Aabent Brev til Fru Laura Kieler

Kære Fru Kieler!

Deres lille Piece med den lange Titel har jeg læst. Da den i det væsentlige drejer sig om „Kvindernes Udstilling”, „Kvindernes Bygning” og „Dansk Kvindesamfund”, tilkommer det ikke mig at bedømme den i sin Helhed, men hvor De berører „Kvinden og Samfundet”s „Udstillingstidende”, som i sin korte Levetid lededes af mig, finder jeg Anledning til at tage til Genmæle. De fleste af Deres Anker mod „Udstillingstidende” rammer enten ved Siden af - eller slet ikke: De bebrejder saaledes „Udstillingstidende”, at den - den 12. Januar - „var lukket for enhver Indsigelse og Berigtigelse”. Ja, det har De saamæn Ret i, kære Fru Kieler, thi Bladet var den Gang endnu ikke født. Dets første Numer udkom 18. Januar. De bebrejder Kvindernes Udstilling, at der til Plenarmødet 12. Juni ikke blev tilstedet Referenter Adgang - „undtagen den bundne og partiske Udstillingstidende”, mens Sagen var, at der ingen Referenter var til Stede, hvad De jo kan overbevise Dem om ved at gennemlæse de paagældende Numre af Bladet. Men da jeg ved Siden af at være Redaktør tillige er et privat Menneske, havde man den Dag anmodet mig om - sammen med en af Damerne - at referere til Protokollen, og som saadan saas jeg altsaa ved Referentbordet.

De bebrejder „Udstillingstidende”, at den gjorde sig til „Styrelsens Organ”. Heller ikke deri har De Ret. Bladet stod aabent for enhver Kritik, som blot ikke bar Præget af at ville Ufred. Da Udstillingen - til Trods for alt forud-aaet Vrøvl - var fastslaaet paa Plenarmødet 11. Januar, og det samtidigt blev besluttet at udsende et saadant Blad, mente jeg, at det hovedsagelig gjaldt om at virke med til, at Resultatet kunde blive saa godt muligt. Og ud fra den Anskuelse har jeg handlet. Af samme Grund gav jeg Plads for en alvorlig Kritik af de dramatiske Forestillinger, som uden denne Kritik vilde have staaet som billiget af de danske Kvinder. Her hjalp saaledes ogsaa Kritiken til, at denne Del af Kvindernes Udstilling blev „saa godt som muligt”. Om ikke af andet, saa kunde dette have vist Dem, at Udstillingstidende var et selvstændigt Organ og ingen Eftersnakker.

Men - Løvetanden - siger De, Svaret i Udstillingstidende, hvorfor Løvetanden var valgt til Symbol. Ja, jeg maatte uvilkaarlig smile, da jeg læste i Deres Pjece, hvilket uhyre Ansvar de 6 smaa Linier har i Deres Øjne. Udenfor Sagerne, som jeg i egentligste Forstand var, havde jeg paa Kontoret gjort et Par mislykkede Forsøg paa at faa at vide, hvorfor man havde valgt netop denne Blomst. Jeg sad da ved mit Skrivebord med Pennen i Haanden og grundede paa, hvad jeg skulde svare Dem. Saa fik jeg en - som det senere viste sig - genial Tanke. Jeg fortalte Dem blot, at Løvetandens enkelte Smaablomster ikke gør Fordring paa noget for sig, men at de alle i skøn Samdrægtighed enedes om at danne et smukt, samlet Hele. Om det var derfor, den var valgt til Udstillingens Symbol, det ved jeg virkelig ikke endnu den Dag. i Dag. Men det kunde jo godt være passende. Ikke havde jeg anet, at denne min Forklaring skulde faa saa store Følger, at den skulde, som De mener, danne Bindeleddet imellem Dansk Kvindesamfund og Uretten eller Revolutionen, som de oven i Købet kalder det.

