

Bestyrelsen bestaar nu af følgende: Fru Augusta Svendsen, Formand, Fru Karoline Petersen, Kasserer, Fru Mathilde Bidstrup, Redaktør Smidt og Købmand L. Dam.

Foreningen led et stort Tab ved P. Bidstrups Bortgang; han var med i Bestyrelsen lige fra Foreningens Stiftelse, og var til sin Død et af dens virksomste Medlemmer.

Sejling:

Kredsen tæller 21 Medlemmer. Der holdes 3 Eksemplarer af „Kvinden og Samfundet”. Der har ingen offentlige Foredrag været holdte i det sidste Aar; men der er afholdt et Par Oplæsninger, hvorved der er indkommet mindre Pengesummer. I Julen blev der indsamlet til Julegaver til fattige, hvortil ogsaa Foreningens Kasse bidrog. En Aften om Ugen er der holdt Aftenskole for de unge Piger. Foruden Oplæsning og Haandgerning undervistes lidt i Dansk, Regning og Skrivning.

Sorø:

Sorø-Kredsen har den Glæde at kunne melde Fremgang, men den har ogsaa den Fordel, at have Sorø Højskoles store Rum at holde Møder i, hvorfor der ogsaa har været afholdt en Del godt besøgte Møder i Aarets Løb. Eleverne paa Højskolen er altid tilstede og faa derved deres Interesse for Sagen vakt, som derefter tit drøftes ved deres Forhandlingsmøder.

Vi har det Haab, at de fortsætter med at drøfte Sagen, naar de kommer til deres Hjemstavn, og det er saaledes en god Maade at faa Sagen bekendt paa.

Overskuddet af Kredsens Indtægter er i Aar gaaet til Bøger til Husholdningsskolen, hvis ene Forstanderinde Frk. Magdalene Lauritsen, var til Stede ved Mødet. Hun gjorde paa Opfordring nærmere Rede for Virksomheden paa Husholdningsskolen.

Svendborg:

Der har været holdt Foredrag af Fru Laura Kieler om den sønderjydske Sag. Medlemsmøde har i Vinterhalvaaret været holdt 2 Gange om Maaneden med Qplæsning og Samtaler. To Læsemapper, hvori „Kvinden og Samfundet” og flere Blade, har - som de foregaaende Aar - cirkuleret mellem Medlemmerne.

Vejstrup:

Medlemstallet er ca. 30. Der har været holdt Foredrag af Fru Laura Kieler. Bestyrelsen bestaar af: Formanden Frk. Marie Kromann, Hr. Pastor Petersen, Fru Stine Andersen, Fredegaard og Fru Anna Hansen, Oure Friskole.

Regnskabet.

Kassereren, Frk. Frida Schmidt, fik derefter Ordet for at fremlægge Regnskabet, som godkendtes af Forsamlingen.

Indtægt.

Beholdning fra forrige Aar 11 Kr.

Modtaget fra Vejstrup-Kredsen 8 Kr.

Modtaget fra Sorø-Kredsen 3 Kr. 50 Ø.

Modtaget fra Svendborg-Kredsen 12 Kr. 50 Ø.

Modtaget fra København-Kredsen 97 Kr. 50 Ø.

Modtaget fra Rønne-Kredsen 8 Kr. 75 Ø.

Modtaget fra Aalborg-Kredsen 13 Kr. 75 Ø.

Modtaget fra Horsens-Kredsen 32 Kr. 50 Ø.

Modtaget fra Aarhus-Kredsen 20 Kr.

Modtaget fra Odense-Kredsen 10 Kr.

Modtaget fra Sorø-Kredsen 14 Kr.

Modtaget fra Odder-Kredsen 13 Kr. 50 Ø.

Modtaget fra Sinding-Kredsen 3 Kr. 50 Ø.

Modtaget fra Sejling-Kredsen 6 Kr. 50 Ø.

Modtaget fra København-Kredsen (Rest) 2 Kr. 75 Ø.

I alt 257 Kr. 75 Ø.

Udgift.

Pastor Malling for Udlæg til Trykning af Majheftet af „Kvinden og Samfundet” for 1894 61 Kr. 50 Ø.

Frk. Eline Hansen til Udgifterne ved Fællesmødets Ordning 15 Kr.

„Udstillings-Tidende” for en Annonce om Delegeretmødet 5 Kr. 25 Ø.

Frk. E. Hansen for Udlæg til Afskrivningskontoret for Arbejde i Anledning af Fællesmødet 10 Kr. 50 Ø.

Kassererens Udlæg i Aarets Løb til Skrivematerialier og Porto ved Korrespondance med Hovedkredsen, Kvitteringers og Penges Forsendelse m. v. 3 Kr. 91 Ø.

I alt 96 Kr. 16 Ø.

Rejseudgifter til Fællesmødet 60 Kr. 60 Ø.

Fru Berg-Nielsen: Udlæg til Rejseudgifter ved Foredrag i Sommeren 1894 35 Kr.

Københavns Kreds: Halvdelen af Udgifterne

til en Krans til Fru Camilla Collets Bisættelse 15 Kr. 60 Ø.

Beholdning 50 Kr. 39 Ø.

I alt 257 Kr. 75 Ø.

Regnskabet er gennemset og befundet at være rigtigt.

Eleonora Bondegaard. Svendborg den 26. Januar 1896.

Emil Elberling. Frederiksberg den 29. Januar 1896.

Foredrag af Frk. Eline Hansen.

Det kunde maaske synes utimeligt at drøfte Skoleloven nu, da den midlertidig er strandet; ligesom den maaske ogsaa kunde synes uddebatteret, da den har været Diskussionsemne paa alle de Skolemøder og pædagogiske Møder, der har været afholdte, siden Forslaget blev forelagt i Rigsdagen.

Skolesagen er imidlertid en Kvindesag, derfor maatte Dansk Kvindesamfund ogsaa vise denne Sag sin Interesse. Alle de Børn, der fylder Skolerne, har Mødre, og det er en almindelig Erfaring, at Mødrene gennemgaaende viser langt mere Interesse for Skolens Opgave end Fædrene.

Halvdelen af de Børn, der undervises i Skolerne, er vordende Kvinder; men det omhandlede Skolelovforslag tager for lidt Hensyn til, at Børnene, som undervises, høre til to Køn. Der gaas ud fra, hvad der særligt passer for Drengene og er heldigt for dem. Hvad Pigernes specielle Undervisning angaar, saa sættes den i anden Række; hvis Tid, Lærerkræfter og Omstændighederne ellers tillader det, kan man tænke paa saadanne Fag, der særlig er fremmende for den kvindelige Ungdoms Uddannelse. Tidligere var det en almindelig Anskuelse, som jeg ofte har hørt udtale i min Barndom: „Naar kun Drengene lære noget, Pigerne kan det være det samme med, det gør ikke saa nøje.”

