Kvindelige Erhvervsvilkaar

Maa det være en af Arbejdets Kvinder tilladt - særlig fremkaldt ved Konflikten i Maskinstrikkerfaget, og hvad dermed kan sættes i Forbindelse - at fremsætte nogle Betragtninger i vort eget Blad til Belysning af vore Erhvervsvilkaar i al Almindelighed?

Vel ved jeg, at et ukendt Navn har ingen Udsigt til at kunne bringe nogensomhelst Forandring i vore alt andet end solbelyste Livsvilkaar. Men tør vi ikke alligevel tro, at en lille Redegørelse fra vor Side af, hvor det er „Skoen trykker”, dog maaske for en eller anden varmhjærtet og indflydelsesrig Kvinde kan blive til et lille Vink, der muligt efterhaanden kan drage mere efter sig? Berettigelsen til at tale højt om herhenhørende Forhold søger jeg dels gennem møjsommelig indvundne, aarelange Erfaringer, dels fra et paalideligt Kendskab til Stemningen i disse Kredse. Og det giver da en egen Tryghedsfølelse, naar man er sig bevidst ikke at tale paa egne, men paa tusende Kvinders Vegne, der utvivlsomt er rede til at attestere for Rigtigheden af samtlige Bemærkninger.

Af Hensyn til Pladsen tør jeg ikke gaa i Detailler angaaende hver enkelt kvindelig Beskæftigelse. Kun dette i al Korthed: Rejser man fra Landet til Hovedstaden i det Haab, at det herinde vil være lettere at opnaa en nogenlunde betrygget Tilværelse, da vil Virkeligheden vise sig i en Skikkelse, man i sin landlige Uskyldighed aldrig havde anet. - Er ens Fordringer end stemt saa langt ned, at de kun rækker til det daglige Brød og Fred i sin egen lille Stue, det vil endda være noget nær umuligt, i hvert Fald for den, der har sin Opmærksomhed særlig vendt mod almindeligt kvindeligt Hjemmearbejde - at faa denne Forventning fyldestgjort. Men - man begynder.

Man begynder med at gaa fra Dør til Dør - det nittende Aarhundredes tungeste Gang for mangen hæderlig Mand og Kvinde: Gangen efter Arbejde. Man føler det stærkere for hver Dag, der gaar, for hver Dør, der lukkes i, at ingen har havt Bud efter én, ingen har søgt éns Arbejdskraft. - Til en Forandring melder man sig der, hvor der „søges”: det er hos en Grosserer. Paa Klokkeslettet myldrer en halv Snes Damer ind med deres Prøver. Navn og Adresse skrives op, - der skal senere komme Bud til de enkelte, Grossereren har Brug for. Bag efter undrer det én, at ingen af disse Damer, ikke en eneste, har ytret et Ord om Betingelserne for Arbejdets Udførelse. Gjaldt det kun selve Arbejdet? Var Lønnen derfor en Biting? Eller var Grossereren den eneste, der havde Interesser i dette Tilfælde? - Man tager mod Arbejdet og Betingelserne, som det bydes én, og - takker. Og man arbejder. Alle éns Tanker er koncentreret om et eneste Punkt: det skal gaa! Dagligt Brød og Fred i sin egen lille Stue! Skulde det være for store Fordringer? Skulde det ikke kunne opnaas ved en ærlig Villie og Udholdenhed til at arbejde 16-17-18 Timer i Døgnet?

