Lykkens Blændværk
Roman af Edvard Brandes.
Der blev engang holdt et Foredrag, som kaldtes Nutidens sædelige Lighedskrav. Kernen i dette Foredrag var egentlig et eneste stort Spørgsmaal, stillet af en Kvinde til Kvinder. Og Spørgsmaalet var følgende: Vi, som vil ud af det Snørliv, som Tradition og Opdragelse har lagt om os, som vil være lig Manden i Selvbestemmelse og i Frihed til at udvikle alle vore Muligheder, skal vi ogsaa overskride de Grænser, som Sæd og Skik har sat for vort Forhold til Mænd, skal vi stræbe at blive ligesaa ubundne som Manden i dette Stykke? Vi søger Lykke, men er Mændene lykkelige?
Det var maaske noget naivt at spørge Kvinderne om, hvad kun Mændene kunde svare paa, og Naiviteten blev ikke ustraffet.
Nu har Edvard Brandes skrevet et Bog, der giver Svar paa Spørgsmaalet. Det er ikke nogen lystelig Bog at læse; vi læser hellere om ti Lindeliner end om een Fru Baltzer, endsige om en Fru Duncker. Der er hos Brandes ikke Spor af den Humor, der kan gøre det taaleligt at se ind i saa megen „Styggedom”. Men Bogen er klog og saa uforbeholden, at der neppe behøves at skrives mere om dette Fin-de-siécle-Emne: Kvinden, Forføreren, som kører i Ring med de arme Mandfolk. Og midt i Uhyggen er der en ganske yndig Skildring af en Moder og et Barn - en sjælden Scene, hvor en fordrukken Skuespiller fortæller Kong Lear for et Barn, saa der bliver som en Andagt i Stuen. Og dette tør man vel haabe er tænkt som noget, der kan vokse sig stærkt nok til at overvinde Lindelineriet.
