Pauline Worm. 1825-83.

Dersom Pauline Worm havde levet, vilde hun have staaet iblandt os ganske som Susan Anthony, ogsaa kaldet „Tante Susie”, staar blandt Kvinderne i de forenede Stater: som deres højt agtede Fører, som den, der lig Dronning Margrethe paa Kvindeudstillingens Segl, under sin skærmende Kappe samler alle Kvindesagens Tilhængere. Ligesom den amerikanske Foregangskvinde maatte Pauline Worm i sine yngre Dage døje Miskendelse og Spot fra en ganske uforstaaende Almenhed, mens alle, der kom i personlig Berøring med hende, maatte bøje sig for hendes ypperlige Karakter og lyse Hoved. Og ligesom det er gaaet med Susan Anthony, vilde vel ogsaa Pauline Worm ved sin Bravhed og Dygtighed i Tidens Løb have vundet Anerkendelse for sig og sine Ideer hos en større Kreds; det synes jo et Tegn derpaa, at der kort før hendes Død blev tilstaaet hende en lille aarlig Digtergage. Netop i de Aar, der fulgte nærmest herpaa, havde Kvindesagen den stærkest opadgaaende Periode, den endnu har kendt; havde hun levet, vilde hun have dannet et Bindeled mellem det ny og det gamle, som hun i andre Retninger stod nær, og hendes kraftige Røst vilde uden Tvivl have vakt en og anden af de Samvittigheder, som nu har slumret.

Pauline Worms Fader var Præst, og først i Hyllested, senere i Kristrup Præstegaard, nær ved Randers, henlevede hun en lykkelig Barndom og Ungdom, fuld af store Drømme. Faderen gav hende selv den første Undervisning. I hendes Minderune om ham hedder det:

De sige: du mig Lærdom gav

Af gamle Bøgers Blad;

Og dog du næppe vidste af

Min vilde Flugt paa Tankens Hav . . .

Fra sit 22ende til sit 25ende Aar var hun Lærerinde hos Købmand Hardt i Præstø; derefter forsøgte hun, først i Randers og senere i Aarhus, at løse den vanskelige Opgave at faa en højere Pigeskole, anlagt paa ideale Principper, til at betale sig. Det lykkedes ikke; rimeligvis har hendes gamle Moster haft Ret, naar hun allerede, mens Pauline var Barn, sagde til hende: „Du kan gerne være klog paa Himlen, (Stjernehimlen) men det skal Du sgu vide, at paa Jorden er Du en Tosse”. Efter Faderens Død (1865) levede hun for at kunne være sammen med sin Moder som Timelærerinde i Randers. Først efter Moderens Død, i Begyndelsen af Firserne, flyttede hun til København. Hendes Helbred var da nedbrudt; hun havde haabet at vinde Sundhed ved en Udenlandsrejse; men da hun fik Midlerne dertil i den omtalte Statsunderstøttelse, var det for silde.

Allerede fra Barn af havde Pauline med den mest levende Interesse fulgt alle Tidens aandelige Rørelser og taget sit Standpunkt til de fleste af dem. Hun var, som ovenfor nævnt, selv klar over, at „tidlig hun til noget stort var kaldt”; og da hun ikke blot havde sjældne Aandsevner, men ogsaa en ualmindelig daadskraftig Natur - et Liv helliget til Refleksion uden Handling var et Liv uden Hensigt i Verden, hævder hun senere overfor Clara Raphael - forstaar man, at denne Bevidsthed voldte hende en inderlig Glæde. Efterhaanden forvandledes dog denne Glæde til Forstemthed; thi hun blev snart opmærksom paa, at enhver fri Livsytring af hende, saaledes som Datidens Opfattelse af Kvindelighed var, maatte udsætte hende for Mistydning. Neppe nogen Sinde forvandt hun ganske de Stød, hendes ømtaalige Sind derved led. Mange Aar efter klager hun sig herover: *)

