Kvindebevægelsen i England
Kvindebevægelsen i England har traadt sine Børnesko. Meget er der at gøre endnu, men naar man som opmærksom Iagttager, studerer Livet i Befolkningen, ser man lige straks, at Kvindens Stilling er en anden end paa Fastlandet. Hun er anerkendt som Mandens ansvarlige Medarbejder, der præsterer et vigtigt socialt Arbejde, ikke alene i Hjemmets snevre Kreds, men ogsaa i det offentlige Liv, og Bevidstheden om hendes Arbejdes Værd for Samfundet, og den Agtelse, der i Følge dette bliver hende til Del, giver hende en Selvstændighed, en rolig Sikkerhed, som paa Fastlandet endnu hører til Sjeldenhederne, men som i England virker tilbage selv paa den mest ubetydelige, overfladiske af Albions Døtre. Af en Kvinde i England bliver det i langt højere Grad end her forlangt, at hun er en Personlighed, og udfylder en Plads i Livet, ligesom enhver Mand. Hun har kommunal Stemmeret og tager aktiv Del (i mangfoldige Tilfælde som Hovedarbejder frem for Mændene) i Fattigvæsenet, Skolevæsenet, Sædelighedsspørgsmaalet, Fængselsvæsenet, Fabriksopsyn og m. m.
Kvindens Stilling i England har imidlertid ikke til alle Tider været mere begunstiget end i andre Lande. Endnu i Slutningen af det sidste, og Begyndelsen af dette Aarhundrede var den ligesaa trykket i Stat, Kommune og Familie som i hele den civiliserede Verden. Hun selv var umoden, det offentlige Liv interesserede hende meget lidt, og hverken den Tids filantropiske eller literære Bevægelser havde Indflydelse paa hendes Tankegang eller Handlemaade. Med Politik beskæftigede kun enkelte „great ladies” sig, som havde Venner eller Familiemedlemmer blandt de fremragende Politikere.
Og dog skulde deres Lands indre Udvikling være den Løftestang, som satte de engelske Kvinders Sind i Bevægelse og vakte dem af deres Dvale.
Allerede i 1783, skriver Horace Walpole: „Jeg maa sige, at vore Damer, som bidrager saa meget til at bringe Liv i Selskabeligheden, ere nu næsten kun Politikere og, som Lady Townby siger, trykker de mange Gange altfor meget bitter Saft i Konversationen.”
I 1792 udkom Mary Wollstoncrafts Bog „A Vindication of the rights of women” (En Hævdelse af Kvindens Rettigheder) paa hvilken de engelske Kvinder støtter dem endnu. - Det gærede i Sindene! Tale om en stor Kvindebevægelse, en aaben Fremgang, var der imidlertid ikke. Først John Stuart Mills manende Ord formaaede at bringe Liv i Bevægelsen. Hans Ændringsforslag om at give Kvinderne Valgret, som han stillede i Parlamentet i 1867, vakte Opsigt hele Landet over. Det blev forkastet med 194 Stemmer imod 81, men siden den Tid er Spørgsmaalet aldrig døet hen og har havt Fremgang Aar for Aar. Den 3. Februar 1897 vedtog Underhuset ved 2den Behandling Kvindernes Stemmeret med 288 Stemmer imod 157.
Og fra 1867 daterer ogsaa Kvindeforeningers mere frejdige Fremvækst sig. Kvinden tog selv fat paa alle Omraader og arbejdede med en Energi og Udholdenhed, som sikrede hende Agtelse og Tilhængere ogsaa blandt Mændene. Hun udnyttede de faa Rettigheder, hun havde, til det yderste og viste sig som Mandens værdifulde Medhjælp i hans Arbejde.
