Dansk Kvindesamfund. 1871-1896

Naar vor danske Kvindeforening kan holde sit Femogtyveaarsjubilæum længe før andre lignende Foreninger her i Norden, er det ikke, fordi vi her har været mere vaagne for Sagen end i vore Nabolande; mange af os Danske har netop været stærkt under Indflydelse fra Sverige og Norge, f. Eks. fra Camilla Collett og fra det fortræffelige „Tidskrift för Hemmet", der allerede paabegyndtes 1859. Men vi kan vistnok slutte med Rette, at man hos os tidlig har haft Øje for, at Kvindesagen i vor Tid er bleven et vigtigt socialt Spørgsmaal, der som saadant vedrører alle Samfundsborgere, baade mandlige og kvindelige.

Stødet til Stiftelsen af en Forening kom udefra, fra Association internationale des Femmes, der var stiftet 1868 i Genf af Fru Goegg. Det var Redaktør Alexis Studnitz Petersen, som bragte en Forbindelse til Veje mellem denne Forening og Fredrik Bajer, der saa, sammen med sin Hustru og Frøken Testman, oprettede en nordisk Filial af den. Men Ledningen mellem de forskellige Lande var den Gang for svag, til at man kunde samarbejde. Man havde intet Kendskab til Personerne og kunde ikke følge Hovedstyrelsens Foretagender; der opstod saaledes en Gang en formelig Panik, fordi man havde set i Bladene, at Fru Goeggs Mand - fra hvem hun ovenikøbet var skilt - havde været til Stede ved et Møde af den socialistiske Forening Internationale, og der var den Gang dem, der udtraadte af Foreningen for ikke at blive ansvarlige for, hvad Socialister og Kommunister kunde finde paa at gøre. Efterhaanden blev Modviljen saa stor, at særlig det jydske Parti, under Anførsel af Pauline Worm, fordrede Foreningen omdannet til en dansk Forening, og dette skete den 15de December 1871; der nedlagdes endogsaa udtrykkeligt Forbud imod, at Formanden stod i officiel Forbindelse med den internationale Forening.

Ligesom Pauline Worm havde ogsaa Mathilde Fibiger fra sit Telegraf kontor i Aarhus fulgt denne Omdannelse med udelt Sympati, mens dog hendes indadvendte Natur og svage Helbred gjorde hende til et langt mindre aktivt Medlem end Pauline Worm. Ingen af dem kunde tage den personlige Ledelse af den ny Forening.

Fru Matilde Bajer, der - som den egentlige Stifterinde - vilde have været selvskreven til Formand, kunde paa Grund af hjemlig Optagethed ikke engang træde ind i Styrelsen, saa lidt som Frøken Tagea Johansen og Frøken Elisabeth Ouchterlony, der ogsaa havde siddet i den første Styrelse. Af denne gik alene Frøken Testman over til den ny Styrelse, der iøvrigt kom til at bestaa af vort nuværende Æresmedlem, Fru Geheimeraadinde Casse, Fru Marie Rovsing, Arkitekt V. Klein og Boghandler L. A. Jørgensen. Fru Casse undslog sig for at modtage Valget til Formand, og det blev da Frøken Testman, der kom til at bære Byrden til 1883, da Styrelsen fik en væsentlig ny Sammensætning.

Lad mig her med det samme nævne Dem de vigtigste af de Navne, der har været knyttede til Bestyrelsesarbejdet:

Fru Astrid Stampe-Feddersen, Frøken Ida Falbe-Hansen, Folketingsmændene Trier og Neergaard, Højesteretssagfører Svend Høgsbro, Bibliotekar Elberling, Overretssagfører Zeuthen, Frøken Minne Bruun, Frøken M. Arntzen, Frøken Kirstine Frederiksen, Frøken Elisabeth Grundtvig, Fru Laura Wilkens, f. Engelbreth, Amtmand Feddersen, Direktør Rubin, Fru Louise Drewsen, f. Collin, Birkedommer Sveistrup, Forstanderinde Inger Pontoppidan, Grosserer Carl Larsen, Fattigforstander Lyngbye, Frøken Anne Bruun, Fru Birgitte Berg Nielsen, Frøken Kristiane Konstantin-Hansen, Kontorchef E. Meyer, Frøken Mary Steen, Frøken Marie Luplau, Frøken Eline Hansen, Fru Laursen, Aarhus, Frøken M. Mørch, Aalborg, Fru Videbæk, Odder, Frøken Kirsten Laursen, Horsens, Fru Dahl-Jensen, Horsens, Fru Gundesen, Svendborg, Frøken Frida Smith, Odense, Fru Jutta Møller, Sorø. - Denne sidste er for Tiden Formand for Fællesstyrelsen.

