Kvindekongressen i Bryssel

(Rapport af Fredrik Bajer.)

Da „Dansk Kvindesamfund”, paa det aarlige Fællesmøde i Aalborg den 16. Juli, havde kaaret mig til sin Repræsentant paa Kongressen, bør jeg - sent bedre end aldrig - afgive min Rapport.

Om Aftenen den 2. August ankom jeg til Bryssel, hvor Kongressen først den 4. om Morgenen skulde aabnes. Men ved Ankomsten til mit Hotel fandt jeg straks Indbydelse til en „Modtagelse”, som skulde finde Sted næste Aften i „Salle Kevers”. Der blev lovet en Kantate „For Retfærdigheden” komponeret af Fri. Henriette Coclet.

„Salle Kevers” var smagfuldt pyntet. Værterne og Gæsterne ikke mindre. Men Varmen, som hele Dagen havde været ulidelig ude, var det endnu mere inde. Efter at have fornyet Bekendtskabet med mange af Kvindesagens første internationale Forkæmpere, som jeg ikke havde set, siden de store Kvindesagsmøder i Paris 1889, var jeg saa heldig at finde ud i en lille Have, hvor jeg lænede mig tilbage i en Stol. Ellers var der ikke et Menneske. Med Øjnene op mod Stjernehimlen lyttede jeg til Kantaten, der gennem de aabne Vinduer lød aldeles himmelsk. De friske unge Kvindestemmer tonede ud i den kølige Aftenluft. Jeg var nær ved at drømme med Kantatens Forfatter, Fru Nicolet Det forekom mig, at jeg saa

...... poindre laurore,

de justice et dégalité.

Persévérez, luttez encore

jusquau jour de la liberté. *)

Det var en passende Opsang til næste Dag, da Kongressen aabnedes i Palais des Académies. Der holdtes samtidig en anden international Kongres af Læger og Apotekere for „Médicine légale”. Men mit 5-franks Kort til „Congres féministe” viste mig den rette Vej som Repræsentant „du Danskkvindesamfund”.^:

I den meget store, smukke Sal sad - malet naturligvis - den hellige Cecilia, og spillede en vist nok himmelsk Musik for en Kreds af Gamlinger. Jeg kunde ikke høre den. Men der var noget symbolsk deri. Thi, naar man ikke sad ved Referentbordet eller paa de allerforreste Bænke, var det vanskeligt at høre Talerne, hvoraf oven i Købet de fleste bleve oplæste. Desværre var det ikke en af de allerforreste Bænke, der med meget store Bogstaver var betegnet som „Danemark”. Dér tog jeg Plads lige saa alene som Aftenen forinden i den lille Have. Thi den eneste danske foruden mig, Frk. Palline Bagger, foretrak naturligvis Referentbordet.

„Men, hvo sig selv ophøjer” o. s. v. Hvad sker til største forundring?

Da den selvskrevne Præsident, Frk. Marie Popelin, Doctor juris, den belgiske Kvindesagsforenings ansete Formand, i en velformet Tale har aabnet Kongressen, meddeler hun, at Foreningen har udnævnt fire Ærespræsidenter. Navnet paa den engelske hørte jeg ikke. Men for Tyskland var det Fru Lina Morgenstern (Berlin), for Frankrig Fru Feresse Deraismes (Paris) og for Danmark - Hr. Fredrik Bajer (København). I denne ophøjede Egenskab fik jeg Ret til at sidde oppe ved Præsidentbordet. Jeg fik endog den hellige Cecilia til vis à vis.

Præsidenten gjorde mig den Ære at raadspørge mig med Hensyn til Forhandlingerne: om jeg ikke troede, man kunde springe de sædvanlige Hilsningstaler over og lige straks tage fat paa Dagsordenen.

Det kom mig slemt paa tværs. Saa vilde jeg jo brænde inde med den eneste lille „speech”, jeg havde belavet mig paa. Jeg skulde jo hilse baade fra Dansk Kvindesamfund og fra Kvindelig Fremskridtsforening (som jeg ligeledes repræsenterede).

Jeg svarede, at Kongressen vist gerne vilde høre nogle Hilsningstaler, naar de kun ikke blev for lange. Præsidenten var saa elskværdig at give Ordet først til mig.

