Frøken Johanne Futtrup. *)

Af Fru Professorinde A. Munck.

Johanne Elvire Futtrup er født den 18. Maj 1836 Lemvig, hvor hendes Fader var Købmand.

Allerede i Skolen udmærkede hun sig frem for alle de andre Elever ved sin Lærelyst og Ivrighed, og hendes gamle Lærer sagde ved hendes Jordefærd, at han tydeligt mindedes, hvorledes hun strakte begge Hænder i Vejret for at komme frem med, hvad hun vidste, og var „et spillende Liv”. I Legene med sine mange Brødre var hun altid den toneangivende, og tidlig gav hun saaledes Bevis paa sit Væsensmærke: den fremragende Personlighed.

„Faderen var en udmærket flink Historiker, og fra sine tidligste Aar har hun fra hans Ord indsuget alt, hvad hun kunde faa som Næring for sin livlige Aand. „Da jeg var 12 Aar, begyndte jeg at notere,” sagde hun en Gang til mig, „fra den Tid slap jeg aldrig en Bog, uden at jeg havde nogle Notitser tilbage;” disse Notitser vare for evigt bundne til hendes glimrende Hukommelse, der hverken kunde slippe et Aarstal eller et Navn, som hendes Erindring en Gang havde optaget.” **)

16 Aar gammel kom hun til København for at uddanne sig til Lærerinde. Hun kom i Huset hos en Fru Søborg, der var begavet med et ualmindeligt Fond af Humør og Vid; dette fandt i fuldeste Maal Genklang hos Johanne Futtrup og bidrog maaske noget til at udvikle hos hende denne rige Naturgave, der til hendes seneste Tid var til saa megen Forfriskelse og Oplivelse for dem, der kom i Berøring med hende. Straks tog hun fat paa sit Studium med Fynd og Klem, men hun vilde helst søge sine Kundskaber ad egne Veje, og hun var en saadan Modstander af alt Eksamensvæsen for Kvinder, saa hun erklærede, at ingen virkelig Grundighed kunde naaes under et Eksamensstudium.

Da hun var 18 Aar, blev hun opfordret til at bestyre en større Pigeskole i Hjørring, efter en Del Betænkeligheder modtog hun Tilbudet og vandt der i fuldeste Maal Forældrenes og Elevernes Tillid og Kærlighed, og det var en stor Skuffelse for disse, da hun efter 6 Aars Forløb igen forlod Byen, idet hun følte, at hendes egen Udvikling trængte til andre Forhold. Saa drog hun igen til København for at erhverve sig større Kundskabsfylde og Udvikling. Under hendes Ophold i Hjørring var det, at Søren Kirkegaard, vakte den stærke aandelige Bevægelse, der satte saa dybt et Præg paa saa manges aandelige Liv. Ogsaa Johanne Futtrup med sit dybe sandhedssøgende Sind og Hjerte grebes, med hele sin Sjæl deraf, og i flere Aar stillede hun sig i Opposition til vort Kirkeliv og Ordets Forkyndelse, som det lød fra Præsterne, hvem hun, lig Søren Kirkegaard, betragtede som utro Hyrder. Præget af Søren Kirkegaards Alvorskrav forlod hende aldrig, men hun vandt igen - ved Grundtvigs Livssyn og Forkyndelse - Lys, Fred og Glæde i Kirkesamfundet og Menighedslivet, en Glæde og Velsignelse, der varede til hendes Død.

Hun var nu saaledes atter i København, underviste og arbejdede videre paa sin Oplysning og Udvikling, og hun var saa heldig, at Frøken Caroline Hanck tilbød hende frit Ophold imod at tage sig lidt af de unge Kursuselever, som hun havde i Pension, og som af og til trængte til lidt Hjælp med Lektierne. Det viste sig dog, at Frøken Futtrup ikke her fandt de rette Veje; hendes myndige Væsen saarede de unge Pigers Forfængelighed, og de følte sig trykkede af hendes Overlegenhed.