De Skifter, der har fundet Sted i Styrelsen, betegner efter min Mening ikke nogen Principforandring. Selvfølgelig har Styrelsens enkelte Medlemmer ikke set ganske ens paa de forskellige Spørgsmaal, der har ligget for. I en Sag, der altid har været Genstand for den mest levende Interesse hos Styrelsen, den gifte Kvindes formueretlige Stilling, har saaledes to forskellige Standpunkter gjort sig gældende, idet nogle har været begejstrede for Særeje, andre har holdt bestemt paa Fælleseje mellem Ægtefolkene. I Spørgsmaalet om Kvindens politiske Stemmeret, i Sædelighedssagen og maaske i flere Spørgsmaal har Meningsforskellen været endnu større. Men man har altid let kunnet enes om, hvilke Reformer der var modne til at føres ud i det praktiske Liv, og hvilke der endnu kun egnede sig til Drøftelse. Til den første Kategori maatte man regne saadanne Spørgsmaal, hvor man var nogenlunde sikker paa at have saagodtsom alle Medlemmers Tilslutning, og som havde Mulighed for at kunne føres igennem. Anderledes, ja næsten omvendt, forholdt det sig med de Spørgsmaal, man optog til Diskussion; der følte man sig ikke berettiget til at lade vigtige Spørgsmaal ligge, fordi et Mindretal misbilligede deres Drøftelse. - Overfor en tredje Art Spørgsmaal, saadanne, der kun strejfer Kvindesagen, som Fredssagen og Afholdssagen, har man, tror jeg, stillet sig ligesaa korrekt, idet man gerne har givet Plads for en Diskussion, ja, selv for en Agitation, naar nogen har ønsket at føre sligt frem, men man har dog aldrig villet optage dem paa Foreningens Program, idet man bestandig mindedes, at Styrelsen kun, naar det gjaldt selve Kvindespørgsmaalet, var sikker paa at repræsentere alle Medlemmers Mening.

Mens jeg saaledes tror, at der helt igennem har været Sammenhæng i Dansk Kvindesamfunds Optræden, mener jeg dog, at dets Historie falder i tre Afsnit, hvert med sit bestemte Særpræg: et pædagogisk, et agitatorisk og et organisatorisk.

Jeg erindrer, at en, der stod den første Styrelse meget nær, den Gang udtalte, at Kvindesagen var en Skolesag. Det var vist ganske naturligt, at man den Gang først og fremmest satte Kraft ind paa at dygtiggøre Kvinderne til selvstændigt Erhverv, og det har sikkert ogsaa vist sig, at man greb rigtig, idet man søgte at naa dette ved at oprette Fagskoler. Denne pædagogiske Tendens fandt ogsaa sit Udtryk i Lovenes første Paragraf: „Kvindesamfundets Formaal er at hæve Kvinden i aandelig, sædelig og økonomisk Henseende.”