Man arbejder, overvejer „Betingelserne” og regner. Der er nu til Eks. Tungebroderi: 25 Øre pr. Alen ÷ Brodergarnet, som man selv lægger til, 36 Tunger i hver Alen, 45-50 Sting i hver Tunge, 17-1800 Sting i hver Alen, ca. 7000 Sting for en Kr. Kan dette Arbejde præsteres paa én Dag? Ja, - efter megen Øvelse - fra 6 Morgen til 11-12 Nat. Man er træt. Det bliver trivielt i Længden. Man prøver igen. Man prøver nyt. Man prøver, spørger og forhører sig hos sine Lidelsesfæller. Erfaringerne bliver overalt de samme: Der gives for Tiden intet kvindeligt Hjemmearbejde, absolut intet, der - uden Maskinhjælp - kan indbringe 1 Kr. for en 12 Timers Arbejdsdag. I de allerfleste Tilfælde vil Betalingen tvertimod være nærmere en halv end en hel Krone. Man reducerer sine Fordringer til det mindst mulige. Middagsmaden kan undværes. I lange Sommerdage, hvor der kun bruges Lys en Timestid hver Aften, varierer Husholdningsforbruget mellem 30 og 32 Øre pr. Dag. Ved uafbrudt dagligt Arbejde - Søndag Eftermiddag iberegnet - kan Indtægts- og Udgiftskontoen balancere. Man kan betale sin Husleje og hævde sin Selvstændighed med Ret til at anses for et ærligt Menneske. Men - man længes. En eneste Sommer-Søndag maa man vel kunne forsvare at - „spilde” - være fri - slaa sig løs - en eneste Dag. Man gaar ud paa Langelinje og føler sig som Fuglen og Fisken. Sent naar man tilbage igen, træt, dødtræt, - men benytte Sporvognen, det vilde tage et Par Timers Arbejde næste Dag, det gaar ikke an. Saa vaagner man senere næste Morgen - med et Forskrækkelsens Udbrud: man har spildt nogle Timer foruden Søndagen. Nu skal man kun anstrænge sig dobbelt for at indhente det forsømte. Bedrageriske Fornøjelse: at slaa sig løs. Der er alligevel Maade med Paradiset i København. Og hvorfor? Hvorfor skal Arbejdsvilkaarene være saa trange, saa tunge og saa fortvivlede for dem, der vilde være saa glad og taknemlig for at tjene deres daglige Brød?

Svaret fra dem, der i denne Retning kan tale af Erfaring, kan i sammentrængt Form omsættes i følgende Ord: Arbejdet fra Grossererne er det tungeste Arbejde, vi har. De piner Lønnen ned for at kunne underbyde hinanden i deres indbyrdes Konkurrence - og selv endda beholde den store Fortjeneste. Dertil kommer, at de saakaldte „bedre” Klassers Damer udfører alle de „pæne” Haandarbejder dels for Tidsfordriv og dels for at skaffe sig en Theaterbillet. Arbejdet bliver derfor udført for en Betaling, der ikke alene staar i skrigende Modsætning til det Arbejde, der er nedlagt deri, men som tillige trykker Lønnen ned over hele Linien. Aa, hvorfor kan disse Kvinder ikke forstaa, hvilken uhyre Rækkevidde deres saakaldte „Arbejde” har? Hvorfor bliver der ikke prædiket for disse „bedre” Kvinder, der ikke tager i Betænkning for en Nydelses Skyld at nedsætte det kvindelige Arbejde til et Minimum af dets virkelige Værdi? Hvorfor bliver det aldrig sagt disse Kvinder, der ikke en Gang siger Tak, fordi de ikke selv skal tjene deres Brød, at der i vor Tid ligger en anden Opgave for den Kvinde, der er saa lykkelig at være fri for økonomiske Sorger, end at gøre Livet tungt og fattigt for os andre, der skal leve af vort Arbejde, enten vi kan det eller ej, - en Opgave i Retning af at række deres arbejdende Søstre en hjælpende Haand for at rejse dem til et menneskeværdigt Liv.

Aa, vi Kvinder, vi Kvinder! Hvor var dog Livet anderledes, om vi hjalp hinanden i Steden for at gøre ondt mod hinanden. Vi bliver udbyttet, og vort Arbejde bliver udbyttet efter et Udbytningsprincip saa oprørende; saa dersom vi kunde tænke, dersom vi kunde handle, dersom vi kunde blive enige - samle os om vore fælles Interesser, organisere den kvindelige Arbejdskraft, opstille vor egen Priskurant! Enighed og Sammenhold, ubrødeligt Sammenhold blandt os alle, oppe fra og ned og nede fra og op, da vilde det blive anderledes, men heller ikke før.

