Fra Indland og Udland
Opmærksomheden henledes paa den Udstilling af Frøken Agnes Lunns og Frøken Dohlmanns Arbejder, som for Tiden finder Sted i „ Permanent Udstilling”; man vil ikke fortryde at gøre sig bekendt med den.
Skolekøkkener. Institutbestyrerinde Frk. Winteler, Odense, har nu faaet sit Skolekøkken indrettet, og Undervisningen er begyndt. Den ledes af Frk. Jespersen, der har faaet sin Uddannelse i Kristiania, og udenforstaaende kunne deltage i den sammen med Skolens Elever. „Kv. og Samf.”s Læsere ville af Frk. Eline Hansens Artikler i Bladet, være bekendte med Principerne for Undervisningen. Man kan kun glæde sig over, at der ved Frk. Wintelers Initiativ er aabnet de unge Piger i Odense Adgang til Undervisning i dette vigtige Fag. Naar mon Turen kommer til Københavns Kommuneskoler?
Ny Zeeland. Den engelske Kirkes Primas i Ny Zeeland, Biskop W. G. Cowie i Auckland udtalte sig i sin Aarsberetning til Kongressen i Nottingham den sidste Uge i September f. A. paa følgende Maade: „Jeg føler mig ikke lidet stolt over at være Medlem af Bestyrelsen for et Universitet, som først af alle i det britiske Rige tillod Kvinder at tage akademiske Grader. Vore unge ny-zeelandske Præster, som sammen med deres Søstre og Kusiner have bestaaet de forskellige Prøver, ville maaske kunne hjælpe deres Ligemænd i Oxford og Cambridge til at forstaa, at Tilladelsen for Kvinder til at tage akademiske Grader, ikke nødvendigvis vil svække den mandlige Kraft i Universiteternes Forfatninger og Skikke. De ville ogsaa være i Stand til, af personlig Erfaring at bekræfte, at den politiske Valgret for alle Kvinder over 21 Aar ikke har medført nogensomhelst Vanskeligheder, men at Mændene i Ny-Zeeland undre sig over, hvorfor det har varet saa længe, inden Koloniens Kvinder fik Stemmeret til Parlamentet”. .
(Englishwomans Review).
Tyskland. I den tyske Rigsdag bragte Prins Schøinach-Carolath den 21. Januar Spørgsmaalet om Kvinders Adgang til at studere ved Universitetet paa Bane. Han fremhævede navnlig den Fordel, det vilde være for de arbejdende Kvinder at blive behandlede af kvindelige Læger. Efter at dernæst den prøjsiske Kultusminister Bosse havde afgivet den Erklæring, at han agtede at meddele Kvinder Tilladelse til at tage Adgangseksamen til Universiteterne, og med vedkommende Rektors Indvilligelse lade dem studere der som Gæster, udtalte Rigskansler Hohenlohe, at han var rede til at søge en Overenskomst tilvejebragt mellem de forbundne Regeringer om, at det ogsaa maatte tillades Kvinder at tage Eksaminer ved Universiteterne. Viste disse Foranstaltninger sig formaalstjenlige, kunde der fremdeles blive Spørgsmaal om at opfylde videregaaende Ønsker.
Schweitz. Ved dette Lands Universiteter studerer for Tiden 600 kvindelige Studenter. De fleste ere fra Rusland, og Flertallet studerer Medicin.
Frankrig. Det nye Blad, la Fronde, er det første franske Dagblad, der udelukkende bestyres, redigeres, skrives og sættes af Damer. Det staar aabent for alle Retninger, idet politisk Stemmeret er det Baand, der knytter dem sammen. Det koster 20 frcs. om Aaret, og sælges for 5 Øre Nummeret paa Gaden.
„Svalen”. Læsernes Opmærksomhed henledes paa en ny Forening „ Svalen”, dannet i den Hensigt at værne om Fuglene, idet man ved Samvirken med udenlandske Foreninger, vil, igennem internationale Lovforslag, arbejde for at sætte en Grænse for de Massemord af Fugle, som de herskende Moder giver Anledning til. Kontingentet er 50 Øre aarlig. Om enhver i sin Kreds samtidig vilde bekæmpe Anvendelsen af Fuglepynt, vilde man yde en god Sag sin Støtte.