I 1869 fik Kvinden Stemmeret i By- og Sogneraad, 1870 i Skolesager og lidt senere i Fattigvæsenet. I 1875 blev en Kvinde for første Gang valgt ind i Fattigvæsenets Bestyrelse som „Poor Law Guardian” i South Kensington. Nu er der omtrent 1000 i England og Wales alene. I 1882 fik den gifte Kvinde samme Ret over sin medbragte Ejendom som før sit Ægteskab. - Ogsaa i Prostitutionssager har Kvinden udført et betydeligt Arbejde i sikker Erkendelse af, at dette Spørgsmaal vedrører hende i første Række, at det kun kan blive løst naar hun optræder som en Magt, hvis Villie kan tiltvinge sig Agtelse, og som maa respekteres. Kort sagt, hun har erkendt, at Sædelighedsspørgsmaalet er Kvindesagens Alpha og Omega. At den „Contagious Diseases Act” (Lov fra 1866 som ordnede og regulerede Utugt som Erhverv), blev tilbagekaldt i 1886, skyldtes for en stor Del Energien hos de engelske Kvinder, som med Mrs. Josephine Butler i Spidsen arbejdede utrættelig i dette Øjemed.
Og hvori ligger det, spørger man uvilkaarligt, at Englands Kvinder have opnaaet saa meget, at de som Helhed ere skredet frem i deres Udvikling til en Højde, som indtil Dato kun Enkelte naa herovre?
Meget ligger i hele Landets sociale Udvikling, men fremfor alt er det i Kvindens eget ihærdige Arbejde, hendes Mod og Offervillighed, hendes Concentration og hendes Sammenarbejde, som tager Sigte paa det virkelig store i Sagen og er beredt til at kaste alle smaalige Foreningsinteresser til Side for at opnaa det Væsentlige, at man maa søge Grunden til Fremgangen. I hvor høj Grad det endnu er Tilfældet, vil bedst kunne ses af Nedenstaaende.
En af de største Organisationer for Tiden er „The National Union of Women Workers of Great Britain & Ireland” (den nationale Forening for Kvinders Arbejde i Storbritanien og Irland). Den har sit Hovedsæde i London og er derfra spredt over hele Kongeriget, og gør sig til Opgave at samle Alt, hvad der hedder Kvindearbejde og Interesser, saa at de igennem Enighed og gensidig Støtte kan opnaa en Magt og Indflydelse, som en enkelt Forening, der kun arbejder paa en Opgave, vanskelig kan faa.
Organisationen har, som allerede sagt, sit Midtpunkt i London, og derfra spreder den sine Grene over hele Landet. I næsten enhver større By findes der en „Branch” (Gren) af „N. U. W. W.” og til den slutter sig igen alle Kvinde-foreninger i vedkommende By.
For blot at nævne et Eksempel.
I Manchester alene er der 27 selvstændige Kvindeforeninger, som have sat sig de forskelligste Opgaver, knyttet til „N. U. W. W.” Hver Forening har sit selvstændige Detailarbejde uafhængigt af de andre, men i store Principspørgsmaal bliver de igennem „N. U. W. W.” sat i Stand til at arbejde sammen og optræde i Fællesskab (saasom med Petitioner til Regering, Parlament osv.) En Gang hvert Fjerdingaar kalder „N. U. W. W.” alle Bestyrelsesmedlemmer af de til den knyttede Foreninger sammen til et Møde, som varer flere Dage. Her faa de forskellige Foreninger Lov til at afgive Beretning om deres særlige Arbejde; Spørgsmaal, som for Øjeblikket have særlig Interesse, blive tagne under Overvejelse; man tager Beslutninger angaaende fremtidigt Sammenarbejde, og man bestemmer de Spørgsmaal, som man ønsker bragte frem paa „N. U. W. W.”s aarlige Fællesmøde.
Thi engang om Aaret mødes Hovedbestyrelserne af alle de forskellige Grene. Byen i hvilken disse Konferencer skal afholdes, bliver valgt fra Gang til Gang. Paa disse store Møder samles vel den bedste kvindelige Kraft i hele Landet. Det ene interessante Foredrag følger det andet, man debatterer de mest brændende sociale Spørgsmaal samt tager under Overvejelse, hvorledes det praktiske Arbejde skal udføres for at naa hen til Maalet.