Men hun var ogsaa selv den Gang i en afgjort Gæringstilstand; hendes stærke Natur kæmpede og brød for at finde frem til Klarhed: At disputere var hendes Liv og Lyst, og Frøken Hanck var ikke den, der gik af Vejen for en Dyst: Naar Frøken Futtrup gik paa med „Storslæggen”, som man siger paa norsk, førte Frøken Hanck en skarpsleben Klinge, og ofte maatte Vaabnene hvile ved en uafgjort Strid, da Frøken Hanck mangen Gang maatte sige til hende: „Johanne, nu taler De jo ikke længere for at faa Spørgsmaalet løst, men kun for at faa Ret.”

Men hendes ærlige sanddru Sind, hendes redelige stærke Vilje og hendes varme Hjerte fik Frøken Hanck trods alle Udvækster fat paa, og den Gang lagdes Grunden til det inderlige Venskab, som knyttede dem sammen til det sidste.

Medens alle disse Brydninger foregik paa Bunden af hendes Sjæl, gik Aarene med Undervisning og med en stadig tiltagende Bekendtskabskreds, i hvilken hun snart blev Aanden og Livet, saa hun var søgt overalt. Men al denne Beundring trættede hende, hun vilde unddrage sig den og søge at samle sit Sind. Derfor kom det hende som et Tegn fra Himlen, at Pastor Wesenbergs søgte en ung Pige, der vilde følge dem til Færøerne - som Lærerinde for deres Børn.

Overenskomsten blev snart sluttet til gensidig Tilfredshed, og med frejdigt Mod begyndte hun i 1866 dette betydningsfulde Livsafsnit.

I den stille Præstegaard der oppe paa de fjerne Øer, kastede hun sig nu med Iver over Arbejde i alle Former. Hun havde en Trang til at arbejde, og virke ogsaa legemligt, og skønt Læsning var hendes kæreste Gerning, var hun altid rede til at hjælpe Fru Wesenberg saa vel med hendes store huslige Gerning, som med Syning, der ofte her, hvor ingen fremmed Hjælp kunde faas, var overvældende for Husmoderen. Alt, hvad hun udførte, var med den aller største Grundighed, Orden og Samvittighedsfuldhed. Hun var aldrig ledig; under mange alvorlige Sygdomstilfælde i Præstegaarden var hun den Herligste og omhyggeligste Sygeplejerske, saa det er let at skønne, at for Livet i Præstegaarden var hun i mange Maader til Velsignelse.

Færingerne havde den Gang ingen Skole, hun læste da med deres Børn, samlede de voksne unge Piger en Gang om Ugen for ved Samtale med dem at vække deres Sans og Interesse for et videre aandeligt Syn, og mange mindes endnu med Tak hendes Paavirkning fra hine Dage.

Den mægtige Natur, der omgav hende, trængte hun ind i med uforfærdet Mod; hendes sunde Legeme og gode Kræfter tillod hende at tage mangen forfriskende og styrkende Kamp op med Elementernes Hasen, saa hun med fornyet Sind kunde tage fat igen inden Døre.

Ved Siden af al den ydre Virksomhed var der endnu travlere indadtil: Pastor Wesenbergs Bibliotek blev grundig gennempløjet, og et stort Fond af Kundskab blev indsamlet Størst Udbytte for sin aandelige Udvikling høstede hun dog af Samlivet med Præstefolkene. Rigtig nok havde hun og Pastor Wesenberg mange heftige Sammenstød paa Grund af deres forskellige Naturer; hans milde, rolige Sind irriterede hendes heftige, kamplystne Natur. Men i de kortere eller længere Vaabenhviler mellem Kampene mødtes de dog atter som staaende paa den fælles Trosgrund og kunde da til Glæde for begge udvikle Tanker om mange aandelige Spørgsmaal. Med Præstefruen havde hun dog anderledes frugtbringende Meningsudvekslinger; thi denne havde en dyb Forstaaelse og klar Gennemskuen af hendes Væsen, hvor forskellige de end var i Livssyn og Udvikling. Højt gik Bølgerne i dem begge, og Fru W. fortæller selv, at ofte rasede Stormen lige saa heftigt inde som ude.