Da vilde man ovenfra give en Indsats af Klogskab, Besindighed og Intelligens, nede fra en Indsats af Ærlighed, Alvor og Arbejde med Evne og Udholdenhed til at virkeliggøre vore Fremtidsidealer, og da vilde Kvindebevægelsen blive ført ind i en. rolig, bred Strømning, der selv var i Stand til at bane sig sit Løb, men som heller ikke lod sig standse, om saa hele Nationens øvrige Halvdel marcherede op med et truende „Holdt! hertil og ikke længer”. Da ville vi søge praktiske Opgaver og - løse dem. Da gaar vi ikke til Mændene med „Bønner” og „Anmodninger”. Da begynder vi dér, hvor ingen Moders Sjæl, hvor intet Menneske under Solen kan lægge os Hindringer i Vejen, om de end aldrig saa gerne vilde.

Men da vil vi ogsaa vide - og handle derefter -, at gør vi os skyldige i Fejlgreb, i Dumheder, da vil det tilbagegaaende Bølgeslag ogsaa overskylle os.

Men saa spørger vi: Hvilken Rolle spiller Kvindernes Arbejde i Industrien? Er den betydningsløs? Kan vi undværes? Tro det - hvem der vil. Fører vi Tanken ud i den yderste Konsekvens, spørger vi: Hvad vil Mændene sige, om Kvinderne etablerer den ene Herreekviperingsforretning ved Siden af den anden? Vil de gaa til os eller til deres egne? Man har jo fra Arilds Tid hørt den til det trivielle gentagne Paastand, at Kvinderne har deres Domæne ved Naal og Traad og ikke ved Samfundets offentlige Anliggender. Men - vi skal maaske alligevel holde os fra Mændenes Boldgade? At Mændene fører „Damekonfektion”, at vi skal til dem om alle vore Beklædningsgenstande, det finder ikke en Gang Kvinder mærkeligt, og det endda til Trods for, at alle disse Beklædningsgenstande hovedsagelig er bleven til ved Kvinders Arbejde. Dertil finder vi det i sin gode Orden, at en enkelt Mand, en dygtig, energisk, foretagsom Mand, der har Forstand paa, hvad Kvindehænder kan bruges til, at han paa disse Hænders Arbejde inkasserer en Fortjeneste, der tillader ham et Liv i Luksus og Overdaadighed, mens Arbejdet, det virkelige Arbejde, der har frembragt Varerne, bliver betænkt med en lille Brøkdel, der giver knapt tilmaalt dagligt Brød. Og det skulde aldrig blive anderledes?

Jo, den Dag, da vi er enige derom, da bliver det anderledes. Et lille Eksempel: Tungebroderi. Vi udfører Arbejdet efter en vedtagen Priskurant. En Grosserer - hvis Patriotisme sidder mindre fast end Pengepungen - vil ikke betale efter denne, men indfører billigere, haandforarbejdede Varer fra Udlandet. Har vi højsindede Kvinder iblandt os, da svarer de: „Vi vil have dansk Arbejde, og kun dansk!”

Ja, blev vi enige derom, da kunde vi sige saa stolt et Ord som dette: Kvindernes Marked for Kvindernes egen Produktion. Der blev maaske Krig - økonomisk Krig. Vel, saa tager vi den med. Mener man maaske, at hvad der hidtil er bleven os budt, hvad Mændene til den Dag i Dag har budt os for ærligt Arbejde: 60-70-80 Øre for 12-15 Timers Arbejde i Døgnet, mener man virkelig, at slige Tilbud fra vor Side skal opfattes som en Indbydelse til økonomisk Fred? Skal vi Arbejdets Kvinder da, saalænge vi lever paa Jorden, vedblive at være ydmyge Offerlam? Indtil denne Dag har vi med Engle-Taalmod taget mod alt, hvad der er bleven os budt. Skal der da aldrig - aldrig komme en Handlingens Dag for os Kvinder? Er der vel en eneste af os, der nærer Illusioner om, at Hjælpen skal komme fra den Side, hvor man hidtil har forstaaet at bruge os? Er der en eneste af os, der venter, at Grossererne skal komme til os og sige: Vi har egentlig gjort Jer Uret. Vi er bleven rige ved jert Arbejde. Nu vil vi derfor herefter værdsætte jert Arbejde efter dets Værdi.

