Det gode Ord.

Det gode Ord - det gode Sted,

hvad selv en Tvivler tror og ved,

de maa hinanden finde.

Saa vide Hjertets Kongebud

forkynder det - at Gud er Gud,

de skilles ingensinde . . .

Der er paa denne skjønne Jord

saamange trældomsfulde Spor

med Utak i sit Følge.

Flodbølgen løfter Tidens Hav,

der stiger op saa mange Krav

som Bølge efter Bølge.

Der blev saa mangen Flamme tændt,

som brændte ud, før Dag var endt,

og Mørket følger efter.

Saa mangt et Haab - skjønt falsk forgyldt,

fik Sind og Tanke overfyldt

med Lystens spredte Kræfter.

Og da vil alle være med.

Der spørges ej om Tid og Sted.

om Lykkens Tro og Love.

„Fremad paa Spræng” er Tidens Agt,

hvis han, som staar sin Tidevagt,

skal vinde - maa han vove.

Men vi, som gaar mod Vejens Slut,

vi ved, hvor nær den Stav er brudt,

som Aandens Evne støtter.

Vi ved, at selv det stolte Mod

gaar Vejen frem med Fald for Fod,

at Lykkens Maal sig flytter -

At det er svært at vende om

den samme Vej, hvorfra man kom

paa Haabets høje Bølge,

og sætte sig ved samme Bord,

hvor før klang hen det store Ord -

med Tabets Fattigfølge.

Da høres nok blandt „Grin” og Svig

et saaret Hjertes Klageskrig:

at aldrig Hjælp man fanger.

Spotfuglen har saa skarp en Røst,

hvor kan der vækkes Haab og Trøst,

naar den er Tidens Sanger?

Dog, Tidens Dom er Tidens Magt.

Alting er Dommen underlagt

den mon som oftest true!

Men blev den sagt med gode Ord,

da kom der Brød paa Savnets Bord,

og Sol til Hjertets Drue.

Den kloge Dom - med vrange Ord

har tit i frugtbar, villig Jord

lagt ned en Ukruds Kjærne.

Det gode Ord med klog Forstand

har over Tankens Drømmeland

tændt op en Lykkestjerne.

Dog lad kun Strenghed følge med -

den finder nok det gode Sted,

som kan det Stærke bære.

Det strenge Ord er Livets Salt,

er Styrkens Hævning gjennem alt -

thi streng er Sandheds Lære.

Men Strengheds Ord og Kuldens Aand

Gik altfor ofte Haand i Haand

til højen Dommersæde,

og sad der som et fornemt Par,

der giver sit Orakelsvar

ved Aandens Foretræde.

Og det er sandt, som det er trist:

det Gode fik saa karg en Frist

ved Livets store Stevne.

Hvor Kløgt slaar ud sit Fangegarn,

der nævnes det et Fattigbarn

med Følsomhedens Evne.

Men fik det Magt, som det har Værd,

da laa med sløvet Od det Sværd

tveægget, som det hedder

det blev den onde Tunges Navn!

den fik det ej i Guders Favn,

men paa „de tørre Steder” -

Der, hvor sletingen Glæde gror,

hvor Livet fæster ind sit Spor

som Fjed i Flyvesanden,

hvor Buldret af den store Kraft,

er som en usund, gjæret Saft, d

er skummer over Randen.

Dog er det ikke dermed sagt,

at højest Skrig har stærkest Magt,

til at irettesætte.

De, som behøver Hjælp og Trøst,

de hører bedst hin stille Røst,

som viser dem tilrette.

Det gode Ord - det gode Sted

er - hvad saa Tvivlen tror og ved -

al Fremgangs sikre Fæste.

Det gode Ord med Gud i Pagt,

er Verdens største Overmagt -

thi det er Himlens Næste.