Mindeord

Professor Asger Snebjørn Nicolai Stadfeldt.

Den 12te December døde en Mand, der har været saa lykkelig at kaste Glans over sit Fædrelands Navn og at gøre sig fortjent til stor Tak af alle Danmarks Kvinder, ja egentlig af Alverdens Kvinder; denne Mand var Professor Stadfeldt, Overlæge ved Københavns Fødselsstiftelse, og den Gerning, hvormed han indlagde sig saa stor Ære, var den, at han var den første, der fattede og udførte den lykkelige Tanke, at betragte Barselfeber som enhver anden Saarsygdom og at behandle den i Overensstemmelse hermed.

For ret at forstaa, hvad Betydning Professor Stadfeldt har haft, maa vi kaste et Blik tilbage i Tiden. Vi se da, at det ikke er 200 Aar siden, at man overhovedet her i Landet begyndte et regelmæssigt Studium af Fødselsvidenskaben. Endnu i 1755 klager en Læge over „den umenneskelige Haardhed og Grumhed, som en og anden bøddelagtig” iblandt Jordemødrene udviste, hvorledes Fødselshjælpen f. Eks. kunde bestaa i „at sætte den fødende paa Hovedet i en Tønde” o. s. v.

For at raade Bod paa den Slags Forhold, der vel vare ens over hele Verden, oprettedes paa den Tid Fødselsstiftelser i en hel Del store Byer, saaledes i Straszbourg, Paris, Wien, St. Petersborg og København, og siden er der rundt om oprettet Fødselsstiftelser med dertil knyttede Læge- og Jordemoderskoler. Københavns Fødselsstiftelse var saa heldig at blive ledet af Mænd som Christian Johan Berger og Mathias Saxtorph den ældre, Mænd, der gjorde dens Navn berømt viden om, og som droge mange studerende hertil fra fremmede Lande.

Snart skulde det dog vise sig, at Fødselsstiftelserne, der vare oprettede i menneskekærlig Hensigt, kostede alt for mange Kvinder Livet. Erfaringen havde forlængst lært Menneskene, at en Kvinde nogle Dage efter en Fødsel kan blive syg og i kort Tid være redningsløst fortabt. Men nu oplevede man først ret forfærdelige Ting! Optraadte et Tilfælde af Barselfeber indenfor en Fødselsstiftelses Mure, bredte Smitten sig, og der kunde af og til optræde morderiske Epidemier. En af de forfærdeligste af disse rasede i November-December 1839 paa Københavns Fødselsstiftelse: af de 169 fødende, døde Halvdelen, og de øvrige vare saa godt som alle mere eller mindre haardt angrebne.

Lige over for saadanne Ulykker stod man raadløs, man kunde intet Middel finde til at undgaa dem. Var en Epidemi udbrudt, lukkedes Fødselsstiftelsen for en Tid; men naar man flyttede ind igen, blev det snart lige saa galt som før.

Man søgte Raad, men man fandt dem ikke. Da fortvivlede man og foreslog som Indskrift over Fødselsstiftelsens Port at sætte de Ord: „Her myrdes Kvinder paa offentlig Foranstaltning”. Dr. Semmelweis i Wien anede den rette Sammenhæng, han paaviste, at Klorvadskninger af de undersøgendes Hænder forringede Dødeligheden hos de fødende, men man vilde ikke tro ham, og forhaanet og bespottet døde han, sindssyg af Fortvivlelse over ikke at være i Stand til at aabne Verdens Øjne! Ja det gik saa vidt, at en Englænder ved en Lægekongres i Bryssel i 1875 udtalte, at det eneste forsvarlige var at laase Fødselsstiftelserne, (turn the key!) medens en Franskmand erklærede, at det var barmhjærtigere at lade Kvinderne ligge og føde i Luxenbourg Haven end at slippe dem inden for Portene til „la Maternité”, Pariss Fødselsstiftelse. Men da havde Professor Stadfeldt allerede 5 Aar forinden fattet sin lykkelige Tanke og bragt den til Udførelse, saa han i 1876 kunde meddele og bevise den forbavsede lærde Verden, at Barselfeber kunde undgaas ganske paa samme Maade som enhver anden Saarfeber.

