En Adelsdame

Enkefrue Lady Stanley til Alderley døde i Febr. 1896 i sit Hjem i Dover Street, London, 89 Aar gl. Hun var født 1807 i Halifax, New Skotland, hvorhen hendes Fader, den 13de Lord Dillon, var sendt af Pitt.

Da han 1814 vendte tilbage, tog han af økonomiske Hensyn Bolig i Florentz, som den Gang var besat af østrigske Tropper. Datterens Opdragelse blev betroet til en fransk Dame, der var saa voldsom i sin Republikanisme, at Lady Stanley siden paastod, at det kun var hendes egen Karakterfasthed, der forhindrede hende fra, som Modsætning, at blive Tory.

Hendes liberale Sympatier maa dog have vist sig i en meget ung Alder, thi hun blev meget populær blandt Italienerne ved at nægte at danse med de østrigske Officerer, skøndt hun med Beklagelse indrømmede, at de valsede bedre end Italienerne. Her var hun til Stede ved de ugentlige Modtagelses Aftener hos Grevinden af Albany, Enke efter den engelske Prætendent og efter Digteren Alfieri.

1826, endnu ikke 19 Aar gl., ægtede hun Edward Stanley, ældste Søn af Sir John Stanley, og næste Aar kom de til England; hendes Mand kom ind i Parlamentet 1831 og valgtes endnu i Faderens Levetid til Medlem af Overhuset, men arvede to Aar senere Titlen som Lord Stanley til Alderley. Han døde 1869.

Fra sin Hjemkomst til England og næsten lige til sin Død, det vil sige i et Tidsrum af 68 Aar, bevarede Lady Stanley en varm Interesse for ethvert af Tidens politiske Spørgsmaal. Lord Palmerston beskrev hende som „vor ældste Statsminister” til Guizot, der giver en morsom Beretning om et Selskab hos hende, hvor Irlænderen O. Connell, som det lader til for første Gang, mødtes fredelig med sine politiske Modstandere. Skøndt ivrig Liberal, der, som hun sagde, ikke kunde finde sig i „disse Torier” kunde hun som saa mange andre ikke følge Gladstone, som hun personlig holdt meget af, naar det drejede sig om Irlændernes Selvstyre.

Hun var en af dem, der aabnede sit Hus for de Delegerede fra Ulster, som kom for at overvære det store Møde i Albert Hall 1893, og endskøndt hun var indtraadt i sit 9de Tiaar, var hun ikke alene med ved dette Møde, men ogsaa til Stede ved Debatten om den sidste Home Rule Lov. Til det sidste var hun en konsekvent Radikal saaledes, som dette Udtryk opfattedes i hendes Ungdom, idet hun fastholdt en stadig Opposition mod Statens Indblanding i, hvad der kun angik Individerne.

Dog var Lady Stanleys stærke Interesse for Politik paa ingen Maade den mest fremtrædende Side af hendes Karakter. Fra sin tidligste Ungdom havde hun levet sammen med sin Tids største Aander, og da hun havde en umættelig Videbegærlighed, søgte hun altid at lære af dem, hun var sammen med; overbærende overfor Alt, undtagen Sløvhed, og begavet med en udmærket Hukommelse, havde hun fra sin Barndom baade gennem Studier og gennem Livet i den store Verden bestandig forøget det uudtømmelige Fond af Kundskaber, som hendes opvakte Aand rummede.

Hendes lange Venskab med Carlyle begyndte 1830 og varede uafbrudt i 50 Aar lige til hans Død. Hans Indflydelse kendtes paa en Side af hendes Karakter ligesom F. D. Maurices paa en anden. Sine Kundskaber udvidede hun uafbrudt. Der udkom ikke nogen Bog af Betydning, det være sig om hvilketsomhelst Æmne, uden at hun jo var en af de første til at forlange den, og Besøgende fandt hende altid parat til at diskutere med Geografen Conway om Himmalaya, med Socialøkonomen Kidd om Samfundsudviklingen eller Naturhistorikeren Ramsay om det ny Element. For nylig, da hun havde studeret Spørgsmaalet om Pamirerne, sagde hun: „Var jeg bare 10 Aar yngre, vilde jeg selv rejse dertil, saa vilde jeg forstaa det bedre”. Ved en af de sidste Visiter, Mr. Gladstone aflagde hende, søgte han at lede Samtalen hen paa en ny Roman for at undgaa det farlige Skær, Politiken, men man fortæller, at hun sagde: „Nej, lad os ikke tale om Romanerne, gem De dem, til de gamle Dage, saadan gør jeg”.

Hun havde varm Interesse for, hvad der angik Undervisningen, og var for over halvtredsindstyve Aar siden med at skaffe Kvinden Adgang til Universitetsstudium i London. Hun var med ved Oprettelsen af den offentlige højere Pigeskole, saavelsom ved Stiftelsen af „Girton”; *) ogsaa i de sidste 25 Aar har hun udrettet meget for andre Grene af Kvindernes Uddannelse; men altid var hun umaadelig omhyggelig for ikke at formindske den Fortjeneste, der kunde tilkomme andre.

Faa Dage før sin Død udtalte hun beskedent, at maaske havde dog hendes Navn været til nogen Nytte for disse Sager.

Virksom var hun lige til det sidste, hun var 3 Gange ude i de sidste 10 Dage af sit Liv, én Gang for at se et Vindue, hendes Søn havde skænket til en Kirke, én Gang for at høre et Foredrag af Mr. Lilly om hendes gamle Ven Carlyle og én Gang til et Møde i Selskabet for den højere Pigeskole.

Lady Stanley havde 12 Børn, hvoraf 8 overlever hende, og omtrent 80 Børnebørn og Børnebørnsbørn.

*) Girton var det første Kvindekollegium i Cambridge.