At Johanne Futtrup mødte den hjerteligste Forstaaelse hos Fru Wesenberg, derom vidner følgende Udtalelser af denne: „Hun var altid paa sin Post for ikke at blive forkælet af mig. Hun havde Tankens Klarhed igennem Troens Syn. Hun følte sig som den, der bar Gudsbilledet saa levende i sig, saa at alt, hvad hun gjorde, var Guds Værk ved hende, ikke i Overmod men med dyb Ydmyghed, derfor var Tanken ogsaa altid saa klar og fast til at gennemføre den Fortolkning, hun vilde have frem. Lige over for smaa Børn var hun mageløs, ***) over for Mellemalderen forstod hun ikke altid, at det lidt ældre Barn først maatte vokse sig til Modtagelsen af, hvad hun selv bar i saa fuld Bevidsthed. Imod den voksne Ungdom var hun hjælpsom og livligt ansporende, naar hun saa Modtagelighed, Lyst og redelig Vilje, men ubarmhjertig knusende over for Vigtighed og Indbildskhed. Det, hun vilde, var altid det rette, men Maaden var ofte uheldig, saa hun ikke naaede det Maal, hun stræbte til, atter et Tegn paa hendes kantede Ejendommelighed i denne Gennembrudstid.”

Efter 5 Aars Ophold paa Færøerne fulgte hun med Fru Wesenberg tilbage til København og fortsatte sin Gerning der, til Børnenes Skoletid var endt.

Fru Elise Aubert skriver i sin Nekrolog over Johanne Futtrup i „Morgenbladet” om Opholdet paa Færøerne: „Disse Ungdomsaar paa de fjerntliggende Øer har vistnok øvet en bestemmende Indflydelse paa hele hendes Udvikling.

Hun dvælede altid med stor Kærlighed ved Minderne fra dette Ophold. De haardføre Øboeres Levevis, deres Nøjsomhed og Udholdenhed i Kampen for Tilværelsen havde gjort et uudsletteligt Indtryk paa hende, maaske fremkaldt de Egenskaber, som i senere Aar vare saa sammenvoksede med hendes Karakter: en urokkelig Frejdighed og en ubetvingelig Energi, parret med stor Nøjsomhed i Livsvaner og Fordringsløshed i Omgang med Mennesker.

Der findes flere Skildringer af Færøernes Natur og Folkeliv fra Frøken Futtrups Pen, og aldrig forstod hun bedre at fængsle sine Tilhørere, end naar hun meddelte sine Indtryk fra Færøerne.”

At det var ved den grundtvigske Oplysning, hun omsider havde fundet Hvile i Barnetroen, og at hun fra denne hentede sit klare Syn over Livet, det sporedes i alt, hvad hun talte og skrev. Alle Tidens Bevægelser i kirkelig, folkelig, litterær og politisk Retning interesserede og fyldte hende, og adskillige Indlæg i Dagens Spørgsmaal fremkom saa vel særskilt udgivne ****) som i kirkelige Blade fra hendes Pen, som oftest under Pseudonymet: Lia Flejn. *****)

Man kan imidlertid ikke sige, at Johanne Futtrup er trængt igennem som Forfatterinde, thi polemiske Artikler har jo som Regel kun en kort Levetid og forsvinder let i Tidsskrifternes Masse og de under eget Navn udgivne „Dagligdags Tanker”, en Række Foredrag, have heller ikke faaet synderlig Udbredelse, hvor rigt et Indhold de end har, fuldt egnet til at løfte ud af og op over dagligdags Tanker i almindelig Forstand.

I sine sidste Aar omgikkes hun med den Plan at skrive en fransk Litteraturhistorie, og hun havde dertil anskaffet sig mange værdifulde Kildeskrifter, som hun med Iver fordybede sig i; sit store Ønske, at gøre Studier dertil i selve Paris, naaede hun ikke at faa opfyldt; men hendes efterladte Optegnelser vidne om, at Værket var godt begyndt.

Mange Manuskripter findes der, som vistnok ikke burde lægges ubenyttede hen.

Dog var hendes Virken ved det levende Ord langt overvejende. Thi endskønt man i hendes Bøger finder Udslag af alle hendes fremragende aandelige Evner, havde hendes skrevne Stil maaske en vis Tyngde, og hendes Ord trængte netop saa sikkert ind ved den Hjertevarme, der gik som en Understrøm under Tanken, hun vilde skaffe Indgang, og den hende ejendommelige Kærlighedsklang, der laa i Udtrykket.