Denne Fremgangsmaade følges endnu adskillige Steder paa Landet, vel særlig hvor der er ældre Lærere. - Jeg kender f. Eks. en ung Pige, Datter af en Lærer, hun havde faaet Undervisning i Landsbyskolen. Hun udtalte sig saaledes: Fader havde aldrig Tid til at tage sig af Pigerne; vi fik ingen Undervisning i Regning, Historie blev vi aldrig hørte i. - Det er ikke, fordi nævnte unge Pige manglede Evner, hun har senere taget en rigtig god Studentereksamen. Og dog skulde man tro, at der netop var særlig Anledning til at sørge for, at Pigerne lærte noget i Skoletiden, da deres Undervisning som Regel ophører med den. Drengene bliver derimod efter Konfirmationen satte i Lære, de kommer paa Aftenskoler og Fagskoler, medens Pigebørnene uden nogen speciel Uddannelse gaar over til deres Livsgerning.

Den finske Statsmand Uno Cygnæus, hvem Biskop Monrad kaldte „den største Skolemand, han havde truffet paa,” udmærkede sig netop ved dette Syn paa Undervisning og Opdragelse. I 1838 fremkom han med en Plan for den finske Folkeskole. Deri siger han, at han anser Pigeskoler for nødvendigere end Drengeskoler. Pigen gavner i Hjemmet de yngre Søskende langt mere end Drengen, og senere som Moder er hun Barnets første maaske eneste og sikkert bedste Lærerinde, om hun da har den fornødne Kundskab dertil. Cygnæus fordrer overalt jævnsides Pige- og Drengeskoler oprettede med Lærerinder for Pigerne og Lærere for Drengene.

I 1863 oprettedes det første Seminarium i Finland med 2 Afdelinger, et for Mænd og et for Kvinder i Forbindelse med en Normalskole for Piger og en for Drenge. Monrad siger, at det var Cygnæus, der aabnede hans Øjne for Kvindens store Betydning som Medarbejder i Folkeskolen. At denne Ordning af Folkeskolen har været heldig, ser vi af Resultaterne, idet Finland paa Skolevæsenets Omraade maa anses for en Autoritet, ligesom mange af os sikkert har truffet paa dygtige finske Lærerinder, der udmærker sig ved klar Dømmekraft, selvstændigt Syn og en udviklet Personlighed.

Her til Lands er der ikke paa samme Maade bleven sørget for Lærerindernes Uddannelse, de har maattet skaffe sig den ad privat Vej med kun ringe Støtte fra Statens Side i Forhold til Bekostningerne ved Lærernes Uddannelse.

I Skolelovforslaget § 2 hedder det, at naar Lærerkræfterne ved en Skole skal forøges, bør der oprettes en ny fremadskridende Klasse o. s. v.; men hvorfor siges der saa ikke med det samme, at dette ny Embede overalt bør besættes med en Lærerinde. Saa meget Hensyn burde der absolut tages til den kvindelige Ungdoms Uddannelse og Undervisning, ligesom ogsaa § 4 derved lettere kunde opfyldes. Her hedder det nemlig, at der skal undervises i Gymnastik og kvindeligt Haandarbejde. for saa vidt Omstændighederne tillader det, og det kan ske uden for store Omkostninger. Havde der i Følge § 2 været Forpligtelse til at antage en Lærerinde, vilde for mange Skolers Vedkommende dette Spørgsmaal være løst. Dette Hensyn burde dog være taget.

Om Haandarbejdsundervisningens Nytte er der ingen Tvivl. Den praktiske Færdighed, der opnaas derigennem, er af stor Betydning for hele Livet, ligesom Ordenssansen i høj Grad udvikles. Dog er det selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvorledes og af hvem, der undervises. Det gælder som for al anden Undervisning, at Haandarbejdsundervisningen er praktisk ordnet, saaledes at Barnet øves i Selvhjælp. Et nyt og vigtigt Fag for Pigeundervisningens Vedkommende, som mere og mere trænger sig frem, og som der ogsaa er aabnet Døre for i Skolelovforslaget, er Undervisning i kvindelig Husgerning. Denne vil maaske kun komme til at spille en underordnet Rolle for Landsbyskolens Vedkommende; men i Købstæderne vil den ganske vist bane sig Vej, naar først København gaar i Spidsen. Her hjemme er den i sin Barndom, ikke født endnu kan man sige, eftersom der kun er gjort svage Forsøg ad privat Vej; men i vore Nabolande drager den sejrrig frem. Norge har alt 45 dertil uddannede Lærerinder, og atter i 97 afholdes der Statskursus i Kristiania for Lærerinder. Sverrig har offentlige Helaarskursus i Upsala og privat Kursus i Göteborg o. s. v. I Skolerne, hvor Undervisningen er indført, siges den at være til lige Glæde for Autoriteter, Forældre og Børn.

Ansættelsen af Lærerinder er imidlertid ikke alene af Betydning for Undervisningen i de specielt kvindelige Fag, men ogsaa for Opdragelsen i sin Helhed samt for Aanden og Tonen i Skolen. Vi kan derfor ikke blive staaende ved Ansættelsen af Pogeskolelærerinder paa Landet; thi det er ganske vist af stor Betydning, at de smaa Børn i Skolen kommer under kvindelig Paavirkning, men lige saa vigtigt er det, at de store Piger i Overgangsalderen ikke unddrages denne. Den udvidede Brug, der gøres af Lærerindernes Arbejdskraft særlig i København, men dog ogsaa i Provinskøbstæderne, skyldes næppe udelukkende Billighedshensyn. Dog vil jeg ikke med Cygnæus holde paa, at Pigerne altid bør undervises af Lærerinder, og Drengene af Lærere. Som Mand og Kvinde i det daglige Liv udfylder hinanden, saaledes ogsaa pas Skolevæsenets Omraade. Men for Resten gaar Finland ogsaa her i Spidsen for det øvrige Norden med Fællesskole for Drenge og Piger med Undervisning af Lærere og Lærerinder. At Forældre alt længe har været klare over det uheldige i, at Pigebørnene undervises alene af Mænd, viser de mange private Pigeskoler, ledede af Kvinder, der er oprettede overalt i Købstæderne; men den Udvej har selvfølgelig kun staaet aaben for de mere velstillede.

Vi Kvinder maa være Folketingets Skoleudvalg taknemmeligt, fordi det ved Forslaget om Skolekommissionernes Sammensætning har' tænkt paa os og foreslaaet, at selvstændige Kvinder skulde have Valgret og Valgbarhed dertil. Det skulde synes at være aldeles indlysende rigtigt, at der skaffedes Vej for Kvinder til at øve Indflydelse paa Børnenes Undervisning og det vilde sikkert blive til Gavn baade for Piger og Drenge. Kvinderne vil som Regel stille større Krav baade til fysisk og sjælelig Renhed. Der findes sikkert mangen Skole rundt i Landet, hvor der trænges til at ryddes op og skaffes bedre Luft for Ungdommen, som færdes der. Hvad skal man sige til Tilstanden i et Sogn med 3 Skoler, hvor Forældrene opretter en privat Skole, da de ikke vil sende deres Børn til nogen af Sognets 3 Skoler, fordi alle 3 Lærere er forfaldne til Drik! Men dette Forslag hidrører fra Folketingets Flertal og slipper næppe ind med i den Skolelov, der engang skal vedtages. Dette kan vi trøstig sige med Landstingets Behandling af den kommunale Lov i frisk Minde. Der er mange Ting i Skoleloven, som Kvinderne i deres Forhold som Lærerinder kunde ønske anderledes. F. Eks. vilde det være rimeligt, at Haandarbejdsundervisningen i Lighed med Sang, Tegning og Gymnastik som et specielt Fag stilledes under et særlig fagligt Tilsyn, naturligvis en Kvinde, medens det nu er under mandligt Tilsyn.

