Nutidsmanden med Hensyn paa Erhvervet. *)
Betænk blot, hvorledes en Mands Sjæl selv ved det simpleste Arbejde stemmes til Harmoni. Carlyle.
I det i Oktoberheftet af „Kvinden og Samfundet” offentliggjorte fortrinlige Foredrag af Hr. Jakob Marstrand: Fremtidskvinden med Hensyn paa Erhvervet - for hvilket baade Mænd og Kvinder har Grund til at være ham taknemlig - forekommer nogle pessimistiske Udtalelser om Mandens Gerning, som ægger mig til Modsigelse, en Modsigelse, for hvilken jeg beder om Husly i Tidsskriftets Spalter.
- Side 183 skriver han: „Hvad Værd har det allermeste af Mændenes Arbejde ud over det at skaffe dem Betingelserne for at kunne leve?.......... Livet begynder for dem først der, hvor de gaar ind ad Hjemmets Dør....... Det, jeg vil fremhæve, er den uhyre Overlegenhed i ethisk Værd, som Kvindernes Arbejde i Hjemmet har i Modsætning til Mændenes Erhvervsvirksomhed......... Hvad sjælelig Værd er der vel i at formere sin Kundekreds paa andres Bekostning, naar det - som i de allerfleste Tilfælde - er aldeles ligegyldigt for Almenheden om man har en Kunde eller ej. Hvad Glæde er der ved at være den 400de Urtekræmmer, naar 200 er mere end nok. .........”
Der ligger i disse Udtalelser en Undervurdering af Arbejdets - det daglige Erhvervs- og Pligtarbejdes - store Betydning ogsaa for en Mands ethiske Værd, hvilken synes at bero paa, at Forfatteren slet ikke har Blik for Vekselvirkningen mellem det ethiske i et Menneske og hans Erhvervsmilieu. Dette bliver dog for hver enkelt den Arena, hvor der sker noget, hvor der er Problemer at løse, Vanskeligheder at overvinde, Afgørelser at træffe og Maal at stræbe efter.
Der har Livet sat dig Stævne,
Der skal du din Prøve staa!
Hvorledes skulde det være muligt, at hele dette Liv skulde være uden Indflydelse paa et Menneskes ethiske Værd? Hvorfor skal Livet i Hjemmet idealiseres paa hint Livs Bekostning? Huset er i mange Henseender i formindsket Maalestok det samme for Hustruen, som Forretningen for Manden. Ogsaa i Hjemmet findes en Mængde Erhvervs-Trivialiteter: Overvejelser paa Bagerens, Slagterens og Urtekræmmerens Omraade, som er nødvendige for at faa Pengene til at slaa til. Det er det etniske Element, der bevirker, at Livet baade paa den ene og den anden bliver et Dystløb med Ærens Kranse til den dygtigste, og Arena man bør ikke reducere den ene af disse Arenaer til et Sted, hvor man traver omkring som en Droschehest, der blot længes efter Stalden. Sagen er den, at Hjemmet og Virksomheden er som to store Hjul i Livsmaskineriet, der afløse og supplere hinanden. - Det ene maa ikke smøres paa det andets Bekostning. Meningen er ikke, at de erhvervende Mænd, **) som den glædeløse Urtekræmmer Nr. 400, fra 9-6 gaar omkring i en sjælelig Misvækst, - beskæftigede med aandløse og ligegyldige Ting - for først paa Slaget 6 gennem Hjemmets Dør at begynde Livet. Nej, Erhvervsvirksomheden har baade for Mænd og Kvinder andre og højere Formaal end det at skaffe Betingelser for at leve. Den har nemlig det: at tage i Brug og udvikle et Menneskes Evner og Kræfter til Ære og Glæde for ham selv og det Samfund, han lever i. For Samfundet eller Almenheden, som Hr. M. siger, er det nemlig langt fra ligegyldigt, om man har en Kunde eller ej, idet en Mand uden Kunder vil ligge Samfundet til Byrde, medens dette bæres af de Mænd, der forstaar at skaffe sig Kunder læs: gøre deres Evner og derigennem deres Arbejde frugtbringende. Men Betingelserne derfor er rigtignok, at man ikke holder disse Evner og Kræfter for gode til at anvendes og ikke mener, at Virksomheden kan affejes med nogle periphere Ydelser, medens de centrale gemmes til Brug i Hjemmet. Jeg skal her indskyde, at naar Hr. M. henter sine Eksempler fra Forretningslivet, synes jeg, at han, - som Ordsproget siger - „kaster Snavs i sin egen Rede”. Dette Arbejde besørges tilstrækkeligt af de ikke forretningsdrivende Stænder, der altfor ofte i deres forretningsdrivende Medborgere se en Skare aandløse Ignoranter og i deres Arbejde en rent mekanisk Præstation. Saaledes erindrer jeg, at en af mine Kunder - en Embedsmand - engang, da han paa Forespørgsel erfarede, at jeg var noget anstrængt, nikkede eftertænksomt og derpaa langsomt sagde: „Ja, jeg kan tænke, at her maa være en Del at rydde op om Aftenen.”
