« Tilbage til søgeresultaterne

En lille Kvindernes Bygning

« Se emneord

Københavns Kommunelærerindeforening har indledet et Foretagende, som sikkert vil blive til Gavn og Glæde for mange, saafremt det kan blive godt gennemført. Man har - paa Opfordring af flere Medlemmer - besluttet at opføre en Lærerindebolig, en Kvindernes Bygning i det smaa. Formaalet er at skaffe arbejdende Kvinder den Hygge, som man kun finder i et eget Hjem, uden uforholdsvis store Udgifter. Dette kan bedst naas ved en Blanding af enkelt og fælles Husholdning, en Ordning, som giver noget Spillerum for den enkeltes Smag. Den Plan, som foreligger, synes egnet til at opfylde disse Fordringer.


Ved venlig Imødekommen af Ejeren af Mariendal har man kunnet sikre sig en Grund paa 3880 kvm. Alen med Façade paa den ene Side imod Mariendalsvej, paa den anden mod en Eng, som vil blive beplantet. Her er det Hensigten at bygge to Huse med mellemliggende Gaardsplads og omgivne af Beplantning. Og i disse Huse skulde der da rummes 8 smukke 3 Værelsers og 24 2 Værelsers Lejligheder med Køkken, der kan benyttes som Spisestue, og andre Udenomsbekvemmeligheder samt 10 Enkeltværelser med Entré og Gaskogeindretning. Desuden Plads til en Økonom, hos hvem de, der ønsker det, kan faa Middagsmad og Hjælp til Rengøring. Et fælles Vaskeri har man jo sagtens ogsaa tænkt paa. Derimod ikke - synes det - paa nogen fælles Varmeindretning. Dette er Skade; thi noget af det væsentligste for et enligt boende Menneske er at kunne faa sit Værelse varmet i en Fart, naar man kommer træt og forfrossen fra Arbejdet.


Men selv om dette nu ikke kan lade sig gøre - hvilket man dog burde tænke over - vil det være en Herlighed for mangen Lærerinde for nogle faa Hundrede Kroner at kunne faa baade et hyggeligt Hjem i tiltalende Omgivelser og den fornødne Hjælp uden Nødvendigheden af at holde Pige.


Helt sovende skal man dog, som rimeligt er, ikke komme til denne Herlighed. Foruden de sædvanlige Prioritetslaan, er det Meningen at udstede 150 Partialobligationer paa 100 Kr. med Pant i Ejendommen. De vil blive forrentede med 5 pCt. og skal først indbetales til 1. April 1899. De kan tegnes hos Foreningens Repræsentanter ved alle Skoler foruden hos Byggeudvalget, som bestaar af Augusta Fenger (Rosenvængets Allé 6, St.), A. Goldmann (Kingosgade 15, 3. Sal), Mathea Haunstrup (Svanholmsvej 16), 1. Sal, A. Johansen (Raadmandsgades Skole) og Laura Møller (St. Kongensgade 55, 1. Sal Mlbg.).


Thi man venter jo, at Lærerinderne her selv skal træde til; og skønt vist ikke mange af dem har Penge paa Rente, vil dog de fleste med lidt Offervillighed kunne samle 100 Kr. sammen paa et halvt Aar. De af dem, der bliver Lejere, vil da ogsaa have Behageligheden ved at føle sig som Medejer, maaske ogsaa som Medbestyrer af Ejendommen. Sandsynligvis vil Foreningen lade Bygningen bestyre af et permanent Byggeudvalg; men det vilde hverken være urimeligt eller upraktisk, om Beboerne og de, der har medvirket ved Opførelsen, blev repræsenterede i dette Udvalg. Dersom Eksperimentet lykkes - hvilket vi oprigtig ønsker - vil Bygningen paa Mariendal næppe blive det eneste Frøkenkloster af denne Art, der afviger saa heldigt fra de gamle Klostre baade ved at være skabt af Frøkenerne selv og ved at være beboet af livskraftige, arbejdsdygtige Individer.


Skønt frederiksbergske Lærerinder er yderst tyndt repræsenterede i Foreningen, har man taget dem med paa Indbydelsen. Den projekterede Bygnings Beliggenhed er saa fordelagtig for dem, at de bør skynde sig med at tegne sig som Lejere for deres egen Skyld og som Laangivere baade af denne Grund og af kollegial Samfølelse.


« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder