Et Indlæg i "Lindelin" Sagen
Fru Louise Nørlund skriver i dette Blads Martshefte om Jonas Lies „Lindelin”: „Skal Bogen være en Skamplet paa nogen, da maa det være paa Mændene.”
Det er vist lige saa let at samstemme med denne Yttring, som det er vanskeligt at forstaa, hvorledes det har været muligt i Bogen at se et Udfald mod Kvinden. Det kan ikke betvivles, at der findes slette, dyriske, forføreriske Kvinder, men denne Kendsgerning kan ikke være en Skamplet paa hæderlige Kvinder, lige saa lidt som Mænd i Almindelighed kan beskæmmes ved, at der eksisterer Don Juaner, Mordere og andre mandlige Forbrydere. Lindelin er den Ene, Eksemplet paa en Art; derfor kan hun ikke repræsentere Kvinden i Almindelighed, men Mændene i Lies Bog er de Mange; de afgiver Eksempler paa alle Arter af Mænd af forskellig Beskaffenhed og i forskellige Forhold. Man tør vel derfor antage, at Lie har ment at fremstille Manden i Almindelighed, og at hans Bog er et Udfald mod Mændenes Svaghed og Kortsynethed, der gør dem til Slaver af deres daarlige Lyster, paa Bekostning af Pligt og Ret. Vi Kvinder maa beundre, at en Mand saaledes uden Snæversyn afslører mandlig Usselhed. Han viser os, at en saadan kan findes ikke blot blandt de daarlige Mænd, men desværre ogsaa blandt de arbejdsomme og fornuftige, ja endog blandt de religiøse.
De forføreriske, sanselige Kvinder, det er de daarlige i vort Køn; dem over hvem de hæderlige iblandt os sørger os skammer sig. Hvem vil benægte, at der findes mange slige.
Men de sanselige, de svage og de kortsynede Mænd, de findes, som Lie antyder det, desværre ogsaa blandt dem, der burde have et godt Værn mod deres Svaghed i deres Opdragelse, deres Arbejde og i det Livsansvar, der er lagt paa dem. Det er paa Tide, at vi Kvinder klarer os vor Stilling til dette Faktum. Det er vel næppe værdt, at vi holder os til Fru Erna Juel-Hansens Udtalelse i Studenterforeningen: „Mændene er nu engang som de er.” Ja, det er de. formodentlig; men er det nødvendigt, at de vedbliver at være, som de engang er? Bør Kvinden, den fremrykkende Kvinde, ikke gøre et Forsøg paa at hjælpe Manden at bekæmpe Svagheden, hellere end at betragte den som absolut givet? Skal hun akceptere Mandens Svaghed uden mindste Indvending, skal hun lade hele Skylden kastes over paa „Lindelinerne”? Bør hun ikke haabe paa, at de hæderlige Mænd kan lære at faa Øjet op for disses Bedaarelser og trodse dem? Jeg ved nok, at unge Mænd, og gamle maaske med, smiler af denne Yttring, og mener, at den røber Ubekendtskab med virkelige Forhold og Mandens fysiske Vanskeligheder.
Aa nej, det tages med i Betragtning; og derfor vides det, at det hverken bliver idag eller imorgen, at Flertallet af Mændene kommer til at herske over sig selv. Det vides, at Kampen i vor Tid er vanskeliggjort den unge Mand ved den Retning, der ligefrem har præket „Kødets Emancipation”. Det vides, at der stadigt vil fordres megen Overbærenhed i saa Henseende fra Kvindens Side. Dog gaar det vel lidt for vidt med Overbærenheden, naar der i et Kvindeblad kun tales om Kamp mod „Lindelinerne”, mens det rent forties, hvad der kunde være for Manden at gøre, og overfor Manden at gøres i dette Spørgsmaal.
Lies Bog bør ikke fylde os med al for megen Forbittrelse og Vrede overfor „Lindeliner”. Det er som oftest stakkels sjælløse, forsømte Væsener, af hvem man ikke kan forlange meget; og den Alderdom, de gaar imøde, kan næsten virke som en Dommen formildende Omstændighed for deres lykkeligere stillede Søstre.
Men ved Lies Bog forekommer det mig, at man næsten fyldes af en sørgelig Foragt for Mændene, dem af dem, som ved Opdragelse, Stilling og Arbejde har havt Lejlighed til at faa Øjet aabnet for alt godt og smukt, og som dog ikke kan modstaa en elendig, i Reglen udannet, Kvindes Manøvrer. Og saa slipper Mændene for det meste saa nemt ud af hendes og deres egen Usselheds Klør; deres Fremtid er kun sjældent berørt af det Hele, saa heri kan slet ikke søges nogen Omstændighed, der kan mildne vor Dom.