Aa, nej, nej! Men skal vi da lade os pine, sejgpine til den sidste Dag, vi lever paa Jorden - i Steden for at bruge alle vore Tanker, alle vore Evner, alle vore Kræfter til at hjælpe hinanden til at erobre saa meget tilbage af Himlens Gaver til Jorden, at ogsaa vi kan se den blaa Himmel over os og den grønne Jord omkring os, at ogsaa vi kan leve vort korte Liv med aabent Øje og Øre, med Tanke og Interesse for lidt mere end blot og bart Brød?

Om vi kunde leve den Lykkens Dag, at vi er enige! Den Dag har vi vundet vor første Sejr.

Da evner vi at tage vore egne Sager i vore egne Hænder. Da evner vi at rejse et Magasin for vort eget Arbejde. Alt, hvad Kvinders Arbejde kan frembringe, indleveres i dette. Alt, hvad Kvinder skal bruge, kan faas i dette. Personalet faar en Løn, der sikrer dem fri for økonomiske Sorger. Resten af „Grossererfortjenesten” gaar - ikke til Enkeltmand, ikke til 100 % Aktier, men til saadan noget som Brød til dem, der sulter, Varme til dem, der fryser, og fremfor alt begge Dele til de Tusender forsømte Smaabørn, der den Dag i Dag gaar for Lud og koldt Vand, der den Dag i Dag staar paa Skillevejen mellem godt og ondt. - Og det skulde vi betænke os paa?

Vi mangler jo kun et eneste for at kunne: Enighed.

En Tilværelse med 70-80 Øre for 15 Timers Arbejde i Døgnet er ikke - for et normalt Menneske - til at holde ud i Længden. Der er noget i én, der vil gøre Oprør. Skulde en saadan Tilværelse være Hensigten med vort Menneskeliv her paa Jorden, med vor Længsel efter Lys og Liv og Varme ogsaa i vort eget Liv?

Der maa prøves noget andet. Der maa prøves noget nyt. Der maa gøres et Forsøg med Maskinkraft som Hjælpemiddel i Kampen for Tilværelsen. Man spørger, lytter og forhører sig her og der. Den almindelige Mening lyder paa, at for Tiden findes der ikke bedre betalt Arbejde end Maskinstrikning. Man anskaffer sig - dels ved gode Venners Hjælp og dels paa Afbetaling - en Strikkemaskine til 200 Kr. Det begynder at lysne. Nu skal man være i Stand til at indvinde sine 2 Kr. for Dagens Arbejde. Det staar jo én frit for, om man vil arbejde 12-15-18 Timer i Døgnet. 2 Kr. - maaske 3 - maaske mere, det skulde blive morsomt at naa de 4.

Efter privat Anvisning gaar man til en „flink” Grosserer inde i Byen. Og hvilket Held! Man faar Lov til at arbejde. Man faar en Bestilling paa 50 Dusin Børnebenklæder Nr. 1. Dusinets Vægt og Betalingen for Arbejdet bliver skriftlig opgivet: 1 Pd. 40 Gr. Garn og derfor 1 Kr. 25, Øre, hvoraf de 50 Øre er beregnet til Maskeløn, afleveres Arbejdet umasket, er Betalingen 75 Øre Dusinet. Det lyder jo ikke som store Kapitaler, men hvad, det skal jo ogsaa gaa med Maskinkraft - hurtigt.

