Spredt og Samlet

Smaa Fortællinger af Fru Johanne Fogt. Mallings Forlag. Kristiania.

„Spredt og Samlet” er en meget passende Titel til disse Smaafortællinger, som den norske Frue har har sendt ud. De er hentede rundt omkring fra; man faar Indtryk af, at Forfatterinden har set sig en Del om i Verden, og adskilligt af det, hun har set, forstaar hun at fortælle om med Liv og Varme. Ligger hun f. Eks. paa Landet om Somren, og er indlogeret hos Fiskere eller Landfolk, kan hun give livlige Billeder af det Folkeliv, som der rører sig. En ganske lille Skitse, „Ringøje” kaldet, er endog et lille Mesterstykke af Fortællekunst.

„Ringøje” hedder en Ko, som hører til i et lille Landsted ved Havet, hvor Fruen har Sommerophold. Saa faar „Ringøje” en Kalv, bliver syg og er lige paa Nippet til at dø, men kommer sig dog igen.

Dette Emne skulde man mene var saa simpelt og ubetydeligt, at der ikke lod sig gøre noget ud af det; men under Fru Johanne Fogts Pen bliver baade Ringøje og alle Beboerne som levende for Ens Øje; man ser hvor stor en Rolle et saadant Dyr kan spille i Fattigfolks Liv, og - hvad der snart er det bedste - man føler det varme Hjærtelag, hvormed Forfatterinden tager Del i sine midlertidige Husfællers Sorger og Glæder.

Men bedst er hun dog hjemme i andre og højere Samfundslag; særlig fra Hovedstadslivet henter hun sine Emner. Hun har faaet godt Kig paa disse unge Labaner, der sætter en Ære i intet nyttigt at bestille, men blot leve for at nyde Livet, og ikke nægte sig noget som helst af det, deres Luner og Lidenskaber kræver.

Og af saadanne Dagdrivere har jo særlig de store Byer en Del at opvise, flere vistnok nu end der har været tidligere. Sagen er nemlig den, at det er bleven moderne at være Dagdriver. Tidligere blev den Slags Fyre dog betragtede som Vanskud, det var en Skam at have i en Familje, og skønt det vel egentlig nok er saadan endnu, er der den Forskel, at nu læses det som en Livsanskuelse, og der lægges aabenlyst an paa, at føre Ungdommen ind paa Veje, der for manges Vedkommende, med svag Vilje og Karakter, maa føre til Undergang.

Blot et enkelt Eksempel paa, hvilke Lærdomme der nu om Stunder indpodes den finere Del af Hovedstadens Ungdom, skal her nævnes.

Det var sidste Efteraar. Der blev holdt et Gilde i „Studentersamfundet”, „Rusgilde”, som det kaldes, „og ingensinde”, hedder det i „Politiken” (10. Oktober 1897) „er unge Studenter paa en smukkere Maade budte velkommen blandt deres ældre Kammerater.”

Indledningstalen blev holdt af en ung Mand, Ove Sode, Redaktionssekretær ved „Politiken”, og Hovedindholdet lød, efter samme Blads Referat, saaledes:

„… Vi kredenser selv det lystigste Bæger med lidt Alvor. Derfor lægger vi ind midt i den gamle, muntre Kantate denne Rustale.....

Det er ikke saadan, at der findes et præget og møntet gyldent Ord, som vi hvert Aar kan sige til Russerne. Et Ord, der for den ene Slægt kan straale med en Glans, som synes uforgængelig, kan for den næste Slægt miste hele Forgyldningen. Ja, der er maaske Ordet: Nyd Livet, mens du

er ung.....

Vi, der er blevne 30 Aar og har set Skyggerne blive længere og Taagen lægge sig tættere og tættere, vi siger: Kys Pigerne, kryst Druerne. Det er virkelig et gyldent Ord, men derfor behøver det ikke at være det eneste Visdommens Ord, der slaas op paa Tavlen til Russens Ihukommelse”. . . .”

„Kys Pigerne og kryst Druerne,” det er det Visdommens Ord, som lyder til disse unge Mandfolk, idet de træder over Tærskelen til den Højskole, hvor deres Aand skal uddannes. Disse samme Mandfolk, som vi om nogle Aar har ude iblandt os til Embedsmænd i alle Stillinger, Præster, Lærere, Dommere, Læger, kort sagt de Folk, der skal give Tonen an, og hvis Ord og Gærning har saa stor Indflydelse paa Livet i det hele taget, disse Folk faar altsaa fra Begyndelsen af den Lære indpodet, at det gælder først og fremmest om at nyde Livet. Forstaar du da ikke, at det kun er Spøg, vil man maaske sige. Det hele er jo kun lagt an paa at give de unge Mennesker, som nu rigtig skal til at slide i det, en lystig og fornøjelig Aften.

Det kan være, at det ikke er ment saa galt, som det lyder, og at den gamle Vismand paa 30 Aar, som „har set Skyggerne blive længere og Taagen lægge sig tættere og tættere” ikke endnu er bleven saa vis, at han forstaar Rækkevidden af sin Tale.

Men derom foreligger der jo Kendsgærninger nok, at en stor Part af den Ungdom, han henvender sig til, tager ham paa Ordet og lever efter den givne Anvisning. Københavnske Blade kan for hver Dag levere Stof nok til Vidnesbyrd om, at Læren efterleves, og for den, der har haft Lejlighed til at se lidt bag Kulisserne i Hjem, som regnes til den finere Del, vil det høre til de triste og sørgelige Erfaringer, at der gaar mangen nedbøjet Fader og Moder, som ikke ved levende Raad med saadanne Sønner, der lader staa til efter Forskriften: „Nyd Livet, mens du er ung, kys Pigerne og kryst Druerne.”

Det er Erfaringer i denne Retning, som Forfatterinden til „Spredt og Samlet” har forstaaet at fremsætte paa en, saadan Maade, at Læseren ikke kan blive udeltagende derved. Det er ikke alle Fortællingerne, som handler om dette Emne, men man mærker, at her er hun bedst hjemme.

„Disse unge Mennesker”, hedder det et Sted, „de har et eget Livssyn. Det er noget, der er kommet op efter min Tid. Leve og nyde - det er Løsenet. For disse Krav maa alle Hensyn vige. Om de knuser sine Omgivelser i sin Stormgang paa Livet, det tager de sig ikke en Smule nær.”

Og Forfatterinden viser, hvordan denne Stormgang med at „leve og nyde” lægger alt det øde i Livet, som er noget værd. Men hun viser det ikke som en haard og stræng Dommer, der staar udenfor det hele og ser udeltagende paa de stakkels Mennesker; nej, hun lider med dem, lider med i Hjemmet, hvor forældre og Søskende sidder og venter paa den forlorne Søn, og hun lider ogsaa med ham, den sølle Fyr, der tumler om paa Afgrundens Rand.

Der gaar en Strøm, som fra en Moders Hjærte og en Moders Smærte igennem disse Skildringer, og derfor vil det ogsaa kendes paa den modtagelige Læser: „Hvad der kommer fra Hjærtet, det gaar til Hjærtet.”