Ligesaa naturligt var det, at man senere følte Trang til at brede sine Ideer i en større Kreds. Den anden og kortere Periode, fra 1883 til 1888, var betegnet af en meget levende Agitation. Sjælen i denne Agitation var et Triumvirat bestaaende af Fru Stampe-Feddersen, Frøken Falbe-Hansen og Hr. Høgsbro. I Diskussionsmøder i Hovedstaden og over hele Landet behandledes en Mængde Spørgsmaal, som den Gang var ny og rundt omkring vakte en levende Interesse - Spørgsmaal som: Kvinderne og Biblen, det uægte Barns og dets Moders Retsstilling, Sædelighedsspørgsmaalet, Tjenestepigesagen, Dragtreformspørgsmaalet, Sygeplejesagen, Kvindens retslige Stilling og mange andre. Man udgav Smaaskrifter - af hvilke et enkelt, Astrid Stampe: Kvindesagen, i Tidens Løb er spredt i et Antal af 10,000 Eksemplarer - man stiftede sit eget Blad, brugte kort sagt alle Midler til at sprede Kundskab og Interesse for Kvindesagen over det hele Land. I den mundtlige og skriftlige Diskussion i denne første Tid deltog Mænd og Kvinder som Hostrup, Bjørnson, Kristoffer Janson, Poul la Cour, Rubin, Starcke, Anna Bugge-Wicksell o. fl. Som Foredragsholdere og Bidragydere til Bladet kan vi, foruden de forskellige Tiders Styrelse og dennes nærmeste Kreds, nævne mange Navne: Fru Adlersparre (Esselde), L. Bramsen, Caroline Biggs, Anna Brosbøll, Camilla Collett, Rachel Foster, Agnes Gjørling, Alexandra Gripenberg, Aasta Hansten, Ellen Key, Laura Kieler, Johanne Krebs, Anne-Charlotte Leffler, Elisabeth Løfgren, Ragna Nielsen, f. Ullman, Magdalene Thoresen, Clara Tschudi, Vilhelmine Ullman, f. Duncker, N. Zahle, E. Zakrzevska.

Det var især paa Landet, denne Bevægelse vakte Interesse; paa en Maade kan man maaske sige, at Perioden endte med, at man tabte København, men vandt Landet. Det kan nemlig ikke nægtes, at denne Agitation virkede mere til at vække end til at samle; dette viste sig blandt andet ved, at der i denne Tid blev dannet den ene ny Kvindeforening efter den anden. Saadanne separatistiske Bevægelser viste sig forøvrigt omtrent samtidig i vore Nabolande, og ikke blot blandt Kvinderne, ogsaa i andre Kredse, saaledes blandt Studenter og Kunstnere.

Da Diskussionen stilnede noget af, blev Opgaven i den tredje Periode selvsagt den at organisere de Kræfter, som hørte sammen. Den tilfaldt væsentlig Hr. Høgsbro og mig med Støtte af Bladet, repræsenteret af Hr. Sveistrup og Frk. Grundtvig - en Tid deltog ogsaa Pastor Malling i Odder i Redaktionen - og af forskellige Foredragsholdere, hvoriblandt vi i denne Sammenhæng særlig maa nævne Frøken Anne Bruun og Fru Birgitte Berg-Nielsen.

Følgen af denne Organisation, der traadte i Kraft i 1893, blev, at vi i Dag kan fejre Jubilæet i 12 Kredse, København, Sorø, Odense, Svendborg, Vejstrup, Aarhus, Aalborg, Horsens, Odder, Sejling, Sinding og Bønne. Kredsene arbejder aldeles selvstændig, men gaar dog alle ind under Fællesstyrelsen og kan optræde samlede, naar Lejlighed gives. Man kunde tænke sig, at denne Organisation i Fremtiden kunde udvides endnu mere, saaledes at ogsaa Kvindeforeninger med Særformaal kunde gaa ind under den. Den vilde da, ligesom det saakaldte nationale Raad i Amerika, kunne omfatte alle danske Kvinder, der arbejder for sociale Formaal.

Efter denne korte Oversigt over Samfundets Virksomhed vil jeg bede Dem følge denne mere i det enkelte. I 1872 oprettedes Handelsskolen for Kvinder, i 1874 en Søndagsskole for Arbejdersker, i 1876 Tegneskolen for Kvinder, der, ligesom Handelsskolen, i 1883 blev en selvstændig Institution. I 1894 oprettedes Fagskolen for Syersker.

Anledningen til Oprettelsen af denne sidste Skole var en Undersøgelse af 800 Syerskers Kaar, ledet af nuværende Birkedommer Sveistrup, udført ved frivillig Hjælp af en Del Damer. Hr. Sveistrup bearbejdede det indsamlede Materiale i en Bog, og da heraf fremgik, at en af Grundene til Syerskernes daarlige Stilling var deres mangelfulde Uddannelse, oprettedes denne Skole, som foreløbig kun omfatter Dameskrædersyning, men som vi haaber at udvide til at omfatte alle Grene af Syning.