Ligeledes kunde der være Anledning til at komme ind paa den Forskel i Løn, der gives for mandligt og kvindeligt Arbejde, særlig paa Forskellen paa Begynderlønnen for Lærere og Lærerinder i Provinskøbstæderne; men disse Bemærkninger fremkommer nærmest med Hensyn til Børnene, for hvis Skyld Skolen er til.

Skolen er et vigtigt Led i Folkets Opdragelse, og Skoleloven som Følge deraf af stor Betydning. Det var derfor ønskeligt, om den maatte blive behandlet med al Grundighed og Forstaaelse af Sagens Betydning; thi faar vi den først, vil den vel nok blive Grundlaget for mange kommende Slægtleds Undervisning. At den skulde strande, var sørgeligt for de mange Lærere paa Landet, der sidder i trange Kaar, jeg kunde derfor slutte mig til det Ønske, der har været gjort gældende, at Lønningsbestemmelserne maatte blive skilte fra den egentlige Skolereform, for at Folkeskolen kunde opnaa saa gode Livsvilkaar som vel muligt.

Taleren sluttede med at foreslaa følgende Resolution:

Fællesmødet udtaler:

1. „at Kvinden maa faa saavel Valgharhed som Valgret til Skolekommissionerne, og

2. at Haandarbejde maa blive indført som tvunget Fag i Pigeskolerne indenfor den almindelige Undervisningstid.”

Frøken Bruun kunde ønske et 3dje Punkt med i Resolutionen vedrørende Lønspørgsmaalet. Det er jo nemlig saaledes, at hver Gang vi hævder Sætningen: samme Løn for samme Arbejde, fortæller man os, at Mændenes Løn bør være højere, fordi de har Forsørgelsespligt. Men denne kan da i Virkeligheden ingen Betydning faa ved yngste Lønningsgrad, thi det er jo ikke Meningen, at 900 Kr. til en Lærer skal være til andre end ham selv. Vi forstaar derfor ikke de 200 Kr.s Forskel, som Lovforslaget satte imellem Begyndelseslønnen for Lærere og Lærerinder i Købstæderne. Baade København og Frederiksberg har ogsaa sat denne ens i de første Lønningsgrader.

Folkethingsmand Svend Høgsbro gjorde opmærksom paa, at vi jo nu havde Forskolelærerinderne, hvis Uddannelse var en anden, og at man derfor ikke kunde sætte Lønnen ens.

Frk. Bruun beklagede de stakkels Forskolelærerinder, hvis Lønninger var sat saa urimeligt lavt. Taleren ønskede, at disse Forskolelærerinder aldrig var bleven født, thi deres Stilling var daarligere end Tjenestepigernes. Forskolelærerinderne maa lige frem som Naadegave modtage Fødemidler af Beboerne, hvis de ikke skal sulte. Forsørgelsespligten har været den eneste Grund, man har anført som Forsvar for, at Lærerne skulde have højere Løn end Lærerinderne. Hvis Uddannelsen skulde ligge til Grund for Lønnen, saa skulde tvertimod Lærerne have mindre end Lærerinderne, hvis Uddannelse kostede mere end Lærernes.

Frk. Jagd, Svendborg udtalte en Tak til dem, der havde talt i denne Sag.

Frk. Bruuns Tilføjelse til Resolutionen lød saaledes:

„Begyndelseslønnen sættes ens for Lærere og Lærerinder med ensartet Uddannelse.”

Resolutionen, der saaledes kom til at bestaa af tre Punkter, vedtoges enstemmig.

Udenfor Dagsordenen udbad Frk. Anne Bruun, København, sig Tilladelse til at fremlægge en Sag. Hun udtalte:

De ved sikkert alle, at et Bisamfund bestaar af „Arbejdere”, som udføre alt det egentlige Arbejde i Kuben, og „Droner”, der lever af de andres Slid, og som derfor ogsaa, naar den trange Tid kommer, uden Naade henrettes, fordi Samfundet ikke har Raad til at føde de unyttige. Ogsaa imellem Kvinderne gives der baade „Arbejdere” og „Droner”. Der er arbejdende Kvinder, og der er de saa kaldte „gamle Jomfruer”, Mennesker uden Livsindhold, uden Interesser, uden Lyst og Evne til at udrette noget nyttigt i Samfundet, og dem maa vi se at komme af med. Jeg ved vel, at der er enkelte, der saa at sige fødes til at være „gamle Jomfruer”, men disse enkelte findes baade blandt Mænd og Kvinder. Men Samfundet har virkelig ikke Raad til at føde disse unyttige Væsener. Hvor mange Mænd har Raad til at føde en Flok kvindelige Slægtninge? Vi kan ikke, som Bierne, falde over dem og sende dem over i en anden Verden, men vi kan forhindre, at de nogensinde bliver „gamle Jomfruer”, ved at opdrage dem - vore Døtre - til virkeligt Arbejde. Enhver Fader og Moder har her et stort Ansvar over for deres Døtre, og derfor er mit Ord til Dem i Dag for det første: Opdrag Deres egne Døtre saaledes, at de ikke som overflødige „gamle Jomfruer” skal falde andre til Byrde, men kan „æde deres eget Brød”, som Pavlus anbefaler. Men dernæst: Hjælp os med de unge, som ikke kan faa denne Hjælp af deres Forældre, giv os en Haandsrækning til at faa flere unge Piger reddede fra at blive „gamle Jomfruer”, ved at faa dem ind i en praktisk Gerning, som kan ernære dem. Vi har et lille Legat til Hjælp for unge Kvinder, som vil uddanne sig i Haandværk, det er stiftet af afdøde Fru Professorinde Rowsing, men det er nu snart spist op. Meningen er ikke, at vi vil agitere for at faa Kvinder i Haandværket, vi vil kun have dem ind i praktisk Arbejde, ligegyldigt hvilket, blot de derved kan ernære sig selv; men da saa mange af de ældre Arbejder til Hjemmets Behov efterhaanden er blevet Kvinderne berøvede, saa ligger jo flere Haandværk meget nær for Haanden for de Kvinder, som vil noget. Derfor støt vort lille Legat, I, som selv har Døtre, om hvem I ønsker, at de i Fremtiden maa blive fri for at falde nogen til Byrde.

Under Mødet indløb telegrafiske Hilsener til Mødet fra Tandlæge Anna Rasmussen, Odense, og fra Frøknerne Kirstine Frederiksen og Elisabeth Grundtvig i København, til hvilke der afsendtes Svartelegram, ligeledes sendte Mødet en Hilsen til Amtmandinde Fru Stampe Feddersen i Ringkøbing, fra hvem der er kommet nedenstaaende Svar:

Maa jeg bringe Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde min hjertelige Tak for det venlige Telegram, De sendte i Gaar. Jeg omfatter stadig Kvindesagen i Almindelighed og „Dansk Kvindesamfund” i Særdeleshed med samme varme Interesse som forhen; og jeg haaber ogsaa, at den Tid en Gang skal komme, da jeg atter kan være med i Arbejdet for Kvindens Udvikling, Frigørelse og Rettigheder.

Astrid Stampe Feddersen.