Idet jeg bragte Kongressen de venligste Hilsener fra de to danske Foreninger, jeg havde den Ære at repræsentere, gjorde jeg tillige, i Korthed, Rede for deres forskellige Formaal. Meget beklagede jeg, at jeg ikke kunde overvære stort mere end de første Møder, da mit Hovedformaal i Bryssel var at deltage i den Interparlamentariske Konference (den 6.-11. August). Desværre kunde jeg saaledes ikke deltage i den sidste Mødedags Forhandling om en almindelig Forening eller Sammenslutning af alle „feminister”. Derfor maatte det maaske allerede nu være mig tilladt at sige, at jeg havde fulgt denne Idés Udvikling siden Kongresserne i Paris 1889. Jeg havde ikke set den gøre videre Fremskridt. Feministerne skulde derfor hellere indskrænke sig til at oprette et internationalt Bureau, hvorigennem alle, som virkede for Kvindesagen, kunde komme i Forbindelse med hverandre og støtte hverandre i Kampen for den. Det samme Raad havde jeg for 6 Aar siden givet Fredsvennerne. De havde fulgt det, og Erfaringen havde allerede vist, at Samarbejdet ad denne Vej blev meget bedre, medens alle Forsøg paa at danne en international Forening havde vist sig frugtesløse.

Inden jeg fortsætter min Rapport om Aabningsmødet, tør jeg maaske meddele, at jeg naturligvis, uden oftere at tage Ordet, agiterede af alle Kræfter for denne Tanke. Det lykkedes for den at vinde bl. a. to dygtige Forkæmpere Fru Marya Cheliga (Paris) og Louis Frank (Bryssel). Tilfældet kom mig til Hjælp, idet Bladene et Par Dage senere meddelte, at den internationale Sagførerkongres, som samtidig var samlet i Bryssel, netop havde besluttet at oprette et internationalt Bureau til indbyrdes Forbindelse og gensidig Oplysning.

Efter mig tog Fru Lina Morgenstern Ordet for at bringe en Hilsen fra den berlinske Kvindeforening, Fru Vincent (Paris), som repræsenterede en Forening af 150,000 Arbejderkvinder, talte paa deres Vegne. Fru Maria Martin (Paris), Red. af det udmærkede Kvindesagsblad „Journal des Femmes”, hilste fra en spansk Kvindeforening, idet hun bemærkede, at det var første Gang, at man i Spanien for Alvor havde sluttet sig til Kvindesagen.

Man gik nu over til den første Sag paa Programmet: „Kvindens Ret til at vidne i civile Sager, til at deltage i Familieraad og til at være Formynder.” Den blev udmærket indledet af Fru Serah Proelss (Berlin). I det hele taget var det de tyske Kvinder, som gav de dygtigste Indlæg. Den Vækkelse, Kvindesagen i den seneste Tid har faaet i Tyskland, maa sikkert for en stor Del tilskrives Harmen over den Skuffelse, Tysklands Fremskridtskvinder have lidt derved, at Rigsdagen tog altfor ringe Hensyn til deres Ønsker ved Behandlingen af den ifjor vedtagne ny borgerlige Lovbog. Idet jeg ikke noksom kan rose de tyske Deltagere i Kongressen, maa jeg tillige prise deres Fordomsfrihed, idet de alle - i den fransktalende Stad - talte fransk; uagtet det ikke var nødvendigt, og til Eksempel ogsaa engelsk blev talt.

Beslutninger bleve ikke fattede. At det ikke skete, var en Betingelse for Regeringens Understøttelse ved Pengemidler og paa anden Maade. De mest radikale, især fra Paris, var oprørte herover, og det kom en enkelt Gang til Sammenstød med Præsidenten af den Grund. Men i det hele taget fik Kongressen derved en rolig, tit næsten altfor rolig - for ikke at sige kedsommelig - Karakter. Det blev mindre en Forhandlings- og Beslutningskongres end en Oplysnings- og Studiekongres. Der blev oplæst mange i Forvejen omhyggelig udarbejdede Afhandlinger, hvoraf Tilhørerne - mere og mere søvnige af den trykkende Hede - vel næppe hørte mere end af den hellige Cecilias Orgelspil paa Maleriet, men som, trykte i de senere udgivne „Forhandlinger”, vil kunne læses med Interesse og bringe Sagen sikrere fremad end det flygtige Ord, gengivet af tit endnu flygtigere Referenter. (Saaledes blev mit Forslag om et permanent, internationalt Kvindesagsbureau i flere brysselske Blade refereret, som om jeg havde sagt: jeg ønskede, at Kongressen skulde være permanent!)