„Jeg læste første Bind af hans (Poul Møllers) Skrifter første Gang i mit sextende Aar; jeg drømte dengang om en Fremtid som Digterinde; - nu saa jeg, at der ad denne Vej ikke var Ære og Lykke, men kun Haan og Spot at hente. Jeg var ung; jeg troede paa Livets Poesi; - her fandt jeg nu i en Lignelse om en Torbist og en Flue den Moral: min Pige! er du ikke rig eller meget smuk, saa tag den første Frier, der melder sig, naar han blot sidder lunt inden Døre, var det end i en Mødding”. Dette læste jeg, og det gik mig som Synderen, der hørte sin Dom, at han skulde i Fængsel, fordi han havde stjaalet et eneste Lam; - jeg havde faaet en Gave, en god Gave af Gud; nu saa jeg, at den var et Stempel, der for Livstid brændemærkede mig som Vrængebilledet af en Kvinde - og fra den Time bar jeg paa det Pund, der var mig betroet, som paa en Forbandelse”.

Hun havde i politisk Henseende sluttet sig til det national-liberale Parti, som den Gang dannede Oppositionen. To Gange lykkedes det hende i sin Digtning at give Udtryk for, hvad Størstedelen af Folket følte, første Gang ved det anonyme Digt i „Fædrelandet”: „Kong Frederik, dig dit Folk sin Hilsen bringer,” anden Gang ved det djærve Svar, hun gav Bjørnson paa hans Opfordring til Danmark om at forandre Signaler. I hendes lille Digtsamling Vaar og Høst er der enkelte lyriske Digte af Rang; var hendes Liv blevet mere fyldigt, vilde uden Tvivl denne Kilde til Poesi have flydt rigeligere. I et smukt lille Digt: „Lad Fuglen ikke dø” klager hun bittert over, at hendes Sangfugl maa hænge med Vingen, at den aldrig kan tumle sig glad i Guds fri Natur; aldrig svinge sig til sin Slægt bort fra Muren graa.

Hendes religiøse Interesse var ikke mindre vakt end den politiske; maaske var det dog mere med Hovedet end med Hjertet, at hun fulgte de Stridigheder, der i denne Retning delte Sindene. Hendes Kærlighed til alt hvad der var dansk og hvad der var folkeligt, hendes sikre Tro paa, at naar blot Livets Kræfter fik Lov til at røre sig frit, da vilde det fuldkomne fremgaa af Kaos, hele hendes optimistiske Livssyn gjorde hende til en god Grundtvigianer, skønt hun vistnok stillede sig noget friere til Dogmerne end de fleste af Datidens Grundtvigianere. Over for den indre Mission, var hun derimod en ubønhørlig Modstander, og hendes skarpe Stridsskrift mod Vilhelm Beck skaffede hende Anerkendelse hos mangen en gejstlig Herre, som ellers ikke yndede kvindeligt Medarbejderskab. Ogsaa i sit Syn paa Opdragelsen stod hun den grundtvigske Retning nær. Sammen med Fru Julie Heins arbejdede hun med Held paa at skaffe den foragtede Modersmaalsundervisning en bedre Plads i Pigeskolen. Selv havde hun lagt sig særlig efter Fransk og brugte, siger man, gerne dette Sprog, naar hun vilde skæmte eller ironisere. Men noget fransk Tilsnit fik hendes Aand aldrig; snarere var hun vistnok noget paavirket af svensk Literatur.

Hun havde i sit attende Aar „for dog at stifte lidt Nytte her paa Jorden” givet sig til at undervise; og næsten hele Livet var Undervisning hendes Levebrød. Denne Gerning var, siger Barfod i sin smukke Biografi af hende, (Dagbladet Nr. 134, 1884), hendes Liv og Lyst. Det er dog mest rimeligt, at om hun havde kunnet gennemføre sin oprindelige Livsplan, havde hun indskrænket sig til at virke for Pædagogikken, som for andre Interesser, som Skribent, væsentlig vel som den fødte Kritiker og Reformator, hun var. At dyrke Kunst og Videnskab, det gaar ikke godt sammen med det daglige Slid i Skolestuen, især ikke, naar man underviser med Liv og Lyst.

