Pauline Worm.
Hejmdal stander paa Bifrost Bro
med Gjallerhornet i Haand.
Han lytter - han hører jo Græsset gro.
Han stirrer - med vaagen Aand.
Det gælder at vække Lysets Hær
til Kamp mod Jætte og Trold.
Det gælder at se, naar Stunden er nær
til Fylking mod Uret og Vold.
Saadan du stod i vor Ungdoms Tid
med Gjallerhornet for Mund.
Som Vægter - forrest i Aandens Strid
du vakte os unge af Blund.
Du lærte os styre vor egen Baad
og spise vort eget Brød.
Du støttede os med Raad og Daad,
naar Latteren om os lød.
For længst du hviler i Gravens Skød.
- Hornet dig faldt fra Mund. -
Men alt, hvad du vækked, det Vej sig brød
fremad til denne Stund.
Og derfor en Tak af Hjertens Grund
for Haab og Tro til vor Sag,
for Trofasthed mod den til sidste Stund.
- Gid snart det maa gry ad Dag!