Med en for en Kvinde sjælden logisk Kraft klarede hun de vanskeligste Problemer til Berigelse for enhver dannet Tilhører, men dog kun til fuld Forstaaelse for dem, der stod paa fælles Trosgrund med hende.

I rigeligt Maal meddelte hun andre saa vel ved Undervisning som ved Foredrag af sin usædvanlige Kundskabsfylde. Man maa forbavses, naar man hører, at hun foruden de almindelige Skolefag og Sprog ogsaa underviste i Kirkehistorie, Litteratur-, Kunst- og Kulturhistorie. Hver Gang hun havde et Fag under Behandling, fristedes man til at tro, at dette netop var hendes Hovedfag, saa rig var hendes Opfattelse og Evne til at meddele. Den næstsidste Vinter, hun levede, gav hun efter Opfordring mig og mine Døtre et Kursus i fransk Historie, og det var, som alt blev levende ved hendes Indtrængen i Personlighederne og ved hendes Skildring af Steder og Egne, som hun aldrig havde set, men som vi til Dels kendte.

Allerede sidst i 70erne optog Frøken Futtrup den Virksomhed, der skulde skaffe hende saa mange Venner: at holde Foredrag. Hun begyndte dermed, saa vidt jeg véd, i en Skole, og det var kun for Kvinder. Derpaa opfordredes hun af forskellige Forsamlinger, hun talte saaledes flere Gange hos Frk. Barner i Værnehjemmet. Men ogsaa private Anmodninger efterkom hun gerne. Munch og jeg glædede os ved at kunne byde vor Omgangskreds ualmindelig indholdsrige Aftener ved de Foredragsrækker, hun holdt i vort Hjem; en Underholdning, som hun ogsaa i senere Aar beredvilligt ofrede mig. Sidste Vinter, hun levede, talte hun en Gang ved et Menighedsmøde hos mig om Arne Garborgs „Haugtussa” og jeg modtager ofte endnu Tak af en og anden, som har bevaret i frisk Minde hendes dybe og inderlige Fortolkning af det skønne Digt.

Mange og højst forskellige vare de Emner, hun valgte eller bad andre vælge til sine Foredrag. Det er allerede omtalt, hvor dybt hun trængte ind ved sine formrige, man kunde fristes til at sige inderlige, Beskrivelser af Færøerne, men hendes dybsindige Udlæggelse af Eddaerne, hendes Betragtninger over Peer Gynt, Dukkehjemmet, Fruen fra Havet og mange andre æsthetiske Værker, der satte Tidens Tanker i Bevægelse og „Problemer under Debat” bleve hørte med største Interesse.

Men der var en tredje Vej, ad hvilken hun paavirkede os rigere og bedre endnu end ved Undervisning og Foredrag, og det var ved daglig Omgang og Samtale; da havde man hele hendes Væsen frit uden Baand; man følte, at hun levede et rigt Liv, thi „hun bevægede sig aldrig paa Overfladen og stillede sig aldrig i løst Forhold til nogen eller noget.” Der kom som en frisk Luftning i Huset, naar hun traadte ind, og da man aldrig sporede Selvbeundring hos hende, fik man et velgørende umiddelbart Udbytte af hendes Nærværelse. Ofte kom hun i mit Hjem for at søge vor fælles gamle Veninde, Frøken Hanck, i hvis Hus vi første Gang mødtes som unge Piger.

Samtalen gik da, paa Grund af Frøken Hancks Døvhed, højt og lydt inden lukte Døre, for saa meget mere helt at kunne optages af denne. Ihvorvel de vare enige i det væsentlige, det bedste, og Frøken Futtrup som oftest kom med udmærkede Bidrag af, hvad hun havde hørt og læst især i kirkelig Retning, som de da i Fællesskab glædede sig ved at uddybe, gjorde de dog mangt et Strejftog ind paa Emner, der vakte den gamle Stridslyst, og Frøken Hanck kæmpede ofte imod de stride Paastande, til hun var træt af at bruge Andiphonen. Saa kom de ind med blussende Kinder, begge glade for den velanvendte Time, og jeg fik da gerne et Resumé, som gav mig nok at tænke paa.