Derefter et lille Ophold, hvorefter Mødet atter aabnedes med nedenstaaende Foredrag:

Fremtidskvinden med Hensyn paa Erhvervet.

Opskrift til et Foredrag af Jacob Marstrand.

I Foraaret vandrede jeg en Aften ned gennem en af Riesengebirges Dale. Langs Elven laa Fabrik ved Fabrik i en uafbrudt Kæde med store, smukke Fabrikbygninger og elegante Villaer. Arbejderboliger var der ingen af, og til Arbejdere saa man meget lidt. Underlig fornemt laa disse mægtige Bygninger; de havde erobret Dalen, og ved deres Maskiner ligesom gjort Menneskene overflødige. Saaledes tænkte jeg; men saa skingrede en Fabrikspibe; Klokken var syv, og paa én Gang blev der Liv og Røre; fra alle Fabriker mylrede Arbejderne frem, Mænd, Kvinder og Børn, de opfyldte Landevejen og forsvandt op over de omgivende Bakker. Fra en Højde saa jeg, hvorledes de spredtes ud over det bølgeformede Højland, idet Stierne delte sig, til de endte ved Hytterne; langt udover kunde man se de mørke Skikkelser mod Bakkens Grønsvær bevæge sig som Myrer ad de en Gang traadte Stier mod deres Hjem.

Det forekommer mig, at man ikke kan tale om Kvindernes Erhverv uden først at have klaret sig Spørgsmaalet om Kvindernes Forhold til den moderne Økonomi, saaledes som den har udviklet sig i de sidste Hundredaar paa Grundlag af Maskinteknikkens Revolteren af alle økonomiske og sociale Forhold. Man kan se paa Teorier og Idealer, som man vil, den Kendsgerning, at Dampmaskinen med dens Afkom: Jernbaner, Dampskibe og Storindustri, har forandret Betingelserne for Erhvervet og sprængt de Former, hvorunder vore Forfædre ernærede sig, og dermed fremtvunget nye Krav, det kan vel alle blive enige om.

Kvinders og Børns Arbejde har vel ogsaa tidligere været udnyttet i Erhvervslivet; men først Maskinerne har gjort det særligt værdifuldt og efterstræbt, som billigt.

Som Tillæg til Familiens Indkomster lokkede dette Arbejde fra først af; men snart viste det sig ved det store Tilbud at være et Middel til at trykke Mændenes Løn, saa det, der skulde tjene til en Forbedring af Familiens Kaar, i Virkeligheden har forvandlet sig til at være en Ulykke, først fordi det trykker Mandens Løn, dernæst fordi det berøver Børnene deres Moders Pleje og ved Fabrikslivet opløser Hjemmene.

Hvad dette betyder, hvor megen social Elendighed der udspringer heraf, det ses bedst af en saadan Kendsgerning, som den, at Børnedødeligheden blandt Arbejderne i den engelske Bomuldsindustri tog af under den frygtelige Krise i denne Industri, som var foranlediget af den amerikanske Krig i Tredserne, altsaa, uagtet stor Arbejdsløshed med Sult og Elendighed, aftog Dødsfald blandt Børnene, fordi Mødrene kunde blive i Hjemmene, da Fabrikkerne stod stille.

I Dalene og Byerne omkring Riesengebirge lever Tysklands fattigste Befolkning. Det er fra disse Egne, at Hauptmann har hentet Modellerne til sit frygtelig alvorlige Drama „Die Weber”, som det er forbudt at opføre der, hvor Strejkerne er det stadige Udtryk for den ulmende Utilfredshed. Og ingen kan undre sig, man læse Dr. Rechenbergs Bog „Die Ernärung der Handweber in der Hauptmannschaft Zittau”, udgivet med Understøttelse af det kongelige saksiske Videnskabernes Selskab. Denne Redegørelse bygger paa Tal, som ere tilvejebragte af Regeringens Embedsmænd, og den er god at faa Forstand af.

Haandvæverne arbejder i Hjemmet ved Hjælp af Kone og Børn; under Tryk af Industriens Konkurrence er deres Levefod efterhaanden nedsat til et Minimum, som har vakt Forbavselse og Undren.

Den samlede Indtægt angives for en Familie med Børn. i Gennemsnit til 379 Rm. (Kr. 337,31); Mændenes Gennemsnitsvægt er 118 Pd., Kvindernes 104 Pd. Deres Arbejde er stillesiddende i daarligt ventilerede Rum, hvad der betinger et ringe Stofskifte. Deres Kost er:

Frokost: Mælkekaffe eller Melsuppe og Smørrebrød; Middag: Kartofler med Salt og Smør, Mælkekaffe, Brød; Eftermiddag: Mælkekaffe. Brød med Smør; Aften: Mælk, Smørrebrød eller Kartofler med Salt og Smør, Brød.

Som man vil se, findes hverken Kød eller Øl paa denne Spiseseddel. Disse Mennesker lever og føler sig tilfredse med Kosten. Konen, som hjælper med Arbejdet, kan efter Behag afbryde det for at passe sit Barn eller lave sin Mad. Men Forfatteren kommer dog til det Resultat, at de spiser for lidt, de holder lige Livet oppe, men kan ikke samle saa megen Energi, som der skal til for at være utilfreds i aktiv Forstand. Ikke desto mindre lever de et mere menneskeværdigt Liv end deres Konkurrenter, Fabrikarbejderne, der med betydeligt større Indtægter kommer daarligere ud af det, fordi, som Forfatteren udhæver: „Konen lige saa vel som Manden hele Dagen arbejder med i Fabrikken.”

Altsaa, Kvindernes Deltagelse i Erhvervslivet har ikke skaffet bedre Tilstande for Arbejderklassen, og de Ulykker, som er fremkaldt deraf, har i mange Lande givet Anledning for Lovgivningsmagten til ved Forbud mod Kvinders Arbejde, paa visse Tider og ved visse Arbejder, at søge Industriens Udbytten af den kvindelige Arbejdskraft indskrænket af Hensyn til Slægtens Sundhed og Individernes Lykke.

Kvinderne maa derfor i egen velforstaaet Interesse ikke modarbejde Mændene i deres Bestræbelser for at hæve Arbejdslønnen og indskrænke Arbejdstiden, de bør ikke konkurrere med Mændene, men støtte dem. Naar Mændenes Levefod hæves, saa hæves ogsaa Kvindernes. Faar Arbejderen først Raad til at holde sit Hjem paa Fode ved eget Arbejde, da vil han ikke have sin Hustru paa Fabrikken hele Dagen, og Kvindernes indbyrdes Konkurrence vil indskrænkes til dem, som hverken har Mand eller Børn.

Derfor maa i det heles Interesse Parolen være: Samme Arbejde, samme Løn.

For den store Mængde af Kvinder i Folket vil Erhvervet være Fabrikken, i deres Opdragelse gælder det at indpode dem saa meget Kendskab som muligt til Husvæsen og alt, hvad dertil hører. Kan Hjemmene paa Grund af Tidernes Ugunst ikke gøre det, saa maa det offentlige gøre det ved Skoleundervisning. Thi i de brede Lag vil Menneskene, i Fremtid som i Fortid, stifte Hjem. Trangen til som Ræven at have sin Hule, som Fuglen sin Kede, vil ikke aftage, men vokse med bedre økonomiske Forhold i Arbejderklassen. Den Energi, som skal sættes ind paa at blive Fabrikarbejderske, er heller ikke saa overvældende, at det kan og bør udelukke en Opdragelse fra det offentliges Side, der tager Sigte paa den Lod, som for Flertallet af Kvinder i disse Kredse er sikker, den at blive Moder.

