Nye Bøger.

Anton Andersen: „Danske Forfatterinder”. Det er ikke helt rigtigt, naar Forfatteren i sin Fortale siger: denne Bog har ingen Forgænger. Dens nærmeste Forgænger er rigtignok 150 Aar gammel, men derfor bør den dog ikke glemmes. Mere mærkeligt er det, at den Slags Bøger overhovedet skrives. Da Schønau i 1753 udgav sin Bog om „Danske lærde Fruentimmer, som ved deres udgivne eller efterladte Skrifter have gjort deres Navne bekendte”, var hans Bevæggrund den, at man overhovedet slet ikke optog Forfatterinder i den Tids Forfatterlexika. Den Mangel, som herved føltes, vilde han afhjælpe. Nu staa Kvinderne Side om Side med Mændene baade i „Erslev” og i „Halvorson” o. a. s. Men naar det gælder den kritiske eller Literaturhistoriske Behandling, bliver dog i Almindelighed - f. Eks. i P. Hansens Literaturhistorie - Kvinderne opført for sig selv som en Klasse, der ikke kan behandles som regulære Forfattere. Det er denne Meningsløshed og Uretfærdighed, som Hr. Andersen vil afhjælpe.

Der kunde nu være adskilligt at sige paa den Bog. For det første er det jo slet ikke rigtigt, at der ikke har været Forfatterinder af Betydning før i vort Aarhundrede. Selv om vi kun havde det ene Navn: Leonore Kristine, vilde det veje mange andre op; og selv de Kvinder, Forf. i sit Forord lidt haanlig omtaler, turde være af lige saa stor Rang, som flere af de i Bogen omtalte. I det hele er Vurderingen alt andet end uomtvistelig. Der gives nemlig mere Karakter end Karakteristik; men Karakteren er jævn god for de fleste. Nogle faa en bedre Karakter, end Efterverdenen vil give dem, andre, som Athalie Schwartz, - utvivsomt en af de betydeligste og originaleste Forfatterinder - undervurderer Forf. i høj Grad. Mest mærkeligt er det, at han kun medtager skønliterære Forfatterinder. Det er jo en ret almindelig Overtro, at Damer kun kan give sig af med at „strikke Romaner og sy Skizzer paa Maskiner”, som E. Bøgh siger. Naar nu en Riddersmand som Hr. A. A træder op og paatager sig at vise, at Kvinderne have ydet meget af Værdi, da burde han ikke glemme deres Ydelser udenfor den egentlige Underholdningsliteratur saa totalt, som han har gjort i denne Bog. Frk. Hudes Doktordisputats er, saavidt jeg kan se, ikke nævnt. Om dens videnskabelige Værd er der jo kun een Mening. Frk. Erslevs Drame „Kong Valdemar” sætter Undertegnede ikke højt, men hendes Afhandling om danske historiske Skuespil er en udmærket lille Monografi, som vi egenlig ikke have Mage til i vor fattige literaturhistoriske Literatur. Frk. Frederiksens ansete pædagogiske Forfattervirksomhed, Frk. M. Fibigers to fortrinlige Biografier af Mathilde og Ilia Fibiger, og adskilligt mere, vilde, om det havde været nævnt, have givet Læseren Indtryk af, at der dog er større Dygtighed blandt de kvindelige Forfattere, end Hr. A. A. synes at mene

Paa den anden Side er Grænserne undertiden videre end man ventede. Skal saaledes Journalistiken og Oversættelserne medregnes til Literaturen? Fru S. Horten er næppe optraadt som Forfatter, men som Journalist og Oversætter; „Viola” er ikke af S. Beyer men Shakespeare, altsaa en Oversættelse, men da burde flere fortrinlige Oversættelser være medtaget, f. Eks. Fru Hoffmeyers.

Naa, men hvad er fejlfrit i denne Verden? Ingen vil kunne nægte, at Bogen er Resultatet af en smuk og ridderlig Følelse, og at den fortjener Tak og Opmærksomhed fra Kvindernes Side.

M.

Den norske Forfatterinde, Alvilda Prydts, som nu i en Aarrække har sendt ud sine Bøger, og som naturligvis er „Kvinden og Samfundet” vel bekendt, har nylig atter givet os en Bog, der ikke blot ved sit prægtige Udstyr, fra et af Norges største Forlagsbureauer, beviser sin stigende Anseelse paa Litteraturens Bane, men som tillige ved sit Indhold godtgør en stigende Fremgang i andelig Værdi.