Skønt Fru Wesenbergs Børn voksede fra Undervisningen, vedblev Frøken Futtrup dog endnu i mange Aar at have sit Hjem hos denne trofaste Veninde, der delte alt med hende.

En norsk Dame, Fru Børresen, kom i Kost hos Fru Wesenberg, og alle Frøken Futtrups Venner er enige i, at hvad der endnu kunde være tilbage af kantet i hendes Væsen, det forsvandt under Fru Børresens mildnende og harmoniske Paavirkning, saa hendes enkle kærlighedsrige Natur virkede mere umiddelbart. De to mødtes i fuld Forstaaelse, udfyldte hinanden gensidig og sluttede Venskab for Livet.

Fru Børresen flyttede en Tid op til Norge, og Frøken Futtrup kom da som hendes Gæst til Skien i Vinteren 1887.

„Den norske Vinter med dens Barskhed virkede forfriskende paa hende, og naar vi andre krøb til Kakkelovnen, tog hun sig gerne en rask Tur i Sneføget.” (Fru Elise Aubert.)

Norge vandt hendes fulde Kærlighed, og hun besluttede sig til at tilbringe en Vinter i Kristiania sammen med Fru Børresen. Om hendes Virksomhed her skriver Fru Aubert: „Frøken Futtrups Ophold hos os blev betydningsfuldt. Ved sin lyse Aand, sine rige Kundskaber og sin usædvanlige Evne til at meddele sig i livfuldt mundtligt Foredrag øvede hun i vide Kredse en vækkende Indflydelse paa Aandslivet. Sine første 3 Foredrag holdt hun i „Læseforening for Kvinder”, hvor Tilstrømningen stadigt voksede, og hendes Ry hurtigt udbredtes. Senere holdt hun hos Fru Johanne Vogt i tre Maaneder et ugentligt Foredrag over „Verdenshistorien”. Desuden holdt hun flere offentlige Fordrag ******) over norske Digterværker, hvoraf særlig „Per Grynt” i hende fandt en aandfuld og begejstret Fortolker.”

„For mindre Privatpartier foredrog hun Kunst- og Kulturhistorie. Denne Virksomhed anspændte hendes Evner og tiltalte hende i høj Grad, lige som de enklere let overskuelige Forhold hos os stemte med hendes Tilbøjelighed. Inden for sin Tilhørerkreds vandt hun snart Venner, i hvis Hi em hun blev en kær og velset Gæst. Vinteren 88-89 tilbragte hun fremdeles i Kristiania, fuldt optaget af sin Gerning. I den forudgaaede Sommer havde hun efter Opfordring besøgt de fleste Kystbyer lige til Stavanger, og hvor hun kom, blev hun modtaget og fulgt af den mest levende Sympati. - Senere drog hun tilbage til Danmark, da hun var af den Mening, at enhver Kvinde eller Mand burde leve og arbejde i sit eget Fædreland.” *******)

En uventet og ny Virksomhed tilskyndede hende endnu mere til at vende hjem. Midt imellem Norges Fjelde havde hun om Sommeren truffet den trofaste Forkæmper for den sønderjydske Sag, Tandlæge Ax. Carstens. Han skriver selv derom i „Sønderjyden” Oktober 1896: „Den fælles Kærlighed til Sønderjylland og dets Folk og Sag bragte straks Samtalen hen paa de tunge ulykkelige Forhold dernede, og jeg havde ikke talt i 10 Minutter med hende, før jeg maatte sige til mig selv: „Her har vi den Kvinde, vi trænger til ovre i Hejls til Vejleder og Lærer for vore unge sønderjydske Piger, hvis hun da vil.” Og hun vilde! Kærligheden drev Værket, og skønt hendes rige Evner og Dannelse rakte langt udover, hvad der skulde ydes derovre, betænkte hun sig dog ikke et Øjeblik, men svarede mig: „Et af mit Livs højeste Ønsker har altid været at kunne virke noget for den sønderjydske Sag, jeg ser her et Fingerpeg fra Vorherre, og jeg tager med Tak mod Tilbudet og er rigtig glad derved.” Og saa kom hun til Hejls.”.