Saa spoler man og strikker, strikker og tæller hver eneste Omgang, man strikker. Først 20 Omg. (1 Omg. baade frem og tilbage), dernæst 146 Omg. og atter 28 Omg. Maskinens 4 Skruer omstilles mellem hvert Tal. Det bliver 194 Omg. for hvert Ben, 388 Omg. for hvert Par, 4,656 Omg. til et Dusin for - 75 Øre. En Bagatel som 12 Spjæld à 40 Omg. regner man slet ikke med.

Først spole 1 Pd. 40 Gr. fint Maskingarn, dernæst strikke 4,656 Omg. Hvormange Gange dagligt kan dette Arbejde præsteres? Paa Strikkerierne kan en enkelt strikke indtil 4 Dus. og derover - siges der - men her faar de spolet ved Maskinkraft. Og denne Spoling, - det er det ærgerligste ved hele Komedien, den stjæler over ¼ af Tiden. Men man spoler og strikker og kan ikke paa langt nær naa de 48 „Ben” til Kl. 11 Aften. Efter en Maaneds Forløb har Øvelsen dog bragt Færdigheden saa vidt, at de 2 Dus. ligger færdige til Midnat. Daglønnen naar saaledes 1 Kr. 50 Øre, hvoraf en Part skal gaa til Afbetaling paa Maskinen. Der mangler lidt endnu i 3-4 Kr. Men det bliver vel bedre? De 50 Dus. bliver afleveret, og man begynder paa 25 Dus. Nr. 2, Her lyder Opskriften: 1 Pd. 70 Gr. og - 80 Øre i Strikkeløn. Man studser i første Øjeblik. 5 Øre mere, kun 5 Øre mere for et helt Dusin af det større Nr. Kunde det være rigtigt? Man tillader sig en spagfærdig Ytring, om man har opfattet Ordene rigtigt, - kun 5 Øre for et helt Dusin? „Ja, vel er det rigtigt!” lyder et meget bestemt Svar med Tilføjelse fra Grossereren, at her er det „mig”, der sætter Betingelserne, her er det „mig”, der er Arbejdsgiver! Man vogter sig vel for yderligere Indvending. Man kan saare let blive fri for Arbejdet.

Man strikker videre. Nr. 2 er 648 Omg. større end Nr. 1, og disse 648 Omg. med Spoling og Strikning bliver betalt med 5 Øre. Er man da doven? Det er ikke muligt at naa 2 Dus. af dette Nr. til Midnat. Men - man vil naa de 2 Dus. Man skal. Hvornaar skal den dyre Maskine ellers blive betalt? Man spoler videre og - strikker. Kl. 1½ ligger de 2 Dus. paa Bordet. Fortjenesten er 1 Kr. 60 Øre. Det var ellers Spøg at vide, hvad man kunde drive det til. ½ Dus. endnu? 2,652 Omg.? Bare Garnet var spolet. Man maa prøve. Man spoler igen og strikker.

Der ligger 4 Par færdige. Man skal igen spole. Nej, man kan næsten ikke mere. Der er noget i én, der skriger. Det er næsten, som hele Nervesystemet begynder at stivne. Man lader Maskinen staa. Kl. er 3½ over Midnat. Daglønnen er gaaet op til 1 Kr. 86 Øre. Man har spolet og strikket 3 Pd. 96 Gr. Garn: 12,376 Omg.