Langt vanskeligere er Spørgsmaalet for de Samfundslag, i hvilke den saa kaldte Kvindesag er rejst, og hvem den særlig interesserer. Thi her er det en ved Opdragelse og Livsvaner forfinet Race, som netop derfor skræmmer den unge Mand bort fra Ægteskab, der trænger sig frem for at konkurrere med Manden om de bedste, de højest værdsatte Stillinger i Samfundet.

I disse Kredse er Spørgsmaalet, hvorledes skal vi opdrage vore Døtre, blevet brændende, og det er ikke alene af Interesse for de enkelte, men for den hele Udvikling, hvorledes det besvares, da det i alt Fald endnu er i disse Kredse, at Ledelsen ligger, de aandelige Værdier frembringes, og at Samfundsmoralen formes.

Med Drengene er Sagen klar. Alt maa sættes ind paa at dygtiggøre dem til paa den ene eller den anden Maade at ernære sig selv og en Familie. Der er ingen Vaklen. Opdragelsen tager Sigte herpaa fra den Dag, de kan gaa, og den støttes af Drifter og Sædvaner, gennem Leg, Skole og Kirke. Men med Piger gaar det ikke saa glat.

Endnu mere fordærveligt, end det er, at man ved Drengens 12 Aars Alder maa bestemme, om han skal være Student eller Realist, vilde det dog være, hvis man ved samme Alder skulde bestemme, om en Pige skulde opdrages til at stifte Hjem eller til at søge Erhverv.

Den egentlige Kvindebevægelse er væsentlig en individualistisk Bestræbelse. Det er den sidste Udløber af den Strømning, som den franske Revolution satte i Gang. Men i sin Fremkomst mødtes den allerede af Reaktionsbølgen mod Individualismen, og jeg tror til Held for alle Parter.

Enkelte Kvinder krævede Ret og Frihed til at udvikle deres Personlighed uden alle de Skranker, som Sæd og Skik, Kultur og Religion havde sat for deres Liv og Virksomhedsomraade. I Opløbet blev Parolen: Vi er Mandens Lige og kræver Lighed i Rettigheder og Ansvar. Selv om de ledende derved forstod noget rigtigt, saa blev det snart saaledes, at Manden blev Forbilledet, hvorefter man søgte at danne et Kvindeideal, og ringere Aander søgte at manifestere deres Iver for Sagen ved at efterligne denne begunstigede Skabning paa den taabeligste Maade. Over dette Stade er man dog heldigvis nu. Det maa vel anses som anerkendt, at hvad saa end Kvinder i Fremtiden kan blive: Mænd bliver de ikke.

For at se, hvad der kan naaes, hvad der bør tilstræbes, maa vi først se, hvad der er uforanderligt givet, og hvad der ud af disse Forudsætninger med fornuftigt Henblik paa Samfundets og Individets Sundhed kan og bør være Opdragelsens Maal.

Vi maa se, hvad der staar fast, og hvad der kan ændres, hvad der kan vindes, og hvad der kan tabes ved Ændringer i den hidtidige Kvindeopdragelse, i det hidtidige Kvindeideal. Thi uden Ideal ingen Opdragelse. Der maa være noget, man drager op imod. Men med al Opdragelsens Kunst formaar man ikke at ændre visse Grundtræk i det naturlige Menneskevæsen, saaledes som det er og vil vedblive at være, saa længe Menneskene hver Gang, der skal sættes et nyt Menneske ind i Verden, maa vende tilbage til Naturen. I det Forhold er der ingen Forskel paa Ildlænderen og de højeste Kulturfolk, derved bindes Menneskene til Jorden, hvoraf de er tagne, og hvortil de skal vende tilbage.

Der er en Treenighed, som bestaar, trods al Rationalisme, saa længe der er Mennesker, det er Treenigheden: Fader, Moder og Barn. Fra den vokser Samfundsfølelsen og Samfundet frem. Socialt staar Faderen mindst bundet, hans Forhold er saa mystisk, at der skal være Folkeslag, for hvem det slet ikke er gaaet op, at her er et Aarsagsforhold. Samfundsfølelsen hos Moder og Barn er givet, fordi de i en Tid er saa inderlig knyttet sammen, at den enes Ve og Vel tillige er den andens. Af dette Forhold vokser Moderkærligheden frem, som Planten af sit Frø.

Faderens Følelse af sit Ansvar over for Moder og Barn er et Resultat af Kultur, et socialt Gode af højt Værd, som allersidst Kvinderne bør svække.

Denne Menneskenes evige Tilbagevenden til Naturen er det ene, som er uforanderligt, det andet er, at ethvert normalt Barn fødes enten til Mand eller til Kvinde, og denne Kønsforskel bestemmer det legemligt som aandeligt i Skikkelse og Tilbøjeligheder indtil de fineste Fibre i dets Konstitution. Ingen Kultur eller Bestræbelse formaar at udslette disse Forskelligheder, ingen Vilje formaar at gøre Mand til Kvinde eller Kvinde til Mand.

De givne Naturbetingelser kan ikke ændres. Kvinderne kan beklage det, saa meget de vil, de staar fast, dem maa der regnes med. Paa Grundlag af disse vil Driften hos sunde ufordærvede Kvinder gøre sig gældende som Driften til at blive Moder.

I de ældste Documents humaines, vi besidde, har vi et klassisk Udtryk herfor i Rachels Udbrud: „Giv mig Børn, eller jeg dør.”

Til Regulering, Forædling, Indordning under de Krav, som Samfundet til enhver Tid har stillet, har Menneskene paa alle Kulturtrin gennem Sæd og Skik, gennem Digt og gennem Religion og Lovgivning givet Regler og Vedtægter, udformet Synsmaader, Morallove, Resultater af Erfaringer eller Forsøg paa Tillempninger mod et Ideal. Disse kan ændres og er stadigt bleven det; men man bør ikke under sine Fantasier om fremtiden ganske kaste Vrag paa alt, hvad Menneskeslægten har erfaret i de henfarne Dage, paa den Levevisdom, som er nedlagt i Sagn, Digte og Love.

Vor og hele den civiliserede Verdens Opfattelse af Forholdet mellem Mand og Kvinde er bestemt ved Udvikling igennem og af de jødisk-kristelige Forestillinger. Man er i vore Dage kun altfor tilbøjelig til at se det gamle Testamentes Livsfilosofi som en ganske forældet og for et moderne Menneske alt for primitiv. Man glemmer, at Jødefolkets Udvikling er foregaaet under en stadig Indflydelse af Kulturfolk, som levede, blomstrede og gik til Grunde, fordi de fejlede i deres Løsning af de sociale Spørgsmaal og da navnlig i Løsningen af Spørgsmaalet om Forholdet mellem Mand og Kvinde. Alle de gjorte Forsøg og Erfaringer er kommet Jødefolket tilgode, og idet Jøderne løste Problemet, blev det dem muligt at opretholde deres Race, trods det, at de gik til Grunde som politisk Stat. Vil man have et bedre Bevis for Rigtigheden af en Løsning? Jeg kender ingen bedre end den, Jødefolket giver for, at det har løst Problemet om Forholdet mellem Mand og Kvinde, end det, at det eksisterer den Dag i Dag, trods alt, hvad det har maattet lide. Rachels Raab: „Giv mig Børn, eller jeg dør”, er blevet det hele Folks, og se, de fik Børn og levede i Haabet om, at i deres Sæd skulde alle Jordens Slægter velsignes.