Den 1ste Mødedags Eftermiddag forhandledes det i alle Lande med Code Napoléon som borgerlig Lovbog stadig brændende Emne: „la recherche de la paternité” (Faderskabets Eftersøgning). Her indtraf det mærkelige, at en ung Dr. jur. Anita Augsburg havde Mod til at forsvare den Lov, som forbyder at eftersøge Faderen til et uægte Barn, idet hun vilde have alle Børn, ogsaa de uægte, ind under Statens Forsorg. Man maa tilstaa, at hun forsvarede sin Mening med udmærket Dygtighed. Men hun mødte megen Modstand, bl. a. hos Professor Bridel (fra Universitetet i Genf).

Torsdagen den 5. August var helt optagen af en Udflugt til Kongo-Udstillingen i Tervueren og Verdensudstillingen i Bryssel. I Tervueren gav den belgiske Forening Frokost i det fri. Jeg var saa heldig at komme til at sidde mellem den ovennævnte Fru Proelss, en Læges Hustru, og den finske Frk. Majkki Friberg, Dr. phil. fra et schweizisk Universitet. Der blev holdt flere Taler, medens Kongressen for „Médicine legale”, som spiste sammen med os, men paa en mer ophøjet Terrasse, bevarede en saa fornem Tavshed, at den var nær ved at irritere os. „Vi har” - sagde jeg ved Maaltidets Slutning - „et dansk Ord, som siger, at den, som tager Barnet ved Haanden, tager Moderen ved Hjertet. Paa samme Maade kan man sige, at den, hvem det lykkes at vinde Kvindens Hjerte for en god Sag, derved gavner denne Sag mest. Alle Midler maa bruges til Fremme af de Formaal, vi kæmper for, men altid maa vi dog kun bruge lovlige Midler” (med stærk Stemme): „Médicine legale”. Men vore Naboer hørte til dem, af hvilke det næppe var muligt „at slaa et Smil med en Vognkæp”.

Fredag den 6te holdt den belgiske Frk. Marie Parent et udmærket Indledningsforedrag om „Arbejdets Frihed, Adgang til alle Stillinger, lige Løn for Mænd og Kvinder” .... Men jeg maa indskrænke mig til at nævne de følgende Programpunkter uden at tale om Forhandlingen.

Samme Dags Eftermiddag foretoges Spørgsmaalet om „Valgret og Valgbarhed til Handelsdomstole” o. s. v.

Lørdag den 7de (sidste Dag) indledede Frk. Léonie Lafontaine, ligeledes med megen Sagkyndighed Spørgsmaalet om „Velgørenhed”. Hvad denne intelligente Dame, en Søster til den belgiske Senator (Landstingsmand) Henri Lafontaine, sætter sig som Formaal, har hun selv udtrykt saaledes: „alle velgørende Bestræbelsers Sammenslutning uden Partihensyn”, omtrent som „Charity Organisation Society” i England”. **)

Om Eftermiddagen holdtes et kortere Møde om Organisationsarbejdet, Pressen m. m., hvorefter Hr. Jules Bois holdt Foredrag om de romanske og angelsaksiske Kvinders sjælelige Forhold.

Endelig om Aftenen Kl. 6 sluttedes af med en 10-franks-banket paa det s. k. „Laiterie” i Bois de la Cambre, omtrent svarende til Klampenborg Hotel i Dyrehaven. Jeg maatte desværre give Afkald paa den fine Middag med de mange Taler og indskrænke mig til de private Samtaler til Afsked, medens Kaffen bødes om paa Verandaerne.

„Kongressen sluttede med et Kaffeselskab i en Lysthave”, skriver en Referent i et Blad, som fra først til sidst er meget vred paa denne i det hele meget vellykkede Kongres, hvilken han derfor kritiserer paa det ubarmhjertigste.

Jeg deler ikke denne Dom. Den belgiske Kvindesagsforening har haft Ære af Kongressen. Og mig har det været en Ære at repræsentere to danske Foreninger paa den.

*) .... Retfærdighedens og Lighedens Morgenrøde bryde frem. Bliv ikke træt af at kæmpe, indtil Frihedens Dag oprinder!

**) Se „Nos femmes” (Vore Kvinder), en med en Mængde Illustrationer prydet Bog paa 151 Sider, som den belgiske Kvindeforening havde udgivet i Anledning af Kongressen i Bryssel.