Fru Constantin-Hansen 1825-1898
Naar en kraftig, klog og god Kvinde som Fru Magdalena Constantin-Hansen kaldes bort, kan det ikke være andet, end at der føles, som er der blevet et tomt Rum, et dybt Savn, og lytter man til de Stemmer der nu fra et, nu fra et andet Hold kommer én for Øre, saa er det mange Savn, mange tomme Pladser, der ikke kan udfyldes. Der er Moderens hos Børnene; for hvem hun aldrig fandt noget Offer for stort; der er hendes Plads i den Menighed, som hun havde været med til at samle, og ogsaa for den var hun rede til at paatage sig Byrder, som de fleste vilde veget tilbage for. Men Sagen var, at hun følte sig forpligtet som Guds Medarbejder til at virke, hvor hendes Evner og Begavelse kunde række til, og skønt hun aldrig traadte frem, men i Beskedenhed og Stilhed var til Stede, naar man søgte hendes Raad og Hjælp, saa manglede hun ikke det Mod, der behøves for ikke at undslaa sig for den Opgave der stilledes.
Men Samfundet, hvad enten man tager det i snevrere eller videre Betydning maa føle, at et saadant Liv endnu tilhører det og kan ikke berøves det, thi den Aand, hvori hun virkede, vil leve og brede sin Velsignelse i Nutid og Eftertid.