„De sagtmodige skulle arve Jorden.” Dette opfatter jeg bogstaveligt. Det bliver Kvinder i Jomfru Maries ikke i George Sands Lignelse, hvis Slægt vil befolke Jorden og gøre sig den underdanig. Maries Svar paa Budskabet om, at hun skal blive Moder: „Se, jeg er Herrens Tjenerinde, mig ske efter hans Vilje”, det er Udtryk for den Kvindelighed, hvoraf Fremtiden vokser, medens den katolske Dyrkelse af det sterilt jomfrulige vel kan frembringe det skønne, men ikke det levedygtige. Som hos Bierne, saaledes kan der ogsaa hos Menneskene fremkomme Individer, Arbejdsbier af Kvindekøn, der savner eller døder Moderinstinktet. Det være nu paa Grund af en misforstaaet Vurdering af Forholdet mellem Natur og Aand, eller af en forstandsklog Egoisme.

Forretninger, kunstneriske eller literære Opgaver eller vel endog Nydelsessyge lægger Beslag paa Tiden, og Moderpligterne undgaas paa den ene eller den anden Maade (Frankrig, Nordamerika). Men Straffen vil ramme det Folk, hvis Kvinder ikke mere forstaar Rachels Smærte.

Hvad rummer det ypperste Kunstværk af Muligheder i Sammenligning med et Menneskebarn?

Store Mænd har haft store Mødre, siger Ordsproget. Hvilken Gerning af Mand eller Kvinde kan i vidtrækkende Betydning sammenlignes med Jomfru Maries? Hvor mange Kvinder har hendes Minde ikke trøstet? Hvor mange Kvinder har hun ikke højnet som Moderkærlighedens Ideal, hvor megen Raahed har hun ikke afdæmpet, hvor mange Taarer har hun ikke aftørret, hvor meget har hun ikke bidraget til at hæve Kvinderne op af Hedenskabets Nedværdigelse mod vore Tiders friere Stilling?

De økonomiske Forhold vil altid direkte og indirekte indvirke paa den sociale Moral. I Tibets fattige Egne har de ført til Polyandri. Til et Hjem hører kun en Kone, men flere Mænd, da Erhvervsvilkaarene er for elendige til, at en Mand kan opretholde et Hjem, saa har Folkets Selvopholdelsesdrift ført til en Leveform, hvorunder det bliver muligt at leve og fortsætte Befolkningens Liv. I Østerlands rige Egne er det Polygami, der blomstrer. Socialisten Bebel drømmer i sin Bog „Die Frau und der Socialismus” om en økonomisk Guldalder, hvor Kvindernes sociale Selvstændighed skal tillade dem kun at faa Elskovsbørn, hvad der for ham nødvendiggør Ægteskabets Ophævelse som Institution.

Enhver kan nu fantasere over dette Emne, som han vil. Menneskene vil dog, trods alle Forandringer i de ydre Forhold, blive de samme. Driftsliv og Egoisme kan mildnes, men ikke udryddes, og af de to Køn vil Kvinderne tabe mest under Driftslivets Anarki.

Imidlertid mener jeg ikke, at alt er, som det skal og bør være; der er mange Baand, som strammer uden at være nødvendige, ja som er skadelige, de maa løses. Menneskeheden falder altid fra en Yderlighed i den modsatte; det er Bevis paa en vis Sundhed, at den ene Yderlighed fremkalder den anden. Efter den katolske Kirkes Afholdenheds Krav kom den lutherske Reformation, der gjorde Frugtbarheden til en religiøs Pligt. Og da dette brutaliserede Samfundet, saa opfandt man det æstetiske Kvindeideal, der kulminerede som „Blomsten i Nord”. Mod denne forlorne Overjordiskhed protesterer nu Kvindeemancipationen i den protestantiske Verden og med Rette.

Staar man med en Flok Børn, saa bliver Spørgsmaalet paatrængende, og den teoretiske Afgørelse umulig for en. Man vil hurtigt erfare, hvor forskellige de er i Anlæg og Tilbøjeligheder, og skal de som Individer komme til deres Ret, da gælder det om ikke efter en Yndlingsteori at skære dem alle over én Kam. At opdrage Drenge og Piger ens forekommer mig at være det værste Eksempel paa Prokrustessystemet; men selv Pigerne, ja jeg kunde fristes til at sige, den daarligste Skole er den bedste for dem, fordi der er mindst af Systemet, Kineseriet. -

Jeg har andet Steds godtgjort, at næppe en Trediedel af de unge Piger i Danmark kan vente at blive forsørgede ved Ægteskab. Jeg siger ikke, at de ikke kan vente at blive gift, nej forsørgede ved Ægteskabet. Det bliver altsaa en Pligt for Forældre at sikre deres Døtre Muligheden af at kunne ernære sig selv, da to af tre vil faa Brug derfor, og man har ikke Lov til at lukke Øjnene for denne Kendsgerning; men hvorledes skal dette Problem løses uden at modvirke de moderlige Instinkter og uden at hæmme Udviklingen af de Dyder, som er nødvendige for dem, hvis det skulde falde i deres Lod at faa den Opgave at stifte Hjem. Vi maa jo endnu gaa ud fra, at der inden for en uoverskuelig Fremtid vil blive stiftet Hjem, og vi maa da være visse paa, at disse Hjems Lykke og Værdi i en væsentlig Grad vil afhænge af Mødrenes Evne og Vilje til at skabe og opretholde et Hjem; ja, Spørgsmaalet om, hvorvidt Kvinden kan blive forsørget, det er: finde et Erhvervsomraade som Ægtefælle, beror paa hendes Dygtighed i at løse de Opgaver, som her ligger for. Ja, det hele Samfunds Fremtidsvelfærd vil bero paa dem, der skal opdrage de kommende Slægter.

For Flertallet af Pigebørn vil Drømmen om Lykke i den gamle Skikkelse vaagne en Dag, trods alt, og jeg vil ønske, at det ikke maa komme dertil, at det kun er de uintelligente, de mindre begavede, som vil bevare Evnen til at drømme denne Drøm og dermed de Egenskaber, som gør dem attraaværdige for den anden Part. Det vilde blive en sørgelig Slægt, om det kun blev Pjankerne, der drømte om at blive Hustruer og Mødre.