Bogens Titel er „Gunvor Thorsdatter til Hærø”. Det er et fornemt Navn, som synes at skulle sætte os tilbage til en sunken Tids Storhed, saavel i Handle- som Tænkemaade. Den gør det ogsaa, hvad et Par af Skikkelserne angaar, og da det. er Digtningens Hovedfigurer, kan Resten for den Sags Skyld gerne spille over i alle Nutidens Farver, hvad den da ogsaa gør.

Gunvor Thorsdatter er selvfølgelig Bogens Hovedperson, hendes Moder, Fru Elin til Hærø, er den næste. Thi hvor stille end den gamle tunghørige Kvinde gaar omkring mellem de Handlende, og tilsyneladende ikke blander sig ind i noget, har man dog en Fornemmelse af, at hun holder en Slags højere Kontrol med det hele, og i en yderlig Stund vil kunne træde til med sin Afgørelse. Hun har endnu en større Sag at varetage overfor Bogens Økonomi, thi hun danner den Baggrund, hvorfra Gunvor træder os forstaaende imøde. Uden hende vilde Gunvor Thorsdatter være som en af hine Sagnskikkelser, der i Aarhundreder har siddet indelukket i Fjeldet, og som ved sin Fremkomst i Dagens Lys ikke mere finder det folk, hun blev fostret iblandt.

Disse to Kvinder er da ogsaa Personifikationer af Forfatterindens eget Storsyn paa Naturen og Folkelivet „der Nord” med en Indvævning af baade Sagatiden og Nutiden, og de er holdte i en saa kraftig Oprindelighed, at man har vanskeligt ved at faa den til at blande sig med Nutiden. Det er derfor ogsaa en af Bogens store og gode Sider, at denne Blanding heller ikke kommer istand, og at de to Hovedskikkelser paa en Maade gaar tilbage til sin Mor (Naturen) igen.

Gunvor Thorsdatter er allerede trolovet med den unge Læge, Svejn Thorgersen, da Bogen begynder. Den Protest, man sikkert vilde nedlægge imod Partiet, kommer saaledes først bagefter.

Som Gunvor træder os imøde fra Naturgrundens strenge og stolte Kølighed, synes det helt urimeligt, at hun og den vaklende Svejn Thorgersen skulde kunne blive et Par, - thi noget mere umagent end de to kan nemlig ikke findes.

Der er imidlertid tillagt Svejn et stærkt lyrisk Temperament med dertil hørende udvortes; han har et indsmigrende Væsen, smukke forelskede Øjne, og han ved, at han kun behøver at vise sig for at være - vel mødt! Det er naturligvis ved denne Bedaarelse han har vundet sin Sejr over Gunvor, men vi under ham den ikke, og endelig: han nødes ogsaa selv til at opgive den. Ved Spilfægteriets Vaaben aabner han sig nemlig en anden Vej, den han havde tænkt at bibeholde som en liden Rekreation ved Siden af den strenge Livsvandring ved Gunvors Haand, men her bliver han fanget i sit eget Garn og nødes til at forlade Hovedbanen. Han maa tage til Takke med det, han selv har nedværdiget, og dermed sker ham sin Ret.

Men inden dette Forhold endnu er Opløst, knytter Gunvor sig med hele sin Attraa til en Anden, og det skulde have været os baade forstaaeligt og ønskeligt, hvis denne Anden virkelig havde været hendes naturbaarne Mage, men han er igrunden ikke mere hendes aandelige Jevnlige end Svejn Thorgersen. Denne Person er en højere Embedsmand paa Hærø, vistnok en god Del fornemmere af Natur og Væsen end Svejn, men ikke en Smule fastere i moralsk Værdi. Han møder os som Levninger, lad det endog hedde: smukke Levninger, af et for tidligt opbrugt Manddomsliv. Han er som en gylden Pokal med halvt udvisket Paaskrift, det er kun, hvad den var, den taler om.

Og naar da den unge stoute Gunvor Thorsdatter rækker ham Haanden til Kærlighedens Samlag, er han som et svajende Rør, der hverken har Mod eller Evne til at gribe det faste Hold i noget. Han stiver nok sin Slaphed op ved kostbare Vine, men den kostelige Livsdrik, som bydes ham af hendes Hjerte, den vover han sig ikke til at tage. Han ved, at det vilde kræve Gengæld af et rent og sundt Livsemne, og det har han for længe, længe siden opbrugt. Han ved desuden, at det kunde gaa ham som dem, der i lange Tider har levet paa den magre Kost, naar de pludselig hen sættes til det rige Bord, at den kraftige Næring let kan virke en Dødssygdom. Naar det derfor, som det viser sig, er Forfatterinden om at gøre at vække Sympathi for denne Mandsskikkelse, da kan vi meget gerne yde ham den: Det maa altid være frygteligt at modtage Livets store Tilbud, naar man ikke mere har Husrum til Lykkens Udsendinge, og særlig da, naar man før har levet over Evne. Men at Gunvor Thorsdatter gør dette Tilbud overfor en slig vaklende Skikkelse, er absolut at træde ud af den Sfære, som betinger hele hendes aandelige Tilværelse.