Her i disse paa saa mange Maader vanskelige Forhold fik hun ogsaa den rigeste Anvendelse for alle sine bedste Sjælsevner, og „hun levede her er Kærlighedsliv, der under Selvfornægtelse og Ydmyghed kun stræbte at ofre sig for andre.”

Efter Norgesrejsen havde hun og Fru Børresen indrettet sig et lille hyggeligt Hjem sammen i København, hvor de i den yderste Tarvelighed levede det rigeste Liv med hinanden. Om Sommeren var de begge i Hejls, og saa snart Skoledøren blev lukket, aabnedes Herregaardsporten paa Nørholm ved Varde for dem. Paa et af Frøken Barners Møder havde Frøken Rosenørn-Teilman til Nørholm og Frøken Elisabeth Boisen hørt Frøken Futtrup tale, de bad hende holde en Række Foredrag for dem i deres fælles Vinterhjem i København, og fra den Tid skriver sig den inderlige Forstaaelse imellem disse Kvinder. Paa Nørholm modtog Frøken Futtrup saa mange nye og kvægende Indtryk, og hun fik der en saa haardt fornøden Hvile, naar hun efter de 4 Maaneders anstrengte Skoleliv tilbragte den herlige styrkende September i den store skønne Natur, der omgiver Nørholm, og deltog i Livet inden Dørs, hvor der netop var en Aand og en Virksomhed efter hendes Hjerte. En Gang tilbragte hun og Fru Børresen ogsaa Julen derovre, og vi fik da de mest henrykte Beskrivelser over Slædefarterne igennem Skove og vidtstrakte Heder, hvor hun som Jydsk ret følte sig hjemme.

I Sommeren 95 havde hun følt den Sygdom udvikle sig, som kort efter hendes Hjemkomst fra Nørholm gjorde en Operation fornøden. Med Trosmod og ydmyg hengiven i Guds Vilje gik hun imod den svære Stund, og styrkede ved sin Sjælskraft alle sine Venner. En kærlig Veninde tog alle ydre Bekymringer fra hende. Operationen gik heldig, og snart kunde hun forlade Diakonissestiftelsen, hvor hun havde nydt den bedste Pleje. Hun følte sig som nyskabt, hun færdedes atter med Liv iblandt os, og i flere Maaneder var der intet Tegn til Tilbagefald. Men saa meget mere voldsomt tog Ondet til i Løbet af Sommeren, og det blev en sand Lidelsestid for hende, da hun savnede sin trofaste Veninde og Medarbejder i det daglige Husliv. Fru Børresen havde nemlig hele Vinteren været meget lidende, og efter Lægens Raad og Frøken Futtrups indtrængende Bønner var hun rejst til Sandefjord Bad, her blev hun saa syg, saa hun til begge Veninders dybe Sorg ikke kunde rejse tilbage før 9-10 Dage før Frøken Futtrups Død.

Frøken Futtrup lod ingen ane, hvor syg hun var, man vidste kun, at hun vedblev sin Undervisning. Tilskyndet af en ængstelig Forudfølelse rejste Fru Wesenberg først i August til Hejls for at være hos hende, og hun blev aldeles forfærdet ved at se den Forandring, der var indtraadt. Til Trods for de ulideligste Smerter fortsatte hun sin Gerning, og med Døden i Hjertet og næsten ude af Stand til at kunne røre sig, gennemførte hun de vante dramatiske Arbejder til Modersmaalets Fremvækst og Pleje, som hun til Elevernes store Glæde lod dem ende Skoleaaret med. Hun maatte høre op en Uge for tidligt, men da overgav hun sig ogsaa ganske til Fru Wesenbergs kærlige Omsorg ved Opbrudet og Hjemrejsen. Jernbanekørselen var hende i højeste Grad pinlig, og den korte Opfriskelse ved Farten over Bæltet forsvandt snart paa Vejen gennem Sjælland, saa hun yderst medtagen blev ført ind i det lille stille Kammer, hvor hun 3 Uger efter, den 13. September udaandede med fuld Bevidsthed, beredt til at følge sin Frelser ind i de levendes Land.