Hvis man skulde tage Sagen, som man gør med Drenge, maatte man sætte alt det specielt kvindelige til Side. For at skabe en Erhverver, tages der Sigte herpaa fra Vuggen, Legetøj vælges med Hensyn derpaa. Mange fine Skud paa hans aandelige Væsen maa brutalt bortskæres, for at Væksten kan ledes i den for Erhvervslivet nødvendige Retning. Kvinderne har hidtil været opdragne som en priviligeret Klasse. Medens Drengene er bleven behandlede som Træerne i en forstmæssig dreven Skov, saa har Pigerne faaet Lov til at vokse som Blomster i en Liebhavers Have. Hvorledes vil det være muligt at omforme Pigernes Opdragelse til en Skole for Erhvervslivet, uden at det gaar ud over Skønheden? I de Samfundsklasser, som her er Tale om, vil de unge Piger, som hidtil, blive opdragne i deres Hjem, og den Luft, som der er, vil de indaande. De vil trods alle Theorier blive paavirkede af Kendsgerningernes Logik, og kun et Mindretal vil tage Kampen for Erhvervet op med mandig Energi.

Men for dette Mindretal gælder det om ikke at gribe fejl. Det gælder om at søge de Virksomheder, som ligger for Kvinder, de, hvortil de medbringe Evner, som giver dem Mulighed for at konkurrere. Det er ikke ved fysisk Styrke, de kan vente at naa Maalet; men derimod overalt, hvor Smag, Fingerfærdighed, Arrangementstalent udkræves, og dernæst overalt, hvor der stilles Krav til en dybere, personlig Indsats; i saadanne Arbejder vil Kvinden med sin Sans for de smaa Ting, sin mere udviklede Taalmodighed let kunne konkurrere med Manden, og kunne gøre det uden at miste noget af sit Væsens værdifulde Egenskaber.

Den gammeldags Opdragelse havde store Fortrin for den, som nu praktiseres. Af huslige Mødre lærte Døtrene Husvæsen med alt, hvad dertil hørte den Gang. Tiden har imidlertid gjort meget af dette overflødigt, og der er derfor nu Brug for langt færre Hænder til Husvæsenets Førelse. Nu løbes der ganske vist i alt for høj Grad an paa, at en højere Pigeskoles Undervisning, lidt Musik og Æstetik, lidt Madlavning og Haandarbejde skal klare Sagen, naar der kun er Kærlighed.

Det sidste er overmaade rart; men det gør ikke en dygtig Husmoder i en Haandevending af en, som intet har lært til Gavns og aldrig har faaet sine Evner prøvede og øvede. Heller ikke alle Kvinder har Anlæg for Husvæsen. Jeg mener at der vilde vindes meget ved, at alle de unge Piger, som

Nu ikke havde udprægede Anlæg for og Lyst til Husvæsen, lærte et eller andet Haandværk eller Arbejde, blot de lærte det ordentligt og grundigt. Det at have lært en Ting til Gavns, det giver Respekt for Arbejdet, noget, saa mange Kvinder savner, og det giver bedre Betingelser for at sætte sig ind i og ordne den rent tekniske Side af Husvæsnet. En dygtig Arbejderske vil med lige Evner have langt bedre Betingelser for at styre et Hus end en af de dannede Sirplanter, hvis Hjerne og Hænder aldrig har gennemgaaet nogen Training. Ægteskabet vil vinde ved en arbejdsvant Husmoder, og Manden vil vinde ved at faa en Hustru, som har Respekt for Arbejde og økonomisk Begreb. Men Kvinden skal ikke stræbe at blive som Manden, heller ikke paa dette Omraade. For ham er Arbejdet alt for ofte kun et Middel, kun en Forretning, hvorfra han iler til sit Hjem, som Maalet, og her sidder Kvinderne og har siddet siden Verdens Skabelse, saa det vilde være en unødig Omvej, hvis det da ikke skulde-være for igennem Arbejdet, ligesom Manden, at komme til at længes efter Hjemmets Hygge og stille Glæder.

Den Miskredit, hvori den Gerning at styre et Hus er kommet, er ganske urimelig. Hvis man ret forstod Værdien af en dygtig Husmoders Opgave, da maatte denne kunne friste de mest Intelligente; men det Moment af etisk Alvor, som kræves, afskrækker her, som ved saa mange andre Opgaver, som man saa skyder fra sig, idet man beroliger sig selv ved at opstille nogle indbildte højere Hensyn til sin Personligheds Udvikling. At dette for det meste er Selvbedrag, vilde ved nærmere Undersøgelse vise sig. -

Jeg kender en Kvinde, som er rigt kunstnerisk begavet, og som har valgt at lade sine Evner komme Hjemmet til gode frem for at sætte dem ind paa kunstnerisk Produktion ud ad. Hun har taget Husvæsnet op som en Opgave, hvori hun finder Anvendelse for sin Virketrang, Brug for sin Dygtighed, sin Smag, sin Kunstsans og sin Lyst til at være noget for andre. Det er en Fornøjelse at se hendes Hus og tale med hende om Husvæsen, det er en glædelig Overraskelse at se hendes Borddækning altid varieret med Smag og Opfindsomhed. Hun har flinke Børn, som elsker og beundrer hende, et gæstfrit Hjem, aabent for mange. Jeg spørger Dem, hvormange Mænd kan efter deres ofte brydsomme Gerning hvile ud i den Bevidsthed, at de har røgtet et Kald i samme dybe Forstand, som en saadan Husmoder?

Hvad Værd har det allermeste af Mændenes Arbejde ud over det at skaffe dem Betingelserne for at kunne leve? det er kun nødvendige Anstrængelser for at gøre et Liv muligt. Livet begynder for dem først der, hvor de gaar ind ad Hjemmets Dør. Men Kvindernes Gerning som Hustru og Moder, den er selve Livet.

Den bekendte Sætning, Kærligheden er kun et Moment i Mandens Liv, men i Kvindernes er det den hele Historie, vil jeg helst forstaa i denne Sammensætning.

Jeg véd selvfølgelig godt, at en Hustrus Liv har sine store smertelige Bryderier; men mon Mandens mangler Smerter, Ydmygelser, Skuffelser og Bitterhed. Det, jeg vil fremhæve, er den uhyre Overlegenhed i etisk Værd, som Kvindernes Arbejde i Hjemmet har i Modsætning til Mændenes Erhversvirksomhed. Hvad sjælelig Vækst er der vel i at formere sin Kundekreds paa andres Bekostning, naar det, som i de allerfleste Tilfælde, er aldeles ligegyldigt for Almenheden, om man har en Kunde eller ej. Hvad Glæde er der ved at være den trehundrede Urtekræmmer, hvor tohundrede var mere end nok. En saadan nedtrykkende Følelse af Overflødighed har en Moder aldrig, hun er sit Hjems Skæbne, intet er her ligegyldigt, hverken for hende selv eller for Almenheden. Allermindst er hun selv overflødig. Thi Kvinden er Livet i Huset.

Men Plads for Undtagelserne. Hvor særegne Evner og særegen Trang aabenbarer sig, der maa og bør den finde Vejledning, Understøttelse og frem for alt Frihed til at røre sig, til at gøre Erfaringer. Derfor er jeg en Fjende af alle formelle Hindringer i Love og Institutioner, som kan virke til at skabe Martyrier, til at hidse Indbildningskraften, til at friste Eva, som alle Tider har havt en sær Lyst til alt, som var forbudt.