Der vil til alle Tider findes „Lindeliner”; de Mænd, som har været deres Magt undergivet, burde ikke gaa ud deraf uden mindste Men.
Af denne Grund kan jeg ikke være helt uenig med C. B., naar Jonas Lies Bog kaldes usædelig. Det virker demoraliserende at se den ene Mand efter den anden trække sig ud af Forholdet uden mindste Besvær, saa snart de ser Troldeøret, det vil sige saa snart deres Fortryllelse eller Forelskelse er fordunstet. Det hæver heller ikke Bogens Moralitet, naar det foregives, at Heltinden er gift med alle de forskellige Mænd. Hvilken Parodi paa Ægteskabet! Hvor nedsættende for Manden! at han ganske uden Modstand ser Hustruen drage bort med en anden. Det er i Strid med al Æresfølelse indenfor Ægteskabet; denne kan dog ikke saaledes overspringes, selv om den ene Part har en troldet Natur.
Troldeørets Allegori vilde passe meget bedre ind i Rammen af et løst Forhold. Et Ægteskab lader sig ikke saa let løse. Lie burde dog, naar han vil omtale et Ægteskabsbaand, have ladet de forskellige Elskere pines lidt ved Bevidstheden om at være bundet til en Trold, inden de paa den nemmeste Maade slipper af med hende. De føres af deres Svaghed ud i de største Lavheder; Skipperen udsætter Skib og Menneskeliv ved sin Optagethed; Købmanden opgiver Traditionen og sin Livsgerning; Majoren foruretter sin trofaste Tjener o. s. v. Men saa snart de faar Øjet aabnet for, at det er en ubehagelig Person, de har med at gøre, saa er der straks en anden, der overtager hende, og de vender ganske frejdigt tilbage, hver til sit. En saadan Fremstilling skal just ikke afskrække Mændene fra at falde i „Lindelinernes” Garn. Dog kan det vel ikke være Lies Mening, at det skulde være en ganske undskyldelig og farefri Sport at lade sig fange i et saadant Garn. Kun den raa, udannede Berider har saa megen Følelse af Ære og Ret, at han tager sig tilrette med en Pisk, da han begynder at mærke Trolden. De andre staar blot og gaber. End ikke den sølle Præst faar mindste Mindelse om, at det maaske kunde være en kristelig Pligt at forsøge paa at overvinde Trolden hos den Kvinde, han har elsket. Han lader hende fare som de andre.
Ja, de stakkels Mænd! De er de forførte; dem skal vi Kvinder ikke gaa irette med, de arme, svage Skabninger, hvad formaar de mod en „Lindelin”?
Vil Mændene til alle Tider vedblive at lade denne foragtende Medynk øses ud over dem? Vil de aldrig komme til at indse, at det, som det først og fremmest gælder om i Livet, er at blive Herre over sig selv, aandeligt og legemligt. Er Kampen haard, haardere maaske end vi Kvinder forstaar, saa er de jo da heller ikke Mænd og mandige for Ingenting! Gid Mødrene vilde lære deres Sønner gennem Kærlighed, at Kampen bør optages. Gid alle Kvinder vilde føle, at Kraften til Kampen ægges mere hos Manden ved at han ser sin Svaghed foragtet, end ved at der bliver set igennem Fingre med den. Og „Lindelinerne”? Ja de faar kun de mandlige „Lindeliner” at øve deres Kunster paa, naar først de hæderlige Mænd er vokset i Styrke; og det vilde da ikke være værdt at sørge over det, om den ene Ravn skulde hugge Øjet ud paa den anden. Til Slutning kan jeg ikke nægte mig selv at meddele en lille Historie, der er blevet mig fortalt om en fyrstelig Person, paa hvem et politisk Parti mente at kunne faa Indflydelse gennem Eros. Der blev da søgt Audients for en skøn, bedaarende Kvinde, under Paaskud af, at hun søgte et Rejsestipendium. Under Samtalen udøvede den Skønne sine bedste Kunster, og afskød sine Øjnes ømmeste og farligste Skyts. Hun mente allerede at have Sejren ihænde, da Fyrsten rejste sig i sin Vælde og viste hende Døren med Ord, der ikke kunde mistydes: „Ikke Penge, men Prygl skulde du have, bort med dig”.
Maatte alle Mænd træde saaledes op, maatte alle „Lindeliner” faa en saadan Medfart!