Efter Nr. 2 følger 25 Dus. Nr. 3. Her lyder Opskriften: 2 Pd. 10 Gr. Garn og - 85 Øre i Strikkeløn. Var dette da muligt? Skal man da fortvivle, tvinges, drives ud i Oprør? Spole og strikke over 2 Pd. Garn for 85 Øre! Men man vogter sig vel for at tale højt. Thi noget værre kan ikke hænde, end om man intet Arbejde faar. Nr. 3 har 696 Omg. mere end Nr. 2, og disse betales med 5 Øre. Man begynder at grue for et følgende Nr. efter samme Skala: 5 Øre for hver 6-700 Omg. højere op. Er dette Arbejdsvilkaar, der virkelig er til at holde ud? Selv med Anspændelse af alle sine Kræfter og selv ved Hjælp af en kostbar Maskine, der vil være ubrugelig om 6-7 Aar, skal det kvindelige Arbejde være lænkebundet til nærmere 1 end 2 Kr. for en lang Arbejdsdag. Og det skulde aldrig blive anderledes! Ikke nu? Ikke i vor Tid? Ikke i lange, lange Tider? Hvor skal det da ende? Skal det gøres umuligt for den Kvinde, der gerne vil gaa sin hæderlige Gang gennem Livet, at erhverve sig Livets Ophold? Og hvorfor da? Ja, hvorfor? Hvorfor skal til Eksempel en Uldfabrikant-Grosserer være i Stand til at erhverve sig en Formue paa nogle faa Aar?

Hvorfor kan en falleret Købmand blot anskaffe sig nogle Strikkemaskiner, faa nogle Jomfruer til at arbejde med fra Morgen til Aften og saa selv plus hele Familien leve flot paa disse Jomfruers Arbejde? Ja, hvorfor - om ikke fordi disse „Industriens Bærere” kan byde os modstandsløse Kvinder et saa himmelraabende uretfærdigt Vederlag for vort Arbejde, som - ja, som de gør. Det er jo vitterligt nok, at noget slettere betalt Arbejde end Maskearbejde gives der næppe. Kun Fabriksarbejderne kan gennem deres Fagforeninger stille deres Betingelser for Arbejdets Udførelse - Betingelser, der muliggør dem en menneskeværdig Tilværelse.

Hvordan beregner da nu Grossererne deres store Fortjeneste. Hvordan vil Fortjenesten tage sig ud paa Børnebenklæder Nr. 1-2-3? Hovedfortjenesten bliver lagt paa det fra Udlandet indførte Garn - efter kyndigt Udsagn 50 Øre pr. Pd. Derefter „Procenter” af færdige Varer - efter forskellige indhentede Oplysninger 15-25 Ø. pr. Pd. færdigt Arbejde. Børnebenklæder Nr. 1 med 75 Øre i Strikkeløn giver da en Grossererfortjeneste af mindst 90 Øre, Nr. 2 med en Strikkeløn af 80 Øre giver en Grossererfortjeneste af mindst 110 Øre og Nr. 3 med en Strikkeløn af 85 Øre en Fortjeneste af mindst 137 Øre.

Man husker en saadan „Grosserer-Priskurant”. Arbejdets Løn bliver fastsat efter denne Skala: jo flere Omg., der strikkes, jo flere Pund Garn, der bliver forarbejdet, des mindre bliver Arbejdet forholdsvis betalt, mens Grossererfortjenesten bliver større, og større.

Og endda siger vi Tak, vi Arbejdets Kvinder, der bliver budt saadanne Livsvilkaar! Skal vi da aldrig vove at sige andet? Har vi da ikke lidt Omtanke i vort lille Hoved, lidt Energi, lidt Foretagsomhed, lidt sund Menneskeforstand? Kan vi da ikke se og forstaa, at den Dag vi er enige om at sige Slut, den Dag vi er enige om at staa ubrødeligt sammen og hjælpe hinanden, den Dag vi er enige om at handle, den Dag staar vi med Sejren, med Lønnen for vort eget Arbejde i vore egne Hænder.

Se nu blot Trikotagefabrikationen. Fra den første Maske, der bliver strikket, til de sidste, der bliver syet sammen, er Arbejdet udført af Kvindehænder. I hele Virksomheden er kun ansat enkelte Mænd paa de styrende Poster. Disse faa Mænd indtager godt lønnede Stillinger, mens hele Resten, Kvinderne, bliver betænkt som ja, som førnævnt.