En Dag af Mødet bliver straks bestemt udelukkende til Forhandlingerne og Beretningerne om Sædelighedsspørgsmaalet. Alle andre Emner bliver fordelte over Resten af Tiden og følger hinanden i bestemt Rækkefølge.
Men „N. U. W. W.s Hovedarbejde ligger ikke i det aarlige Møde, heller ikke i, at de forskellige Foreninger bliver bragt hinanden nærmere igennem den fælles Tilslutning til et Centrum, selv om den Nytte, som bliver gjort paa den Maade, næppe kan overvurderes, da et aabent Blik for, og Anerkendelse af andres Arbejde, er det bedste Værn mod 8maa-lighed og Egenkærlighed.
Dens største Opgave ser den i at samle og atter sprede Kundskab, som der er Sandsynlighed for kan have Betydning for Kvindearbejde og „som kan fremme Kvindens politiske, sociale, moralske og religiøse Velfærd”, som det hedder i Unionens første Lovparagraf. Enhver Forening, der er knyttet til „N. U. W. W.”, kan anmode Bestyrelsen af sin Gren eller Hovedbestyrelsen i London om Hjælp og Oplysning om, hvorledes den skal tage fat paa en Opgave, det være enten socialt, politisk, filantropisk etc. og faa Raad og Støtte til sit Foretagende.
Til Slut endnu nogle faa Ord om „N. U. W. W.”s Oprindelse og Fremgang.
Det var i 1876, at Miss Ellice Hopkins fattede Planen om at danne „Ladies Associations” (Kvinders Samfund) hele Landet over, hovedsagelig i Sædelighedssagens Tjeneste for at hjælpe og redde enligtstaaende unge Piger. I 1889 blev disse Samfunds første Møde holdt i Barnsley i Yorkshire. I 1890 var der atter Møde i Birmingham, og omtrent samtidig blev der i de fleste store Byer grundet Samfund, som arbejdede ogsaa i andet Øjemed for Kvindens Velfærd og Udvikling. Efterhaanden dukkede Tanken op om at slutte sig sammen til en stor Organisation, og i Oktober 1895 blev „N. U. W. W.” konstitueret i sin nuværende Form. Dens stadige’ Vækst og Udvikling retfærdiggør fuldtud dens Bestaaen.
Naar man vil gøre sig et Begreb om denne Organisations Størrelse, behøver jeg blot at pege paa, at „N. U. W. W.” bestaar af 25 „Branches”, der hver for sig danne en sideordnet Hovedbestyrelse for en Mængde Foreninger og desforuden af over 100 Foreninger, der arbejde paa de mest forskellige Felter, men desuagtet Alle føjer sig ind under Hovedbestyrelsen i London.
Dette viser bedst, hvor stort deres Syn paa Kvindesagen er.
Da jeg tror, det kunde have Interesse, lader jeg Navnene paa nogle faa Foreninger, som hører til „The National Union of Women Workers of Great Britain and Ireland” følge med for derigennem at belyse, hvor forskellige Formaal der kæmpes for under samme Fane.
1. „Young Womens Christian Association” (Kristelig Forening for unge Piger).
2. Jewish Association for Protection of Girls & Women (Jødisk Forening til Beskyttelse af unge Piger og Kvinder).
3. Armenian Association (Armenisk Forening).
4. Girls Friendly Society (Fabrikarbejderskernes venskabelige Forening).
5. Factory Helpers Union (Forening for Fabrikarbejderes Oplysning).
6. Women Lecturers Association (Forening for kvindelige Foredragsholdere).
7. Womens Help Society (Kvindelig Hjælpeforening).
8. Womens Suffrage Society (Kvindernes Valgrets Forening).
9. Womens total Abstinence Society etc. etc. (Kvindelig total Afholdsforening).
Juli 1898.
Elly Nienstædt f. Lempfert.