Lykkeligvis bliver det heller ikke til noget med dette Forhold. Der melder sig itide et nyt Krav, som ganske anderledes formaar at samle hele hendes Væsen i Hjertets Valg. Hun nævnes jo blandt Folket: „Gunvor-Mor til Hærø” - thi hun er den overalt nærværende med Hjælp og Trøst! Der er i denne Udnævnelse sat hende et Stevne i Nødens og Farens Stund, som hun ogsaa med sin Natur helt og holdent kan møde til.

Og Kravet kommer! Det gælder intet mindre end Valget mellem Liv og Død. Men „Gunvor-Mor” vakler ikke, hun er i den yderste Stund der, hvor hun uvilkaarlig hører hjemme. I Farens og Ulykkens Omtumlen med Mennesker, hvor Sind og Sans forvirres af Dødsskrækken, der uddeler hun sine Ordrer med stille uforfærdet Mod, og i den stærke Bevidsthed af at handle med Gud i Pagt, møder hun Døden.

Paa denne Maade giver Gunvor Thorsdatter-Mor til Hærø, Livet hen til Frelse for sine Børn. Hun kan ikke ende smukkere og mere i Overensstemmelse med sig selv og sit store Naturanlæg. En anden Sag havde det jo været, om Forfatterinden havde tildelt hende Livets Lykke, thi vel var Gunvor ætled til at leve Livet saa stort, at hendes Omgivelser kunde have draget den gode Lærdom af hende, og da Fru Elin er gammel og træt, havde det været nok saa herligt, om Gunvor var bleven hendes Efterleverske istedenfor, som nu, det omvendte sker. Der staar desuden i Fortællingens Baggrund en Skikkelse, ved Navn Enekiel, en storættet stout Gut, som har gode Betingelser for at kunne blive hende en passende Brudgom, især da han elsker hende, - nu bliver hans Skæbne den at bære Bruden til Gravkamret, men vi havde undt ham en større Lod.

Bogen har som et Slags Forspil - et indledende Sangkor, der minder stærkt om „Højsangen” - minder og andre Steder i Bogen om det samme, og kanske lidt for stærkt. Det er imidlertid smukt, thi det kommer fra en dyb poesifuld Baggrund, og er endnu ren, uforfalsket Poesi, - men Forfatterinden maa dog være varsom med dens Anvendelse, thi det kan, inden hun ser sig for, blive til Maner, og da forvandler det smukke Blomsterflor sig til visnet Løv, der ikke mere udtrykker Tanker, men blot klingende Ord.

Hendes Sprog er i sig selv smukt, men da det har Poesiens Fylde saa nær ind paa sig, fremtræder det næsten altid i en vil Indhylling af denne og bliver derved uklart. Men da dette jo i Sandhed kun er at anse som en embarras de richesse, kan der overfor en saa energisk Natur som Forfatterinden ikke være nogen Fare. Hun vil frem, og hun vil ikke vige for nogen Hindring, som hun i sig selv kan fjerne.

Alvilda Prydts udgav for to Aar siden en Bog, som hun kaldte „Bellis”. Det var en Samling af Billeder fra Syd og Nord, et fint smukt Arbejde, der betegnede en ikke ringe Fremgang fra hendes førudkomne Bøger. Den fik ingen Anmeldelse hernede, og det burde den have haft. Alvilda Prydts er et Talent, som det er af Interesse at følge, thi der gaar gennem ethvert af hendes Arbejder den sølverne Traad, som hedder Idealitet, og den skal man vogte vel.

Der blev nu ogsaa i dette Aar tilstaaet hende Statsunderstøttelse af Storthinget, og den var i Sandhed fortjent - den vil sikkert og give sine gode Renter, thi hun er et ejendommeligt Forfatteræmne, og hvor mange nye Arbejdere, der end hvert Aar indmælder sig paa Litteraturens Mark, Ejendommeligheden er ikke ret ofte deres Mærke.

Alvilda Prydts siger i Bogens Indledning med en Folkevise fra Bretagne: „Hjælp mig Gud! Havet er stort og min Baad er saa liden.”

Ja - en Bog er hurtig overset og skubbet til Siden, men det hænder dog, at en liden Bog kan give Livstanker til Frelse for Tid og Evighed.

Og hermed være „Gunvor Thorsdatter til Hærø” den danske Læseverden anbefalet - den er Læsningen værd.

Magdalene Thoresen.