Og her skulde intet kunne forandres, intet reguleres? Paa dette Standpunkt skulde vi fremdeles være at træffe? Paa Landet var egentlig noget af det samme: I det Øjeblik Mejerierne blev et rentabelt Foretagende, da blev de erobrede af Mændene, skønt det er vitterligt den Dag i Dag, at det er Mejersken fuldt saa vel som Mejeristen, der har sin store Andel i vort gode, danske Smør.

Men paa Landet saa vel som i Hovedstaden bøjer Kvinderne sig ydmygt, tier og - takker. Men nu har vi kun aldrig hørt, at Mændene nogen Sinde har faaet Samvittighedsskrupler, fordi de har erobret „nyt Land”. Men den Dag vi Kvinder vil forsøge at erobre lidt tilbage - ikke Mændenes Arbejdskraft for at udnytte den til vor egen Fordel, men vor egen -, den Dag vi begynder at erobre vor egen Arbejdskraft tilbage for at udnytte den, saa at ogsaa vi kan opnaa en menneskeværdig Tilværelse, - den Dag begynder vi vel - økonomisk Krig? Maaske.

Men om nu Kvinderne alligevel kunde blive enige om at handle, at tage egne Sager i egne Hænder, at sprede Lys og Varme ind i Hundreder af Hjem. Lys og Glæde for Tusender af Kvinder - skulde vi saa ikke gøre det? Og hvad skulde vi da? Vi skal kun, hvad vi kan, men vi kan noget, vi kan meget den Dag vi staar enige derom. Til at begynde med kan vi til Eksempel tage hele Trikotagefabrikationen i vore egne Hænder, vort eget Arbejde under vort eget Styre. Og vi kan det saa let som nogen Grosserer kan tjene en Formue ved at byde os en Brøkdel af vort Arbejdes Værdi. Vi behøver end ikke at benytte saadanne Fif som at nedsætte Priserne, da hele Virksomheden i vore Hænder vil være bygget paa Sammenholdet og ikke paa Konkurrencens Principper. Og hvad der kræves for at foretage denne Vending i Taktiken, er saa smaatskaarne Heltebedrifter, at man mere undrer sig over, at de ikke forlængst er gennemførte.

For det første egner Arbejdet sig fuldt saa vel til en Hjemmets som til en Fabriksvirksomhed. Mangfoldige Maskiner er jo i arbejde paa denne Maade, og vi har derved beholdt vor Frihed til at arbejde 6 eller 16 Timer i Døgnet, som enhver har Anlæg for og Lyst til.

For det andet fordres dygtige og samvittighedsfulde Kvinder, der kun leverer fejlfri Varer. Men at Arbejdets Kvinder ikke lige saa fuldt skal være i Besiddelse af disse Evner, naar de arbejder paa eget Ansvar, som naar de med friskt Mod lader Grossereren tage Fortjenesten - turde det formentlig være ufornødent at tvivle paa. Dernæst kræves et Lagerlokale og en Driftskapital til at indforskrive Materialerne direkte fra Udlandet og til at udbetale Arbejdsløn de første Maaneder. I Forbindelse med Lageret bliver aabnet et Detailudsalg, hvorved Udgifts- og Indtægtskontoen inden lang Tid balancerer. Endvidere et lille kvindeligt Personale, med en Minimumsløn og Procenter af Overskudet. En Bestyrelse vilde uden større Vanskeligheder finde Anvendelse for Resten af dette.