Jordfæstelsen fandt Sted den 18. September fra Immanuelskirken, der var hende saa kær, og hvor Vennerne nu for sidste Gang samledes om hendes Baare. Pastor Jungersen, Pastor Diemer fra Hejls og hendes kære gamle Lærer fra Barndomsaarene, Pastor Lund bragte hende i varme Ord deres sidste Farvel.

Man har tilladt mig at anføre nedenstaaende skriftlige Udtalelser, der sammen med Fru Wesenbergs og Frøken Hancks Bedømmelse vil give et nogenlunde helt Billede af Frøken Futtrups Personlighed.

Fru Vilhelmine Hansen skriver i Brev af 8. December 1896:

„Jeg lærte hende først nærmere at kende i den Tid, da Valgmenigheden skulde dannes, da talte vi sammen, og jeg fik det Indtryk, som altid har bekræftet sig siden, at der under hendes beskedne Ydre skjulte sig en ualmindelig trofast, viljestærk og højsindet Kvinde. Derfor glædede det mig inderligt, at hun med hele sin Varme sluttede sig til denne Sag. Jeg følte, at hun vilde blive en Støtte for Menigheden, ********) og det har hun været paa mange Maader, saa hendes Bortgang efterlader et smerteligt Savn.

Naar vi hørte, at hun vilde komme til et af vore smaa Møder i Hjemmene, var det altid en Fest, thi vi vidste, at hun vilde lukke op for sit rige Forraad, og hun havde altid et Ord at sige, som kunde gøre os varme for en god Sag, eller paa anden Maade, glæde og oplyse os. Saa kom hun, stille og beskeden, taknemlig for enhver lille Venlighed, og uden at tænke paa, at det altid var hende, som gav, og os, som kun var modtagende. Saadan delte hun ud med gavmilde Hænder.

Jeg kom sidste Vinter en Aften ud paa Lindevangshjemmet, hun ventedes netop derud, - hver Uge tilbragte hun en Aften derude og talte til Pigerne - og det blev en uforglemmelig Aften for mig. Hun fortalte dem om Maris Antoinettes Liv fra Vuggen, til hun besteg Skafottet, og gjorde det saa skønt og gribende, at jeg foruden min egen Nydelse derved, inderlig glædede mig over alt det gode, som hun maatte kunne virke ved sine Ord paa de stakkels unge Hjerter, som om end forvildede, dog ikke behøver at være forhærdede. Der var en underlig Magt i hendes Ord, som kom fra den Personlighed, der stod bagved dem. - De unge Diakonisser underviste hun i Kirkehistorie.

Naar jeg i faa Ord skal udtale, hvorledes hendes kære Skikkelse vil staa i Mindet for mig, saa vil jeg sige, at der var saa lidt verdsligt ved hende. Hendes Øje var ikke blændet af noget af det, som hører denne Verden til, derfor kunde hun rette Blikket fast paa Maalet og gaa lige frem imod det med sikre Skridt. Og skønt hun var saa rigt begavet og hendes Tanke fløj saa højt, saa var hendes Hjerte dog enfoldigt i den Betydning, hvori Biskop Kierkegaard brugte Ordet om de Hjerter, som kun har den ene Fold. Naar hun lukkede op for sin rige, varme Sjæl, saa laa det hele aabent for os, der var ingen skjulte Kroge derinde. Oprigtig var Johanne Futtrup. Naar jeg mindes hende, maa jeg tænke paa Salmistens Ord, „der er saaet Lys for de oprigtige af Hjertet.” - Skønt vi jo ikke kan udtømme alt, hvad der ligger i de Ord, synes jeg, der er noget, som passer paa hende. Det Lys, som skinner for de oprigtige Hjerter, det lyste jo for hende paa hele Vandringen hernede, om end Vejen kunde være trang, og det Lys straalede jo over hendes Dødsleje med den dybe Fred.”

Fru Elise Aubert:

„Hendes Personlighed var i høj Grad vindende. Livlig og hjertevarm kom hun alle i Møde og havde altid et godt og forfriskende Ord paa Læberne. Fordringsfri og beskeden var hun i al sin Færden, nøjsom og opofrende, - i Sandhed en ædel Kvindetype.”

