Et Brev
Kære Frøken Redaktør!
De tager Dem jo somme Tider af mine smaa Breve og lader dem gaa videre; maaske gør De det samme i Dag, da jeg har Lyst til at snakke lidt om Problemet, Ægteskabet. Det er nogle Overvejelser, der naturlig kommer frem under min daglige Færden i Søndermarken mellem de mere eller mindre forlovede Par, som befolke Havens skjulte Kroge ved Solnedgangstid. De kender jo nok det klassiske Ord: „I Søndermarkens Skygge - drømte vi om vor Lykke - bestemte, hvor vi skulde bo”. Jeg maa nu tilstaa, jeg undres tit over, hvor tankeløst mange unge kaste sig ind i Ægteskabet. Efter en Forlovelsestid, der ofte til gensidig Forstaaelse af Karakteren er mere vildledende end vejledende, vover man sig ind i Ægteskabets dunkle Labyrinth og lover for Alteret at elske hinanden i Lyst og i Nød et langt Liv igennem. Kærligheden bliver en kontraktmæssig Forpligtelse, selv om Modsætning i Vaner, Sympathier og Livsanskuelser træder frem, ja selv om man opdager, at man har taget fejl af sine Følelser. Den stadige Ængstelse for, om man nu ogsaa rigtig overholdt sin Del af Kontrakten, og Grublen over, hvorledes det har sig med den anden Parts Troskab, tager let Løftelsen af et Samliv. Der er sandelig al Grund til at undersøge, om den Kærlighed, hvorpaa man bygger sit Ægteskab, kan i nogen Maade staa Maal med den dejlige Kærlighedens Lovsang i Chorinthier Brevets 13. Kap.; thi der er meget, der skilter med Kærlighed, men som er en yderst slet Vare.
I Fortiden var Forsørgelsen for Kvindens Vedkommende ofte den Basis, hvorpaa et Ægteskab byggedes. Forældrene valgte „Hr. Gemalen, man nejede og tog ham og takkede dertil”. Thi Fortidens Kvindeopdragelse havde mange Synder paa Samvittigheden: den stadige Sigten efter Ægteskabet som eneste Maal skabte to Kvindetyper, den affekteret-snærpede, og den kokette-naive. Den første var Kvinderne uden dybere Tænkning; de vare „korrekte paa en flad, sjælløs Maade, løftede aldrig Svingfjerene en Smule fra Jorden, men trippede omkring som dydsirede Perlehøns indenfor Kvindelighedens afstukne Cirkel.” Den anden Type var Kvinderne uden Mening, der antoges at være en Tilsyneladelse af Kvindelighed, disse syntes at slaa bedst an hos Mændene, sagtens fordi disse der fik Brug for deres Trang til at være overlegne og beskyttende. I Ægteskabet var Kvinderne oftest henviste enten til at være nyttige Køkkenurter eller pyntelige Zirplanter eller til at anvende deres ubrugte aandelige Kræfter paa Personalkritikken. Undtagelserne, de Kvinder, der ikke naaede „Kvindens Bestemmelse”, Ægteskabets sikre Havn, bleve tit overkomplette, gamle Huskors, udlete paa Grund af deres ængstelige Bestræbelser efter at bringe deres Døbeseddels Paalydende i Forglemmelse.
Det er et uhyre Fremskridt, at Kvinden ikke længer behøver ængstelig at spørge: „Hvem skal jeg have?” men kan overlægge med sin Lyst og sine Evner: „Hvad vil jeg være?” Denne frie Stilling indeholder selvfølgelig mange flere Muligheder for et lykkeligt Ægteskab, men medfører tillige et betydeligt større Ansvar, og det er dette Ansvar, der skal Understreges for de unge Kvinder. Ægteforholdet skal være som Generalnævneren for to lige store Brøker. Kvinden er Mandens Medhjælp, og skal hun kunne udfylde denne Plads, beror det for en Del paa, at hun uddanner og vedbliver som gift Kone med at uddanne sine Aandsevner; hun vil i Samlivet faa Brug for sin Intelligens ikke mindre end for sin ejendommelig trofaste Kærlighed. Medhjælpstillingen er jo nemlig en rig, mangesidig Virksomhed ved Siden af ikke underordnet Mandens. Hun skal have økonomiske Gaver, Manden erhverver, men Konen anvender; en uøkonomisk Hustru er Hjemmets Ruin. Hun skal have Forstaaelse af Mandens Gerning og dele hans Interesser, derved fremvokser gensidig Tillid. Hun skal være Børnenes Opdragerinde, vogte baade deres legemlige og aandelige Vel. Hun skal sprede Poesi over Hjemmet, hendes Smag skal frembringe Hygge, dette usynlige Noget, der ligger i Luften og omslutter én saa blødt og varmt. Hun skal have Hjærtets Takt, saa hun forstaar at anslaa den Tone, der faar Sjælenes Strænge til at klinge harmonisk sammen, Mislyde holdes ude, og det bedste voxer frem i hendes Kreds. Hvis Hustruen udfylder sin Medhjælpstilling paa denne Maade, vil Nutidens Ægtemænd erkende gamle Kong Salomons Ord for Ret at være, naar han paastaar, at en Hustru er „en god Ting”. Da han gennem talrige Exempler havde dannet sig en Overbevisning, grundet paa Erfaring, maa hans Ord vel staa til Troende. Der er noget inderlig velgørende ved den gamle Herres korte og knappe Ord, der fremsættes med urokkelig Avtoritet og skærer midt igennem alle forslidte Lignelser og tilbedende Fraser, hvormed forrykte Elskere, saalænge Afsindet varer, søger at ødelægge den godtroende Kvinde. Men der er en Ting, som Kvinden og hendes Venner bør kæmpe for at faa indført, nemlig et Vielsesritual, hvis Ordlyd stiller begge Parter lige i Ægteforholdet. Thi, trods den temmelig radikale Beskæring af Ritualet, blev jo „Underdanigheden” staaende; den er i manges Bevidsthed i Følge en omhyggelig vedligeholdt Tradition lige fra Verdens Skabelse bleven betragtet som Ægteskabets Grundpille; men Verden vil saamæn ikke styrte sammen, om den „Pille” tages bort, og Ægteskabet ikke heller, tværtimod vil der med Underdanigheden fjærnes en Anledning til Disharmoni. Man har forsøgt at bortforklare Underdanigheden, men det kan ikke nytte, den er og bliver et Plus i Mandens Favør, og at der ud fra dette Plus kan argumenteres med Næverne, det var jeg Vidne til et Sted, hvor jeg boede, Manden tærskede jævnlig løs paa sin Kone, i sin Vaande kaldte hun en Dag mig til Hjælp, og jeg spurgte ham, hvad hans Kone havde gjort: „Gjort!” svarede han: „Ingenting sku! - men hun skal være underdanig, skal hun.” - I et godt Ægteskab vil Underdanigheden blive overflødig, fordi Kærligheden har en inderlig Trang til at erkende en mulig Uret, men denne, Kærlighedens Ydmyghed ligger lige nær for begge Parter, og den opnaas aldrig ved Underdanighedens brutale Politimagt, denne vil kun fremkalde Hykleri, Løgn og Bedrag hos den undertrykte Part, og det kan intet Hjem være tjent med.