Og saa - endnu et. Det første og det sidste: Enighed blandt Kvinderne, baade blandt de store og smaa: Kvindernes Forbrug af de frembragte Værdier. Men skulde der være Mulighed for Tvivl paa dette Punkt? Det gælder jo ikke her et Principspørgsmaal om nogle Øre mere eller mindre for Dag eller Time, men det gælder selve Existensbetingelserne for Tusender af Kvinder, hæderlige Kvinder, der indtil denne Dag har kæmpet en fortvivlet Kamp for at holde sig klar af alle Skær. Og skulde en saadan Organisation da ikke kunne gennemføres? Har en Sammenslutning om en eller anden Opgave nogen Sinde kunnet paaregne almindelig Sympathi, da maa denne kunne det. Aldrig kan det opfattes som et Angreb paa andres Rettigheder, om vi opnaar, fordelt paa Masser af Hænder, hvad hidtil en enkelt Mand har inkasseret som Fortjeneste paa vort møjsommelige Arbejde. Man hører ganske vist undertiden, at Arbejderpartiet bliver tituleret hensynsløst. Men staar man selv midt i Rækkerne, midt i Arbejdets Rækker, føler man selv Brodden i Arbejdsvilkaar som disse, ja, da er der ganske vist noget, der rejser sig i én, men er det dog ikke uberettiget at stemple som Hensynsløshed, hvad der i sin inderste Grund kun er Selvopholdelsesdriftens Nødværge?

Kan man saa ikke ogsaa spørge: Hvor kommer Hensynsløsheden fra? Har vi ikke Grund til at tro, at det er den Sæd, der er saaet, som gror? Har nogen Magt paa Jorden eller i Himlen nogen Sinde, givet Forældre Løfte om en Hvedehøst, hvor de selv har saaet Tidsler? Har et Samfund nogen Sinde faaet Løfte om at finde Guldkorn, hvor der er kastet med Sten? Og naar der vitterlig i de saakaldte „nederste” Lag ulmer en undertrykt Brand af krænket Retsfølelse, skulde denne da være kommen af intet? Sig dét, hvem der kan.

Men naar vi Arbejdets Kvinder en Gang begynder at tro paa Fremtiden, paa vor egen Fremtid, da venter vi ikke Hjælp fra den Side, hvor man hidtil har tænkt mindre paa vor Retsfølelse end paa egen materiel Fordel, men da haaber vi tillidsfuldt hjælp fra vore egne, fra dem, der ejer menneskelig Følelse, Medfølelse med dem, der lider, aabent Øje for Ærlighed og god Vilje selv under fattigdommens Kaar, og Hjertelag til at række os en hjælpende Haand, hvor der trænges.

Skulde dette Haab blive beskæmmet? Skal vi nogen Sinde komme videre, end vi er, da trænger vi til dette Hjertelag og til denne Haandsrækning.

Og til Slutning kan da alle vore Ønsker, alt vort Haab om at kunne løse Øjeblikkets praktiske Opgave: vort eget Arbejde i vore egne Hænder, samles i denne ene Bøn: Laan os jere Navne! Laan os en Driftskapital til almindelig Rente, og inden Somren er inde, skal Arbejdets Kvinder være i Gang med at realisere det første Punkt i den haabfyldte Tanke: Kvindernes Marked for Kvindernes egen Produktion.

Det ligger saa snublende nær. Ogsaa dette maa berøres. I By og Land staar hele Nationens Kvinder for Tiden samlet om en fælles Opgave. Man samler ind til „Kvindernes Bygning”. Disse Penge bliver foreløbig anvendt som rentebærende Kapital. Laan os 10,000 Kr. af disse mod 4% og yderligere Andel i Forretningens Overskud i al Fremtid. Læg Grundstenen til Kvindernes Bygning paa et Tillidsforhold mellem høje og lave, mellem store og smaa, og Bygningen skal ikke komme til at slaa mindre fast af den Grund. *)

Endnu en Gang: Vi arbejder under dagligt Tryk af Savn, og Længsel. - Hjælp os, om I under os lidt af Livets Lys og Varme.

*) Efter vort Kendskab til den nævnte Indsamling, tør vi dristig sige, at de Penge, der er givet til at rejse Bygningen for, ikke - uden alle Givernes Tilladelse kan benyttes i andre Øjemed, var disse end aldrig saa rentable. - Skulde det derimod ad andre Veje lykkes at samle en saadan Kapital og faa den fremsatte Tanke realiseret, da vilde „Kvindernes Bygning” jo netop være det rette Tilknytningspunkt for en saadan Forretning. Red. A.