Blandt det, der giver Kvindens Arbejde i Hjemmet ethisk Værd, tænker Hr. M. vel særlig paa Opdragelsen af den unge Slægt. Men foruden Barneskolen har vel ogsaa den Livets Skole, der ledes af de Principaler, hos hvem de Unge bliver anbragte, nogen ethisk Værd. Det opdragende Element, der ligger i alt Pligtarbejde, er af stor ethisk Betydning. Jeg lykønskede engang en gammel pastor emeritus til de mange Tillidshverv, han havde, og ytrede, at det maatte være dejligt saadan at arbejde con amore. „Ak!, tro ikke det, min unge Ven, svarede han bedrøvet, „jeg savner saa forfærdeligt dette, at der hver Dag er noget Arbejde, som jeg skal gøre.”
Det vigtigste er, at Virksomheden er en Tumleplads og netop en begrænset - som alt Mesterværk bør være - for det Spil af Kræfter, man raader over, og med Rum for Udvikling af mange Muligheder, som kun Kampen for Tilværelsen kalder frem. At der hører aandelig Aarvaagenhed, en hurtig Opfattelse af en Situation eller et Forhold, et skarpt Blik for Chancer og Nydannelser til at være en dygtig Forretningsmand, kan man maaske faa de fleste til at forstaa, men at der foruden disse mere forstandsmæssige Egenskaber hører Aand og navnlig Fantasi til at være en dygtig Købmand, behøver maaske en nærmere Forklaring. Det gaar med Fantasien, som det i lang Tid gik med Elektriciteten, man saa i dem begge en mægtig Kraft, der hørte hjemme, i Forhold, hvor Smaafolk ikke havde noget at gjøre, navnlig var de begge alt for ophøjede til at træde i det daglige Livs Tjeneste. Men efterhaanden fandt man, at disse Begreber ikke alene var til Brug i det blaa, men at Elektriciteten nedlod sig til at drive Drejerbænke - og Fantasien - ja, fantasien kneb det stadig med at tænke sig som „anvendt Fantasi”, som Kilde til alle de smaa Idéforbindelser, som Evne til at danne de Forestillinger, der opfinder, der udnytter, der skaber Forretningselementer af intet. Den forlanger kun at blive anvendt - ikke at blive betragtet som Stadsdame, der kun bliver præsenteret i Hjemmet om Søndagen - men at blive spændt for det daglige Livs Kærre, den, den ofte forvandler til en Sejersvogn. Og Aanden! - skulde den kun kunne levere Aandrigheder? Er det ikke den, der gennemtrænger vort Arbejde, giver det Liv og Farve, er Saltet deri! Skulde det ikke kunne lykkes at paatrykke de simpleste Ting, man udfører, noget af sin Aand, noget personligt, som adskiller det fra de andres. Uden at være beaandet bliver Arbejdet en Trædemølle, en Mekanisme, hvortil man gaar „treven, som et Muldyr under Aaget.” - En Købmand skrev en Gang i et Cirkulære, at han ønskede at fortsætte Forretningen i samme „Aand” som sin Forgænger. En anden Købmand mente, at dette Ord burde stryges, „da det ikke hørte hjemme i Forretningslivet.” Det gik ham sagtens som Heines Venner, da han fortalte dem, at han under sit Arbejde undertiden følte som Vingeslaget af en stor Fugl over sig. De rystede paa Hovedet og sagde, at sligt var aldrig passeret dem!”
Det, jeg har søgt at paavise, er altsaa, at en Mands Gerning frembringer ethiske Værdier foruden det materielle Udbytte. Dette kan og skal ikke undværes eller misagtes. Det er for en ærekær Mand den Belønning, som Samfundet yder ham for vel udført Arbejde. Men foruden dette Tegn paa Samfundets Tilfredshed, skal han hver Dag selv føle, at han ogsaa tilfredsstiller den urimeligste af alle sine Kunder, nemlig sig selv. Og endelig - skulde det ikke kaste en ethisk Straaleglans over den af Hr. M. saa ringeagtede Erhvervsvirksomhed - Arbejdet for Penge - at det udføres under den festlige Følelse af, at det er Kilden til Familiens Velfærd, Skaberen af de Tusind Hjem! Med det staar og falder Hjemmet og dermed dets ethiske Værd.
Dermed vil jeg slutte dette Forsøg paa et lysere Billede af „Nutidsmanden med Hensyn paa Erhvervet” end det, Hr. Marstrand har skitseret.
*) Forsinket af Hensyn til Festskriftet.
**) Disse Betragtninger angaa selvfølgeligt lige saa vel den erhvervende Kvinde.
