I Anledning af en "Indsigelse"
I dette Blads Nr. 2 findes en - heldigvis - meget kort Indsigelse mod Jonas Lies nye Bog, „Lindelin”, og der udtales et Ønske om, at Danmarks Kvinder vil nedlægge en offentlig Protest mod Stykket og specielt mod dets Opførelse. Hvor forskellige dog Meningerne kunne være! Jeg vilde anse det for et Held, om vor sceniske Kunst stod saa højt, at vi kunde opføre dette Stykke med en Kunstnerinde, der fuldt ud kunde fylde i Rollen „Lindelin”, og hvis jeg var Kunstnerinde, vilde jeg sætte det som et Maal for min Kunstnerærgerrighed at kunne spille Hovedrollen i dette Stykke.
Men tilbage til „Indsigelsen”. Jeg fandt det heldigt, at den var kort, for jeg tror, at C. B. næppe vilde formaa at paavise eller begrunde, at „Bogen er en Skamplet paa Kvinden”, eller at „det store Flertal af Kvinder maa finde sig forhaanede ved denne Skildring.” Saa maatte jo i ethvert Fald „det store Flertal” være „Lindeliner”, og det mener C. B. jo absolut ikke; tværtimod, der udtales jo i „Indsigelsen”, at „Lindelin” hører til de „sjældne Undtagelser” og nærmest maa henføres „til Kokotternes Kategori” og saa drager C. B. deraf den meget mærkelige Slutning, at Bogen er usædelig. Rent bortset fra, at man ikke saa sjælden endda træffer „Lindeliner” i det saakaldte „pæne” Selskab (hvad mener C. B. om Koketterne?), er det en noget dristig Slutning at udtale, at den Bog, der fremstiller en „Kokotte”, er usædelig. At skildre en af de Kvindetyper, der lever og færdes, ja endog breder sig i vort Samfund, at skildre denne Kvinde som Mandens onde Skæbne, som den, de sanseberusede ofre deres Selvagtelse, deres Held og Lykke, men ogsaa som den, de - vaagnede op af deres Sanserus - ræddes for, er saa langt fra usædeligt, at det snarere maa kaldes det modsatte; og maa man ikke beundre Manden, der vover at vise os, hvad det er for en Kategori af Skabninger, Mænd af alle Stænder og alle Aldre lader sig bedaare og besnære af. Skal Bogen være „en Skamplet” paa nogen, da maa det være Mændene, der maa skamme sig, Mændene, der ikke knnne modstaa dette Menneskedyr af en Kvinde. Jeg foretrækker nu imidlertid ikke at kalde Bogen „Skamplet” paa nogen, men en kunstnerisk fint gennemført Skildring af den Kvindetype, som - det vilde jo være Vanvid at nægte det - vi har i vor Midte og end ikke som en sjælden Undtagelse. Naar f. Eks. Statistikken viser os, at det bliver mere og mere almindeligt, at Kvinder med en alt andet end pletfri Fortid opnaa Ægteskab endog i gode Familier, medens derimod de stille Kvinder, der ingen Fortid have, vrages, saa ser det jo ud, som om vi desværre glide mere og mere over til et „Lindelins”regimente. Men er det saa mon ikke paa Tide, at een af de Storaander, der høres af hele Nationer, siger os: Se saaledes ser hun ud, denne Kvinde, som er paa Vej til at faa Fodfæste i vort Samfund. Saaledes ser hun ud, dette Kvindedyr, som saa mange Mænd dyrke, for hvis Skyld de blive æreløse, som de favne, ja endog gifte sig med. Hun lyver, hun er ond, dyrisk, og dog behersker hun saa mange af os og faar en indgribende Betydning for vor Livsførelse og derigennem paa hele Samfundets Førelse.
Og at der handles og leves saaledes, som Lie har skildret det i „Lindelin”, kan jo ikke nægtes. „Lindelin” er jo ikke een Kvinde, men den mangfoldiggjorte Kvindetype for Fristerinden, Forførerinden, der snart i den ene Forklædning, snart i den anden, aandeligt og materielt ødelægger Manden. Hvor kan man da kalde det usædeligt at vise os denne Type i al sin nøgne Usselhed, med al sin pjaltede Karakter!
Var der ikke i en eller anden Form Spirer til en „Lindelin” hos saa mange af vort Køn, da vilde saa mange Mænd næppe vedblive at tale eller lade haant om vore Fordringer om Ligeberettigelse med Mændene, og da vilde ikke som nu det store Flertal af Kvinder staa ligegyldige overfor Kvindesagens Fremme.
Lad os derfor - i Stedet for at nægte Lindelinernes Tilværelse - tage en Kamp op mod dem og takke Lie for, at han har vist os. hvilken Magt denne Type har.