Omtrent samtidig med Stadfeldt var forøvrigt Professor Bischoff i Basel slaaet ind paa samme Vej.

Professor Joseph Lister i Edinburgh havde i 1867 vist, at man ved Anvendelse af „antiseptiske” Stoffer som Karbol kan dræbe Spiren til almindelige Saarfebre. Straks efter, at Lister havde offentliggjort sine Resultater, rejste Professor Saxtorph (Sønnesøn af ovennævnte M. Saxtorph d. æ.) og Overlæge Holmer til ham for at lære hos ham, og ved deres Hjemkomst indførte de „den Listerske Saarbehandling”. Stadfeldt havde saaledes rig Lejlighed til at lære denne Metode og Karbolen at kende; men det var der ogsaa mange andre Fødselshjælpere, der havde, og de blev dog i den gamle Opfattelse, at Barselfeberen skyldtes et særligt Smitstof, der mulig var afhængigt af Vejrforholdene, Jordbundens og Bygningernes Beskaffenhed o. l. Det har derfor virkelig noget at betyde, at Stadfeldt gjorde sit Forsøg med Karbol og en til de mindste Enkeltheder gennemført omhyggelig Renlighed, og selvfølgelig lykkedes Forsøget, kunne vi nu sige, thi bagefter er vi altid saa kloge!

Det lykkedes Stadfeldt ved de Forholdsregler, han traf, at bringe Dødeligheden paa Fødselsstiftelsen ned til en Tiendedel af, hvad den havde været, ja han havde endog den store Glæde at opleve et Aar, 1890, uden et eneste Dødsfald af Barselfeber paa Fødselsstiftelsen.

Saa længe et Folk og en Slægt sætter en Ære i, at Folkemængden stiger, og Slægten ikke uddør, saa længe Mænd føler Faderstolthed, og saa længe Kvinder tror, at Moderkærligheden er den reneste og lykkeligste af alle Følelser, saa længe bør Professor Stadfeldts Navn mindes med Tak.

Theodor Begtrup Hansen.

Kun faa Dage efter, at Professor Stadfeldt havde lukket sine Øjne, døde en af hans Disciple, Dr. med. Th. B. Hansen. Han havde ligesom sin Lærer baade Evne og Villie til at komme de lidende til Hjælp. For at lette Landets Jordemødre deres Bestræbelser for at vedligeholde og udvide deres Kundskaber, stiftede han „Tidsskrift for Jordemødre”, der nu snart er halvvejs inde i sin 7ende Aargang. Naar han viede denne Sag saa. stort et Arbejde, var det, fordi der endnu er store Fremskridt at gøre i Jordemoderkunsten, hvilket vil fremgaa af, at til trods for Stadfeldts Gave til Menneskeheden: Antiseptik i Fødselshjælpen, er endnu Barselfeber den næsthyppigste Dødsaarsag for Kvinder i Alderen fra 15-45. Vi skylde derfor de Mænd Tak, om hvem vi ved deres Baare kunne sige, at de have bidraget til at forringe Faren for de fødende.

Dr. Th. B. Hansen havde fornylig modtaget Udnævnelse til Fængselslæge ved samtlige københavnske Fængsler, men han havde allerede i flere Aar været Læge ved Kvindefængslet paa Christianshavn, og hans ualmindelig elskværdige, rolige og humane Sindelag i Forbindelse med hans Uddannelse paa Sindssygehospitaler gjorde ham vistnok særlig skikket til denne Plads. Der er derfor nok Grund for os til at skænke hans Minde en venlig Tanke.

Charlotte Norrie, født Harbou.