Til forskellige Tider har vi ved vedkommendes Velvilje kunnet besætte hele og halve Fripladser i adskillige Skoler, nemlig Københavns Handelsakademi, H. P. Sørensens Handelsskole, Hartvig Cohns Præliminærkursus og Frøken Langs Skole i Silkeborg.

Vi har indgivet forskellige Andragender vedrørende Undervisning: et til Kommunalbestyrelsen om at indføre Kogning i Kommuneskolen i København - om denne Sag har der været nedsat et Udvalg og udarbejdet en Plan - et til Rigsdagen om at indføre kvindelig Haandgerning i Kommuneskolen paa Landet.

I 1888 oprettedes i Aarhus en Aftenundervisning for Kvinder og i 1891 en lignende i Odense. I Horsens og Odder har man siden 1890 haft Syskole for voksne Kvinder; i Rønne har man haft Gymnastikundervisning. Af andre praktiske Institutioner har vi en Tid lang i København haft et Oplysningskontor og et Anvisningskontor; siden 1887 et Fæstekontor; et lignende oprettedes i Aalborg 1890 og i Aarhus 1891; det i Aalborg er blevet en selvstændig Institution; siden 1892 har vi i København haft et Afskrivningskontor, der dog nu er gaaet over til privat Drift. I Aalborg har man i adskillige Aar haft et Udsalg af forskelligt Kvindearbejde. I Aarhus har Kredsbestyrelsen i Aar været medvirkende ved Dannelsen af en ny Kvindeforening, „Kvindelig Læseforening”.

Man har paa forskellig Maade søgt enkeltvis at hjælpe unge Kvinder, der vilde ind paa ny Veje. Man har understøttet kvindelige Studerende i den Tid, de arbejdede mod Strømmen, man har anstrengt sig meget for at aabne Værksteder for Kvinder, og det er til Dels lykkedes; - her er rimeligvis en naturlig Opgave for Kredsafdelingerne, da de mindre Værksteder i Provinserne dog sikkert egner sig nok saa godt til Læresteder for Kvinder som de store københavnske. De fleste af de nu uddannede kvindelige Haandværkere er bleven understøttede af Fru Rovsings Legat, stiftet af Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Læseforening. Man har ansøgt forskellige tekniske Skoler og andre Fagskoler for Mænd om at optage Kvinder. og enkelte Steder, som i Foreningen for Boghaandværks Fagskole i København og i den tekniske Skole i Rønne, er Ansøgningen tagen til Følge. Hos Regering og Rigsdag har man søgt at støtte kvindelige Stenografer og Gartnere; man er traadt i Forbindelse med forskellige Institutioner i Amerika og har derved vejledet udvandrende unge Kvinder. Gennemgaaende har man haft mere Held overfor disse mindre Opgaver end overfor de større.

Dersom man vil anstille en Sammenligning mellem Virksomheden i København og i Provinserne, vil det vise sig, at man i Hovedstaden særlig har søgt at aabne ny Erhverv og at udvikle Fagdygtigheden hos de unge, medens der i Kredsene er vist megen Interesse for at oplyse og paa anden Maade hæve de socialt daarligt stillede.

Mange er de Lovforslag, der paa Initiativ af Dansk Kvindesamfund har været indbragt i Tingene, baade angaaende gift Kvindes Formueret og Raadighed over Børnene og Kvinders Deltagelse i det kommunale Liv. Kun een Gang har Dansk Kvindesamfund ved en betimelig Adresse haft Held til at fremme et Lovforslag, nemlig i 1880 Bajers Lov om gift Kvindes Raadighed over, hvad hun fortjener ved eget Arbejde. To Gange senere er der indbragt Adresser, i 1887 om kommunal Stemmeret for Kvinder i København og i 1888 om kommunal Stemmeret for Kvinder i hele Landet. De 20,000 Underskrifter, som denne sidste Adresse tik, har dog ialtfald tvunget Rigsdagens Højre til at ændre deres Argumentation mod Sagen. Den Paastand, at Kvinderne ikke ønsker Stemmeret, har maattet vige Pladsen for den noget selvherskerlige Frase, at denne Rettighed ikke vil være til Kvindernes sande Gavn. De senere Afstemninger har dog noksom vist, at Folketinget er helt vundet for Sagen.