Der findes en stor Mængde Digte og Artikler af hende spredte rundt om i forskellige Blade og Tidsskrifter, i „Fædrelandet”, „Dansk Ugeblad”, „Nordisk Maanedsskrift” o. m. fl. Hun var ogsaa en yndet Foredragsholder, vel nok mest i Provinserne. Af og til dukkede hun dog ogsaa op i København, een Gang endog med et saa dristigt Emne som Kritik over Københavneriet. Sky og undselig, som hun var, og uden ydre Gaver til offentlig Optræden, har det sikkert kostet hende adskillig Overvindelse at stille sin Personlighed i Breschen. I et Brev til en Ven skriver hun saaledes: „Iøvrigt er jeg i det sidste Aar bleven en mærkelig Person, idet jeg har holdt Foredrag i den herværende Folkeforsamling, hvilket Københavnerne nok have fundet saa besynderligt og emanciperet, at jeg vist gerne nu i Dyrehavstiden kunde lade mig se for Penge derovre som et udenlandsk Dyr eller en anden Vanskabning”.

Dersom der var noget, Pauline Worm sit Liv igennem følte sig saaret og krænket over, var det at blive udpeget som en Undtagelse. Hun vilde have Lov til paa een Gang at være „sand Kvinde” og et Menneske, der kunde have et Ord med at sige i de almenmenneskelige Interesser. I disse blev hun baaret frem af et Parti og kunde, hvis hun vilde have taget imod den Stilling, man var villig til at give hende, som en Undtagelse, vistnok være sejlet ganske mageligt ned ad Livets Elv. Men hun vidste, at netop over sin Stilling som Kvinde havde hun tænkt og følt mest personligt; her havde hun i Virkeligheden mest at sige sin Tid. Og hun kunde ikke lade den Sag falde, skønt hun snart forstod, at den skabte Tomhed og Kulde omkring hende.

Allerede mens hun var en lille Pige paa ti Aar, havde hendes Retsfølelse og logiske Sans taget Anstød af, at den største Skatteyder i hendes Faders Sogn maatte undvære Stemmeretten, fordi hun var Kvinde, og da Clara Raphael havde rejst Kvindespørgsmaalet, gav ogsaa hun sit Indlæg: Fire Breve om Clara Raphael fra en ung Pige til hendes Søster. I dette lille Skrift har vi den hele Pauline Worm med hendes mangesidige Kundskaber og Interesser, hendes Sans for Livets Krav, hendes Kærlighed til alt menneskeligt overfor den mere himmelvendte Clara og ikke mindst hendes Harme over at føle sig bunden paa Hænder og Fødder af Fordommene mod hendes Køn. Hun elsker og ærer Clara Raphael, men mener dog i alt Fald til en vis Tid, at hun er tvungen til at optræde som hendes „ærlige Fjende”; hun hævder Naturens Ret overfor hende; - „Amor er ej lav, er han end lille”, hedder det i et Digt til Clara - ogsaa Menneskekærlighedens Sag taler hun, siger saaledes i et af „Brevene”: „Vil Clara „kæmpe for Menneskers Vel med Pen og Røst”, saa maa hun virkelig, om end miskendt og hadet, trykke dem til det saarede Bryst; men det gør hun ikke - hun støder dem fra sig ved sin Kulde; hun foragter, hvor hun skulde føle Medlidenhed” . . . „Clara maatte”, mener hun, „stige mange Trin ned ad sin Himmelstige, hvis hun skulde lære at betragte Verden fra hendes Synspunkt”, og hun ønsker at kunne væbne sig selv med en Kost i Stedet for Claras ædle Slagsværd for at rense den Augiasstald af Bornerthed, Selvforagt og Letsindighed, som hun saa hos Kvinderne i det daværende Samfund. I det smukke Digt, hun skrev ved Clara Raphaels Død, viser det sig dog, at hun i hende har set baade et Forbillede og en Fælle.