Da jeg nu dog har begyndt, maa jeg maaske nok endnu tilføje et Par Ord, som strengt taget ikke Vedkommer mig:

Kære Fru Kieler. De siger selv, at De under hele Udstillingsaaret kun har været til 3 Møder, de to i det literære Udvalg, og det tredje - Plenarmødet 11. Januar 1895. Ja, men saa dømmer og fordømmer De jo, hvad De ikke selv kender. De har bestemt ikke øst Deres Kundskaber af ganske rene Kilder. Jeg, som dog var til Stede ved det meste af, hvad der foregik fra den 11. Januar, har paa de fleste Steder en ganske anden Opfattelse end De af, hvad der var Ret og Uret. F. Eks. Journalistbesøget. Jeg var der, De var der ikke! De, som selv ikke var der, lader en frivol Franskmands Udtalelser optrykke som en Skam for de danske Kvinder. Jeg, som selv var der, skrev om de fremmede Journalister, at de viste sig at være særdeles værdige, det Hverv, Deres Blade havde overdraget dem, idet de med virkelig Interesse besaa Udstillingen, udspurgte og noterede, og saa grundigt det var muligt, gennemgik de forskellige Afdelinger, ledsagede af Komitéens Damer. Deres Opførsel mod Udstillingens Damer var en saadan, at der skulde et forudindtaget Øje til for at finde noget som helst stødende eller upassende. De nævner som Modsætning hertil Udtalelser om Kvindekongressen i Chikago. Tror De ikke ogsaa, kære Fru Kieler, at der - med lidt Anstrengelse - kunde være fundet lignende frivole Udtalelser om de amerikanske Damer fra Kvindekongressen i et eller andet fransk Blad?

Om Plenarmødet 11. Januar siger De, at Tonen den Aften var en saadan, at mange Medlemmer undsaa sig paa deres Køns Vegne. Jeg var dog ogsaa til Stede - ganske udenfor Partierne - de allerfleste tilstedeværende kendte jeg end ikke af Navn - jeg var der paa Grund af den paatænkte „Udstillingstidende” og paatog mig samtidig at referere til Protokollen. Og jeg kan forsikre Dem, at jeg har intet at udsætte paa „Tonen”. De anker med det samme over, at Dirigenten ikke burde være valgt blandt Medlemmerne af noget Udvalg. I saa Fald kunde Mødet vitterlig slet ingen Dirigent have faaet, da ingen andre end Udvalgsmedlemmer kunde komme til Stede paa Plenarmøderne.

Jeg skal ikke trætte Dem og andre Læsere mere. De bebrejder Kvinderne, at de ikke forstaar at stille Sagen over Personen. Deres Anke er gammel. Mænd forstaar det tarveligt nok, Kvinder endnu mindre; det er vist og sandt. Men mon ikke netop denne Svaghed hos Kvinderne tillige er deres Styrke. Mon ikke netop baade De og jeg i Grunden er enige om, at hvis f. Eks. Kvinderne havde kommunal Stemmeret, da vilde de lade de politiske Partier skøtte sig selv og vælge de Mænd - eller maaske Kvinder - som de havde personlig Agtelse for og Tillid til, hvad enten de hørte til det ene eller det andet Parti. Og er vi ikke ogsaa enige i, at netop fordi Mænd og Kvinder ser saa forskelligt paa mangt og meget, Mændene maaske mere paa Sagen, Kvinderne maaske mere paa Personen, at netop derfor vilde Livet blive rigere og fyldigere, hvis Mænd og Kvinder bedre end hidtil kunde faa Lov til at støtte og udfylde hinanden baade i Hjemmet og i Samfundet. Deres Slutningssentens; Not for herself but for humanity! den tror jeg ærligt talt, Mændene trænger mere til at lægge sig paa Sinde end Kvinderne. Gennemgaaende forstaar Kvinderne bedre at se bort fra deres eget og kun tænke paa andres Vel end Mændene, det ligger vel sagtens i Moderinstinktet, som jo dog er tilstede i de allerfleste Kvinder, ja er en Del af deres dybeste Jeg.