Brev fra Zürich til "Kvinden og Samfundet". *)
Fra Dr. phil. Frk. Majkki Friberg. Indhold: Kvindelige studerende ved Universitetet i Zürich.
I.
Theorier over Kvindestudier.
Lige siden Spørgsmaalet om Kvindekønnets Menneskerettigheder er kommet til at staa paa Dagsordenen, har Kvindens Ret til at tilegne sig Kundskaber været et af de Punkter, som maaske indtil videre har givet Anledning til flere forskellige Udtalelser end nogen anden Side af Sagen.
Havde Kvinden de nødvendige Betingelser for at studere? Var det gavnligt for Samfundet, at hun begav sig ud paa en Bane, som man hidtil havde ment udelukkende tilhørte Manden? Vilde hendes Kvindelighed ikke tage Skade deraf? Disse og lignende Spørgsmaal dukkede bestandig frem og udspandtes til endeløse Betragtninger, i Særdeleshed efter at tyske lærde med deres bekendte Grundighed gav sig i Lag med dem. Man prøvede, man granskede, man diskuterede og disputerede, men næsten altid var dog Resultatet det samme: Kvindekønnet egnede sig ikke for videnskabelige Studier. Baade Kvindens naturlige Bestemmelse og hendes aandelige Underlegenhed stod i Vejen derfor. Blandt dem, der især gentog dette sidste Argument, var Professor v. Bischoff i München, som i den Henseende støttede sig paa Kvindens mindre Hjærne. Som berømt Fysiolog kunde han lægge Ord i Vægtskaalen, der vejede tungt, og Sagens Venner kunde vanskeligt holde Stand imod ham, thi de anede jo ikke (den lærde Professor selv endnu mindre) at hans egen Hjærne var lettere end Kvindehjærner gennemsnitlig, hvilket efter hans Død konstateredes.
Universitetet i Zürich gør et Forsøg.
Medens de tyske lærde overtraf hverandre i at bevise Kvindekønnets Inferioritet, fandtes der dog et Universitet med tysk Sprog, der vovede sig ind paa et Eksperiment. Det var Højskolen i Zürich.
Aar 1864 saas nemlig indenfor dens Sale de første kvindelige studerende. Flere af Lærerne rystede paa Hovedet, og kun nogle faa hilste denne interessante Begivenhed med Glæde. Studenterne holdt sig i en agtelsesindgydende Afstand, og de mere raa maatte naturligvis aflevere nogle dumme Vitzer. Efter de første studerende Kvinder kom snart andre til, og ved Prøver og Eksaminer lagde de efter kort Tids Forløb klart for Dagen, at de fuldt ud var den Tillid værdige, som man havde vist dem ved at aabne Højskolens Døre for dem, og flere af de Professorer, som fra Begyndelsen havde stillet sig tvivlende, forandrede nu deres Anskuelse.
Bladene, som meddelte Eksamensresultaterne, forjog Publikums Ængstelser, og de unge Medicinere vandt ved deres taktfulde og kærlige Maade at være paa i Kliniken, den jævne Borgers, hans Hustrus og Børns Tillid.
Antallet af kvindelige studerende, som har været immatrikulerede i Zürich.
Der er nu forløbet mere end 30 Aar siden de første kvindelige studerendes Indtrædelse, og for hvert Semester er Antallet af kvindelige Studenter tiltaget. Indtil sidste Efteraar har ialt 753 Kvinder været immatrikulede her. Af dem har 13 tilhørt det juridiske Fakultet (1 Schweitzerinde og i 2 Udlændinge), 457 det medicinske (32 Schweitzerinder, 425 Udlændinge) og 283 det filosofiske (31 Schweitzerinder, 252 Udlændinge). Som det fremgaar heraf udgør Udlændingerne det overvejende Antal. Forholdsvis er der kommet flest fra Rusland og Polen, dernæst fra Tyskland, Østrig-Ungarn og Serbien, men selv England og Amerika har sendt sine Døtre hertil.
Den Erfaring, som man har vundet med Hensyn til Kvindestudier.
Gennem en saa lang Periode har man naturligvis kunnet erhverve sig en rig Erfaring, som man altid kan appellere til, i Særdeleshed nu, da Spørgsmaalet nærmer sig Brændpunktet selv I Tyskland. Og den Erfaring, der er vundet, er saa gunstig som vel muligt og trodser alle de ængstelige Indvendinger, der er gjorte mod Kvindestudier, og som endnu med den største Ihærdighed drøvtygges af Personer, som vel have Øren at høre med, men som ikke vil gøre Brug af dem.
Professoren i Botanik ved Universitetet i Zürich, Dr. Arnold Dodel, har herom skrevet:
„Vi Universitets-Lærere kunne bevidne, at studerende Damers Nærværelse har virket velgørende og forædlende paa den mandlige Ungdom. Studenterkorpsets Flid er saa kendeligt tiltaget, siden denne Forandring, at man trygt kan paastaa, at der ikke eksisterer en Højskole, hvor man arbejder mere intensivt. En ædel Kappestrid har gjort sig gældende mellem de to Køn. Studenten vil ikke staa tilbage for sin kvindelige Medbejlerske, og hun paa sin Side har en klar Forstaaelse af, at hun ikke blot har at svare for sig selv, men som Banebryderske ved Løsningen af et stort Kulturspørgsmaal - Frigørelsen af den ene Halvdel af Menneskeheden - har at tænke paa Slægten. Studerende Mænd og Kvinder ere Individer, der er blevne Mennesker med Forstaaelse af deres Opgaver og deres Værdighed. Den overfladiske Salontone og det konventionelle Hykleri finder ingen Plads der, hvor aandeligt Indhold bestemmer Tankerne og Handlingerne. En stor Mængde af de Kvinder, der har studeret i Zürich, have allerede i Aarti er virket som Læger, Apothekere, Kemikere, Bibliothekarer og Forfattere i Rusland, Tyskland, Schweitz, Serbien, Bosnien og flere Lande.”
(Fortsættes).
*) Forsinket af Mangel paa Plads.