Hun havde allerede, da hun udsendte disse Breve, udarbejdet det meste af en Roman i to Bind, De Fornuftige, der dog først udkom seks Aar senere, 1856. Det var omtrent samtidig med Fru Colletts „Amtmandens Døtre” og Fredrika Bremers „Hertha”. Disse Bøger er ikke lidet beslægtede, og man kan ikke andet end heri se et stærkt Bevis paa, at de er typiske for deres Tid, at der er noget almengyldigt i den Bekendelse, de aflægger om, hvilke trange Kaar Tiden bød en Kvinde, der ragede op over Mængden, ligesom de ogsaa viser, at Bevidstheden herom nu begynder at vaagne hos Kvinderne. - Alvilda, Heltinden i De Fornuftige, er en jysk Degnedatter, begejstret for Ideen og anlagt til Kunstnerinde. Hun forlanger intet andet end Frihed til at udvikle sine ualmindelige Gaver og til at mødes med de faa beslægtede Aander, hun træffer i Livet; men hun bliver pint til Døde, trampet ihjel af Filistrenes Flok, blot fordi hun er mere værd end de. I sine bedste Partier giver Bogen en veltalende Fremstilling af Forfatterindens Anskuelser i forskellige Retninger. Overalt viser hun frit Blik og varm Følelse. Dersom man vil sammenligne disse Ungdomsskrifter af Pauline Worm med, hvad der senere kom frem af hende i Tidsskrifter og Bladartikler, kan man ikke andet end føle med Sorg, at hendes Udvikling er bleven standset i Utide. Hun er bestandig lige skarp, klar og slagfærdig, men i sine senere Skrifter forholdvis tør, uden den Fylde og Rigdom, som Oplevelser giver.

Hvad hun har været for Kvindesagen, er det vanskeligt nærmere at bestemme. Hun har sørget for, at „dens Fugl ikke døde” paa en Tid, da Tonerne var frosset fast i Struben paa dens første Forkynder her i Landet. Det er vel heller ikke uden Sammenhæng med hendes Virksomhed, at den Aandsretning, hun tilhørte, har haft mere aabent Øre for den end de fleste andre, og at de Egne, hvor hun færdedes, Midtjylland, hu er Hjemstedet for Sagens mest paalidelige og tro Tilhængere. At hun har paavirket Kvinder, der senere har arbejdet for Sagen, er ovenstaaende Digt et Bevis paa. Hendes egen Stilling til Sagen var, som hele hendes Færd, i højeste Grad beskeden og uden personlig Fordringsfuldhed. Hun glædede sig, da Stuart Mills Bog blev indført i vor Literatur; og da „Dansk Kvindesamfund” blev stiftet, tog hun af al sin Kraft Arbejdet op som menigt Medlem. Ikke mindst glædede hun sig, naar hun saa, at de Kundskaber, hendes unge Læber havde tørstet efter, blev budt vor Tids kvindelige Ungdom i fulde Skaaler.

Det sjældneste ved Pauline Worm var ikke de udviklede Aandsevner, hun selv følte som et Ansvar og næsten som en Byrde. Heller ikke den ganske vist ualmindelige Forening af kvindelig Finhed og mandig Kraft i hendes Digtning. Det sjældneste var den Retfærdighedsfølelse, der fik hende til at tage en upopulær Sag op og holde fast ved den, det koste, hvad det vilde. Denne Egenskab er jo heller ikke, hvad man i hverdagslig Mening kalder fordelagtig, og den dyrkes ikke stærkt, men den holder Karakteren blank og ranker Ryggen. Det er den Arv, som Nutidens Kvinder bør løfte efter Pauline Worm.