Med Hensyn til den politiske Stemmeret er man ikke gaaet videre end til at interpellere Kandidaterne paa Valgdagen; her har man arbejdet sammen med Kvindelig Valgretsforening. Af vore Kredse har Odense været mest kæk og ivrig i denne Retning, ligesom man ogsaa der har været særlig aktiv i Sædelighedssagen.

For alle disse forskellige Spørgsmaal har der været arbejdet baade gennem Tidsskriftet, som nu har bestaaet i 12 Aar - i de to sidste Aar redigeret af Frøken Anne Bruun - og bestandig udelukkende har koncentreret sig om Kvindesagen, og ved en Mængde Foredrag og Diskussionsmøder; i adskillige Aar er der holdt ca. 100 Foredrag om Aaret. Mange af os har gode Minder fra disse Foredragsrejser. Gik Farterne ud paa Landet, kunde de være besværlige nok, undertiden næsten eventyrlige. Men man fandt altid der en saa oprigtig Lyst til „at høre lidt om Kvindesagen” og som Regel en langt alvorligere Interesse end i Byerne.

Af en noget anden Karakter er de Rækker af oplysende Foredrag, som er bleven holdte her i København: af Frøken Vilhelmine Brun om Sundhedslære, af Fru Leth om Sygepleje i Hjemmet og af Højesteretssagfører Høgsbro om Kvindens retslige Stilling. De to sidste har ogsaa holdt lignende Foredragsrækker i enkelte af Kredsene. - Ved fem forskellige Lejligheder har Dansk Kvindesamfund udstillet hygiejniske Kvindedragter.

Det internationale Samkvem, der i Tidernes Morgen var blevet brudt, er i de senere Aar af Foreningens Liv knyttet sammen igen, og Dansk Kvindesamfund har været repræsenteret paa Kongresser i Washington, Boston, Chicago, Paris og nu senest i Berlin. Ogsaa med vore skandinaviske Naboer har vi vedligeholdt en temmelig livlig Forbindelse ved Hjælp af vore Tidsskrifter, Besøg og Foredrag af enkelte Personer og eet skandinavisk Møde, afholdt under Skolemødet i 1890.

Selvfølgelig er der væsentlige Sider af Foreningens Virksomhed, der ikke kan bestemmes nærmere i Ord og Tal, ligesom man ved de enkelte Mennesker ikke kan afgøre, om de virker mest ved, hvad de gør eller hvad de er. Men om vi end kan trøste os ved denne Bevidsthed, saa kan De dog være overbeviste om, at der ikke er gaaet noget Aar, hvor man ikke alle Vegne smertelig har følt, at hvad der er udrettet, er intet imod, hvad man havde ønsket at faa sat igennem. Men vi har een Trøst, som er nægtet den enkelte Person, der fra Femogtyveaarsdagen ser tilbage paa sin Virksomhed: Kvindesagens Liv rækker over Aarhundreder. For hundrede Aar siden fremsatte Kvinder i Frankrig og England omtrent de samme Ønsker, som vi har fremsat og kun for en lille Del faaet opfyldt; endnu hundrede og atter hundrede Aar tilbage kan man forfølge Sporene af den samme Trang; og forsaavidt den ikke bliver tilfredsstillet i vore Dage, vil den ufejlbarlig gøre sig gældende i Fremtiden. De femogtyve Aar er jo kun som et kort Øjeblik i Sagens Liv, og det Arbejde, der er gjort i den Tid, har vi Lov til at regne som kun en Begyndelse.

Det har fra flere Sider været gjort gældende, at Kvindeforeningerne har haft deres bedste Tid; men jeg ser ingen Grund til at give dette nogen Tiltro. Paa andre Omraader blomstrer jo Foreningslivet i vore Dage stærkt; hvorfor skulde det da ikke gøre det blandt Kvinderne, som efterhaanden, ved en mere almindelig Deltagelse i Samfundets Arbejde, ogsaa maa faa mere Syn for Solidaritetstanken og mere Evne til at arbejde under den? Og hvad Dansk Kvindesamfund angaar, da ser jeg heller ikke rettere, end at dette lille Tilbageblik viser, at det ikke har været bundet til Personer eller er stivnet i snevre Former, men at det ogsaa i Fremtiden maa kunne bruges som Redskab for Kvindernes fremadstræbende Trang.