Fru Vogt skriver: „Hun forstod den sjældne Kunst ikke alene af sin egen Rigdom at give, men at vække. Enhver, endog den mindst begavede, blev til noget gennem hende. Hun ejede Seerblikket for en skjult Sorg, skuffede Forhaabninger, Tilsidesættelse eller Ydmygelser, og alt, hvad et Sind kan gemme, enten det var Lidelser eller det var Glæde - opfattede hun igennem sit varme, bankende Hjerte, der havde nok for alle. I 1889, da hun forlod Norge, blev der af en Del af Kristianias Kvinder givet en større Fest for hende. - I en Sang til hendes Ære hedder det i et Vers:

„Der er ej Land, hvor Grund hun ej har fundet,

Ej Kundskabsvæld - om ikke tømt - saa bundet,

Et Syn paa svundne Tider Samt Nutids sære Gang,

Og i et Sprog, der glider Saa let som Digt og Sang.

Hun sig selv giver med sin rene

Varme Sjæl hen for et alene,

Kvindens Vel.”

At Fru Vogt har betonet det rette Maal for hendes Virken, bekræfter hun selv ved at udtale, at alt hendes Arbejde har sigtet mod Kvindens menneskelige Frigørelse, hun begyndte med sig selv og arbejdede uafbrudt; og paa en lille Seddel, fundet i et desværre ufuldendt Manuskript: „Livet som Krav og Opgave,” har hun skrevet: „Hvor jeg taler om Mennesket, vil dette selvfølgelig for mig falde sammen med Kvinden, lige som det, naar en Mand skriver, altid falder sammen med Manden.”

For dem, der ikke har kendt Frøken Futtrup personlig, vil jeg tilføje, at der var en sjælden Harmoni imellem hendes indre og ydre Menneske, Energien saas i hendes tætsluttede faste Skikkelse, Enkelheden og Nøjsomheden i den Renhed og Friskhed, der omgav hendes hele Person med den nette tarvelige Dragt, og Kærligheden straalede ud af hendes varme Blik.

„Som du haaber

Saa du faar,

Som du tror,

Saa du gror,

Som du elsker, saa du ved

Om Guds Kærlighed Besked.”

Dette Vers findes anført i det mig tilegnede utrykte Foredrag „Livet som Krav og Opgave”, jeg synes, det passer saa godt til at staa som Valgsprog for Johanne Futtrup.

I Bretagne, Juli 1897.

*) Disse Meddelelser og Udtalelser, der til Dels bleve samlede som Mindeord ved et privat Menighedsmøde, overgives efter Opfordring „Kvinden og Samfundet” med det Haab, at de maatte fremkalde en mere udtømmende Biografi. Forf.

**) Af Fru Johanne Vogts Nekrolog.

***) Samme Vidnesbyrd giver det Bechske Hus, hvor hun i mange Aar havde som et andet Hjem. Her i den store Børneflok, som hun saa opvokse, og som hun hang ved med den inderligste Kærlighed, samlede hun mange af de dybsindige Barneord, som hun saa ofte havde Glæde af at meddele andre. Forf.

****) F. Eks. „Et Erfaringsvidnesbyrd” (til Professer Heegaard) og „Fra de Talendes Lejr” som Svar paa Camilla Collets „Fra de Stummes Lejr”.

*****) Man fortæller en Samtale imellem to bekendte Præster. A.: „Kan du ikke sige mig, hvem denne Lia Flejn er? jeg synes aldrig, jeg har hørt ham nævne før?” B: „Det er ingen „ham” det er en Dame.” A.: „Det skal du ikke bilde mig ind, at en Dame har skrevet den Artikel.” Men det var dog Johanne Futtrup. Forf.

******) En af mine Venner i Kristiania har fortalt mig, at Biskop Heuch havde sagt: „ja for Frøken Futtrup sænker vi vore Faner”, den Gang man havde foreslaaet hende som Foredragsholder i en Forening, hvor han var Formand, og i hvilken hidtil ingen Kvinde havde talt. Forf.

*******) Af Fru Vogts Nekrolog.

********) Hun støttede den i Aand og Gerning, hendes rige Tilegnelse af det levende Vidnesbyrd, hun hørte, delte hun villigt med andre, og hun gav Tiende til den af alt, hvad hun tjente. Forf.