Der er mangfoldige Omraader, hvorpaa Kvinderne i Erhvervslivet vil have Fortrin for Mændene, Fortrin, som de for deres egen og for det heles Skyld bør udnytte. Detailhandelen f. Eks. ligger langt bedre for Kvinder end for Mænd. Det er et Arbejde, som slet ikke passer for Mænd, og det er kun daarlige kvindelige Tilbøjeligheder, som tvinge en stor Del af Detailhandlerne til at holde mandlige Ekspedienter. Kvinderne vil nødigt handle med Kvinder, de nærer et forfængeligt Haab om bedre at kunne bedaare de mandlige Ekspedienter til at give dem billigt Køb. At dette er en Illusion og en af dem, som Kvinderne bør gøre sig klar, er ikke blot værdiløs, men skadelig, derom kan vi vel blive enige. Man har forbudt Kvinderne at søge Erhverv som Opvartere. Jeg tror det var nødvendigt med de raa Sæder i København, men det er beklageligt, at det har været nødvendigt, det er dog anderledes hyggeligt at blive betjent af en netklædt Kvinde, end af de kjoleklædte mandlige Opvartere. Men til Gengæld burde Kvinderne fordre kvindelig Betjening, overalt, hvor der handles med Kvindebeklædningsgenstande. Her er et stort Omraade for kvindeligt Erhverv at erobre.

Saaledes er der mange Omraader, hvor Kvinder kunde og burde fortrænge Mænd, og hvor de vilde kunne gøre god Fyldest. I en Mængde Virksomheder, hvor der tilberedes og forhandles Levnetsmidler, gælder det samme.

At Lærergerningen i Børneskolen særligt ligger for Kvinder, er jo nu almindeligt anerkendt, og saaledes ogsaa Sygeplejen gennem alle dens Grader. Det, som det kommer an paa for de mere udviklede Kvinder, naar de søge et Erhverv, det er at finde et, hvori den latente Moderfølelse kan frigøres, det maa være et Arbejde, ved hvilket de ikke blot finder Næring for Legemet, men ogsaa for Sjælen, thi Flertallet af de Erhvervssøgende vil være udelukket fra i et Hjem at kunne finde det, som de ikke finder i Arbejdet, saaledes som Mændene kan det. Det vil vel heller ikke forme sig saaledes selv for dem, som maatte have et Hjem, thi Manden kan ikke være det for de arbejdende Kvinder, som Kvinder kan være for de arbejdende Mænd i Hjemmet.

Naar jeg ønsker Kvinderne Adgang til direkte Deltagelse i det offentlige Liv, baade det politiske og kommunale, saa er det netop, fordi jeg savner den Side af det menneskelige, det moderlige i disse Forsamlinger, og som jeg tror til Skade for det heles Vel har været holdt ude. Men det er ikke, fordi jeg tror, at der i og for sig trænges til en Forøgelse til det dobbelte af Vælgermassen, eller at det skulde bringe større Lykke for de lidende, om vi fik fyldt Forsamlingerne med Amasonerne, der lod haant om Moderfølelsen og Moderpligterne.

Vi bygger for Tiden et nyt Raadhus i København. Blandt Konkurrencearbejderne til dette Raadhuses Udsmykning har Fru Slot-Møller indsendt et, som er bestemt til Anbringelse over Hovedindgangen. Dette Arbejde har vundet Bifald, og der er Rimelighed for, at det vil blive antaget. Det forestiller Københavns Byting i gamle Dage og bærer Indskriften:

„Saa By, som Borger”.

Maatte Kvinder ret snart vandre som Borgerrepræsentanter gennem denne Dør. Under dette Valgsprog vil de bidrage til at give Byen sit Præg,, og lad os tage det som et godt Varsel, at det er en Kvinde, som har foreslaaet det. Saa lad mig slutte med Digterens Ord:

„Ingen Døgnets Flaner, rendt fra Bog og Naal;

fromme, stærke Kvinder, det er Danmarks Maal.”

Formanden, Fru Jutta Müller, udtalte paa Forsamlingens Vegne en hjertelig Tak til Hr. Marstrand for det gode, tankevækkende Foredrag, hvortil Forsamlingen sluttede sig. Man afsang „Brat af Slaget rammet”, hvorefter man gik over til den næste Sag paa Dagsordenen: Indbydelse til Deltagelse i en Kvindekongres i Berlin i Dagene 19,-27. September. Fru Müller foreslog til delegeret fra „Dansk Kvindesamfund” Frk. Cand. mag. Ida Falbe-Hansen og til som Stedfortræder Frk. Cand. med. Eli Müller. Efter Forslag af Hr. Folketingsmand Svend Høgsbro valgtes begge Damerne til delegerede. *)

*) Da Frk. Falbe-Hansen ikke saa sig i Stand til at rejse, blev saaledes Frk. Eli Müller alene „Dansk Kvindesamfund”s Repræsentant ved Mødet, og vi haabe i næste Nr. at bringe et Referat deraf fra hendes Haand.

Dansk Kvindesamfunds Jubilæum.

Det næste Punkt drejede sig om Højtideligholdelse af Dansk Kvindesamfunds 25 Aars Jubilæum, som indtræffer den 15. December d. A. Det vedtoges, at hver enkelt af Samfundets 11 Kredse omkring i Landet fejrer Dagen ved en eller anden Festlighed. Frk. Anne Bruun meddelte, at der i den Anledning vil udkomme et Festskrift, og paalagde de enkelte Kredses .Repræsentanter at formaa hvert Medlem i Foreningen til at købe dette, for at Foretagendet ikke skulde blive Tab.

„Kvinden og Samfundet”.

Som sædvanlig var dernæst Spørgsmaalet „Kvinden og Samfundet” forlangt sat til Diskussion. Hr. Redaktionssekretær Madsen, Sorø, og Fru Høeg-Christensen, Aarhus, ønskede vedvarende Bladet udvidet til Fjortendagsblad eller Ugeblad, mens Redaktøren bestemt gjorde gældende, at i saa Fald maatte Foreningen finde sig en anden Redaktør, da hun ikke kunde paatage sig et saadant forøget Arbejde, hvortil hun kun kan anvende sin knapt tilmaalte Fritid fra en anstrengende Skolegerning. Hun opfordrede Forslagsstillerne til først at finde en Redaktør, som havde de fornødne Betingelser,

før der kunde blive Tale om en saadan Udvidelse. Resultatet blev, at Bladet udgaar uforandret hver Maaned.

Derefter foretoges Valg af Styrelse. Den gamle Styrelse genvalgtes med overvejende Majoritet. Som tilsynsførende valgtes Bibliotekar Elberling, København, og Fru Bondegaard, Svendborg, som Stedfortrædere Frk. Kirstine Frederiksen, Frk. Hasselbalch og Fru Rigmor Smidt.

Til Samlingssted for næste Fællesmøde valgtes Aalborg.

Ved Festmaaltidet i Borgerforeningens store og smukke Sal herskede der den hyggeligste og fornøjeligste Stemning blandt de ca. 120 Deltagere. Formanden for Svendborg-Kredsen, Fru Gundesen, bød velkommen, og Taler og Sange vekslede paa den hjerteligste Maade.

Alt i alt kan det sikkert siges med Rette, at disse aarlige Sammenkomster paa forskellige Steder i Landet i Virkeligheden udretter ikke saa ganske lidt. Vi kommer hinanden nærmere og styrkes derved i Arbejdet, og vi vinder Sympathi i Kredse, hvor man tidligere aldeles ingen Forstaaelse havde af denne Sag. Derfor glæder vi os dobbelt, naar Fællesmødet er saa vellykket som her.