En hundredaarig Udtalelse om unge Pigers Læsning

Goethes anden Epistel. Ved K. F.

Gode Ven, Du rynker Din Pande, Du finder, at Spøgen

Ej var paa rette Plads; alvorlig ment var Din Klage,

Og alvorligt vil Svaret Du ha; ved Gud, jeg forstaar ej,

Hvorfor Skælmen i mig just da saa kraftig sig rørte.

Mer besindig nu svare jeg vil Dig. Din Mening er denne:

Menneskens Børn for Din Skyld maa drive sin Læsen og Leven

Just som de vil; kun Husets unge Døtre maa ikke

Lære af koblende Digter Alverdens Ondskab at kende.

Sagen er ikke saa farlig, min Ven, som en af os andre

Vel skulde tro; thi Piger er flinke og skaffer sig altid

Arbejd nok. Se, giv nu den ene blot Nøglen til Kældren,

At hun kan tilse Faderens Vine, saasnart de fra Kyper

Og Købmand, er sendt og fylder med Rigdom de hvælvede Haller.

Fuldt op at gøre har den, der smukt i Orden skal holde

Alle Slags Fade og Kar og tomme Flasker i Mængde.

Ofte hun kiger og ser, om skummende Mosten sig hæver,

Gyder det manglende til, at let de boblende Blærer

Fadets Aabning kan naa, og Saften den ædle og stærke

Kan i de kommende Aar i Ro sin Gæring fuldende.

Aldrig hun trættes, men stadig hun fylder og tømmer og fylder,

At hun kan skænke en Drik Dig, der ren er og aandig tillige.

Giv saa den anden Dit Køkken i Len; der er nok at ta Vare,

Naar hun skal Sommer og Vinter det daglige Maaltid berede,

Saa at det smager Dig, uden for dybt dog at gribe i Pungen.

Alt fra det tidlige Foraar hun færdes i Gaarden, hvor snart hun

Pusler Smaakyllinger ømt, snart fodrer de snadrende Ænder.

Hvad hende Aarstiden giver, det bringer hun Tid efter anden

Frem paa Dit Bord og forstaar ved hvert et eneste Maaltid

Snildt at veksle. Og modner nu Somren blot Frugten i Haven,

Tænker paa Forraad til Vintren hun alt. I den kølige Kælder

Gemmer hun Kaalen, og der de sure Agurker skal modnes,

Mens i det luftige Kammer Pomonas Gaver bevares.

Gerne hun tager mod Ros fra Faren og alle smaa Søsken,

Og dersom noget slaar fejl, da Ulykken større hun finder,

End om en Skyldner undløber fra Dig med et ubetalt Skyldbrev.

Saadan er Pigen beskæftiget. Stille de huslige Dyder

Modnes hos hende, at siden sin Husbonds Hjem hun kan pryde.

Ønsker hun endelig Læsning, en Kogebog vælger for sandt hun,

Saadanne skrev man og trykte i hundredevis dem for hende.

En af Søstrene sørger for Haven, der nødig maa ligge

Rundt om Din Bolig romantisk, men fugtig og mørk som et Vildnis.

Heller hun deler i Bede den zirlig, hvor nyttige Urter

Dyrkes til Køknet, og Frugter, som Ungdommens Hjerte kan fryde.

Patriarkalsk skal Du skabe Dig selv et Rige, et lille,

Men med en Husstand tro som Guld, og som kender Din Vilje.

Har Du af Døtre end flere, der heller med kvindeligt Arbejd

Stille vil sidde, da er det saa meget des bedre; thi Naalen

Hviler ej Aaret rundt, og noksaa huslig i Hjemmet,

Giver de Damen saa gerne, naar offentlig frem de skal træde.

Og som der syes og der sømmes, saa stryges der stadig og vaskes

Evig og altid, siden i hvide, landlige Klæder

Pigerne prange og feje med Slæb og med fodside Skørter

Gaderne rene og Haven og rejser i Balsalen Støvet.

Sandelig, havde af Piger Dusinet jeg fuldt her i Huset,

Aldrig forlegen for Arbejd jeg var; thi de skaffer sig Arbejd

Magelig selv. Men fra Nytaar til Jul kom over min Tærskel

Ej nogen eneste Bog, hidsendt af en „Læseforening”.