Louise Harbou
Generalinde Harbou har været en af de Kvinder, som har gjort Kærligheden til sine Medmennesker til sit Livs Maal. Hun har ofret sig helt og holdent for at forbedre Livsvilkaarene for Samfundets Stedbørn, og har i en ualmindelig Grad forstaaet at finde den rigtige Maade at hjælpe dem paa. Hun bar sin Titel „Generalinde” med megen Berettigelse, thi hun forstod at dirigere en hel Stab af Damer og forstod at indgyde dem Interesse for det, der i saa høj Grad opfyldte hende selv, og som jo dog til syvende og sidst er det, der giver Livet Indhold: Tanken for og Kærligheden til ens Medmennesker.
Under sit Ophold i Altona havde hun den store Sorg at miste en lille Søn; der opstod da den Tanke hos hende at frelse Smaabørn fra den Død, som daarlige sanitære Forhold, uhensigtsmæssig Ernæring og slet Pleje saa hurtig befordrer.
Den 17. Februar 1885 stiftede hun saa Foreningen „Smaabørns Vel”, som vel maa anses for at være Moderinstitutionen til alt det, hun senere oprettede. Ved at opsøge de fattiges Hjem for at bringe Smaabørnene Mælk og Klæder opdagede hun, hvor meget de stakkels Mødre lide. De frugtsommelige og diegivende Mødre føde en Slægt til Verden, som bliver uduelig paa Grund af den utilstrækkelige Næring, de selv faar, og deres pekuniære Sorger forværre endnu deres Tilstand.
„Mødres og Børns Bespisning” og „Selvhjælpsfond for Mødre” bleve Resultatet af Generalinde Harbous Bestræbelser til Forbedring af Forholdene. Og om det end er umuligt for en enkelt at udrette noget virkeligt, nogen reel Forbedring, saa maa man dog haabe paa, at en Gang i Tiden netop den Samvirken af de forskellige Foreninger, Generalinden har stiftet, vil bidrage noget til, at deri opvoksende Slægt bliver hærdet noget mere til at kunne modstaa Livets Besvær og Genvordigheder.
„Børnesanatorierne for København og Omegn”, hvis Maal det er at skaffe kirtelsvage Børn et sundt Ophold i frisk Luft, maa vel betragtes som en af Grundpillerne til den smukke Bygning, og ingen, der en Gang har set de smaa glade rødmende Ansigter, vil kunne undervurdere den Betydning, Generalinde Harbous smukke Tanke har haft.
Til sidst maa vi endnu tilføje, at som Slutningssten til Bygningen blev „de Gamle”s Spisehus oprettet. Foreningen er saa temmelig ny og har endnu ikke faaet Tid til at vokse sig stor og fast, men dens smukke Formaal vil uden Tvivl vække samme Interesse som alle de andre Foreninger.
Generalinde Harbous Trang til at gøre godt, voksede op af den Sorg hun havde lidt som Moder. Hun blev da ogsaa netop den, der i den københavnske Godgørenhed røgtede Moderens Hverv fremfor nogen. .
Som Moder for de Foreninger, vi her har nævnt, vil hun savnes umaadelig, og man maa blot haabe, at der vil findes andre Kvinder, som forstaar at arbejde videre i Tiendes Fodspor og derved hædre hendes Minde paa den smukkeste Maade.
København, d. 29. Januar 1897. .
Ida Mannheimer.
Som et Bevis paa de forskellige Foreningers Virksomhed skal her blot endnu nævnes nogle Tal. Foreningen „Smaabørns Vel” har i de første 10 Aar af sin Levetid
uddelt 514,204 Mælkebilletter gratis,
uddelt 1,778,884 Mælkebilletter til modereret Pris,
uddelt 55,896 Stykker Børnetøj,
uddelt 347 Stykker Barnevogne og Vugger,
og har i dette Tidsrum hjulpet 5.390 Børn.
Foreningen „Mødres og Børns Bespisning” har i de 10 Aar af sin Virksomhed uddelt 375,000 Portioner Mad og 11,961 Portioner Malt.
